Journalisten i praktik: Hængt op i reb i en kælder i Valby

Vice startede som et gratis ungdomsmagasin i Montreal for over 20 år siden. I dag udkommer Vice på stort set alle platforme i 38 lande og ønsker at indtage 50 flere. Jeg er taget i praktik for at se, om jeg kan mestre den stærke jeg-fortælling, der går til kanten og rammer et ungt publikum
  • Foto: Marie Hald
    Journalistens udsendte praktikant skrev en historie om japansk bondage med sig selv som hovedperson – her med armene bundet på ryggen.
14.11.2016 · 13:35

Det første, man ser, når man går ind ad de tunge, mørke trædøre på 3. sal på Rosenborggade 15 i København, er række efter række af hvidt lysende æbler.

I en balsal af et rum med mange meter til loftet sidder hipsterbriller og overskæg på række bag aluminiumbeklædte Macbooks. De arbejder for den del af Vice, der udgør reklamebureauet Virtue, som blandt andet har Coca-Cola, ECCO og Telmore som kunder.

På bagvæggen står VICE med de hvide blokbogstaver med sort omrids, som er blevet et internationalt kendetegn for magasinet, der udkom første gang i 1996 i Montreal, Canada, og dengang hed Voice of Montreal.

Magasinet Vice ligner ikke noget andet dansk medie.

Med titler som ’Derfor har jeg aldrig været i stand til at få en orgasme’, ’Nej, du bruger ikke Tinder for at finde venner, din løgner’ og ’Her er alle de forskellige pushertyper, du kommer til at møde i dine tyvere’ er vi meget langt væk fra Journalisten, der har sendt mig i praktik på magasinet Vice.

Lene Munk (tv.), journalist på Vice, journalistens udsendte praktikant, og Isabella Hindkjær (th.), ledende redaktør på Vice.
Foto: Marie Hald

Stadig i opstartsfasen

Redaktionen på vice.com sidder i et mindre lokale nede ad en lang gang med knirkende trægulv, presset sammen om to bordøer.

Jeg ender på et hjørne mellem Lene Munk og Isabella Hindkjær, er ledende redaktør på Vice. Hende har jeg portrætteret på journalisthøjskolen. Dengang fortalte hun om snobberi i mediebranchen, om at journalistik i dameblade blev set som mindre fint end hardcore christiansborgnyheder.

Mens mange medier fyrer journalister, vokser Vice. I Danmark er cirka 120 ansat, inklusive reklamebureauet, men »ingen kender tallet helt præcist, for der kommer hele tiden nye til,« siger Isabella Hindkjær.

Lige nu er der 10 redaktionelle medarbejdere og en universitetspraktikant. Journalisterne hos Vice har ikke overenskomst.

»Vi er stadig i en opstartsfase, hvor det ikke har været det, der var i fokus,« som Benjamin Kürstein, head of content eller chefredaktør for Vice i Danmark, forklarer det.

Generation Ys stemme

Benjamin Kürstein fortæller, at Vice gerne vil være generation Ys stemme, og at redaktionen på Vice selv er generation Y. Når Benjamin Kürstein bruger ordet, taler han om mennesker mellem 18 og 34 år.

Vice Danmark får de fleste læsere gennem Facebook, flest er unge, og der er flere mænd end kvinder.

»Det, der optager os og er vigtigt i vores liv, er ekstremt styrende for den journalistik, vi laver. Hvis vi ikke kan få en diskussion i gang om det på redaktionen, gider vi ikke skrive om det,« siger Isabella Hindkjær.

 

Balsalen, hvor Vices reklamebureau, Virtue, holder til.
Foto: Marie Hald

 

At fortælle historier indefra

Vice er glade for ”den stærke jeg-fortæller”. En, der tør sætte sig selv i spil.

Søren Peter Knudsen, oversætter og skribent, skrev for eksempel en artikel om den norske successerie ’Skam’, om at være 17 år og ikke kunne tage del i det konstante kærlighedsdrama, som gymnasiet for mange var.

Jeg kunne selv mærke den helt nede i min egen 17-årige utilpassethed.

