Journalisten i 111 år - tag med på tidsrejse

Vidste du, at det var Journalistens redaktør, som for 100 år siden pressede på for at få ansat Danmarks første spindoktor? Eller at forbundshuset i en periode var kunstnerknejpe? Journalisten er 111 år, og det fejrer vi med en tidsrejse af anekdoter, debatter og masser af billeder fra 1905 til 2016
  • Collage: Journalisten
    De 111 år i Journalisten har i den grad budt på variationer i både tekst og visuelt udtryk.
28.12.2016 · 13:42

2016 er Journalistens 111. udgivelsesår, som snart går på hæld. Vi har benyttet lejligheden til at dykke helt til bunds i det arkiv af indbundne Journalisten-udgaver, som ellers mest tjener som solid væg-isolering bag den digitale redaktør. Vi fandt en guldgrube! Læsning af Journalisten er historien om forbundets udvikling fra standsforening til fagforening. Det er historien om alle de faglige diskussioner og problemstillinger, hvor nogle er nye, imens andre lader til at ramme igen år efter år efter år...

Tag med på tidsrejsen herunder!

 

1905: Et blad om forholdet til arbejdsgiverne

Verdens første nummer af Journalisten kom i januar 1905. På forsiden kunne man læse programerklæringen for journalisternes nye fagblad. Her slog man fast, at trods samklangen, journalisterne følte med udgivere og redaktører, så havde parterne dog særinteresser.

”Det er da for at faa Lejlighed til at fremsætte, hvad der ligger os paa Sinde i vort indbyrdes Forhold og i vort Forhold overfor dem, til hvem vi føler os knyttede i den fælles Gerning, at ”Journalisten” fremkommer,” skrev redaktør Andreas Bruun.

 

1905: Forskel på journalistik og reklametekster

Allerede her kunne man læse om en problemstilling, der skulle blive et trofast tema i Journalistens foreløbig 111 år: Tekstreklamen.

”Naar en Mand kommer til et Blad og siger: jeg vil gerne avertere hos Jer, men saa skal I skrive noget om mine Ting: – ja, saa siger Redaktion og Forretningfører ja, fordi et Blad nu engang ikke kan leve uden Annoncer, hvad vi Journalister jo til Syvende og Sidst heller ikke kan, og fordi Konkurrencen er stærk og Kapløbet for at faa Annoncer endnu stærkere.” 

Journalisten var i sine første mange år fuld af alskens annoncer. Her for Brama Livs-elixir.

For at skille skæg og snot for sig foreslog Hjalmar Hansen i stedet, at annoncørerne selv skulle aflevere en tekstnotits, som bladene eksempelvis kunne trykke i en særlig rubrik.

”Saa vilde de reklamerende Publikum og Bladene staa klart og forretningsmæssigt overfor hinanden og Pressen,” skrev han.

 

1907: Journalisten stod bag den første spindoktor

I en artikel 15. september slog Journalistens redaktør Victor Elberling til lyd for, at man oprettede en pressesekretær-post i Udenrigsministeriet. To år senere tager han sagen op igen og beklager her, at udenrigsstoffet fører en ”askepottilværelse” i de danske blade.

Den sag bliver hørt af udenrigsminister Scavenius. I efteråret 1909 foreslås en bevilling på Finansloven på 10.000 kr. til en pressesekretær. Journalisten glæder sig over forslaget og håber på en ”pressens repræsentant” i ministeriet. Allerede dengang var der dog rynkede bryn. Ved den efterfølgende finanslovsdebat udtrykte MF og redaktør Hans Nielsen fra Horsens frygt for, at bevillingen kunne blive brugt ”til et Slags Forsvarsagitations-Bureau”. Udenrigsminister Scavenius beroligede ham dog: ”Det er min Overbevisning, at ingen Udenrigsminister nogen Sinde vil gaa med til Misbrug i den Retning.”

 

Den faste oversigt i Journalisten over gratis glæder, som forbundets medlemskort gav adgang til.

