Medier æder spin om V-profils valgfiasko

Med en kæk facebook-opdatering om at have fået ”røvfuld” af Dansk Folkeparti har Venstres Peter Christensen afledt opmærksomheden om årsagen til sit store valgnederlag. Forklaringen holder ikke vand ifølge valgforsker. »Skidegodt kommunikationsarbejde,« siger eks-spindoktor
05.08.2015 · 09:54

I to omgange er flere medier hoppet på en effektiv spin-manøvre fra Venstres tidligere chefforhandler og finansordfører Peter Christensen.

Det er i høj grad lykkedes for ham at plante en fortælling om, at det var Dansk Folkepartis store fremgang, der var årsagen til, at han højst overraskende røg ud af Folketinget ved valget.

En tidligere spindoktor kalder det ”skidegodt kommunikationsarbejde”. Men forklaringen holder bare ikke vand ifølge en valgforsker. Sandheden er nærmere, at Peter Christensen blev fravalgt af Venstres vælgere til fordel for de øvrige Venstre-kandidater i Sydjylland.

Han gik således fra at være den kandidat, som fik tredjeflest V-stemmer i Sydjyllands Storkreds i 2011, til at ryge helt ned som nummer otte. Langt fra en af de fem pladser i Folketinget, som Venstre fik i Sydjylland denne gang.

Lige efter valget skrev Peter Christensen på Facebook:

”Venstre har fået en røvfuld af Dansk Folkeparti - og det har jeg også.” 

En forklaring, som fik lov at stå uimodsagt i en lang række medier i dagene efter folketingsvalget.

I sidste uge fik Peter Christensens forklaring om røvfulden fra Dansk Folkeparti igen lov til at fylde store dele af mediebilledet. Det skete, da Peter Christensen meddelte, at hans valgnederlag betyder, at han trækker sig helt fra politik.

Den historie erfarede TV 2 i en historie på nettet, hvor det gamle facebookcitat igen blev hevet frem. I artiklen gentager Peter Christensens egen kredsformand, at Dansk Folkepartis fremgang var hovedårsagen til Peter Christensen forsmædelige valgnederlag.

Ritzau lavede derefter en citathistorie efter samme skabelon, som blev bragt på de fleste store danske avisers hjemmesider. Her gjorde Ritzau også brug af den kække facebook-forklaring.

Eks-spindoktor: Skidegodt kommunikationsarbejde

»Det er et eksempel på skidegodt kommunikationsarbejde af Peter Christensen. Han smider noget kommunikativt madding ud, som han håber, at medierne æder. Og det gør de. Journalisterne tager det fede citat, der peger ind i fortællingen om Dansk Folkepartis uovervindelighed. Og det fjerner fokus fra de andre dele af sandheden om Peter Christensens valgnederlag,« siger Rulle Grabow, der selv er tidligere spindoktor for en V-minister og nu har sit eget kommunikationsbureau.

»Hvis han ærligt havde sagt, at Venstres vælgere har desværre foretrukket nogle andre kandidater end ham, så havde journalisternes næste spørgsmål jo været, hvorfor har de det? Og det havde ikke været sjovt for ham at svare på,« siger Rulle Grabow.  

TV 2 afviser at være hoppet på spin

Hos TV 2 mener digital chef Peter Brüchmann ikke, at man er hoppet på noget spin.

”Jeg har svært ved at se det store spinspøgelse her. Vi bringer en helt straight nyhedshistorie, bekræftet af kredsformanden og med citat fra kredsformanden. Fair nok, at nogle mener, at der mangler nogle modspørgsmål om Peter Christensens dårlige personlige valg, men at se det som det store stygge spin skal man vist være i agurke-panik for,” skriver Peter Brüchmann i en mail til Journalisten.

Valgforsker afviser DF-forklaring 

Peter Christensen mistede 60 procent af sine personlige stemmer fra valget i 2011, mens Venstres seks øvrige folketingsmedlemmer fra Sydjyllands Storkreds højst mistede en tredjedel af deres stemmer. 

