23. april 2014
BLOG
Øjvind Hesselager:
Teknologitosser

Kommunikatører i Kreds 5 får ingen pris

Kommunikatørerne i Midt- og Vestjylland er utilfredse med, at bestyrelsen i Kreds 5 ikke vil uddele kommunikationspris. »Vi undrer os over, at vi som en forholdsvis stor medarbejderforening ikke bliver taget mere alvorligt,« lyder det. Formanden afviser.
09/02/2012 | 13:27

Af: Emil Ellesøe Ditzel

Kommunikatørerne i Midt- og Vestjylland er utilfredse med, at bestyrelsen i Kreds 5 ikke vil uddele kommunikationspris. »Vi undrer os over, at vi som en forholdsvis stor medarbejderforening ikke bliver taget mere alvorligt,« lyder det. Formanden afviser.

Fredag d. 2. marts holder Kreds 5 gallafest i Holstebro. For tredje år i træk skal der uddeles en række priser til de medlemmer, der har gjort en ekstraordinær indsats i det forløbne år. Men der kommer ikke til at være en pris rettet mod kommunikatørerne, selvom de gerne havde set det.

»Det er er godt initiativ at uddele nogle priser. Vi så bare gerne, at der også blev uddelt en kommunikationspris,« fortæller Mette Breinholdt, der er formand for de små tredive kommunikationsmedarbejder i Region Midtjylland, til Journalisten.dk.

På vegne af medarbejderforeningen sendte hun en mail til kredsbestyrelsen med et forslag om en pris rettet mod kommunikatører. Dagen efter fik hun et svar om, at det ville de ikke have.

»Vi undrer os over, at vi som en forholdsvis stor medarbejderforening ikke bliver taget mere alvorligt. De kunne i det mindste have diskuteret det til deres næste møde eller være kommet ud til os og hørt, hvad vi havde at sige,« siger Mette Breinholdt.

Formand i Kreds 5 Morten Bergholdt kan ikke genkende billedet af den afvisende behandling

»Jeg kan ikke forstå, hvorfor de siger det. Vi har behandlet deres forslag om en kommunikationspris på tre forskellige bestyrelsesmøder. Men vi er en enig kredsbestyrelse, der ikke mener, at den skal oprettes,« siger Morten Bergholdt.

Han forklarer, at de fire eksisterende priser ikke udelukker kommunikationsfolk.

»Så sent som sidste år var der en kommunikationsansat i Forsvaret, som vandt den, og der har også været flere andre nominerede gennem årene,« forklarer han.

Mette Breinholdt mener ikke, at de eksisterende priser kan rumme alle aspekter af det kommunikationsfaglige.

»Det er rigtigt, at kommunikationsfolk både har vundet og er blevet nomineret. Men prisen bliver stadig givet ud fra nogle klassiske journalistiske dyder. Ideen med en pris er at synliggøre den faglige kvalitet, og vi mener ikke, at de eksisterende priser sætter klare standarter for kommunikationsfaglig kvalitet,« siger Mette Breinholdt.

Formanden Morten Bergholdt foreslår, at de kan starte med at indstille nogle kommunikationsstrategier, før de konkluderer, at juryen ikke har øje for deres faglighed.

»Der er aldrig blevet indstillet en kommunikationsstrategi. Den indstilling, der kom nærmest, blev også nomineret. Ingen af de andre priser er øremærket en bestemt gruppe. Derfor mener vi heller ikke, at der skal laves en pris til en gruppe, der fylder 10 procent af kredsen. Hvem skal så ellers have en pris? Sportsjournalisterne? Studieværterne?« spørger Morten Bergholdt retorisk.

Kommentar

09/02/2012 - 17:09
Anne Domino

Hvem skal så ellers have en pris, spørger Morten Bergholt. Underforstået: Det bliver et ragnarok af forskellige priser til forskellige grupper. Men halløj - det ræs ER allerede sat i gang, Morten Bergholt. Kredsen uddeler talentprisen til praktikanter eller nyuddannede journalister. Kredsen uddeler også en visuel pris til fotografer og grafikere. Jeg forstår derfor ikke Bergholts argument. Slet ikke set i lyset af, at Kreds 5 har mere end 40 kommunikatører under sine vinger. Eller nærmere - hængende i kragetæerne under bestyrelsens bug. Jeg føler mig i hvert fald hverken særligt favnet - eller under nogens vinger - som kommunikatør i kredsen.

09/02/2012 - 17:16
Morten Bergholt (uden d)

Kære Anne

Så vidt jeg ved, så er der også praktikanter på kommunikations-virksomheder. Mange endda. De kan også komme i betragtning til talent-prisen. I øvrigt glædeligt, at vores beskedne priser til vores lille fest har så stor interesse.

