Kvindelige journalister skal sælge sig selv

SERIE: Mænd vinder flest priser, fordi de dominerer på de prisvindende redaktioner, mener medieforsker Rikke Andreassen. Det mener cheferne er kvindernes eget ansvar: »Langt de fleste kvinder undersælger sig selv,« lyder det
  • Mik Eskestad
    »Langt de fleste kvinder undersælger sig selv til en jobsamtale. De glemmer at fremhæve en masse kvalifikationer, mens det modsatte køn faktisk meget ofte oversælger sig selv,” siger Judith Skriver, redaktionschef hos Danmarks Radio.
21.03.2016 · 11:37

Ifølge medieforsker Rikke Andreassen er årsagen til den ulige fordeling af journalistpriser, at mændene dominerer på de redaktioner, der håndhæver idealet om »den gode journalistik«.

I Journalistens gennemgang af 25 priser uddelt i 2015 vinder mænd næsten fem gange så ofte som kvinder.

»Vi har en kønsopdelt nyhedsbranche, og der sidder primært hvide mænd på indlandsredaktionerne, og her får man ofte priserne,« siger Rikke Andreassen og henviser til den seneste undersøgelse af et mediedøgn i Danmark.

 

 

Mænd vælger mænd

Næsten dobbelt så mange mænd som kvinder skriver om politik og økonomi, mens tallene er omvendte, når der bliver skrevet om velfærd, videnskab og sundhed, fastslår rapporten ’Who makes the news’.

»Men der findes ikke et særligt kvindeligt journalistisk DNA, der får kvinderne til at skrive om forbrug og velfærd,« siger Rikke Andreassen.

Hun mener, at problemet blandt andet kan skyldes rekrutteringen.

»Mandlige redaktører ansætter mænd til prestigefyldte opgaver,« siger Rikke Andreassen.

Tallene skal ses i lyset af, at mænd og kvinder er næsten ligeligt fordelt i Dansk Journalistforbund.

 

 

Redaktionschef hos Danmarks Radio Judith Skriver svarer, at kvinderne skal blive bedre til at sælge sig selv, når de går til ansættelsessamtaler:

»Langt de fleste kvinder undersælger sig selv til en jobsamtale. De glemmer at fremhæve en masse kvalifikationer, mens det modsatte køn faktisk meget ofte oversælger sig selv. En mand fremhævede engang, at han havde været korrespondent i Tyskland – blot fordi han havde været på en sommerferie samme sted,« siger Judith Skriver.

Bo Hasseriis, redaktionsleder på ’Orientering’ på P1, opfordrer kvinderne til at skrue op for selvtilliden ved den indledende samtale:

»Mange mænd vil måles på kvalifikationer, mens kvinderne vil måles på deres person. Derfor leverer mændene et seks siders CV med stempler, hvor man bliver nødt til at spørge ind til, hvor meget af det, der er sandt.«

DR og EB vil ikke kønskvotere

Kvoter er ikke en del af løsningen, mener redaktionschef Judith Skriver fra Danmarks Radio, og det giver Ekstra Bladets nyhedschef hende ret i.

»Jeg vil rigtig gerne have både flere kvinder, flere arabisktalende og flere med anden etnisk baggrund. Men jeg nægter at gøre mine medarbejdere op i køn. Det har jeg prøvet på andre arbejdspladser, og det bliver alt for firkantet,« siger Peder Nederland.

Nogle af de mest prisvindende redaktioner på Ekstra Bladet er domineret af mænd. Politik-redaktionen består af seks mænd, mens graverredaktionen har en enkelt kvinde ansat sammen med fem mænd.

Til gengæld har krimiredaktionen flest kvinder efter i mange år at have været en ren manderedaktion, forklarer nyhedschefen, der kalder udviklingen for »et tilfælde«.

Politiken går ind for kønskvotering

En kvinde og syv mænd er lige nu ansat på Politikens meget prisvindende fotoafdeling. Der er sjældent faste stillinger slået op, men når der er mulighed for at få en kvindelig praktikant, går fotochef Thomas Borberg efter det.

Hvert efterår får han en norsk praktikant, som han kræver skal være kvinde, og hvis han har valget mellem to lige gode danske praktikanter, vælger han kvinden.

»Det er vigtigt med begge køn repræsenteret i afdelingen, så vi ikke kun er mænd omkring de fyrre, der har et bestemt formsprog og anskuer verden på en bestemt måde. Der er sindssygt mange dygtige kvinder,« siger han.

Dette er tredje artikel i en serie på fem.

 

 

Undersøgelsen: Journalisten har undersøgt, hvem der vandt 25 journalistikpriser i 2015. Vi har inddraget priser, der dækker tv, radio, artikler og bøger. Priser til studerende er ikke medtaget. Idé-, vært- og underholdningsprogram-priser er heller ikke med i undersøgelsen. I tilfælde, hvor flere priser uddeles til samme prisfest, har vi med juryens hjælp valgt den mest væsentlige og prestigefyldte pris. 20 af priserne blev vundet af mænd alene. 3 af priserne blev vundet af kvinder alene.

 

 

Kommentar

Seneste nyheder

23.02.2017 · 14:15

DR ansætter ny mediedirektør

Kerstin Bruun-Hansen
23.02.2017 · 10:00

BTMX-praktikanter: Ledelsen skærer ned på fremtiden

Kerstin Bruun-Hansen
22.02.2017 · 13:53

DJ-medlem har fået afslag på asyl - forstå hvorfor

Andreas Marckmann Andreassen

Seneste jobopslag

Dansk Journalistforbund søger konsulent til Karriere og Trivsel

Dansk Journalistforbund
Ansøgningsfrist: 09.03

Journalist/presseanalytisk medarbejder

HK Hovedstaden
Ansøgningsfrist: 08.03

Presse- og kommunikationsrådgiver til Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse
Ansøgningsfrist: 12.03

Studentermedhjælp til digitale og sociale medier

Dansk Journalistforbund
Ansøgningsfrist: 01.03

Erfaren presseansvarlig

Gigtforeningen
Ansøgningsfrist: 02.03

Ansvarshavende chefredaktør til Altinget.dk

Altinget
Ansøgningsfrist: 27.02

Presse- og kommunikationsansvarlig

LMO
Ansøgningsfrist: 27.02