”Jeg så de andres flirt, forelskelser og dertilhørende jalousi som et stort fællesskab, jeg ikke passede ind i. (…) Jeg udfyldte med glæde og stolthed min rolle som den støttende ven, mens jeg på masochistisk vis ønskede, at dramaet bare én gang kunne handle om mig,” skrev han.

De kalder det “at fortælle historier indefra”. At bruge sin egen fascination, sin egen bekymring, vrede, væmmelse og glæde som drivkraft.

»Det er i virkeligheden det, vi beder kilder gøre hver dag. Sætte sig selv i spil. Så synes jeg, det er mystisk, hvis vi ikke tør gøre det selv,« siger Isabella Hindkjær.

Og uddyber:

»Journalistikken har brug for modige kilder, der tør problematisere og fortælle om deres oplevelser. Så skal vi fandme også selv være modige. Vi kan ikke længere bare stå på afstand og holde en mikrofon ud. Vi har en generation, der bliver bombarderet med info hele tiden, og hvis vi skal være relevante for dem, hvis de skal kunne relatere til vores journalistik, så skal vi også være modige og investere os selv,« siger Isabella Hindkjær.

Hvad betyder det i forhold til det klassiske, journalistiske kriterie om, at vi skal tilstræbe at være objektive?

»Jeg synes, det skaber en gennemsigtighed. Man varedeklarerer ved at fortælle, hvad skribentens tilgang er til det her. Ingen er i tvivl om, hvor man står,« siger hun.

Det betyder ikke, at skribenten skal være centrum i alle artikler hos Vice. Langtfra.

»Man skal spørge sig selv, om historien fungerer lige så fint uden en selv som tydelig jeg-fortæller. Hvis svaret er ja, skal man for guds skyld skrive sig selv ud. Men hvis det bliver en markant svagere historie, skal man turde tage ejerskab over fortællingen og træde ind i den,« siger Isabella Hindkjær.

»Den objektive tredjepersonsfortæller kan godt virke bedaget« 

Benjamin Kürstein mener, det er lettere at forholde sig til en artikel, der er skrevet, som man ville skrive til en af sine venner.

»Det er den måde, vi bliver præsenteret for information i vores generation, og den objektive tredjepersonsfortæller kan godt virke bedaget,« siger Benjamin Kürstein.

Fortælleformen udfordrer det, jeg lærer på mit ”rigtige” praktiksted. På Journalisten passer vi for eksempel på med at skrive om et emne, vi har udtrykt en holdning til offentligt.

Selv om det langtfra er al den journalistik, Vice laver, der bruger jeg-fortælleren, så bliver det gennemgående for mit praktikophold, fordi jeg skal skrive en historie, der tager udgangspunkt i min egen oplevelse.  

Klokken halv ti er der redaktionsmøde. Vi sidder om et sort marmorbord i et lokale med højt til stukloftet. Benjamin Kürstein har printet sidste uges onlineproduktion ud og gennemgår artiklerne en for en.

»Vi har ’En analyse af alle deltagerne i ’Den store bagedyst’ udelukkende på baggrund af deres udseende og job’. Jeg tænker ”hvorfor?” Hvad fanden skal jeg lære af det her? Det bliver poppet uden mening, og jeg kan ikke mærke, at skribenten vil noget med den tekst,« siger han.

Benjamin Kürstein (tv.), chefredaktør på Vice Danmark, og Isabella Hindkjær, ledende redaktør på Vice.
Foto: Marie Hald

»Væk fra fascinationen og ind i dine overvejelser«

En af de historier, Benjamin Kürstein er mest begejstret for til redaktionsmødet, er ’10 spørgsmål du altid har haft lyst til at stille en hjemløs’. Det er et nyt koncept på Vice i Danmark, tyvstjålet fra Vice i Tyskland.

Lars Jellestad har sat sig ved siden af sin lokale hjemløse, der dag ud og dag ind sidder uden for den lokale Netto på Gasværksvej, og stillet nærgående spørgsmål. For eksempel ”Bliver du nogensinde flov over at sidde på gaden?” og ”Hvornår har du sidst haft sex?”