Hilsen Morten Bergholt (uden d) 

09/02/2012 - 17:56
Anne Domino
I så fald vil jeg ærgre mig over, at min praktiktid ligger ti år tilbage. Av, der røg muligheden for at modtage talentprisen. Jeg har været på fotokursus på Update, men helt ærligt - fotografi er ikke rigtigt min metier, så jeg gør mig ingen forhåbninger om den visuelle pris. Til gengæld er jeg skide god til at kommunikere. Jeg er god til at rådgive kolleger om, hvordan de kommunikerer bedst muligt internt om et projekt. Jeg er god til at skrive interne blade eller producere internt informationsmateriale. Jeg wipper og wapper, og jeg vrider også ind imellem en pressemeddelelse af mig. Men om det opfylder kravet "om en særligt kreativ indsats eller på anden vis markeret sig inden for sit fag" - som modtageren af den gyldne blok skal opfylde, det tvivler jeg stærkt på. Særligt, når jeg er i konkurrence om prisen med journalister, der har skrevet store artikler om børn, der er blevet gidsler i et økonomisk spil eller afsløret borgmestre, der har taget af kassen. Så der røg muligheden for den gyldne blok. Så er der årets overraskelse. Jovst, men vi bliver altså nødt til at forholde os til, hvilken kontekst, jeg arbejder i: En stor, offentlig institution. Leverer jeg overraskelser i mit arbejde? Nej, det ved Gud, jeg ikke gør. Jeg forsøger at FOREBYGGE overraskelser. Så der røg muligheden for årets overraskelse sørme osse. Hvor er mit incitament til at spole håret op, hoppe i tryllebukserne og presse mig selv ned i den gallakjole, der allerede var for lille for fem år siden? 
09/02/2012 - 19:41
Henrik Brøns

Hvis ikke Kredsbetsyrelsen vil lytte til et ønske fra en stadigt voksende og betragtelig skare kommunikatører i Kreds 5, så så kunne det da i sandhed være interessant at høre, hvad kolleger på forbundets andre klassiske journalistarbejdspladser siger til tanken om at benåde Årets Pressemeddelelse med Den Gyldne Blok?

Eller endnu bedre; hvad med Årets bedste krisehåndtering? Den der blev gennemført så formfuldendt, at ingen medier så meget som opdagde, hvor voldsomt lokummet brændte? Et fagligt mesterværk fra Kreds 5, som kun lider under den skønhedsfejl, at den er uopdaget og derfor en vaskeægte ikke-nyhed?

Måske kunne desserten til gallafesten toppes, med den i sammenhængen lidt fornærmelige kombination af, Årets Overraskelse og Bedste Medietræning? Også her genemført med en sådan virtuositet, at ingen eller kun ganske få nyhedsjournalister tænkte på at fokusere på det, der ikke blev sagt så meget om?

Måske andre i den enige kredsbestyrelse har mod på at forklare, hvorfor stædigheden tilsyneladende enstemmigt har fået bestyrelsens Robert? Hvorfor vælger I ikke vælge en vej, der anerkender og fremhæver viften af fagligheder med formidling til fælles?

09/02/2012 - 21:07
Bo Lehm

Jeg må beklage meget, men det er åbenbart ikke gået op for alle at årets overraskelse ved gallafesten 2011 gik netop til en kommunikationsmedarbejder. Eller man fristes næsten til at få de væmmelige tanker at det mere er fordi det ikke er en ”rigtig” kommunikationsmedarbejder der fik prisen sidste år, og at det der kun var yderligere en indstillet kommunikationsmedarbejde. Hvilket betyder at de 10 procent af medlemmerne høstede en pris og en nominering. Men igen er det ikke en ”rigtig” kommunikationsmedarbejder, bliver det selvfølge rigtig svært at vinde nogle priser. Selv mener jeg dog at priser vindes på ens bedrifter, og ikke på populisme. Rigtig eller forkert kommunikationsmedarbejder, har prismodtageren fra 2011 ærlig og redelig vundet en af de ”umulige” at vinde priser, og en anden var nomineret. De er begge havnet med velfortjent hæder - kommunikation eller ej..

Og ja priserne er bevist meget bredt formuleret!

10/02/2012 - 03:35
Michael Bjørnbak Martensen

Det ville være en super idé at få en lang række kommunikationspriser, der naturligt vil kunne ligge i kommunikationsregi.

Mette Breiholdt argumenterer for en særlig kommunikationsfaglighed, og den vil få rigtig god eksponering med en række priser, så vi alle - inkl de kommunikationsansatte selv - får helt på plads, hvad denne særlige faglighed i grunden indeholder.

Indtil nu har vi alene hørt om et enkelt tiltag, hvor der bliver sat ord på: et etisk grundlag. 

Med en række priser med tilhørende eksempler, vil gruppen efterhånden få styr på fagligheden med såvel ord som daglige gerninger. 