1909: Luderne ville have mere

Journalisterne har i 111 år været værd at holde sig på god fod med. Men i 1909 måtte Journalisten alligevel oplyse, at Trafikministeriet havde afslået forbundets ønske om frirejser med statsbanerne, når der rejses i journalistisk øjemed.

Til gengæld var der mange andre gratis glæder for forbundets medlemmer. Bagerst i Journalisten var en fast liste over ydelser, som legitimationskortet gav adgang til – ofte med Dame – bl.a. diverse jernbane- og skibsruter. Biografer, udstillinger, sportsbegivenheder og forlystelsesanstalter.

 

Valdemar Andersens plakat for Rundskuedagen 1911 har skrevet sig ind i plakatkunstens historie.

1910: Rundskuedagen – den store cashcow 

I 1910 fik en fiffig journalist en idé, der skulle udvikle sig til lidt af en guldgrube for Journalistforbundet: Rundskuedagen. Journalistforbundet arrangerede, at publikum, der købte rundskue-hæfterne, kunne komme på besøg i en lang række virksomheder og institutioner, der i dagens anledning åbnede og viste frem, og samtidig deltog i et lotteri. Der var lagt op til en folkefest, der blev blæst af klokken 24 af en lurblæser på rådhusets balkon. 

Fest blev der også – især da overskuddet på 23.000 kroner blev talt op. Og som formand Kristian Dahl konstaterede: ”Fristende kunde det være at gøre Dagen om igen næste Aar.”

Rundskuedagen blev en årlig begivenhed og samtidig en enestående indtægtskilde, som langt overgik, hvad der kom hjem i medlemskontingenter, og gjorde forbundet til en temmelig velpolstret organisation. Pengene røg i forbundets kasse, men i 1912 stiftedes Journalisternes Hjælpefond, og løbende blev en stadig større del af rundskue-indtægterne kanaliseret til velgørende formål.

Forbundets formand Kristian Dahl som høne, der lægger et guldæg i form af Rundskuedagen.

Med tiden blev det især de københavnske børn, der kom i fokus for de velgørende midler, og i 1949 oprettede man Fonden Københavns Rundskuedag, der gav penge til børnehaver og vuggestuer og finansierede flere ”rekreationshjem” for svage børn. Blandt andet købte man i 1959 Stutgården i Hillerød af Henrik Cavlings enke og oprettede et behandlingshjem for børn, som stadig eksisterer i dag. Som indirekte konsekvens af forbundsfusionen i 1961, blev Rundskuedagen en selvejende institution i 1963, styret af repræsentanter for journalistbranchen samt stat og kommuner. Sidste Rundskuedag blev afholdt i 1988 efter dalende interesse.

 

1910: Interviewet på retur 

Dette år konstaterer Valdemar Koppel i Journalisten, at brugen af interview nu ”har raset ud” og er på retur. Det mener han er heldigt.

”Hvor mange Hundrede Interviewer har man ikke læst, der var saa øde og golde som Lyngheden, skrevet blot for at fastslaa den Kendsgerning, at Bladets Medarbejder havde talt med en eller anden Mand, der heller ikke vidste noget,” skrev han.

Interviewet var i 1910'erne stadig en ny genre i journalistikken.

 

1911: Kvindernes behov for Toiletter 

I 1911 – tre år før kvinderne fik stemmeret – var der grøde i kvindesagen, og Journalisten har jævnligt de kvindelige journalister oppe som emne. Loulou Lassen var ifølge ’Dansk Kvindebiografisk Leksikon’ den første kvindelige journalist, der for alvor betrådte mændenes almen-journalistiske enemærker og ikke blot skrev om klassisk kvindestof. Og hun skrev i nummer 10 om den kvindelige journalists glæder og sorger:

”Journalistiken er et af de faa Omraader, hvor Kvindernes Arbejde lønnes efter samme Vilkaar og samme Skala som Mændenes. Ganske vist er den kvindelige Driftskonto ogsaa i flere Retninger større end den mandliges. Skal hun f. Eks. Anmelde Teater-forestillinger eller en Koncert eller skal hun jævnligt referere officielle Festligheder, kan hun ikke nøjes med at trække i Kjole og hvidt. Hun maa have Toiletter, som passer til de forskellige Lejligheder, og disse Toiletter maa hyppigt veksles, da hun hurtig bliver en »kendt« Personligt.”

