Kildebeskyttelsen er ikke hellig

”Jeg ville aldrig kunne sidde på oplysninger, der potentielt kan koste menneskeliv. Men mit job er omvendt ikke at være spion for myndighederne.” Hvornår stopper kildebeskyttelsen, hvis kilderne er syrienskrigere? spørger Journalistens blogger Jakob Sheikh
28.09.2015 · 13:02
Jakob Sheikhs billede
Jakob Sheikh
Journalist
Politiken

En eftermiddag sidste år modtog jeg et opkald fra Politiets Efterretningstjeneste, PET.

Personen i røret var en mand, jeg havde snakket med før, og som forekommer mig at være en god og professionel mand i etaten.

Nu spurgte han ind til, om jeg havde lyst til at mødes med tjenesten for at levere oplysninger om en særlig kilde, jeg havde skrevet om i en artikel i Politiken.

Det er ikke første gang, at jeg er blevet kontaktet af myndigheder i Danmark, som ønsker oplysninger udleveret om mine kilder. Det er faktisk sket flere gange, og det er måske ikke så underligt med tanke på det stofområde, jeg dækker. Som regel når myndighedspersonerne dårligt nok at præsentere sig, før jeg afviser dem med henvisning til kildebeskyttelsen.

Men denne efterårsdag i 2014 var det anderledes. Den kilde, PET henvendte sig om, var en radikaliseret ung mand, som hyldede militant islamisme, og som potentielt kunne udvikle sig til en farlig mand med et ønske om at udføre en terrorhandling. Jeg stoppede derfor op et øjeblik for at tænke situationen igennem. Og jeg må oprigtigt erkende, at jeg ved første tanke overvejede at bryde et af journalistikkens mest ubrydelige principper: Kildebeskyttelsen.

»Hvad nu, hvis kilden ender med at udføre et terrorangreb?« tænkte jeg.

»Hvad nu, hvis jeg indirekte blev medskyldig i, at et sådan angreb ikke blev stoppet i tide?«

Meningen med denne blog er at fortælle om nogle af de etiske gråzoner, jeg sommetider befinder mig i som journalist, der arbejder med så potent et emne som radikalisering og syrienskrigere. Jeg gider ikke at skrive om det, vi alle er enige om; det er meget sjovere at dele de dilemmaer, jeg ikke kan finde et helt utvetydigt svar på, og som der givetvis vil være uenighed om.

Og det er vel passende at starte med dem, journalistikken bygger på: Kilderne.

For mig at se handler kildebeskyttelsen om at beskytte den lille mand imod det store system. Altså personer med noget på spil, typisk med oplysninger af stor relevans for offentligheden, som lider under strukturer i samfundet, der undertrykker vedkommendes ret til at påpege problemet uden personlige konsekvenser – hvad enten det er whistlebloweren i det multinationale selskab eller husejeren, der er blevet røvrendt af Skat.

Kildebeskyttelsen bør derimod ikke bruges til at beskytte magthavere, som personligt kan vinde på en given lækage. Mest opsigtsvækkende er naturligvis den såkaldte lækagesag, hvor fortrolige oplysninger fra Udenrigspolitisk Nævn om indsættelse af tropper fra det danske jægerkorps på en mission i Irak blev offentliggjort. Med henvisning til kildebeskyttelsen nægtede TV 2 senere at vidne om, hvem kilden til oplysningerne var, også selv om alt tyder på, at kilden netop var en del af magtapparatet.

I forbindelse med lækagesagen skrev professor i strafferet, Jørn Vestergaard, følgende i Information om kildebeskyttelsen som journalistisk instrument:

»Det afgørende er imidlertid ikke, om en redaktør eller en journalist har villet afdække noget, men om kilden har villet. Loven beskytter whistleblowers, deep throats og andre, der mener at have kendskab til kritisable forhold. Formålet er ikke at give ly til spindoktorer eller andre, der lækker fortrolige oplysninger for at skaffe deres minister mediedækning og god omtale, eller for at skaffe sig goodwill hos pressekontakter.«

Jeg er meget enig, og derfor er det også svært at forsvare TV 2’s beslutning om at lade magtapparatet gemme sig bag kildebeskyttelsen.

