Journalister om DBU’s åbenhed: Ikke mere end flotte ord

DBU’s formand har i et nyhedsbrev opfordret til at holde intern debat ude af medierne. »DBU skal passe på, at åbenhed ikke bare bliver flotte ord,« vurderer sportsjournalist. »Jeg synes sådan set ikke, at der er en grænse for åbenhed i DBU,« siger kommunikationschefen
17.11.2014 · 15:31

”Jeg går ind for samarbejde, involvering, dialog og åbenhed.” 

Sådan sagde Jesper Møller, da han 1. marts satte sig på posten som DBU’s nye formand.

Men åbenheden i DBU er relativ. Det hænger i hvert fald ikke sammen med udmeldingen om, at ”det er ikke acceptabelt at give sin mening til kende i medierne”, som Jesper Møller for nylig skrev i et internt nyhedsbrev, Politiken er kommet i besiddelse af.

Det mener to sportsjournalister, som Journalisten har talt med.

»Det her må være en knast, for det hænger ikke sammen med hele princippet om, at DBU ikke længere skal være en lukket og introvert organisation, som har nok i sig selv,« siger DR Sportens Andreas Kraul, formand for Danske Sportsjournalister.

Skyder helt forbi

Andreas Kraul bakkes op af sportschef for Ekstra Bladet, Allan Olsen. Han mener, at DBU sender et helt forkert signal, når formanden nu forsøger at dysse kritiske røster i organisationen ned.

»Jeg synes jo, at de skyder helt forbi med den her udmelding. DBU er en halvoffentlig organisation, hvor netop gennemsigtighed og åbenhed burde gennemsyre hele organisationen. Det synes jeg ikke, at den gør, når Jesper Møller går ud og prøver at lægge låg på diskussioner. Det sender i min verden et forkert signal,« siger Allan Olsen.

Man kan forvente åbenhed i DBU

Både Andreas Kraul og Allan Olsen undrer sig over DBU-formandens interne udmelding. De danske sportsjournalister har længe efterspurgt en mere åben debat om dansk fodbold fra DBU’s side. En åbenhed, som man håbede på ville blive en realitet, fortæller Andreas Kraul.

»Jeg synes, det er mærkeligt, at Jesper Møller skriver, som han gør. En del af den nye åbenhedsstrategi handlede om, at der skulle være en fri og åben debat omkring udviklingen af dansk fodbold. Og det kan jeg ikke forstå, hvorfor der ikke skulle være plads til,« siger Andreas Kraul.

Allan Olsen mener, at man sagtens kan kræve, at der kommer mere gennemsigtighed i DBU’s beslutningsproces, fordi mange danskere har en interesse i det.

»Det er en organisation, som temmelig mange danskere har et tilhørsforhold til. Derfor kan man også forvente, at det, der gennemsyrer sådan en organisation, er åbenhed og en villighed til at diskutere de beslutninger, man tager,« mener Allan Olsen.

Nogle emner er mere ømtålelige

Kommunikationschef i DBU Jakob Høyer mener ikke, at man kan bedømme fodboldorganisationens åbenhed udelukkende ud fra den irettesættelse, Jesper Møller skrev i nyhedsbrevet. For ham handler åbenhed lige så meget om tilgængelighed, forklarer han.

»Åbenhed er mange ting. Åbenhed er også, at Jesper Møller og andre talspersoner stiller op, når journalister ringer til dem. Det handler om, at vi sørger for, at spillerne og landstræneren er tilgængelige for medierne. De stiller op til interviews hver dag og nogle gange flere gange om dagen. Det er også åbenhed,« siger Jakob Høyer.

Han forklarer, at DBU stiller op til mange diskussioner og debatter i medierne, men at der er nogle emner, som er mere ømtålelige at diskutere offentligt end andre.

»Der er en masse diskussioner, som vi gerne vil have og også er med til at skabe og stiller op til. Og så er der nogle diskussioner, som er mere ømtålelige. Det kan være, når det handler om budgetter, økonomi og afskedigelser. Den grænse er selvfølgelig flydende. Jeg kan se, at der er nogen, som tolker det som stor lukkethed, men jeg synes ikke, vi er en lukket organisation,« siger Jakob Høyer.

Ser ikke kønt ud udefra

Men må man sige, hvad man vil i DBU?

»Det må man for så vidt godt. Jesper Møller har været ude at sige, at vi skal tage de interne diskussioner om ansvar inden for organisationen, så man ikke står og peger fingre af hinanden. Det blev fortolket på alle mulige måder, som jeg godt kan se ikke ser så kønt ud udefra. Men udgangspunktet er almindelig forretningsledelse,« forklarer Jakob Høyer.