Loulou Lassen, tegnet til Journalistens serie om kvindelige journalister i 1912.

 

1912: Før SKAT gik op i bilag

De fleste freelancere sidder hvert forår og klør sig i nakken over, hvilke udgifter der mon er fradragsberettigede. Men så kan man jo drømme sig 100 år tilbage, hvor den slags var knap så kompliceret.

I en notits mindede Journalisten sine læsere om at fradrage en del af indtægterne som driftsudgifter. Forbundets bestyrelse havde året før skrevet til Skattedirektoratet og gjort opmærksom på, at journalister var folk med mange udgifter, og at den indtægt, arbejdsgiverne indberettede, måtte betragtes som bruttoindtægt.

Den mest retvisende måde at opgøre sit fradrag var naturligvis at gemme sine kvitteringer og lave et regnskab, hed det i notitsen, som dog herefter bemærkede, at ”det er vel kun de færreste Journalister, der fører et saadant omhyggeligt Regnskab”. Det alternative forslag var et frisk slag på tasken, for eksempel en halv snes procent. Og det kunne man godt slippe af sted med, i hvert fald i provinsen: ”Det er en Kendsgerning, at Ligningskommissionen i en større Købstad officielt har anerkendt et Fradrag for Journalister svarende til 15-25 pct. af Indkomsten.”

 

1912: Primadonnaens død 

Den 29. januar 1912 døde Herman Bang. Siden et stort navn i dansk litteraturhistorie, men det var journalistikken, der var hans levebrød. Han var en særdeles produktiv reporter, der kastede sig over emner på en bred kam lige fra damemode til socialstof, og med sin impressionistiske stil kunne han sætte ild til det mest trivielle stof. Dertil kom en ekstravagant livsstil med dyre vaner, herunder et storforbrug af parfume.

Forbundets formand Kristian Dahl, som selv havde haft Bang som en slags mentor, skrev mindeordene på forsiden af nummer 4.

Herman Bang.

”Liv bragte han med sig, hvor han kom, og Intet var ham fremmed og forhadt som det Dødvande, hvori Dagens Begivenheder mister deres Farve og sløvt affærdiges med de én Gang vedtagne, slidte og derfor virkningsløse Ord.  Han var den altid vibrerende Nerve, der ved sin Personligheds Magt evnede livfuldt at paavirke sine Omgivelser, saa at Blodet i Bladets Organisme ligesom blev rødere og rullede hastigere.”

Hvad Dahl så valgte ikke at komme ind på, var at Bang selv som person havde været et yndet mål for satire og kritik i medierne, især i forbindelse med ’sædelighedssagen’ i 1906-07, hvor en uhellig alliance af presse og politi forsøgte at afdække det københavnske morads af homoseksuelle elementer, som Bang altså tilhørte.

Blandt andet kunne man i Politiken læse følgende ord om Herman Bang, skrevet af Johannes V. Jensen:

”En meget kendt Forfatter, der i øvrigt foruden at være abnorm ogsaa har et vist Talent, er naaet til i disse sidste Dage at staa frem og snakke om Landets Forsvar? Staklen, der næppe nogensinde har haft et Vaaben i sin Haand, lider formodentlig i Øjeblikket af platonisk Kærlighed til en Løjtnant.”

Skriverierne tog hårdt på den sensible Bang, der valgte at rejse ”i landflygtighed” og slå sig ned i Berlin. Han døde under en oplæsnings-turné i USA.

