Lars Lilholt: »Jeg skriver på ren fascination«

Når sangeren Lars Lilholt skriver, finder han ofte sine sange begravet i underbevidstheden. Journalisten er taget med fem af Danmarks dygtigste fortællere ind i deres metodiske værksted. I dette afsnit taler vi med Lars Lilholt om Gudenåen, om at miste kontrollen og at lære at skrive prosa
  • Keld Navntoft/Scanpix
    »Man skal prøve at miste kontrollen lidt en gang imellem og opleve noget. Og så kan det jo nemt gå godt,« siger Lars Lilholt.
22.01.2016 · 09:23

»Jeg bruger underbevidstheden som en aktiv medspiller. På 'Amulet' er halvdelen af albummet skrevet i underbevidstheden. Jeg kan også drømme tingene. Det handler om at have en tillid til, at det nok skal gå.«

Sådan siger musikeren Lars Lilholt, der igennem sin mangeårige karriere har været en af de mest populære sangere i Danmark. Han har solgt millioner af albums, fået Danmark til at elske og hade 'Kald det kærlighed' og forfattet selvbiografien 'Drømme og dæmoner'. Her skrev Lilholt følgende om sit liv og sin kunst:

“Man skal turde lægge sine sorte huller frem i lyset. Derude er deres sugende tyngdekraft ikke så stor, og de bliver lettere at se og nemmere at undgå."

Vi har talt med Lars Liholt om, hvad han egentligt gør, når han skriver sange. Hvor han skriver dem, hvad han ser omkring sig, og hvad han gør, når han lykkes med at skrive godt:

Jeg skriver bedst på loftet i mit eget hus. Jeg har altid drømt om, at det var federe at tage til Italien og sidde og drikke vin i varmen. Men sådan er det ikke med mig. Jeg skriver bedst, når jeg er omgivet af mine instrumenter og notesbøger og har udsigt til Gudenåen.

Bordet, jeg skriver på, er hvidt og vistnok af ask. Det flyder med ledninger, og jeg har bøger og sager liggende. Der er gamle lommebøger, ubetalte regninger, en gammel fodboldpræmie, en natholdskop. Der er også en saks, læsebriller, tuschpenne og et par julegaver. Det er mit værksted.

Det er et meget fortættet rum. Der hænger guldplader og grammyer og instrumenter i rummet. Der er et arkivskab og min computer og mit klaver. Der hænger for eksempel også en banjo, jeg fik i 1972. Det er det eneste sted i huset, hvor der er den slags.

Jeg samler indtryk, når jeg er rundt i landet og verden. Men jeg sidder om vinteren og fordøjer det her. Der er en ro her. Jeg tror, det er, fordi rummet er mættet med en masse fortællinger. Jeg kan se et billede af min gamle mormor til højre for mig, og der er billeder af Bob Dylan og Johnny Cash. Jeg hader også at gøre rent herinde.

Jeg har skrevet på en computer i mange år. Jeg har gjort det, siden jeg stoppede med skrivemaskine. Jeg har også brugt elektriske skrivemaskiner. Jeg fik min første musikcomputer i 1989. Man kan godt være teknisk opdateret, selv om man spiller akustisk musik.

Mellem klokken 5.30 og 11 om morgenen er jeg klart hurtigst og mest intuitiv. Da jeg skrev 'Amulet', var der ingen børn hjemme, jeg skulle køre i skole. Der stod jeg op ved daggry, fordi det er der, mit hoved fungerer bedst. Der sker mange mærkelige ting. Og jeg skriver aldrig om natten. Det gjorde jeg engang, men det kan jeg ikke mere.

Om morgenen tager jeg en kop kaffe og en varm trøje på og sætter mig ind til computeren. Idéer er ikke noget, jeg kan arbejde mig frem til. Dem får man forærende og skal gøre sig klar til at fange. Men jeg har årelang erfaring med, at der sker noget, når jeg går i gang.

Jeg trykker sangene i takt med, at de er færdige. Jeg hæfter dem sammen i en lille bog, hvor de så kan vokse. Der kan versene skifte plads, og jeg kan sende tingene tilbage i underbevidstheden med rørpost, og så kommer det op igen og overrasker mig.

Jeg skrev min første sang som 15-årig, og jeg bliver 63 om en måneds tid. Jeg har snart skrevet løbende i 50 år. Det gør, at jeg ikke behøver tænke over sådan noget som rytmen i ordene.

Jeg havde problemer, da jeg for fem år siden skrev en bog. Det brugte jeg lang tid på, fordi sproget var så koncentreret. Det blev tørt i halsen. Jeg har hele mit liv skrevet små, korte linjer ladet med betydning, og nu skulle jeg folde sproget ud som en forfatter eller en journalist. Jeg skulle lære at skrive prosa. Jeg endte med at skrive 600 sider, som min redaktør kogte ned til 300.

Ordenes musik ligger i mig. Det handler om historien om de 10.000 timer. Det er helt banalt. Selvfølgelig har jeg et vist talent, men det vigtigste er, at jeg gør det meget.

Jeg synes, jeg bliver bedre og bedre. Nogle gange har jeg det, som om jeg bare lige er ved at gå i gang. Jeg skriver langt bedre nu, end jeg gjorde for 30 år siden.

Jeg skriver på dansk. Det er det sprog, jeg kan læse på huden. Jeg forstår alle betydninger og betoninger, som jeg også kan bruge, når jeg synger.

Jeg var med i 'Toppen af Poppen', hvor jeg blandt andet oversatte tekster af Oh Land. Det var en sjov oplevelse at gendigte dem og skrive dem i et dansk, der passer til min alder. Det er ikke sådan et moderne street dansk.

