Jysk Fynske lukker nyindkøbte ugeaviser

Jysk Fynske Medier lukker de syv ugeaviser, som koncernen har købt af Politikens Lokalaviser
  • Jysk Fynske Medier
23.06.2017 · 14:26

For en uge siden handlede Jysk Fynske Medier og Politikens Lokalaviser med ugeaviser. De købte syv titler hver af hinanden og indgk desuden et samarbejde i Midtjylland.

Kort efter fik tillidsfolkene i Jysk Fynske Medier at vide, at der nok ville lukke titler.

Nu har medarbejderne fået at vide, at alle syv nye ugeaviser lukkes, skriver Mediawatch.dk.

Det bekræfter kilder på nogle af de medier, det drejer sig om, over for Journalisten. De ønsker dog ikke at udtale sig.

Jysk Fynske Medier købte seks ugeaviser i det syd- og sønderjyske, samt Lokalavisen Odense i den fynske hovedby. Det er disse syv titler, der altså lukkes. Ifølge Mediawatch er medarbejderne blevet orienteret i en mail fra ledelsen:

"Det drejer sig om medarbejdere i salgsorganisationen samt grafiske medarbejdere. Handlerne vil også få indflydelse på den redaktionelle bemanding, men her kan vi først gennemføre ændringerne på næste fredag af hensyn til den 14-dages forhandlingsfrist, som gælder i den journalistiske overenskomst," lyder det ifølge Mediawatch.

Aviserne lukkes, når de er udkommet i næste uge.

Syv redaktionelle medarbejdere

Jysk Fynske Medier har overtaget syv redaktionelle medarbejdere i forbindelse med handelen.

Forhandlingerne gik i gang tirsdag i denne uge. Efter første møde sagde tillidsrepræsentant Lene Sarup til Journalisten:

”Vi skal ikke forvente, at alle titler bliver videreført. Men vi har også fået at vide, at de nye kolleger, der er kommet til, er lige så fastansatte som alle andre fastansatte. Vi er en stor koncern, og nu skal vi se, om vi kan finde plads til dem i den kommende periode."

Dansk Journalistforbund har tidligere udtrykt bekymring for, om handlerne vil blive en spareøvelse.

”Jeg er bekymret for, om sådan en manøvre vil blive brugt som en spareøvelse – det, man tit kalder synergieffekter,” sagde forhandlingschef Claus Iwersen.

Et problem, hvis man nedlægger stillinger

Det var forventet, at nogle eller alle ugeaviserne i det syd- og sønderjyske ville blive lukket.

”Det er nok en risiko, man skal have i baghovedet,” sagde tillidsrepræsentant på JydskeVestkysten Steffen Lilmoes til Journalisten tidligere på ugen.

”Det vil være et problem for de berørte, hvis man nedlægger stillinger i den forbindelse. Det synes jeg som tillidsmand altid er noget skidt. Og hvis man nedlægger titler, vil jeg også tro, man nedlægger stillinger," fortsatte Steffen Lilmoes.

Har delt landet

Handelen med ugeaviser har betydet, at de to årelange konkurrenter Politikens Lokalaviser og Jysk Fynske Medier har delt landet imellem sig. Jysk Fynske Medier har sat sig tungt på Syd- og Sønderjylland samt Fyn, mens Politikens Lokalaviser har købt konkurrenten ud af Østjylland.

Journalisten har siden handelen fredag forsøgt at få et interview med adm. direktør Jesper Rosener. Tidligere på ugen skrev han i en mail, at der er ”megen aktivitet i vores koncern lige nu. Herunder i forhold til vurdering af konsekvenserne efter vores udmelding i fredags". Han havde ikke yderligere kommentarer.

Kommentar

Seneste jobopslag

Teamleder søges til DR Danmark Produktion

DR
Ansøgningsfrist: 22.10

Presserådgiver til Kulturministeriet

Kulturministeriet
Ansøgningsfrist: 04.10

Vi søger konsulenter til udvikling af efter- og videreuddannelse

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 09.10

Redaktør for sociale medier til TV 2

TV 2
Ansøgningsfrist: 02.10

Varde Kommune søger alsidig kommunikationsmedarbejder

Varde Kommune
Ansøgningsfrist: 25.09

Kommunikationsmedarbejder til Kommunikation

Silkeborg Kommune
Ansøgningsfrist: 22.09

Redaktionschef på Familie Journal

Aller Media
Ansøgningsfrist: 01.10

Digital Content Manager

DGI
Ansøgningsfrist: 01.10

Webjournalist til SØNDAG

Aller Media
Ansøgningsfrist: 24.09

Kopenhagen Fur is looking for an experienced Content Writer

Kopenhagen Fur
Ansøgningsfrist: 29.09

Er du vores nye kollega?

Medieskolerne, Media College Denmark
Ansøgningsfrist: 28.09

Redaktionschef, DR Nyheder Digital

DR
Ansøgningsfrist: 25.09

Kommunikationsmedarbejder

Den Danske Scenekunstskole
Ansøgningsfrist: 22.09