Mere om
- SDU; praktikanter;
- Praktik
Min pille er større end din pille!
Enkelte af dem er medicineret i dag eller er lige blevet udtrappet af medicinen. Et par af dem blev forsinkede i deres praktikforløb, fordi de brød sammen halvvejs. En sidder og stirrer ind i væggen i dag og står kun op på gode dage. Fra årgangen under min har jeg hørt om stressrelaterede migræneanfald og om den første aftale med en psykolog.
Nu er SDU begyndt at sætte fokus på stress blandt os jour. stud'er. De har vel også talt til 10 procent.
Dengang jeg begyndte på studiet, fik vi at vide, at journalistik ikke var vores uddannelse, men vores liv. Ulla Terkelsens citat blev strakt ud på utallige overheads: 'Jeg arbejder ikke som journalist, jeg ER journalist' gennem de første mange forelæsninger, og så blev vi ellers forberedt på en tilværelse uden tid til andet end livet på uddannelsens gulvbrædder.
Journaliststuderende skal presses. De skal vænne sig til livet i branchen med deadlines, og de skal nyde suset hvert sekund. Den gode praktikant omfavner alle muligheder for overarbejde for at vise sig overfor arbejdspladsen. Tænk, hvis der faldt et job af senere? Den gode praktikant taler ikke om stressudløst udslæt, eller hvordan urinen bliver mørkere, fordi man ikke tør rende på toilettet af angst for at blive stemplet som den dovne praktikant. Den gode praktikant har altid sovet en smule dårligt og knejser ambivalent over tilstanden på antidepressiver. Min hverdag er mere stresset end din. Min telefon ringer mere end din. Min pille er større end din.
Det bider sig selv i halen. Skal jeg føle mig som en forkert praktikant, når jeg ikke har det sådan? Eller skal jeg føle mig forkert, når jeg har det sådan? Hvorfor bliver det fremhævet som en sjælden bastard, når praktikpladser har en holdning imod overarbejde?
Det er ikke praktikkens skyld, at nogle af mine medstuderende ikke får sit diplom sammen med resten af holdet til januar. Det er heller ikke studiets skyld eller de studerendes skyld. Aben skal nok placeres et sted i midt i triaden, hvilket er lige dele dumt og upraktisk.
Men måske kunne alle tre løfte blikket fra eget navlefnuller og se lidt mere på hinanden. Se efter alarmklokker, blodsprængte øjne og pressede tårekanaler. Prøve at aflive myten om, at journalister uden liv mellem deadlines er de eneste rigtige journalister. Prøve at betragte den tavse mængde af journalister, der yder hver dag, har et liv og henter børn klokken 16.
Det er muligt de ikke hedder Ulla Terkelsen. Men de ER stadig journalister.
Del artiklen med dine venner på Facebook
Re: Min pille er større end din pille!
Dejligt vedkommende indlæg i den ellers ganske tabuiserede og manglende stres-debat. Min pille er herre stor - hele 15 mg er den oppe på. Men nu kan jeg også gå en tur uden at falde om af et hjertestop og undgå en smertende spiserørsbrok, som bare ikke tillader mig at leve et liv uden for mine egne fire vægge. Om det er mavesyren eller for få mg, ved jeg ikke. Men jeg er faktisk ret sur. Jeg er sur over, at jeg tillod mig selv at ende hvor jeg gjorde, sur over at mit praktiksted tillod det og sur over, at mit studie ikke gjorde mig opmærksom på, hvordan branchen også kan være. Og så er jeg sur over, at jeg ikke også stod med et bevis i hånden sammen med jer andre, og sur over at være en del af en røvsyg statistik - eller måske er jeg egentlig mere ked af de sidste to ting. Faktum er, at mange tager turen ned af karrierestigen i stedet for at kravle op, fordi man smittes af den epidemiske stressygdom. Det kræver kun et lille host fra kollegaen, og så er den gal.
I den her branche skal man være så fucking hård - og tro mig, jeg er fucking hård... Så det kan ramme alle! Ingen er fredet, medmindre man er vokset op med lotusblomster i ørene og dygtig til at lytte til sin indre stemme, når den siger stop.
Lad os nu få åbnet op for debatten, og kigge ind og ud og se, om vi ikke kan gøre det lidt bedre og være mere opmærksomme på kollegerne inden det ender helt galt.
Ps. Jeg er også sur over, at der ikke er en eneste sjæl med en kasket, som har kommenteret det her indlæg.
Hilsen den sygt sure syge stressede sjurnalist-studerende!
