Kære dilettant

Ydmyghed. Ydmyghed og respekt. Ydmyghed, respekt og kampgejst. Fighterårgangen. I fik i sin tid tilnavnet, fordi I er nogle fightere, der ikke så nemt giver op. Husker I ikke det længere?

De bedste journalister er de ydmyge. Fordi vi som journalister ved, at verden er stor og nuanceret, og vi er ikke engang et punktum i den store kommunikationsstrøm. Vi er, hvis vi er heldige, en tankestreg i en talestrøm et sted, ingen rigtig ved, hvor ender.

De værste journalister er skryderne. De, der kommer og tror, at de kan alt, ved alt, har styr på alt. De ubegavede skrydere er absolut nederst i mit indre hierarki. De mennesker, der tror, de er gode, men de er i virkeligheden elendige. Når dagen er omme, har de ikke udrettet en skid andet end at børste skællene af skuldrene på deres eget jakkesæt. Fordi man bliver ikke bedre, hvis man tror, man er den bedste allerede. Logisk nok. Hjernen går i stå i rillen 'De andre er idioter. Jeg tager ikke fejl. De andre er idioter. Jeg tager ikke fejl'.

Ydmyghed. De bedste journalister er ydmyge. Midt i deres dygtighed og selvsikkerhed stiller de spørgsmål til deres egen formåen, om de gør det rigtige, om de producerer de rigtige historier, om det er det værd? Har jeg valgt rigtigt? Har jeg fravalgt noget vigtigt? Kunne man skrive det modsatte?

De bedste journalister er også respektfulde, mens de går efter at få magthavere og andre havere stillet til ansvar for ugerninger, mens de informerer om alt det, verden byder os og byder os på. Respekt. Over for kilderne. Alle kilderne. Over for kritikerne. Over for kollegerne. Især over for modtagerne. Over for sig selv. I skal respektere jeres egne grænser. En stress-syg journalist kan ikke arbejde, vel?

Og så kommer vi til jeres særlige egenskab: fighterånden. Den får i sgu brug for. I får brug for den på en dag, hvor Berlingskes journalister har nedlagt arbejdet i protest over flere nedskæringer; hvor flere af jer klagede over, hvor svært det er at sælge et 12-tals afgangsprojekt til nogen som helst; hvor chefredaktør fra Politiken Bo Lidegaard i sin tale til jer snakkede mere om sine forretningsmodeller for Rådhuspladsen 37 end om jeres fremtid/nutid som journalister. I får brug for fighterånden i morgen og dagen efter.

Her vil jeg gerne indskyde en vigtig pointe: At fighte er ikke at smadre lokumskummer. Det er hærværk. (Til udenforstående: Der er ting, som er bedst, når de er glemt).

I har altid været sindssygt gode til at sparke røv i alle retninger og generelt ramme de rigtige på vejen. Med få undtagelser. I har været en årgang, som jeg har været stolt af at undervise, også når jeg bandede jer langt væk. I er en fremragende årgang. Gå nu ud og rag frem for helvede. Lad være med at sidde på jeres hænder og istem den store klagesang fra de gamle medier.

De bedste journalister er fightere.

Nogen siger, at når en dør lukkes, så åbnes der en ny. Måske bliver det ikke så enkelt for jer. Måske er I nu spærret inde i en boks uden døre, uden vinduer, og det uanset om I har et job eller ej. Og nu er I nødt til at skære et hul ud til noget helt andet, smadre boksen, trampe den i stykker, sy den om til en sommerhat.

Måske er I nødt til at tænke helt anderledes, opfinde jeres egne job, gøre journalistik på en måde, som ikke har eksisteret før.

Det er derfor, at I er Fighterårgangen, fordi det er nu, der skal kæmpes.

Fighte for at producere ordentlig journalistik, som jeg ved, at I kan, så de der bajere kan drikkes med virkelig god samvittighed.