Jeg skriver ikke specielt meget slang eller engelske ord. Jeg har en tekst på min nye plade. Hvis jeg læser den for dig, lyder den sådan her: I en gade gik jeg engang/midt om natten ensom og søgte/efter én hvis signalement/var lidt pænere end mit rygte/og når mørket falder på/kan det hjælpe bare at gå/giv mig nærvær og klar besked/giv mig al din opmærksomhed. Det er meget dansk og lige ud af vejen. Hvis det havde været Per Vers eller en anden af de yngre, så havde det måske lydt “jeg gik og tyllede i en gade”.

Jeg synes, at omkvædet til 'Kald det kærlighed' er meget godt skrevet. Jeg forsøgte at lave en definition på kærlighed ved at sige, at det ikke kan defineres.

Jeg synes altid, det er svært at skrive. Jeg har nogle metoder. Blandt andet har jeg som mange forfattere nogle notesbøger. Her skriver jeg indfald og betragtninger og citater. Der er også tegninger. Der er ingen mening i, hvad der skal stå. Det er for at fastholde det. Ellers glemmer jeg det.

Der går ikke en dag, uden jeg tænker over en vending, der kunne være sjov at gå dybere med. Hvis ikke jeg skriver det ned, forsvinder det - ligesom en drøm.

Det gælder om at opleve noget. At leve sit liv. Når man tager ud at rejse, får man vasket øjnene. Det er godt en gang om året at se et sted, man ikke har set før. Det behøver ikke være Tibet. Det kan også bare være Anholt.

Jeg har skrevet alle de sange, fordi jeg er enormt spændt på, hvad de vil fortælle mig. Der ligger altid noget gemt. Jeg har ikke altid en mening med, hvorfor jeg vil lave en sang. Nogle gange lever de. Så flyver de.

Jeg skriver på ren fascination. Jeg har skrevet en sang om Tycho Brahe, efter jeg så ham begravet i en kirke i Tjekkiet. Jeg var fascineret af det møde. Det handlede om at finde ud af, hvilken fætter han var. Det er en meget konkret beskrivelse, men det kan også være mere ukonkret.

Livet er en lang række af tilfældigheder. Den røde tråd i mit liv er den måde, jeg har tacklet de tilfældigheder på. Jeg ved, at jeg har været flittig, og jeg har ikke regnet med at få noget forærende.

Jeg holder tre aviser. Weekendavisen, Politiken og Midtjyllands Avis. Det har jeg gjort i årevis. Jeg læser meget. Og så har Weekendavisen lavet noget smart, en lydavis. Så når jeg kører i min bil, hører jeg artikler fra Weekendavisen.

Jeg læser tit kulturjournalistik og bogtillæg. I Weekendavisen har jeg svært ved at læse det, Lars Bukdahl skriver. Det er for indviklet. Jeg kan godt lide nogle af de andre. Det er noget, der ligger nemmere i munden og er mindre digteragtigt.

Mit råd til én, der vil skrive, ville være, at man skal komme lidt for sent i seng, drikke lidt for mange øl og sige ja mere end nej.

Man skal prøve at miste kontrollen lidt en gang imellem og opleve noget. Og så kan det jo nemt gå godt.

 

Blå bog

Lars Lilholt er født den 14. marts 1953 i Herlev

Har i 2015 udgivet albummet 'Amulet'

Forfattede i 2010 selvbiografien 'Drømme og dæmoner'

Har i sin karriere i alt udgivet 25 albums, blandt andet 'Jens Langkniv', 'Portland' og 'Storyteller #1'

I alt har Lars Lilholt solgt mere end 2,5 millioner albums

Dette er 1. del af en serie om at fortælle, hvor Journalisten kigger ud af boksen og lader sig inspirere af fem fantastiske fortællere, der ikke er mediefolk

Kommentar

22/01/2016 - 23:11

Pia majbritt jørgensen.

Godt skrevet og spændene at læse.

24/01/2016 - 00:57

Jan Sand

Lars Lilholt.
Første klasses troubadour og spillemand.
Han tekster røre mig dybt, og giver eftertanke.
Jeg elsker hans tekster, og musik.

10/02/2016 - 08:47

Julie Asmussen

Tak for det, Ole. Meget inspirerende.

Seneste nyheder

24.08.2016 · 15:53

Facebook tvinger Journalisten.no til at fjerne foto

Jakob Albrecht
24.08.2016 · 15:21

Så er regeringen.dk gået i luften

Jakob Albrecht
24.08.2016 · 14:56

På arbejde med kager, klaver og kamera

Jakob Albrecht
24.08.2016 · 11:36

Jysk Fynske Medier melder snart stor fyringsrunde ud

Jørgen Skadhede

Advarsel – nytænkning!

Journalisten prøver de kommende dage at skrive mindre om det, vi normalt dækker mest: Problemer på medier i København. Du vil møde provinsvinkler og kilder, der har løst et problem eller bare er tilfredse. Hvis du ikke er fan, så gå udenom artikler markeret med DET RØDE HJERTE.

Seneste jobopslag

Redaktør til nyt CBS medie

CBS - Copenhagen Business School
Ansøgningsfrist: 06.09

Journalist til Rådet for Sikker Trafik

Rådet for Sikker Trafik
Ansøgningsfrist: 04.09

Erfaren kommunikatør til Center for Offentlig Innovation - COI

Center for Offentlig Innovation
Ansøgningsfrist: 09.09

Kommunikationschef m/k

Sydslesvigsk Forening
Ansøgningsfrist: 09.09

Featurejournalist til Penge & Privatøkonomi

Penge & Privatøkonomi
Ansøgningsfrist: 26.08