 

1912: Utaknemmeligt kongehus

Had-kærlighedsforholdet mellem kongehus og presse har en god, lang tradition bag sig. Valdemar Koppel fra Politiken undrede sig i sit fagblad over den afvisende holdning, han ofte mødte hos den nyligt afdøde Frederik 8.’s hof. For ville man opnå offentlighedens – folkets – anerkendelse, måtte det jo ske gennem offentlighedens repræsentanter. ”Og naar Journalisterne, der er Offentlighedens Repræsentanter, mødes med Kulde, Overlegenhed og Uhøflighed, så er det ikke blot forstaaeligt og tilgiveligt, om den Omtale, der bliver Følgen af deres Henvendelser, bliver noget mindre sympatisk stemt.”

Koppel beklagede sig videre over hoffets ”komiske” ansættelse af egen hofreporter, hvilket han så som et upassende forsøg på kontrollere de informationer, der gik ud til offentligheden.

 

1912: Journalistuddannelse? Aldrig i livet!

Journalisthøjskolen som institution så dagens lys i 1962. Men allerede 50 år før var DJH et diskussionspunkt i Journalisten.

Anledningen var en artikel i provinsjournalisternes medlemsblad, hvor H.P. Herman Hansen havde slået til lyd for en journalisthøjskole for at sikre fagets anseelse og som værn mod ”det fuldkommen sorgløse Anarki, der har raadet og delvis raader endnu med Hensyn til Tilgangen til Faget”.

Men Journalistens redaktør Victor Elberling siger: ”Nej!” Han ser det som en fordel, at journaliststanden har en broget baggrund og kommer ”fra Sætterkassen, fra Ploven, fra Læsten, fra Disken”, hvorimod det vil være ”Vanvid at gøre Pressens Mænd til en Samling Examiniati, et uniformeret Korps, der forpagtede Stillingerne og holdt alle ude, som ikke Skolen havde givet sit Stempel”.

 

1913: Erhvervsreporteren Nina Bang

Kvindelige journalister var I begyndelsen af 20. århundrede en sjælden art, som fagbladet Journalisten 1912-13 dyrkede nysgerrigt med en serie selvbiografier. Sidste artikel i serien er med Nina Bang, der fortæller, hvordan en overretssagfører under et middagsselskab havde forklaret hende om hans investeringer og deres afkast. Det blev en øjenåbner for den socialdemokratiske Nina Bang, da hun forstod, at aktieudbyttet ikke var et direkte udtryk for virksomhedens resultat. For de lave aktieudbytter var netop det modargument, arbejdsgiverne brugte, når arbejderne forlangte mere i løn. Nina Bang satte sig for at undersøge og dokumentere det forhold, hvilket resulterede i en artikelrække og fast tilknytning til Social-Demokraten.

I 1924 blev Nina Bang undervisningsminister og verdens første kvindelige minister i en parlamentarisk regering.

 

1913: Børnenes ven

Den 26. juli 1913 afsporedes tog nummer 1029, kaldet ’Emigranten’, på vej mod Esbjerg. Toget var forsinket og i høj fart for at indhente den tabte tid, men da skinnerne havde slået sig på grund af varmen, gik det galt i en kurve lige efter Bramming Station. Vognene væltede af sporet, 54 personer blev kvæstede, 15 blev dræbt. En af disse var journalist og folketingsmedlem Peter Sabroe.

Sabroe var som journalist kendt for sine afslørende socialreportager blandt den fattige landbefolkning. Han var især optaget af børns forhold, og ofte havde han ud over sine egne fire børn en række plejebørn boende – nødstedte børn, han havde med hjem fra sine rejser.

I mindeordene for Sabroe på forsiden af Journalisten hed det blandt andet: ”Intet Navn har i de senere Aar været mere omstridt end hans. Han var elsket og hadet, paakaldt og forkætret, frygtet og foragtet, forgudet og latterliggjort. Da Budskabet om hans frygtelige Død spredtes ud over Landet, standsede dette disharmoniske Orkester. Man hørte kun en stille Graad fra Tusinder af Samfundets Smaa, og man forstod, hvad han betød for dem.”

 

Forbundets første sommerhus ved Liseleje, fotograferet 1915.

