»Man bliver ikke dum, bare fordi man bliver blogger«

Dorte Toft var med sin Berlingske-blog om IT- og erhvervsstof en af de første betalte bloggere hos danske aviser. Nu lukker bloggen efter 10 år. I dag er det især uafhængige blogs om mode og mad, der rykker, mener Toft: »Nogle af dem puster faktisk de etablerede mode- og madmedier i nakken«
  • Jacob Nielsen / Scanpix
    »Det er mest holdningsblog eller PR-blogs, man ser hos dagbladene i dag. Det er jo i høj grad blevet en plads for folk, der ævler og provokerer,« siger Dorte Toft.
29.07.2016 · 15:02

Da journalist Dorte Toft i 2006 fik sin egen faste blog Bizzen på Berlingskes business.dk, var bloggen ikke en særlig udbredt genre på de danske dagblade. Og slet ikke den slags blogs, hvor bloggeren faktisk får løn.

Det fortæller Dorte Toft, som i dag har annonceret, at der ikke kommer flere indlæg på hendes Berlingske-blog om IT- og erhvervsstof. Efter 10 år og godt 1.500 indlæg lukker bloggen nemlig som et resultat af den seneste sparerunde hos Berlingske Media.

»Det har virkelig været sjovt og interessant at opbygge og drive bloggen. Jeg tror, min blog var den første betalte blog hos et dansk dagblad. Dengang jeg startede, rynkede mange danske medier på næsen af blogs. Men lidt efter lidt begyndte de alle sammen at sige ”so ein Ding müssen wir auch haben”,« siger Dorte Toft.

En plads for folk, der ævler og provokerer

Dorte Toft begyndte selv at blogge, fordi hun havde set udviklingen i USA, hvor mange blogs skød op og blev populære i løbet af 00’erne.

»Jeg oprettede min egen fagmæssige blog, fordi jeg tænkte, at jeg måske på et tidspunkt kunne ”sælge” den. Altså få et medie til at betale mig for at føre den. Det var en forudsætning,« fortæller hun.

Det lykkedes i 2006, hvor Berlingske – som hun i forvejen skrev en bagside til hver mandag – sagde ja til også at betale hende for at drive den faste blog på business.dk. Hun kalder Berlingske Business for ”en blog-pioner på dagbladsfronten”. Men siden har de fleste danske dagblade fulgt trop og taget bloggere til sig.

»Og så har de til gengæld fået en helvedes masse klik og kommentarer ud af de bloggere, de har inviteret inden for. Den afvisende holdning til journalistiske blogs betød nok, at blogs i Danmark især blev sådan nogle med holdninger,« siger Dorte Toft.

Hvordan ser du på de etablerede mediers blogs nu?

»Der er meget få journalistiske blogs. Det er mest holdningsblog eller PR-blogs, man ser hos dagbladene i dag. Det er jo i høj grad blevet en plads for folk, der ævler og provokerer. Eller for folk, der laver kamufleret PR for deres eget produkt. For eksempel konsulenter, der skriver om alle de problemer, som de selv tager ud og tjener penge på at holde foredrag om løsningen på,« siger hun og tilføjer:

»Sådan er det jo, når man vil have folk til at blogge gratis for en. Det vil meget få gøre af ideelle hensyn.«

Meget kunne lige så godt stå i en avis

Til gengæld fremhæver Dorte Toft en anden type blogs end dem, man kan læse hos de danske dagblade.

»Jeg synes, der er kommet rigtig mange gode modeblogs og madblogs, som kører selvstændigt og ikke er knyttet op på de etablerede medier. Det var der jo slet ikke, da jeg startede. Nogle af dem puster faktisk de etablerede mode- og madmedier i nakken og har rigtig mange følgere. Nogle af dem er der lidt for meget ”tak for mad” over, men det er typisk ikke de store og populære af dem. Rigtig mange blogs om mode og mad har virkelig vist deres styrke,« siger Dorte Toft.

Er det ikke et troværdighedsproblem for blog-genren generelt, at man netop ikke kan vide, om en blogger har fået ting og sager for at blogge om de samme ting og sager?

»Det tror jeg meget hurtigt, man finder ud af, når man læser med over noget tid. Meget af det, der står på de her blogs, kunne nøjagtigt lige så godt stå på livsstilssiderne i en avis. Man bliver ikke dum, bare fordi man bliver blogger - og der står jo i øvrigt også en del i de etablerede medier, som er meget let-tygget,« siger hun.

 

Kommentar

Seneste jobopslag

Kommunikationsmedarbejder med pionérånd

Lev Uden Vold
Ansøgningsfrist: 30.08

Bolig Magasinet søger digital journalist

BENJAMIN MEDIA A/S
Ansøgningsfrist: 11.09

Journalist i København

Jyllands-Posten
Ansøgningsfrist: 25.08

Leder til centralt kommunikationsteam

Teknologisk Institut
Ansøgningsfrist: 03.09

Presserådgiver

Nationalmuseet
Ansøgningsfrist: 24.08

Journalist til nyhedsredaktion

JydskeVestkysten
Ansøgningsfrist: 11.09

Tv-tilrettelægger og vært til Døvefilm

Døvefilm
Ansøgningsfrist: 21.08

Videojournalist (barselsvikariat)

DTU
Ansøgningsfrist: 30.08

Webredaktør med gennemslagskraft til intranet og hjemmeside

Greve Kommune
Ansøgningsfrist: 21.08

Journalist og pressemedarbejder

Erhvervsakademi Dania
Ansøgningsfrist: 03.09

DISCOVERY NETWORKS DANMARK SØGER DIGITAL PR-KONSULENT

Discovery Networks Danmark
Ansøgningsfrist: 08.09

Journalist/kommunikatør til karriere- og erhvervsartikler

Ingeniørforeningen, IDA
Ansøgningsfrist: 20.08

Stærk kommunikatør og projektleder (vikariat)

Stevns Kommune
Ansøgningsfrist: 20.08

Studerende til Styrelsen for Patientsikkerheds kommunikationsteam

Styrelsen for Patientsikkerhed
Ansøgningsfrist: 04.09

Er du vores nye medieredaktør?

Dyrenes Beskyttelse
Ansøgningsfrist: 21.08

To kommunikationskonsulenter med journalisterfaring

Aabenraa Kommune
Ansøgningsfrist: 21.08