Har de journalister, som har fortolket på det, Jesper Møller skrev, misforstået, hvad han mente med det?

»Det skal du spørge Jesper Møller om. Han har selv været ude at sige, at han skrev, som han gjorde, med henblik på flere forskellige episoder, som han havde oplevet i DBU, og ikke kun, hvad landstræneren har sagt til medierne,« siger Jakob Høyer.

Kan ikke tegne grænsen på et stykke papir

Jakob Høyer mener, at DBU allerede er kommet langt med den nye strategi om åbenhed i organisationen. De kommunikerer direkte med danskerne på de sociale medier, hvor de blandt andet har stor succes med videoer, forklarer han. Man kan godt være åben uden at lægge alting frem, siger han.

»Jeg synes ikke, at det er enten eller. Jeg synes ikke, at det er to ting, som nødvendigvis behøver at arbejde mod hinanden. Vi arbejder med åbenhed, så der er flere, der kommer tæt på DBU. Det handler om journalister og medier, men det handler også om at få vores spillere gjort mere tilgængelige for fans,« siger han.

Det virker, som om der er en grænse for åbenhed i DBU, men kan du blive mere konkret på, hvor den grænse går?

»Jeg synes sådan set ikke, at der er en grænse for åbenhed i DBU. Der er et ledelsesmæssigt ønske om, at hvis ledelsen er uenig om en beslutning, så er det noget, man drøfter internt. Det er ikke en grænse, som jeg kan tegne på et stykke papir. Det er en flydende grænse, som for de fleste andre virksomheder,« forklarer Jakob Høyer.

Debat er et sundhedstegn

Andreas Kraul forstår ikke, at DBU ønsker at lægge låg på nogle debatter i det offentlige rum. Det vidner om en sund organisation, når man ikke forsøger at skjule den debat, der foregår – både internt og eksternt – forklarer han.

»Det er et sundhedstegn, at folk snakker om, hvordan tingene skal være i DBU. Det handler både om landsholdet, men også mere generelt om dansk fodbold. Det er kun godt, at der er rigtig mange, der har meninger. Og det er også den måde, man bevæger sig fremad på,« siger Andreas Kraul.

Det er Allan Olsen enig med ham i.

»Jeg tror ikke, at DBU står svagere ved, at der kommer noget kritik af de beslutninger, de tager internt. Det er for mig en sund organisation, når der er mulighed for at komme med kritik,« siger Allan Olsen.

Allan Olsen mener langtfra, at DBU er i mål med at blive en åben organisation. Indtil videre er det ikke mere end flotte ord, vurderer han:

»DBU skal passe på, at åbenhed ikke bare bliver flotte ord. Der skal også være noget handling bag. Og indtil videre er jeg ikke sikker på, at det er mere end bare flotte ord.«

Kommentar

Seneste jobopslag

Kommunikationsproducent

Statens Museum for Kunst
Ansøgningsfrist: 06.11

Nyhedsjournalist til DR Syd i Esbjerg

DR
Ansøgningsfrist: 02.11

Kommunikationschef søges til Københavns Politi

Københavns Politi
Ansøgningsfrist: 01.11

Pressekonsulent til Dansk Arbejdsgiverforening

DA - DANSK ARBEJDSGIVERFORENING
Ansøgningsfrist: 12.11

Danmarks dybdeborende erhvervsmedie udvider

InsideBusiness
Ansøgningsfrist: 30.10

Kunde- og kommunikationschef til Landbrugsstyrelsen

Miljø- og Fødevareministeriet
Ansøgningsfrist: 08.11

Digital redaktionsleder til DR Aarhus

DR
Ansøgningsfrist: 13.11

Kommunikationskonsulent

Region Hovedstaden
Ansøgningsfrist: 13.11

Reporter og digi til DR Syd

DR
Ansøgningsfrist: 02.11

Allround Communicator

Grundfos Holding A/S
Ansøgningsfrist: 05.11

Jysk Fynske Medier søger en printredigerende

Jysk Fynske Medier
Ansøgningsfrist: 23.10

Journalist eller kommunikationsmedarbejder

DTU
Ansøgningsfrist: 27.10

Lokalredaktør på Langeland

Fyns Amts Avis
Ansøgningsfrist: 23.10

Kommunikatør med skarp pen og strategisk tæft til Nationalt Genom Center

Sundheds- og Ældreministeriet
Ansøgningsfrist: 30.10

Nyhedsredaktør til DR Sporten

DR
Ansøgningsfrist: 02.11

DIGITAL COMMUNICATOR

Grundfos Holding A/S
Ansøgningsfrist: 26.10

Journalist til Dagens Byggeri

FBG Medier
Ansøgningsfrist: 24.10