1914: Journalister – nu med sommerhus 

På en ekstraordinær generalforsamling i efteråret 1913 besluttede forbundet at bevilge penge til et sommerhus, og i juli 1914 kunne formand Kristian Dahl fortælle om sommerhuset i Liseleje, der nu snart stod færdigt:

”Tegltaget er lagt og slynger sin smukt buede Linje ned over Stuen med den murede Pejs, over Glasverandaen og over den aabne, stenlagte Loggia, hvor hvide Søjler støtter Tagets Rand, og fra hvilken man har den fri og brede Udsigt over Havet.”

Huset var gratis at bruge mod et depositum på 10 kr. Det kunne udlånes 14 dage ad gangen til et aktivt medlem med familie eller ”2 til 3 enlige aktive Medlemmer af samme Køn”.

Sommerhuset skulle snart blive fulgt op af mange flere og blev indirekte grundstenen til Journalisternes Feriefond.

 

1914: Verdenskrig og censur rammer pressen

Verdenskrigens udbrud i sensommeren 1914 vendte op og ned på hverdagen for de fleste danskere. For selv om Danmark var neutralt, lå man som en lus mellem to negle – Tyskland og England. Af frygt for at provokere eller støde vores krigsførende naboer, indførte staten pressecensur i form af nogle retningslinjer – et cirkulære – for neutral omtale af begivenhederne i verden.

De nye ’ordensregler’ affødte ikke noget ramaskrig. Men lidt beske kommentarer blev det til.

Anders Vigen fra avisen ’København’:

”Det er netop Ulykken, at Pressen, med en ligesaa loyal som konsekvent Fornægtelse af sit eget Væsen, har ophørt at fungere paa den offentlige Menings Vegne.”

Senere blev censuren suppleret af systematisk telefonaflytning af en lang række danskere, herunder flere journalister, bl.a. Politikens redaktør Henrik Cavling. Det dog først frem mange år senere. Både censur og aflytning blev i øvrigt varetaget af Udenrigsministeriets Pressebureau, som Journalistens redaktør nogle år tidligere havde været initiativtager til.

 

1914: Fagbladet kom før forbundet 

Henrik Cavling fik så kort tid som formand, at det reelt var Kristian Dahl, der blev den store ”landsfader” i forbundet.

Mange går og tror, at fagbladet Journalisten udspringer af Journalistforbundet. Men det er faktisk omvendt, fortæller Henrik Cavling i Journalisten, da han i anledning af forbundets 10 år skriver om dets tilbliven.

”Hvem der egentlig undfangede Ideen til Forbundet véd jeg ikke; det var i alt Fald ikke mig. Derimod havde jeg haft Ideen til et Journalistblad, som jeg i Tanken havde opkaldt efter Le journaliste,” skriver Cavling. Han diskuterede ideen med andre journalistkolleger, og på et møde på Hotel Dagmar besluttede han og fire-fem andre journalister at stifte en ”Sammenslutning”, udgive et medlemsblad og ”give Medlemmerne af Foreningen et norsk Knaphulsmærke som Legitimation”.

I samme nummer skriver Oskar Jørgensen fra Social-Demokraten, at idéen til forbundet opstod hos ham i en diskussion med kollegaen Herman Hartvig ”en sludfuld Novemberdag” på hjørnet af Købmagergade og Amagertorv.

 

1914: Referatbørsen i Strandstræde

Journalistforbundet var i sine første år mest af alt en selskabsforening, der byggede på en længere tradition for kammeratligt samvær mellem de københavnske journalister. A. Blichfeldt fortæller i Journalisten om ’Klubben’, der i slutningen af 1880’erne havde hjemme på en café på hjørnet af Bredgade og Strandstræde. Et af de mere praktiske formål var den såkaldte ’børs’, hvor journalisterne simpelthen koordinerede og byttede referater med hinanden.

”Trods vores anerkendte Evne til at være allestedsnærværende, kunde vi absolut ikke hver for sig besørge 9 Generalforsamlinger paa samme Aften – særlig ikke naar de 7 var Kl. 6, spredte over alle Byens Selskabslokaler. Saa maatte Ussing gaa til »det forenede«, Blicher til »Dyrebeskyttelsen«, Blichfeldt til Forsvarsbrødrene osv., for efter endte Togter atter at samles og saaledes unitis viribus komme i Besiddelse af samtlige 9 Møder.” 

