Kritisk artikel om Lone Frank brød de presseetiske regler

To eksperter vurderer, at Forskerforum burde have givet Lone Frank, der netop har modtaget Den Store Publicistpris, mulighed for at svare på alvorlig kritik af hendes arbejde i en artikel, før den blev publiceret. "Uetisk," siger hun selv. Redaktionsleder: "Jeg lægger mig ned"
  • Finn Frandsen/POLFOTO
18.05.2017 · 08:52

Mandag modtog videnskabsjournalist Lone Frank Den Store Publicistpris. Tirsdag bragte mediet Forskerforum en artikel med kras kritik af hendes virke, hvor en tidligere professor anklager hende for at bedrive dårlig journalistik. Og i dag vurderer to eksperter i mediejura, at Forskerforum selv krænker de presseetiske regler i artiklen.

Forskerforum bragte tirsdag artiklen ”Kritik af publicistpris: Skadelig for videnskaben”.

Her interviewes professor emeritus Jens Mammen, som angriber Lone Frank for i 2013 i artikler i Weekendavisen at have leveret ”tendentiøst mikrofonholderi for Helmuth Nyborg”.

”Set fra min stol som fagperson er det en besynderlig og uberettiget tildeling, for Lone Frank har lavet politiserede og biased partsindlæg, forklædt som ’forskningsformidling’,” siger Jens Mammen.

Men Forskerforum har ikke givet Lone Frank mulighed for at svare på kritikken, før artiklen er publiceret på Forskerforum.dk. Og det er ifølge eksperterne i strid med god presseskik.

"Stærkt kritisabelt"

I de presseetiske regler står: "Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare."

Og den regel har Forskerforum ikke overholdt, vurderer ekstern lektor i journalistik ved RUC, Michael Bruun Andersen.

”Det fremgår, at man ikke har kontaktet hende, da artiklen publiceres. Sådan må det læses, og det finder jeg stærkt kritisabelt. Det fremgår ikke, at Forskerforum har gjort noget som helst forsøg på at få en kommentar fra Lone Frank, selvom der er tale om en ganske alvorlig kritik,” siger han.

Michael Bruun Andersen henviser til, at Forskerforum skriver, at Lone Frank først vil få mulighed for at svare på kritikken i en senere, trykt udgave.

"Weekendavisen afviste i 2013 at svare på kritikken af forsideartiklerne. Men Forskerforum forelægger den for Lone Frank, så hun kan replicere  i Forskerforum 305, der kommer i begyndelsen af juni," lyder det til sidst i artiklen.

Har selv tilmeldt sig Pressenævnet

Alle printmedier i Danmark er automatisk underlagt de presseetiske regler, men netmedier skal selv aktivt tilmelde sig. Det har Forskerforum gjort, og derfor er de omfattet af reglerne og kan indklages for Pressenævnet.

”Det er klart, at man også skal vurdere kritikkens alvor. Hvis det handlede om, at hun havde skrevet noget forkert i en fodnote på side 25, så var det ikke så væsentligt. Men her er tale om en kraftig kritik af hendes arbejde. Det kræver, at mediet gør en indsats for at få hendes svar,” siger Michael Bruun Andersen.

Vibeke Borberg, forskningschef i mediejura på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er enig.

”Hvis en omtale kan være skadelig eller krænkende, skal man gøre noget ekstra for at forelægge det for den kritiserede part i god tid inden publicering," siger hun.

Vibeke Borberg lægger vægt på, at der ikke var tale om en breaking-artikel, der umuligt kunne vente.

”Det er klart, at historien har aktualitet, fordi Lone Frank lige har vundet prisen. Men det gør ingen forskel, om artiklen blev bragt i dag eller i morgen. Derfor skulle man have forelagt kritikken og ventet på et svar,” siger Vibeke Borberg.

Lone Frank: En tilsvining, simpelthen

Lone Frank mener også, det er en uetisk fremgangsmåde.

”Det er uetisk. Et beskidt trick, en tilsvining, simpelthen. Det handler kun om at få opmærksomhed,” siger Lone Frank om artiklen.

Hun vil ikke gå ind i den konkrete kritik af hendes artikler fra 2013, som fremlægges i Forskerforum.

”Der er intet i det, og det kan man overbevises om ved selv at læse artiklerne,” siger hun.

Redaktionsleder: Jeg lægger mig ned

Redaktionsleder på Forskerforum, Jørgen Øllgaard, erkender, at kritikken skulle være forelagt Lone Frank før publicering.

”Jeg lægger mig ned. Jeg lod mig nok rive med af, at det skulle gå hurtigt,” forklarer Jørgen Øllgaard.

Han overvejede at kontakte Lone Frank før publicering, men fortæller, at der var tre årsager til, at han ikke gjorde det.

”For det første havde det nyhedens interesse, fordi hun lige havde vundet prisen. Det skulle gå stærkt. For det andet er vores notestof ikke særlig langt, så der er ikke plads til lange udredninger. Og for det tredje har vi tidligere forelagt kritikken for Weekendavisen, hvor den blev ignoreret. De svarede hverken på et indsendt læserindlæg eller en klage til chefredaktøren, så jeg regnede heller ikke med at få noget svar nu,” siger Jørgen Øllgaard.