»For mig er denne her historie det ideelle eksempel på, at vi holder mere, end vi lover i overskriften,« siger Benjamin Kürstein.

»Det giver så meget, at du har dig selv med,« byder Søren Peter Knudsen, som er skribent og oversætter, ind.

»Vi kommer væk fra det tabloide, væk fra fascinationen og ind i dine overvejelser. Det er din lokale hjemløse, vi får at vide, hvornår du giver penge og hvorfor,« siger han.

»Det er sygt Vice!«

Det er blevet min tur til at fortælle om min idé.

»Jeg skal skrive en feature om japansk bondage. Det er sådan noget, hvor man bliver snøret ind i reb og hængt op under et loft. Det skulle være ret meditativt,« siger jeg.

Idéen opstod, fordi en af mine veninder hver onsdag besøger sin rebpartner, og så øver de forskellige måder at binde hende op i loftet. Hun har vist mig billeder, hvor hun er bundet op i et træ, og det ser helt vildt ud.

Jeg er fascineret af, at man åbenbart kan komme i en slags meditativ tilstand af at hænge der. Det handler om at overgive al kontrollen til et andet menneske. Om tillid. Det bryder jeg mig slet ikke om, jeg er et kontrolmenneske. Og så er det smertefuldt. Jeg vil virkelig gerne forstå, hvad der får min veninde til at udsætte sig selv for det hver onsdag.

Min redaktør på Journalisten kiggede skeptisk på mig, da jeg fortalte ham om idéen. Jeg forsikrede ham om, at det var min egen idé, at det altså ikke var noget, Vice havde fundet på eller tvunget mig til. Jeg havde lyst til at lave historien, fordi jeg var nysgerrig.

Folk omkring bordet til redaktionsmødet på Vice er begejstrede.

»Det er et godt tegn, at du er den eneste her, der kender til det,« siger Lars Jellestad.

»Det er sygt Vice!« griner Alfred Maddox, som er oversætter og redaktør på Noisey, Vices musikmagasin.

 

Jeg lod mig selv blive hængt op for at forstå, hvorfor folk dyrker japansk bondage..
Foto: Marie Hald

 

I kælderen i Valby

Min historie starter ude i Valby, hvor en høj mand tager imod mig. Jeg kender ham kun fra et par facebookbeskeder frem og tilbage og en kort telefonsamtale, hvor vi aftalte tid og sted. Vi sætter os i en lav sofa, og noget, der minder om et forinterview, begynder.

Har jeg nogen skader i knæ, ryg, arme, han skal kende til? Har jeg problemer med at sige fra? Jeg svarer nej til begge.

Vi sætter os over på en stor madras på gulvet, og han finder reb efter reb efter reb frem. Der skal mange meter til at binde et menneske op i loftet.

I løbet af de halvanden time, hvor han binder mig ind i reb og siden op i en metalring i loftet, skifter jeg konstant mellem at være lysvågen, lægge mærke til rummet omkring mig, mærke, hvordan rebene føles ru på min hud, temperaturen i rummet, hvordan rebene dufter af hamp. En gang imellem bliver smerten og nærværet mellem ham og mig så intenst, at jeg kommer ud af den evige tankestrøm.

Det er min udfordring. Jeg ved, at jeg skal sætte ord på alt det, jeg oplever, i to artikler senere – både en til Vice og denne til Journalisten. Derfor må jeg ikke glide helt væk. Men omvendt, hvis jeg er for meget til stede journalistisk, kan jeg ikke slappe af og tage oplevelsen ind.

Da vi er færdige, bliver jeg hejst ned igen, og vi ligger et stykke tid på madrassen. Jeg tænker, at hvis jeg formår at beskrive denne her oplevelse ærligt og troværdigt i artiklen, så kan det virkelig åbne for en snak om andre måder at opleve nærvær og intensitet på.

Efter en kort visit inde på Vice-redaktionen cykler jeg hjem.

Bangerbarrieren

Klokken halv tre samme nat vågner jeg, rastløs. Oplevelsen fra Valby sidder i hele min krop. Jeg skriver interviewet fra tidligere ud og alt det, jeg kan huske fra min eftermiddag i Valby.