»Jeg tvivler meget stærkt på, at Dansk Folkepartis fremgang er hovedårsagen til Peter Christensens i særklasse personligt dårlige valgresultat. Han har fået et meget dårligere personligt valg end alle de andre V-kandidater i Sydjylland. Det tyder på, at han er blevet personligt fravalgt af vælgerne,« siger valgforsker Rune Stubager fra Aarhus Universitet.    

Han har svært ved at se, at forklaringen skulle være Dansk Folkepartis fremgang. 

»Det ville jo kræve, at hans vælgere i langt højere grad er gået til Dansk Folkeparti, end de andre V-kandidaters vælgere i Sydjylland. Det har vi ingen tal for. Men jeg tvivler stærkt på, at det skulle være tilfældet,« siger Rune Stubager.   

Dansk Folkepartis fremgang i Sydjylland var rigtigt nok størst i Peter Christensens valgkreds i Aabenraa, hvis man måler i procent. Men det er antallet af stemmer, der tæller. 

Og i Sønderborg og Vejen fik Dansk Folkeparti større stemmefremgang end i Aabenraa. På samme måde mistede Venstre flere vælgere i disse to valgkredse end i Aabenraa. 

Klarede sig suverænt dårligst

Alligevel klarede disse to Venstre-kredses kandidater sig langt bedre end Peter Christensen. Mens han altså mistede 60 procent af sine personlige stemmer, så tabte Sønderborg-kredsens kandidat Ellen Trane Nørby ”kun” 33 procent af sine vælgere. 

Peter Christensen mistede flest stemmer

Udviklingen i personlige stemmetal fra valget i 2011 til valget i 2015 hos Venstres syv daværende folketingsmedlemmer i Sydjyllands Storkreds. I parentes antal stemmer.

Peter Christensen - 60 pct. (- 7.857)


Ellen Trane Nørby - 33 pct. (- 6.047)


Hans Christian Schmidt - 32 pct. (-3.844)


Eva Kjer Hansen - 30 pct. (-3.225)


Hans Christian Thoning - 24 pct. (-2.121)


Jens Ejner Christensen + 11 pct. (+509)


Anni Matthiesen + 17 pct. (+1.180)

 

Vejen-kredsens kandidat Anni Matthiesen opnåede tilmed fremgang i sit personlige stemmetal på trods af Venstres nedtur. Det betød, at hun overhalede Peter Christensens stemmetal og reddede sin plads i Folketinget på bekostning af ham og to øvrige sydjyske V-folketingsmedlemmer.

Flere medier har siden folketingsvalget kørt historier, hvor årsagen til Peter Christensens valgnederlag bliver nuanceret mere, end at det blot skyldes Dansk Folkepartis fremgang. 

Det var JydskeVestkysten, der den 28. juli om aftenen breakede nyheden om, at Peter Christensen stopper helt i politik. Her bragte avisen ikke det gamle facebookcitat eller andre forklaringer om Dansk Folkepartis fremgang.   

Journalisten har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Peter Christensen selv.

Kommentar

05/08/2015 - 10:20

Lasse Lindquist

Fedt med en kritisk kommunikationshistorie. Og ekstra fedt, at der er tal, der helt konkret sandsynliggør, at en given historie er spin. Det er af gode grunde ikke hver dag, at spin 'dokumenteres'. Tak for det.

Og så kunne det også lige være lidt skægt at høre, hvor eller hvem Journalisten har historien fra :)

05/08/2015 - 11:25

Øjvind Hesselager, redaktør

Kære Lasse

Du spørger hvor vi har historien fra. Det kan jeg godt afsløre - denne gang.

Den skyldes primært, at Jørgen Skadhede undrede sig og derpå undersøgte sagen.