Vil gerne tilføje Lone Franks kommentarer

Selvom han er enig i, at han burde have forelagt kritikken, så mener Jørgen Øllgaard, at det bekræfter hans vurdering, når Lone Frank over for Journalisten ikke ønsker at svare på den kritik, Forskerforum har bragt.

”Hun ville ikke svare på kritikken dengang, så det overrasker mig ikke, at hun heller ikke vil nu. Hun vil ikke forholde sig til indholdet i kritikken. Det taler vel for sig selv," mener han.

”Hvis jeg havde forelagt det, så kunne jeg bare vente på svar. Hvor længe måtte jeg så vente? De kunne bare ignorere mig, ligesom de gjorde sidst. Så for at forebygge tavshed eller trainering, ville jeg nok have varslet en frist på et døgn, før artiklen blev sat på nettet,” fortsætter Jørgen Øllgaard.

Vil du nu opdatere eller rette artiklen?

”Jeg har svært ved at se hvordan. Jeg synes egentlig, at vi fremlagde præmisserne: Vi har tidligere spurgt uden at få svar, og at vi har forelagt artiklen for Lone Frank med henblik på svar i den trykte udgave af Forskerforum, som udkommer i starten af juni. Men hvis Lone Frank har kommentarer til vores netversion, så bringer vi dem selvfølgelig hurtigst muligt,” siger Jørgen Øllgaard.

Overvejer at klage til Pressenævnet

Rent kronologisk er forløbet således: Artiklen publiceres tirsdag. Herefter kontakter Jørgen Øllgaard Weekendavisen per mail for at tilbyde Lone Frank at komme med en replik, som kan stå sammen med kritikken i næste trykte nummer af Forskerforum. Lone Frank fortæller, at mailen videresendes til hende fra en kollega på Weekendavisen onsdag klokken 11.

Lone Frank har endnu ikke besluttet, om hun vil klage til Pressenævnet over Forskerforum.

”Det er værd at overveje,” siger hun.

Kommentar

18/05/2017 - 15:11

Jens Mammen

Til belysning af sagens baggrund henvises til debatindlæg den 27. december 2013 i Weekendavisen

http://eugenik.dk/static/pdf/2013/WA27dec2013fax.pdf

Jens Mammen

18/05/2017 - 15:59

Stine Leth-nissen

Jeg synes, Mammen & co's redegørelse for Nyborg-sagen er særdeles fyldestgørende...:
"UVVU skal ikke vurdere, om forskning er god eller dårlig. UVVU
skal ifølge sit regelgrundlag alene vurdere, om den
måde, som forskningen er rapporteret på, er så åben og
ærlig, at den videnskabelige diskussion af den har en
ærlig chance. Videnskabsfolk er frie til at vælge deres
metoder og måder at samarbejde på. Det bliver først til
uredelighed, når de skjuler dem eller taler usandt om
dem."
Det burde man vel ikke have større problemer med som journalist, tværtimod?

Seneste nyheder

23.06.2017 · 15:17

Foto af kop stjålet flest gange

Jakob Albrecht
23.06.2017 · 15:16

Her er vinderne af Bording-priserne

Andreas Marckmann Andreassen
23.06.2017 · 15:12

"Det skal lige bundfælde sig, at vi ikke udkommer længere"

Andreas Marckmann Andreassen
23.06.2017 · 14:26

Jysk Fynske lukker nyindkøbte ugeaviser

Andreas Marckmann Andreassen

Seneste jobopslag

Nyhedsjournalist søges til BTMX

BTMX
Ansøgningsfrist: 04.07

Barselsvikar til Kommunikation

HOFOR
Ansøgningsfrist: 16.07

PR and Communication Manager (maternity cover)

Copenhagen Capacity
Ansøgningsfrist: 24.07

SoMe-specialist

JP / Politikens Hus
Ansøgningsfrist: 23.07

Hjernesagen søger engageret kommunikationskonsulent

Hjernesagen
Ansøgningsfrist: 02.07

Kulturmaskinen søger PR-medarbejder

Kulturmaskinen
Ansøgningsfrist: 01.08

Københavns Politi søger visuelt stærk SoMe-medarbejder

Københavns Politi
Ansøgningsfrist: 31.07

Håndboldredaktør til DR Sporten

DR
Ansøgningsfrist: 03.07

Kommunikationskonsulent

DTU
Ansøgningsfrist: 25.06

Håndboldkommentator til DR Sporten

DR
Ansøgningsfrist: 03.07

Tre journalister med forstand på film og serier

JP / Politikens Hus
Ansøgningsfrist: 30.06

Layoutchef til et af Nordens mest læste magasiner

Bonnier Publications A/S
Ansøgningsfrist: 29.06

Visionær On Air Chef til TV 2 Marketing

TV 2
Ansøgningsfrist: 30.06

Version2 søger skarp og energisk it-journalist

Version2
Ansøgningsfrist: 26.06

Illustreret Videnskab søger digital journalist med videnskab i blodet

Bonnier Publications A/S
Ansøgningsfrist: 25.06