Og så er vi tilbage ved min samtale med PET-manden. For her skal jeg åbent og ærligt erkende, at vi befinder os i en gråzone. På den ene side er en potentiel terrorist hverken en del af magtapparatet eller en vægtig beslutningstager; snarere en lille mand, der kæmper imod systemet og samfundet. Der er på sin vis også tale om en kilde, der med sin historie blotlægger nogle helt åbenlyse problemer med ekstremisme og konsekvensen af manglende inklusion i vores samfund.

Men omvendt var der i det konkrete tilfælde tale om en kilde, der havde planer om at tilslutte sig bevægelsen Islamisk Stat i Syrien. Det kan være strafbart, hvis tilslutningen kan dokumenteres. Og sæt nu, at kilden vendte tilbage til Danmark og udførte et terrorangreb: Så ville kilden de facto blive en meget magtfuld beslutningstager..?

Jeg endte med at sige til PET, at jeg ikke kunne fortælle dem noget om min kilde. Det gjorde jeg af flere årsager:

For det første vidste jeg jo ikke, om kilden ville gøre alvor af sine hensigter om at rejse til Syrien. Udleverede jeg ham, ville jeg dermed dømme ham på hans holdninger og ikke hans handlinger.

For det andet er der det grundlæggende problem, at den såkaldte trussel fra hjemvendte syrienskrigere bliver vurderet af en lukket organisation – PET – som journalister ikke kan kigge i kortene. Vi ved med andre ord ikke, hvad PET baserer sine trusselsvurderinger på. Vi ved til gengæld, at hundredvis af syrienskrigere er vendt hjem til deres hjemlande i Europa, og at Europa indtil videre er blevet ramt af et enkelt angreb fra et af disse mennesker (det skete, da franskmanden Mehdi Nemmouche angreb det jødiske museum i Bruxelles efter at have opholdt sig i Syrien, hvor han efter alt at dømme havde fået våbentræning).

Når jeg er ude og holde foredrag om radikalisering og syrienskrigere, bliver jeg ofte spurgt, hvad der skal til, for at jeg går til politiet eller PET med mine oplysninger.

I starten svarede jeg vagt, fordi jeg også selv var i tvivl. Men i mit eget arbejde er jeg efterhånden landet på det princip, at jeg beskytter mine kilder, selv om de udtrykker ønske om at rejse til Syrien og kæmpe. Det gør jeg, fordi de med deres historier kan være med til at kaste lys over en problematik, som beslutningstagerne på ingen måde har formået at dæmme op for, og fordi det er i samfundets interesse at lære dets potentielle fremtidige fjender at kende. Fjender, som – og det mener jeg at kunne sige med en vis ret efter at have snakket med både politikere og en del af de radikaliserede personer – beslutningstagerne ved rystende lidt om.

Men jeg er også meget afklaret med, hvor min grænse for kildebeskyttelsen går: Får jeg konkrete oplysninger om et forestående terrorangreb, vil jeg være nødsaget til at reagere. Jeg ville aldrig kunne sidde på oplysninger, der potentielt kan koste menneskeliv – det har jeg ikke samvittighed til.

Men mit job er omvendt ikke at være spion for myndighederne, og derfor siger jeg sommetider også til mine kilder, at de ikke skal dele den slags med mig, fordi det ville tvinge mig til at bryde vores fortrolighed. Man kunne kalde det en slags usagt kildekontrakt.

Alligevel spørger jeg ofte mig selv, om jeg har sat min grænse for kildebeskyttelsen det rigtige sted. Og sagen, som PET-manden kontaktede mig om, har siden vist sig at illustrere dilemmaet helt konkret: Kilden er i dag rejst til Syrien, hvor han har sluttet sig til Islamisk Stats kalifat. Dermed kæmper han nu for en bevægelse, der er stemplet som en terrororganisation, og hvis talsmand Abu Mohammad al-Adnani har opfordret sine sympatisører til at begå angreb i deres vestlige hjemlande, herunder Danmark.

Jeg mener, at jeg ville afskære mig selv – og dermed offentligheden – fra vigtige historier, som kan gøre os afgørende klogere på et fænomen, de fleste gerne vil bekæmpe, hvis jeg så stort på kildebeskyttelsen her. Men der er ingen klar grænse, intet facit, og derfor giver det heller ikke mening at tale om kildebeskyttelsen som en klar definerbar størrelse. Dertil er virkeligheden alt for fyldt med nuancer.