Torsdag er jeg igen i Valby, vi skal have taget billeder til artiklen.  

Fredag morgen har jeg stadig kun et væld af noter og ingen artikel.

»Kristian!« råber Isabella Hindkjær pludselig nede bag sin store skærm. »Kristian, du banger! Der er 80 inde at læse din artikel lige nu. Det er den officielle bangerbarre.«

Isabella Hindkjær sidder løbende og holder øje med, hvordan de forskellige artikler klarer sig: Hvor mange der læser dem i øjeblikket.

Kristian Nielsens artikel handler om, at han skulle leve en dag som sit 20-årige jeg. Han er i dag 30 år, og gennem teksten fornemmer man, at det måske slet ikke er så slemt at blive ældre.  

Hun vender sig om mod Kasper Boll, som har ansvaret for sociale medier, eller social, som de siger på Vice.

»Har du set det, Kasper: Kristian, han banger

»Nej, men jeg havde godt forventet, at den ville bange derudad. Round of applause, round of applause,« siger han.

Vi klapper alle sammen. Jeg ved stadig ikke, hvor min artikel skal starte.

»Oppe i rebene, oppe under loftet!« siger Lars Hinnerskov, som er redaktør på Munchies, Vices madmagasin.

Personligt uden at være privat

Jeg har interviewet to kvinder, der dyrker japansk bondage. De skal, sammen med mig, være cases. Og så har jeg interviewet ham, der bandt mig.

Det lykkes mig at komme i gang: Jeg skal interviewe to kvinder, der dyrker japansk bondage – den ene i aften og den anden i morgen. 

”’Prøv at holde dit ben og din overkrop strakt,’ siger manden, før han hiver i det reb, han har bundet om min venstre ankel. Mit højre ben hænger allerede oppe i luften. Jeg mister fornemmelsen af madrassen under min fod. Rebet, der sidder fast om min ankel, bliver bundet om en stor metalring, der hænger i loftet, før det igen bliver bundet fast til min ankel.”

Klokken halv tolv sender jeg første udkast til artiklen til Isabella Hindkjær.

Den er lykkedes, lyder dommen. Den er personlig uden at være privat. Man kommer tæt på, men ikke for tæt.

»Den personlige fortæller er stadig en journalistisk fortæller, der vinkler og præsenterer stoffet. Den private fortæller er alt for meget patos og får nærmest karakter af en confession,« siger Isabella Hindkjær om forskellen på succes og fiasko med en jeg-fortæller.

En uge efter min sidste dag på Vice sender Isabella Hindkjær mig en praktikantevaluering. Under punktet ”På hvilke områder er praktikanten stærk?” har hun skrevet:

”Initiativ, en engageret og modig fortæller, der bringer sig selv i spil.”

Tilbage på Journalisten spørger min redaktør mig, om jeg kan leve med et stykke arbejde, hvor jeg krænger en del af min personlighed ud.

Ja, det kan jeg godt. Selv om mit personlige møde med japansk bondage er bærende i historien til Vice, så er det stadig en journalistisk tekst. Den er baseret på interviews, research og reportageelementer. Den er vinklet og redigeret. Det ville være en svagere historie, hvis jeg ikke var i den.

Men jeg er nervøs for, hvordan den bliver læst. Hvordan jeg bliver læst. For jeg føler ikke kun, det er min journalistiske faglighed, jeg viser frem. Det er også bare mig. 

 

 

 

Magasin: 

Kommentar

20/11/2016 - 14:15

Per Lysholt

Ganske fin artikel. Jeg ville egentlig kommentere på Øjvind Hesselagers leder om Vice fra dette nummer, men det må jeg så gøre til denne artikel, som er anledningen til Hesselagers leder.

Det danske Vice er gode til at få andre medier til at skrive artikler om dem. Alle med det samme udgangspunkt, at Vice er de frække drenge i klassen. Journalisten beskrev også Vice i en artikel fra august i år, hvor de igen blev beskrevet som et medie, der gjorde tingene anderledes. Men jeg synes, at de slipper for let afsted med den påstand.