Re: Min pille er større end din pille!
Kære journaliststuderende!
Få straks fat i Eva Jakobsen i forbundet. Få straks fat i rektor på DJH. Og få straks de to til at skrue et forløb sammen a'la det forløb, Eva Jakobsen kører under titlen "Fra stress til trivsel". Jeg tror, det skal ligge i sidste halvdel af eller efter praktikken, så man lige har mærket, hvad det for noget, man har med at gøre ude på redaktionerne. Problemet i vores fag - og i øvrigt mange andre - er, at man aldrig er færdig. Man kan altid lige ringe til en kilde mere. Eller skrive et afsnit om.
Re: Min pille er større end din pille!
Jeg har aldrig troet på den med, at journalister skal være stressede for at være bedst - eller at kunstnere skal leve i armod på et koldt loftskammer for at være bedst. Adrenalin kan gøre meget, men det kan en god nattesøvn også. De medier, der er allermest fyldt med sjusk, sprogfejl og direkte misinformation, er også dem, hvor det går allerhurtigst. Så glæd dig over, at du ikke er ramt af stress-sygen. Du bliver bestemt ikke en ringere journalist af den grund.
Re: Min pille er større end din pille!
Tak for et godt indlæg - det er yderst relevant for journalister og andre at læse. Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg virkelig bliver ked af at læse, at der er så stressede studerende på uddannelserne - naturligvis kan stress ramme alle - det har intet med karakterstyrke at gøre!
Jeg ved, hvad jeg taler om, for jeg gik ned med stress for 8 år siden. I dag er min tolerancetærskel derfor lavere - og det skal jeg tage hensyn til i det daglige i mit arbejde.
Nu er jeg ikke på et studie, hvor der måske burde tages hånd om disse ting fra andre sider - så den del vil jeg lade stå usagt - men jeg vil gerne knytte en kommentar til stress generelt ud fra mine erfaringer. Særligt i disse tider, hvor mange måske finder sig i lidt mere, fordi de er bange for at miste deres job.
At jeg ikke får stress igen er mit ansvar. Ikke min chefs. avisernes, deadlines, kilder der ringer på fridage - men mit. Kun jeg ejer evnen til at sige TIL, før jeg når derud, hvor jeg skal sige FRA.
Kun jeg kan mærke, hvordan jeg har det. Og ingen er tankelæsere. Tegn på stress melder sig MEGET før piller og tårer i øjnene eller mørk urin... meget før. Øv jer I at opfange de signaler fra jeres egen krop. Let uro, rastløshed, en nagende fornemmelse i maven... og sig så TIL, før I når derud hvor stressen bliver så alvorlig, at man ikke længere selv kan sige til.
Jeg er ansat x antal timer. Min chef køber en varer. Vil M/K købe den længere tid, betaler M/Kfor det. Ja jeg tæller mine timer, ja jeg holder dem på 37 og ja jeg afspadserer med det samme dagen efter overarbejde, og jeg siger nej til det, hvis jeg kan mærke, at jeg ikke har overskuddet. Normen er, at jeg møder kl 8 og har fri kl 15.30. Det er en prioritering. Jeg har også et liv ved siden af mit job. Jeg ER ikke journalist. Jeg arbejder som en. Jeg er meget meget mere.
Jeg bliver aldrig Terkelsen, og det er slet ikke min ambition. Jeg nyder mit arbejde, fordi jeg formår at sige til.
Den dag den varer en chef køber går i stykker, står der ikke en kø for at takke jer. Der købes bar en ny varer, der virker.
Jeg oplever, at mine chefer sætter pris på min ærlighed. Jeg har aldrig mødt et surt ansigt på den bekostning, og hvad så hvis jeg gjorde?
Intet job er værd at knække sammen for. Intet. Uanset hvor høj ledigheden er. Og hvis man virkelig ER journalist, så formår man at skabe en balance, at afkode sig selv og sine grænser og at sige til.
Kan man ikke det, så mister man på sigt alligevel evnen til at sætte nogen som helst dagsorden.
Det spøjse ved arbejde og fritid er nemlig, at det er helheden, der skaber glæden.
Det gode ved at passe mine arbejdstider er, at på dage, hvor jorden så brænder akut - så har jeg overskuddet til at give den en ekstra skalle og arbejde både hektisk og hele natten skulle det være.
Det hele handler om, at jeg tager ansvar for mig.
Måske I kan bruge mine erfaringer til noget.
MVH
Indsend kommentar