 

1915: 95 år før Aller-blokaden

At genbruge tekst og billeder i andre udgivelser uden vederlag er ikke noget, Aller har opfundet. Emil Andersen advarer mod ’Illustreret Tidende’, som ikke alene ”honorerer sløjt”, men også sælger bidragene videre. Han solgte fire billeder og 91 linjers tekst til bladet, men blev noget overrasket, da han en uge senere fandt artiklen og to af billederne i Randers Amts Avis.

Han refererer selv ordvekslingen, da han på Illustreret Tidendes redaktion spørger til videresalget.

»Er det Dem bekendt, at »Randers Amts Avis« har aftrykt Artiklen, uden Mærke og uden Kilde-angivelse?«

»Nej, det var skam ikke Meningen!« svarede Ekspeditions-Lederen.

»Men saa Klichéerne da?«

»Ja, jeg skal sige Dem, vi har en Overenskomst med »Randers Amts Avis«, hvorefter vi laaner dem derovre vores Klichéer …«

»Altsaa in casu mine?«

»N-næej! Det er da vore!«

»Billederne er da mine!«

»Ja, hvis Fotografen kommer og forlanger Erstatning for Afbenyttelsen, saa maa vi jo tale om det.«

Emil Andersen skrev derefter til Randers Amts Avis og fik tilsendt fire kroner som honorar.

 

1915: Luftskib til forbundet

Forbundets nye sommerhus i Liseleje var en stor succes, og Journalisten bragte jævnligt begejstrede beretninger om medlemmers ferie i huset. Det satte tankerne i gang om nye investeringer, blandt andet idéen om at investere i en lystkutter, som medlemmer kunne låne og bruge til sommersejlads med familien. Forslaget fik positive tilkendegivelser med på vejen, mens andre synes, det var temmelig latterligt. Herunder bestyrelsesmedlem Johannes Dam, der foreslog – med kraftig satirisk undertone – at forbundet i stedet investerede i Zeppelin-luftskib.

For at finansiere dette eventyr foreslog han, at den årlige ’Rundskuedag’, hvis overskud gik til forbundets hjælpekasse, i stedet blev afholdt en gang om måneden. Det ville borgere og institutioner utvivlsomt tage imod med begejstring, ”når de ser, hvor paatrængende Brug vi har for Pengene til at – er det ikke saadan, det hedder i Lovene – »højne standens anseelse«”.

 

1915: Første redaktørfyring

Der skulle kun gå 10 år, før Journalisten oplevede den første redaktørfyring. Anledningen var lige så banal som klassisk: Redaktøren havde kritiseret forbundsformanden. Formand Kristian Dahl skrev i Journalisten om den årlige ’Rundskuedag’, der med stor succes tjente penge til forbundets hjælpekasse. Journalistens redaktør Bertel Bing antydede dog i en personlig kommentar, at der var ved at gå lidt for meget event-arrangør i forbundet på bekostning af det faglige fokus.

Den kommentar faldt ikke i god jord, men formanden ville dog lade Bing blive som redaktør, ”hvis jeg vilde forpligte mig til fremtidig at vise ham alle Journalistens Artikler, inden de gik i Bladet. Jeg nægtede at gaa med til en Censur af den Art …” som han skrev. I det efterfølgende nummer var Kristian Dahl ny redaktør for Journalisten.

 

1916: Kommercielt journalistblad

På Journalistens redaktion har vi flere gange leget med tanken om, hvorvidt bladet kunne klare sig på kommercielle vilkår. I 1916 nøjedes forbundet ikke med tanken – man gjorde det. Idéen om at udgive et journalistisk magasin opstod i slutningen af 1915 hos bestyrelsesmedlemmet Johannes Dam, og efter en læserkonkurrence om navnet kunne Journalistforbundet den 3. maj 1916 offentliggøre, at man fra 1. juli ville udgive ’Pressens Magasin’.

