”Min drøm er at blive en slags hybrid-kommunikations-medarbejder”

24-årige Camilla Eskesen har allerede en uddannelse i grafisk design, men fra september skifter hun spor og skal læse kommunikation og digitale medier. ”Jeg tror, jeg ender med at kunne lidt af det hele,” siger hun. Artiklen er den sidste i en serie om kommende mediestuderendes drømme
  • Camilla Eskesen
    "Den uddannelse, jeg har fået, er meget møntet på praktisk erfaring og det æstetiske i design. Men jeg har fundet ud af, at jeg mangler noget teori. Jeg mangler noget "hvorfor"," siger Camilla Eskesen.
11.08.2017 · 08:56

Allerede i gymnasietiden opdagede nu 24-årige Camilla Eskesen uddannelsen Kommunikation og Digitale Medier på Aalborg Universitet. Men snittet var ikke højt nok.

Efter et par omveje forbi andre uddannelser og en Kvote 2-ansøgning er det nu alligevel lykkedes hende at komme ind på drømmestudiet. Hun starter til september og skal specialisere sig i interaktionsdesign.

”Det handler kort fortalt om kommunikation i samspil mellem teknologi og mennesker. Det er virkelig abstrakt, men samtidig også virkelig simpelt,” siger Camilla Eskesen.

Journalisten har talt med hende om hendes forventninger til studiet, faget og drømmen om et arbejdsliv i mediebranchen.

”Jeg har bugt de sidste to år på at uddanne mig til grafisk designteknolog på University College Nordjylland. Jeg har ikke vidst, hvor uddannelsen egentlig bar mig hen - jeg vidste bare, at jeg ville noget kreativt og noget med formidling. Det vil jeg stadig. Derfor føler jeg heller ikke, de sidste år har været spildt.”

”Da jeg gik på efterskole i 2009, så jeg tv-serien 'Mad Men'. Den foregår på et reklamebureau, og selv om det måske er en kliché, tror jeg, den inspirerede mig meget. Det virkede bare enormt cool at arbejde kreativt i en kommunikationsafdeling på den måde. At se en masse mennesker med forskellige kompetencer arbejde sammen og i fællesskab få stykket et fedt produkt sammen.”

”Den uddannelse, jeg har fået, er meget møntet på praktisk erfaring og det æstetiske i design. Men jeg har fundet ud af, at jeg mangler noget teori. Jeg mangler noget ”hvorfor”. Hvorfor vælger man, at elementerne skal se ud på den måde, hvorfor vælger man lige dén røde farve, hvorfor vælger man lige de platforme?”

”På Kommunikation og Digitale Medier specialiserer man sig i interaktive medier. Hvordan vi kommunikerer nonverbalt og verbalt på nye platforme. Det lyder enormt spændende, synes jeg. Lige nu er alt app-baseret – men når jeg er færdig, er der nok en ny platform. Måden, vi kommunikerer på, skifter hele tiden, og markedsføring i dag foregår på en helt anden måde end for bare 10 år siden.”

”Jeg tror ikke, der kommer til at være en specifik jobtitel, der henvender sig til mig, når jeg er færdig. Jeg skal nok selv ud og fortælle arbejdsgiverne, at de har brug for mig. Men jeg tror, jeg ender med at kunne lidt af det hele, for uddannelsen tager forskellige grene fra andre uddannelser og kombinerer dem. Kommunikationsdelen, designdelen og det mere datalogiske og interaktive. Det kan jeg godt lide.”

”Hvis man kommer ud uden erfaring fra studierelevant arbejde, tror jeg, det bliver svært. Netværk er ekstremt vigtigt. De sidste par år har jeg haft studiejob i en kommunikationsafdeling i en kunstfilmsbiograf her i Aalborg, der hedder Biffen. Jeg laver grafisk materiale, sociale medier, hjemmeside og er inde over eventkoordinering. Så jeg tror, jeg er rimelig fornuftigt stillet i forhold til netværk i kulturmiljøet her.”

”Min drøm er at blive en slags hybrid-kommunikationsmedarbejder i et større eller mindre foretagende. Et stort et, hvis jeg skulle drømme, men et, jeg deler værdier med. Hvor man vægter de kreative værdier frem for salg og promovering. Det kunne for eksempel være sådan noget som at være med til at udvikle en app for Louisiana, der guider gæsterne rundt i en udstilling.”

”Jeg kan godt være lidt bange for, at jeg er så meget jyde, at jeg ikke formår at gå ud og sælge mig selv, som man skal inden for den her branche. Men det kan jo ændre sig. Lige nu glæder jeg mig bare allermest til at få lov at nørde teori og bruge teoretikere og lave analyser på universitetet.”

Kommentar

Seneste jobopslag

Kommunikationsmedarbejder med pionérånd

Lev Uden Vold
Ansøgningsfrist: 30.08

Bolig Magasinet søger digital journalist

BENJAMIN MEDIA A/S
Ansøgningsfrist: 11.09

Journalist i København

Jyllands-Posten
Ansøgningsfrist: 25.08

Leder til centralt kommunikationsteam

Teknologisk Institut
Ansøgningsfrist: 03.09

Presserådgiver

Nationalmuseet
Ansøgningsfrist: 24.08

Journalist til nyhedsredaktion

JydskeVestkysten
Ansøgningsfrist: 11.09

Tv-tilrettelægger og vært til Døvefilm

Døvefilm
Ansøgningsfrist: 21.08

Videojournalist (barselsvikariat)

DTU
Ansøgningsfrist: 30.08

Webredaktør med gennemslagskraft til intranet og hjemmeside

Greve Kommune
Ansøgningsfrist: 21.08

Journalist og pressemedarbejder

Erhvervsakademi Dania
Ansøgningsfrist: 03.09

DISCOVERY NETWORKS DANMARK SØGER DIGITAL PR-KONSULENT

Discovery Networks Danmark
Ansøgningsfrist: 08.09

Journalist/kommunikatør til karriere- og erhvervsartikler

Ingeniørforeningen, IDA
Ansøgningsfrist: 20.08

Stærk kommunikatør og projektleder (vikariat)

Stevns Kommune
Ansøgningsfrist: 20.08

Studerende til Styrelsen for Patientsikkerheds kommunikationsteam

Styrelsen for Patientsikkerhed
Ansøgningsfrist: 04.09

Er du vores nye medieredaktør?

Dyrenes Beskyttelse
Ansøgningsfrist: 21.08

To kommunikationskonsulenter med journalisterfaring

Aabenraa Kommune
Ansøgningsfrist: 21.08