Mvh

05/08/2015 - 11:38

Peter Bergman

Det er lidt sjovt, at Journalisten ikke venter med historien til Peter Christensen har kommenteret ...! Han har jo ikke bekræftet, at det er spin med overlæg.

05/08/2015 - 12:26

Lasse Lindquist

Tak for svar Øjvind. Og fedt nok Jørgen.

05/08/2015 - 15:34

Lasse Glavind

Rød-blå, højre-venstre sutsko - eller endnu en for afsender bekvem spinvinkel? 'Danske' journalister tilhører vist primært det, Tariq Ali kalder "den ekstreme midte", ikke? Og så med en klar borgerlig overvægt i mediernes views-afdeling.

05/08/2015 - 19:18

Lasse Glavind

Hvorfor er der nu slettet indlæg i debatten?

05/08/2015 - 20:57

Øjvind Hesselager

Kære Lasse

Fordi identiteten på debattøren var falsk.

Mvh

06/08/2015 - 09:23

Finn Stendevad

Logikken i det, er at Peter Christensen hører til Støjbergfløjen, mens Anni Mathiesen hører til på den modsatte fløj, hvilket også ses af, at hun har haft et nært samarbejde med bl.a. med SF's kandidat fra Kolding, Karin Lorenzen Dehnhardt, og har opført sig moderat og anstændigt, har lyttet til folk med problemer. Jeg er ikke venstrestemmer, har aldrig været det, og bliver det aldrig,men hun har altid opført sig fornuftigt. Kort sagt været et menneske.

06/08/2015 - 14:15

Jesper Lundsgaard

Pudsigt, at TV2 "erfarede", at Peter Christensen ville stoppe i politik samme dag, hvor der fra morgenstunden var et opslag i JydskeVestkysten om nøjagtigt det samme. Kunne det tænkes, at en tv-stations "erfaring" endnu en gang stammer fra en omgang avislæsning?

TV2 har dog trods alt - og godt gemt - kommet med en antydning af, hvem de burde kreditere for nyheden. Men endnu en gang har tv levet godt af avisernes benarbejde og "glemt", hvem der var fødekæden i det journalistiske arbejde.

06/08/2015 - 15:43

Jens Ringberg

Mske er der grund til at slå et par ting fast, for at nuancere det billede, der er tegnet ovenfor:

1. TV2 erfarede nyheden cirka samtidig med at Peter Christensen offentliggjorde den på facebook. Nemlig den 28. juli kl. 20.56, hvor DR også så den på facebook, dog lidt senere. Ved samme lejlighed varslede Peter Christensen af han dagen efter ville være i JydskeVestkysten med et interview.

2. Jeg forklarede på dr.dk DRs brugere at Peter Christensens valgnederlag ikke mindst skyldtes hans dårlige personlige valg og andre faktorer end DFs fremgang. Det blev lagt på DRs website næste morgen.
Citat:
"- Peter Christensen har som politiker betalt en høj pris for de sager, der har belastet hans partiformand, Lars Løkke Rasmussen. Ikke kun gik Venstre tilbage ved valget på grund af Løkkes problemer. Men Peter Christensen, der har forsvaret Løkke ved mange lejligheder, fik også et personligt dårligt valg", siger Jens Ringberg.

06/08/2015 - 16:50

Jørgen Sonnergaard

Eller grunden kunne måske være, at Peter Christensen opførte sig som et (nej, jeg bruger ikke ordet ærkedumt svin) særdeles usympatisk menneske, da Helle Thornings såkaldte skattesag blev udnytte til det pinligste - og at han støttede rygterne om, at Helles mand muligvis var bisexuel. Utroligt, at PC overhovedet fik andre personlige stemmer end sin egen.

06/08/2015 - 18:23

Niels Krause-Kjær

Mon ikke en yderligere forklaring er fremkomsten af en ny V-kandidat i området? Carl Holst havde en profil, der betød, at netop de to fiskede i det samme hav.