”Magasinet, der bliver rigt illustreret, vil i Format og Udstyr komme til at ligne de store franske, engelske og amerikanske Magasiner. Det vil bringe novellistiske Bidrag af Nordens ypperste Forfattere, populært videnskabelige Artikler, Betragtninger over aktuelle Samfundsspørgsmaal m. m.” hed det.

Pressens Magasin var ikke et medlemsblad – Journalisten skulle udkomme som hidtil – men et rent kommercielt forsøg på at få en bid af det voksende mediemarked. Med sine 128 sider og et lille format var det nærmest som en bog.

”Det skal akkurat være saaledes, af Folk længes efter at sætte sig med det i en god, dyb Stol eller fordybe sig i dets Stof paa en Jernbanetur. En Herre kan let have det i sin Overfrakke og en Dame maaske i sin Taske,” fortæller magasinets redaktør Steen Drewsen, som også noterede, at danskerne under krigen var ”blevet avislæsende i en imponerende og hidtil ukendt Grad”.

Det blev dog aldrig den økonomiske succes, man forventede. Høje priser på papir gjorde, at bladet konstant kørte med røde tal. I begyndelsen anså man det for naturligt, men efterhånden begyndte smilene at stramme til, og i 1920 valgte man at lukke magasinet.

 

1917: Fuld organisering 

Medlemsoversigt fra 1917.

I starten af året kunne Journalistforbundet notere, at man havde 187 aktive medlemmer, og at ”saagodt som ingen virkelig københavnsk Journalist, der overhovedet er kvalificeret til at være aktivt Medlem af Forbundet, staar uden for dette”.

 

1917: Journalisten bliver hemmeligt medlemsblad

Selv om Journalisten blev udgivet af Journalistforbundet, var bladet åbent for alle at abonnere på. Men da forbundet begyndte at udgive Pressens Magasin, valgte man i 1917 at fjerne alle annoncer i Journalisten – formentlig for at tilgodese sin nye investering – og gøre bladet til et decideret medlemsblad. Med dette fulgte også, at bladets indhold skulle være hemmeligt for ikke-medlemmer:

”Journalisten er altsaa nu et Medlemsblad, hvis Indhold maa betragtes om fortroligt og navnlig ikke under nogen Beringelse maa gøres til Genstand for offentlig Omtale, medmindre dette udtrykkeligt er tilladt eller ønsket,” hed det.

 

1917: Forbundet sørgede for brændsel

Krigen kunne mærkes på vareforsyningen, blandt andet var brændsel en mangelvare. Derfor nedsatte Journalistforbundet et udvalg, der havde til opgave at skaffe brændsel til forbundets aktive medlemmer. I Journalisten bad man alle interesserede henvende sig med en angivelse af, hvor stort et kvantum kul, koks, tørv eller brænde, man havde brug for.

 

1917: Drama: Flertal ville rane hjælpekassen

I 1917 var krigen begyndt at tære på ressourcerne. Og selv om det ikke kunne sammenlignes med blodbadet på slagmarkerne, førte den stigende desperation også til et dramatisk opgør i Journalistforbundet.

Det var ’Brændsels-sagen’, der var tæt på at koste forbundet en formand og en grim plet på renomméet.

Brændsel var en mangelvare, så i foråret besluttede forbundet at nedsætte et udvalg, der skulle skaffe vinterbrændsel til medlemmerne. I mellemtiden blev der indført rationering, men som en slags økonomisk håndsrækning til medlemmerne i de strenge tider tilbød forbundet at formidle de 10 hektoliter kul, hvert medlem kunne få, med en klækkelig rabat, betalt af forbundskassen.

Det var imidlertid ikke nok. En gruppe medlemmer krævede i efteråret en ekstraordinær generalforsamling med to forslag: Dels en halvering af den i forvejen kraftigt nedsatte brændselspris, dels en udbetaling på 200 kroner til hvert aktivt medlem af forbundet – penge, der skulle tages i forbundets hjælpekasse. Og et snævert flertal vedtog faktisk begge forslag. Dermed skulle en stor del af hjælpekassens midler – indsamlet ved den årlige ’Rundskuedag’ – rent ud sagt ranes og deles mellem medlemmerne.