Journalistens udsendte har i denne artikel ladet sig hænge op i et loft i Valby. Jeg læste med med fornøjelse, men den slags artikler kan man jo ikke finde i det danske Vice ellers.

Det virker, som om at der ikke bliver sondret mellem det internationale Vice og det danske Vice. Det danske Vice(inkl Munchies) har 5-7 redaktionelle medarbejdere. Journalisten.dk, Euroman og andre magasiner omtaler ofte Vice som noget nyt. Måske var det canadiske/amerikanske Vice det engang, men jeg synes, at det er spøjst at tale om det danske Vice som noget decideret nyt.

I dansk henseende er det nye måske, at deres forretningsmodel baserer sig på at have et kæmpestort reklamebureau, der skal tjene pengene hjem til det journalistiske produkt. Så den del er fair nok at beskrive som noget nyt.

Jeg har læst en del med på Vices danske site. Jeg har læst mange gode artikler, men også for mange artikler, der forsøger at finde en narko-vinkel på en aktuel begivenhed. Og i lige netop den henseende er Vice faktisk det allermest forudsigelige medie herhjemme. Det er ikke specielt nyt og frækt at hive narko-vinklen frem et par gange om måneden.

Alt i alt synes jeg, at Vice skriver nogle gode ting på den side og nogle forudsigelige ting på den anden side. Og al ære og respekt for, at de får flere og flere redaktionelle medarbejdere. Det er fedt, at der i det danske medielandskab er en bred vifte af mindre medier, der skriver, hvad de har lyst til.

Men en nyskabende form for journalistik har jeg endnu ikke hos Vice. Men fred være med, at de er gode til at sælge den historie til andre medier. I den henseende har jeg ikke noget at udsætte på Vice, men tværtimod de mange medier, der ukritisk køber Vices salgstale hver gang.

Og så til Øjvind Hesselagers leder:

Det virker, som om du har skrevet den leder i stor hast. Du omtaler deres samarbejde med Danske Bank som et problem - men det samarbejde ophørte mig bekendt for over et år siden. Og så vidt jeg ved fra en tidligere medarbejder på Vice, så er det et samarbejde, som de ikke er stolte af. Hvorfor har du ikke spurgt chefredaktøren ind til det?

Derudover skriver du: "Man kan kritisere Vice for meget. Og hvem ved, hvor god økonomien egentlig er i længden, hvis vi for eksempel får en ny finanskrise?"

Er det ny stil, at man på Journalistens lederplads spekulerer over noget, man slet ikke har sat sig ind i? Jeg aner ikke, hvordan deres økonomi hænger sammen, men jeg synes ikke det er fair overfor Vice, at du lige hiver den der op af hatten. Hvorfor skulle Vice stå dårligere end andre medier, hvis der kommer en ny finanskrise?

Derudover problematiserer du, at reklamebureauet og redaktionen har samme hovedindgang. Men har du eksempler på, at Vice har skrevet positivt om et eller andet, der har en forbindelse til reklamebureauet?

23/11/2016 - 16:19

Øjvind Hesselager

Kære Per

Hvis du går ind på dette link:

http://danskebank.dk/da-dk/privat/konti/unge-og-studerende/pages/unge-og-oekonomi.aspx

vil du se, at Danske Bank her omtaler samarbejdet Vice Penge:

"Sitet skal fylde et hul i medielandskabet ved at skabe redaktionelt indhold om penge og økonomi til den unge generation," lyder det blandt andet, hvorpå det linkes videre til dette:

http://www.vice.com/en_dk/series/penge

Hvis samarbejdet er ophørt, fremgår det ikke. Det fremgår heller ikke at sitet, at der er et samarbejde, men det må jeg formode ud fra bankens egne oplysninger.

Du kritiserer også at jeg ikke fremlægger dokumentation for denne spekulation:

"Og hvem ved, hvor god økonomien egentlig er i længden, hvis vi for eksempel får en ny finanskrise?"."

Det kan jeg jo ikke, da det er en fremskrivning. Men den underliggende tilstræbte logik er, at et medie, der er afhængigt af annoncekonjunkturer, først står sin rigtige prøve på markedet, hvis konjunkturerne også dykker online.