06/08/2015 - 19:47

Bodil Rohde

Vil det sige, at Carl Holst var en mere sympatisk virkende kandidat, - men med de samme synspunkter som Peter Christensen?

Tak for indlæggene.

Man får mere at vide i debatten her end i det meste af dagspressen.


Venlig hilsen
Bodil Rohde

07/08/2015 - 00:19

Ota Tiefenböck

Mærkelig verden vi lever i, når der ligefrem er noget heroisk i, og det er et ”skidegodt kommunikationsarbejde” at ”aflede opmærksomheden”. En ting er, at de journalister, som har behandlet sagen muligvis ikke var kritiske nok, men en ganske anden ting er, at der åbenbart er medlemmer af DJ, hvis etiske grænser enten ikke eksisterer eller er ganske udvisket.
Det er åbenbart sejt og noget man skal være stolt af, som Rulle Grabow åbenbart er, ”at fjerne fokus fra de andre dele af sandheden” - læs snyde eller lave om på sandheden. Virkelig ”et skide godt kommunikationsarbejde”, virkelig noget at være stolt af. Tillykke!

07/08/2015 - 12:50

Rasmus G. Kristensen

Atter rammer Niels Krause-Kjær midt i skiven. Carl Holsts profil er så tæt på PCs (også ifht. interne støtter) at det nødvendigvis måtte påvirke resultatet.
Desuden havde CH fordelen af en større lokal tilstedeværelse i rollen som Regionsrådsformand i perioden før valget, mens PC skulle stå på mål for Vs mindre heldige sager på landsplan.

07/08/2015 - 16:29

Jacob Topsøe

Hvad har det med spin at gøre, at man er subjektiv i sin forklaring på eget nederlag? Hvis man skulle bore i fx sportsfolks undskyldninger for dårlige præstationer, ville man dagligt kunne fylde en hel avis.

07/08/2015 - 21:24

Per Meinertsen

God og væsentlig kommentar af Ota Tiefenböck - det er ca. sådan jeg også tænkte og ville have skrevet, hvis jeg havde taget mig sammen.

Seneste jobopslag

Kommunikationsmedarbejder med pionérånd

Lev Uden Vold
Ansøgningsfrist: 30.08

Bolig Magasinet søger digital journalist

BENJAMIN MEDIA A/S
Ansøgningsfrist: 11.09

Journalist i København

Jyllands-Posten
Ansøgningsfrist: 25.08

Leder til centralt kommunikationsteam

Teknologisk Institut
Ansøgningsfrist: 03.09

Presserådgiver

Nationalmuseet
Ansøgningsfrist: 24.08

Journalist til nyhedsredaktion

JydskeVestkysten
Ansøgningsfrist: 11.09

Tv-tilrettelægger og vært til Døvefilm

Døvefilm
Ansøgningsfrist: 21.08

Videojournalist (barselsvikariat)

DTU
Ansøgningsfrist: 30.08

Webredaktør med gennemslagskraft til intranet og hjemmeside

Greve Kommune
Ansøgningsfrist: 21.08

Journalist og pressemedarbejder

Erhvervsakademi Dania
Ansøgningsfrist: 03.09

DISCOVERY NETWORKS DANMARK SØGER DIGITAL PR-KONSULENT

Discovery Networks Danmark
Ansøgningsfrist: 08.09

Journalist/kommunikatør til karriere- og erhvervsartikler

Ingeniørforeningen, IDA
Ansøgningsfrist: 20.08

Stærk kommunikatør og projektleder (vikariat)

Stevns Kommune
Ansøgningsfrist: 20.08

Studerende til Styrelsen for Patientsikkerheds kommunikationsteam

Styrelsen for Patientsikkerhed
Ansøgningsfrist: 04.09

Er du vores nye medieredaktør?

Dyrenes Beskyttelse
Ansøgningsfrist: 21.08

To kommunikationskonsulenter med journalisterfaring

Aabenraa Kommune
Ansøgningsfrist: 21.08