Kina - hvor går grænsen?

Der var også udvekslingen mellem de lidt ældre koryfæer og en gruppe yngre stjerneskud, der ville det hele og lidt til: Hvordan skal man i sin undersøgende journalistik behandle et voldtægtsoffer, der beskylder lokalregeringens embedsmænd for voldtægten? Gælder der andre grænser for tabloidreportage end for magasinpressen? Hvorfor skriver gamle journalister så kedeligt? Hvordan undgår unge, forfængelige reportere at lade sig påvirke af personlige angreb fra Kinas 'netizen journalists', dvs. de skarpe kinesiske bloggere, der har tusinder af læsere – og hellere jagter manden end bolden?

Ligesom i Danmark er der masser af uambitiøse journalister i Kina.  Men der er så sandelig også det modsatte. De engagerer sig i faglige udvekslinger helt på højde med dem, vi oplever i Danmark. Og de arbejder som bekendt i et land, hvor de risikerer lange fængselsstraffe selv for ubetydelige fejltrin, og hvor usikkerheden er konstant, fordi grænserne for det tilladte tit er så uklare!

Enhver journalist her kender historier om kolleger, der er røget i fængsel af den ene eller den anden grund – i lang tid. Trækker man dem hen i et hjørne, hvor ingen lytter, ruller detaljerne frem.

Det er imponerende at møde det overskud, der driver de bedste her.  På den ene side kender de alle farerne, på den anden side fortsætter de dag efter dag, historie efter historie, artikel efter artikel med at offentliggøre grundig, ambitiøs, grænsesøgende journalistik. Ugelange researchfaser er ikke usædvanlige blandt de seriøse avis- og magasinjournalister i Kina. Og tit er de i åbenlys konflikt med deres egne redaktører, der selvsagt også kender risikoen. Og så løber de som nævnt den helt reelle risiko at blive personligt og lynhurtigt forfulgt af internettets indbyggere, der har betydelig magt her.

Det er journalister, der vælger at udnytte de nye åbninger, der trods alle forhindringerne også er en del af det nye Kina - selv om det kan være farligt.  Grænserne for journalistikken flytter sig konstant. Kinesernes særlige kunst er ikke mindst at afkode, hvor de flytter hen.

Galgenhumor er udbredt. Som en skarp kvindelig journalist sagde til mig: »Jeg er træt af dem, der hele tiden maler fanden på væggen. Det er jo trods alt ikke Rusland, vi bor i!«