Jeg har stærkt på fornemmelsen, at

Så Mette Breinholdt: bliv endelig ved - mas på! 

Du har fat i noget, der er hamrende meget brug for!

13/02/2012 - 11:59
Ivan Hejlskov

Vreden, surheden, mopsetheden blandt kommunikatørerne ved Region Midtjylland er absurd, og minder mere og mere om reaktionerne fra curlingbørn, der ikke umiddlbart får deres vilje.

Nu er det nu en gang sådan, at henvendelserne fra reginonens medarbejderforening er blevet taget alvorligt og behandlet på flere bestyrelsesmøder. At de beslutninger, der herefter er truffet ikke behager folkene på bjerget i Viborg, er sådan set i orden.

Men det er bestemt ikke i orden, at blive ved med at stampe i gulvet og beskylde kredsbestyrelsen for manglede lydhørhed og stædighed. Er der nogen der er dumstædig i denne sag er det bestemt ikke kredsbestyrelsen.

For der er intet, absolut intet, der forhindrer en kommunikatør i at blive belønnet med en af priserne ved galla-festen. Gennem de seneste år, er der da også to, der har fået priser, den ene fik endda blokken, ligesom flere, bl.a. fra kommunernes kommunikationsafdelinger har været nominerede. 
Og jeg kan bestemt ikke se, hvorfor folkene fra Viborg ikke kan se sig selv som modtagere af nogen af priserne.

Har man været i stand til at få en ny rekruteringsstrategi i regionen ud over rampen ved hjælp af kreativitet, grundighed m.m., så folk står i kø for at komme ind i folden, så har man vel alt andet lige gjort noget ekstraordinært inden for sit fag, og dermed også gjort sig fortjent til blokken.
Er der i forbindelse med rekruteringsstrategien gået helt nye veje f.eks i.forhold til interaktion eller andet, så er der vel tale overraskende brug af nogle virkemidler, der ikke er set før og som derfor bringer en i spil til Årets Overraskelse.

Bliver forskeligge medieplatfome bragt i spil i strategien, så det indholdmæssige bliver bragt op på et højere niveau bl.a ved hjælp af visuelle virkemidler, så siger det jo sig selv at den visuelle pris er indenfor rækkevidde.

Og endelig, er det en praktikant eller nyuddanet der står bag, ja så ligger talentprisen jo lige til højrebenet. 

Så for mig og betyrelsen er det kun i fantasien, der sættes grænser for, hvem der kan få priser med de nuværende regler.

Og det virker da mildt sagt besynderligt, at man ikke har forsøgt at byde en med et eneste forslag, hverken i år eller tidligere. Især, når man betænker, med hvilken ildhu regionens kommunikatører selv fremhæver deres arbejde og indsats.

Det viirker umiddelbart også underligt, at det kun er fra regionens kommunikatører, der kommer kritik. Bakker de øvrige ikke op, eller er de ikke blevet spurgt. At man er en af de største medarbejderforennger betyder jo ikke, at man dermed repræsenterer alle kommunikatører i regionen.

Og så skal jeg da lige minde om, at der er kredsgeneralforsamling i begyndelsen af marts måned. Og det vil da være dejligt, om man i år for engangs skyld fik besøg fra Viborg.

Ivan Hejlskov
Medlem af Kreds 5's bestyrelse 

13/02/2012 - 16:16
Anne Domino

Kære Ivan.

Jeg havde egentlig aftalt med mig selv, at jeg ikke gad diskutere proces. Men nu tvinger du mig jo til det...

Du skriver: "Nu er det nu en gang sådan, at henvendelserne fra reginonens medarbejderforening er blevet taget alvorligt og behandlet på flere bestyrelsesmøder."

Det er nyt for mig. Mig bekendt har bestyrelsesformanden sendt en mail til formanden for vores medarbejderforening, hvor han forklarer, at spørgsmålet om en kommunikationspris tidligere er drøftet to gange i bestyrelsen, og at en enig bestyrelse ikke mener, at der er basis for en kommunikationspris.

Disse to drøftelser fandt imidlertid sted FØR bestyrelsen modtog henvendelsen fra medarbejderneforeningen i RM. Alene på den baggrund mener jeg, at der er flagret så meget nyt op i sagen - en henvendelse fra medlemmerne GISP - at der dermed er alt mulig grund til at behandle sagen på et bestyrelsesmøde ENDNU engang. Om ikke andet, så for at udarbejde det skriftlige, begrundede svar fra HELE bestyrelsen i Kreds 5, som medarbejderneforeningen i RM har udbedt sig. (Vi venter stadig i spænding!)  