Jakob Sheikh

Jakob Sheikh (28) er journalist ved Politiken, hvor han især dækker terror, radikalisering og danske syrienskrigere. Senere i 2015 udkommer hans første bog ”Danmarks børn i hellig krig”. Her på journalisten.dk vil Jakob Sheikh lukke dig ind i sit journalistiske værksted, dele sine sværeste etiske beslutninger og udfordre de journalistiske dogmer, man ellers flaskes op med. Jakob Sheikh er uddannet ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han modtog Kristian Dahls Mindelegat i 2015.

Kommentar

02/10/2015 - 22:00

Kjeld Poulsen Kürstein

Der er egentlig ikke så meget at kommentere, for dit ræsonnement ser velgennemtænkt og derfor også fornuftigt ud.
Dog savner jeg en detalje.
Du skriver: "For mig at se handler kildebeskyttelsen om at beskytte den lille mand imod det store system..."
Men kildebeskyttelsen skal vel også beskytte journalistikken, informationsstrømmen, debatten, samfundet og så videre?
Uden kildebeskyttelse kan vigtige data gå tabt for samfundet. Data uden hvilke samfundet i sin yderste konsekvens risikerer at stagnere.

03/10/2015 - 08:35

Christian Vangsø Bentsen

Det er mærkeligt du kalder det en "gråzone". Hvis du har en formodning om at en mand du har talt med går med overvejelser om at myrde en eller flere mennesker så skal du naturligvis rette henvendelse til PET/Politiet. Det er ikke et spørgsmål om kildebeskyttelse men et spørgsmål om at agere indenfor lovens rammer.

Præmissen for din case er forkert og derfor når du frem til en forkert konklusion. Din journalistiske integritet kompromitteres ikke ved at du assisterer myndighederne.

03/10/2015 - 08:37

Christian Vangsø Bentsen

(skolelærere, psykologer m.fl. har indberetningspligt så snart de mistænker kritisable forhold desuagtet de ikke er sikre på om deres mistanke holder vand. Almindelige borgere har ligeledes indberetningspligt og det har du naturligvis også!)

03/10/2015 - 16:48

Kjeld Poulsen Kürstein

Jævnfør dog retsplejelovens paragraf 172

Seneste jobopslag

Danmarks dybdeborende erhvervsmedie udvider

InsideBusiness
Ansøgningsfrist: 30.10

Kunde- og kommunikationschef til Landbrugsstyrelsen

Miljø- og Fødevareministeriet
Ansøgningsfrist: 08.11

Digital redaktionsleder til DR Aarhus

DR
Ansøgningsfrist: 13.11

Kommunikationskonsulent

Region Hovedstaden
Ansøgningsfrist: 13.11

Reporter og digi til DR Syd

DR
Ansøgningsfrist: 02.11

Allround Communicator

Grundfos Holding A/S
Ansøgningsfrist: 05.11

Jysk Fynske Medier søger en printredigerende

Jysk Fynske Medier
Ansøgningsfrist: 23.10

Journalist eller kommunikationsmedarbejder

DTU
Ansøgningsfrist: 27.10

Lokalredaktør på Langeland

Fyns Amts Avis
Ansøgningsfrist: 23.10

Kommunikatør med skarp pen og strategisk tæft til Nationalt Genom Center

Sundheds- og Ældreministeriet
Ansøgningsfrist: 30.10

Nyhedsredaktør til DR Sporten

DR
Ansøgningsfrist: 02.11

Finansministeriet søger presserådgiver til innovationsministeren

Finansministeriet
Ansøgningsfrist: 18.10

DIGITAL COMMUNICATOR

Grundfos Holding A/S
Ansøgningsfrist: 26.10

Politisk reporter til BTMX

BTMX
Ansøgningsfrist: 20.10

PR-specialist med kærlighed til fodbold

Geelmuyden Kiese
Ansøgningsfrist: 20.10

Journalist til Dagens Byggeri

FBG Medier
Ansøgningsfrist: 24.10

Skrivende og redigerende til debatredaktion på avis i fremgang

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 23.10