Du kritiserer, at jeg problematiserer, at reklamebureau og redaktion har samme hovedindgang og efterlyser, at jeg fremlægger eksempler på at det er gået galt. Jeg tror sådan set ikke det er gået galt.

Men jeg tror - som jeg skriver - at der er "mulige faldgrupper" i så tæt en relation. Mere konkret: Måske er der vinkler, der ikke bliver valgt, fordi en anden del af huset kører en kampagne. Derfor er modellen opsigtsvækkende - den gør koncernen sårbar for kritik. Og det kan jeg sagtens i en leder spekulere i og over - helt uden dokumentation.

Du giver samlet artiklen karakteren "ganske fin" og efterlyser - må jeg forstå - at vi skriver om Vice ud fra et andet og mere kritisk udgangspunkt, hvor man ikke køber præmissen om, at de er klassens frække dreng.

Det kunne sikkert være en interessant historie, men det er jo ikke genren. Genren er, at Journalistens udsendte er i praktik og der tilegner sig den gældende fortælleform. Og derpå fortæller om sin oplevelse med at prøve det.

Du har jo selv gjort det her:

http://journalisten.dk/i-praktik-paa-se-og-hoer

Hvor du er i praktik på Se og Hør. Det er også en "ganske fin artikel" og mere til, synes jeg. En fin indføring i, hvordan man arbejder på Se og Hør og ikke mindst hvor svært det er at lave såkaldt sladderjournalistik, der kræver solid dokumentation.

Du var med til at lave en historie om to transseksuelle piger. Det ændrede næppe det gældende syn på Se og Hør - men det var interessant at høre om dine anstrengelser.

Tak for bidraget!

Med venlig hilsen

23/11/2016 - 17:06

Per Lysholt

Tak for svar.

Jeg synes stadig, at spekulationen over deres økonomi og deres samarbejde med reklamebureauet er uinteressant på lederplads. Ingen bliver klogere af det. Det er mulige problematikker, men ingen aner det og svarene blafrer i vinden.

Angående Danske Bank-samarbejdet: Hvis du går ind på http://www.vice.com/en_dk/series/penge, kan du se, at den seneste artikel er fra januar 2016. Op til da er der en rimelig stabil frekvens af artikler på det subsite, så alt tyder på, at det projekt er droppet.

Jeg er udmærket klar over, at "i praktik"-formatet ikke skal være kritisk, men det har jeg heller ikke skrevet. Jeg henviser til den generelle dækning af Vice - fra både jer, Euroman og andre - som beskriver Vice som frække og nye. Det er den fortælling, jeg gerne vil anfægte. Du er jo inde på mulige problematikker i din leder - jeg vil gerne se det som journalistik på et eller andet tidspunkt.

Så tag det som en opfordring :)

MVH Per

Seneste jobopslag

Kommunikationsmedarbejder til Datatilsynet

Datatilsynet
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationsmedarbejder

Ballerup Idrætsby
Ansøgningsfrist: 30.11

Redaktør og teamleder til Dansk Flygtningehjælps kommunikationsteam

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 06.12

Vikariat, jourhavende på Avisen.dk

Avisen.dk
Ansøgningsfrist: 27.11

Journalist til Politikens sportsredaktion

Politiken
Ansøgningsfrist: 04.12

idényt søger digital forretningsansvarlig

BENJAMIN MEDIA A/S
Ansøgningsfrist: 30.11

Erfaren marketing- og kommunikationsmedarbejder

HR Skyen
Ansøgningsfrist: 08.01

Content marketing-medarbejder

Spejder Sport
Ansøgningsfrist: 23.11

Kommunikationschef

Varde Kommune
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationsmedarbejder på deltid med hjerte for frivillige

Kirkens Korshær
Ansøgningsfrist: 22.11

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole søger en underviser

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationskonsulent til Kultur- og Fritidsforvaltningen

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 20.11

Undersøgende reporter til Radio24syv

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11

Radio24syv søger reporter til Aarhus eller København

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11

To kreative Social Media Managers til Berlingske!

Berlingske Media A/S
Ansøgningsfrist: 26.11