Du har ret i, at kommunikatører tidligere har været både nomineret og har modtaget priser i kreds 5 regi. Det ændrer imidlertid ikke på, at der fortsat ikke findes en pris, som belønner og dermed sætter standarder for det gode kommunikationsarbejde. Og det på trods af, at mere end 40 medlemmer af kreds 5 arbejder med kommunikation. Og på trods af, at kommunikatørerne nu fylder mere i DJ end de traditionelle journalister.

For mig handler det her ikke kun om en pris. Det handler også om, hvorvidt man i bestyrelsen i kreds 5 er villig til at anerkende, at der er sket en ret stor udvikling inden for vores fælles fag. Der er søren-sjaske-mig nogen, der - i et ellers trængt jobmarked på de traditionelle, journalistiske arbejdspladser - er begyndt at bruge deres journalistiske færdigheder inden for kommunikation. Der er nogen, der baner vejen for, at journalister i stigende omfang får lov at indtage kommunikationsfaglige stillinger frem for for eksempel kommunikationsuddannede fra universiteterne eller andre (og her skal absolut IKKE læses en kritik af andre fagligheder ind - men inden for DJ må vi saftsusemig da stå sammen om at skabe flest mulige arbejdspladser til fælles bedste). Den udvikling bør afspejles i valget af, hvilke priser man uddeler og hvorfor.

Tak for påmindelsen om generalforsamling! I følge mine oplysninger foregår den tirsdag den 6. marts i Holstebro. Og jeps - det ER skrevet ind i kalenderen.

13/02/2012 - 19:31
Michael Bjørnbak Martensen

Skal der indstiftes to typer af priser alt efter hvlken tilgang man har - for det bliver da lidt lidt svært at give en pris for en faglighed, der ikke er helt på plads. 

Hvad er det i grunden for en faglighed du selv - og dine journalistkolleger - står med som kommunikatør? 

 

14/02/2012 - 00:12
Søren Thomsen
En pris der uddeles blandt "mere end 40 medlemmer af kreds 5, der arbejder med kommunikation". Er det for sjov? Christ. Og hvad så om 40 år, når I alle sammen har fået en pris? Tag jer sammen. For hulen.
14/02/2012 - 23:32
Jeanette Lund

Hej alle

Nej, medarbejderforeningen i RM står ikke alene. Jeg har siden første gallafest argumenteret for, at der bør indstiftes en kommunikationspris. Det gør jeg alene af den grund, at jeg mener, at journalistik og kommunikation har helt forskellige grundvilkår og derfor ikke kan vurderes på de samme kriterier. Ligesom at man ikke kan sammenligne æbler og pærer.

Jeg har i flere år været medlem af Dansk Kommunikationsforening. Foreningens formål er at skabe opmærksomhed om den gode, professionelle kommunikation og sætte standarder for branchen. De har derfor udarbejdet fem kriterier for professionel kommunikation, der kan ses på denne side: http://www.kommunikationsforening.dk/Menu/Om+DKF/DKFs+fem+kriterier+for+professionel+kommunikation

Når vi kommunikatører i DJ gerne vil have indstiftet en pris, er det for at fokusere på, hvordan vi bedriver god kommunikation - og udvikle faget. Hvis man læser DKFs kriterier for god kommunikation, kunne det danne baggrund for kriterier for en kommunikationspris. Hvor kommunikation bedømmes ud fra kriterier om professionel kommunikation og ikke journalistiske kriterier, som ikke yder kommunikationsfagligheden retfærdighed.

Jeg kan godt se, at vi da bare kan indstille nogen, til de eksisterende priser. Men efterhånden virker det for mig lidt omsonst. Man kunne jo lave den omvendte: At vi har en kommunikationspris, der vurderes ud fra DKFs kriterier - og så kan alle journalister indstille deres arbejde til det og blive bedømt ud fra det...nej, det giver ikke mening vel? Men det omvendte giver åbenbart mening?

Vi er nødt til at erkende, at der er forskel på journalistik og kommunikation.

Jeg ville sådan ønske, at min kreds delte den holdning, at den gode professionelle kommunikation er så vigtig, at den skal bedømmes på sine egne præmisser.

Mvh Jeanette Lund 

 

 

Tilmeld dagligt nyhedsbrev

Jobopslag

Kommerciel journalist

Jyske Medier A/S
Ansøgningsfrist: 05/05/2014

Ritzau søger reporter til Sydney, Australien

ritzau
Ansøgningsfrist: 25/04/2014

Ekstra Bladet søger Journalist til sportsredaktionen

Ekstra Bladet
Ansøgningsfrist: 28/04/2014

Kristeligt Dagblad søger en Sundheds- og samfundsreporter til avisen

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 25/04/2014

Kristeligt Dagblad søger en digital journalist til k.dk

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 25/04/2014


Nyt fra Kommunikationen.dk

23/04/2014 | 12:53
14/04/2014 | 13:15
14/04/2014 | 11:01