Formand Kristian Dahl var rystet: ”Ingen Generalforsamling skal kunne tvinge mig til at foretage et Skridt, som efter min faste Overbevisning vilde skade det Forbund og den Stand, som jeg gennem mange Aars Arbejde har bestræbt mig for at gavne.”

Bestyrelsen handlede imidlertid hurtigt. På ingen tid blev der samlet underskrifter til en ny generalforsamling, der blev afholdt blot en uge efter. Her fandt man en kompromisløsning, nemlig at yde de store rabatter på brændsel og godtgøre medlemmer, der allerede havde købt brændsel eller havde centralvarme. Man undgik dog de direkte pengeudbetalinger fra hjælpekassen, og bestyrelsen gik ikke af.

 

1918: En flirt med jyderne

I 1900-tallet var der langt fra København til Århus, og hvad der foregik blandt journalist-kollegerne i provinsen, var ikke noget, der optog sindene i hovedstaden. Men i juni 1918 mødtes de to forbunds bestyrelser og begyndte den flirt, der senere skulle føre til Dansk Journalistforbund.

Kristian Dahl konstaterede på mødet, at de to grupper hidtil havde ”staaet hinanden besynderligt fjærnt”, hvilket havde ført til misforståelser. Blandt andet havde han i provinsjournalisternes blad læst, at ”københavnske Journalister ligesom regner sig for bedre og finere end deres Kolleger i Provinserne”. Men det var bestemt ikke tilfældet, slog han fast.

 

1918: Viola nåede langt for journalisternes penge 

En fattig fabriksarbejderske, Viola Jensen, senere den kendte radiostemme Viola Nørløv.

En del af midlerne i Journalisternes Hjælpekasse blev uddelt som studielegater. ’Rundskuedagens studielegater’ – typisk 1000 kroner – blev givet til ansøgere, der ville videreuddanne sig inden for fagkategorierne: Landbrug og fiskeri, handel og skibsfart, industri og håndværk, kunst og videnskab samt ’andre livskald’.

I Journalisten kunne man læse om modtagerne af årets legater. Blandt andet den 20-årige fabriksarbejderske Viola Jensen, der gerne ville uddanne sig til gymnastiklærerinde.

Det blev hun. Og hun blev også meget mere end det.

Hun blev født i en arbejderfamilie på Vesterbro. Da hun var tre år, døde faderen af lungebetændelse, og moderen stod tilbage med syv mindre børn. Som 12-årig startede hun med deltidsarbejde på en fabrik, og som 14-årig gik hun ud af skolen for at arbejde fuld tid – seks morgen til seks aften.

Gennem Socialdemokratisk Ungdom fik hun imidlertid et fire ugers gymnastikkursus på Askov Højskole, og det gav hende lysten til at blive gymnastiklærerinde. Med sit legat kom hun ind på Statens Gymnastikinstitut og tog den 1-årige uddannelse. Umiddelbart efter blev hun gift og var hjemmegående, men i løbet af 30’erne blev hun stadig mere politisk aktiv, blandt andet som formand for vælgerforeningen i Utterslev og Kvindeudvalgenes Fællesudvalg i København.

Først i 1941 tog hun sin uddannelse i brug, pudsigt nok med et journalistisk twist, nemlig som leder af Danmarks Radios Gymnastik for Husmødre. Hver morgen klokken 9 tonede hendes stemme gennem æteren med dagens motionsprogram.

”De tager små hop på stedet, svinger med armene, lægger sig på ryggen og cykler i luften og tager til sidst en lille spurt rundt i stuen. Det hænder, at hun med en mild bebrejdelse siger: Så stræk nu de knæ ... Man skulle tro hun er synsk, men hun mener nærmere selv, at hun kender menneskene: Jeg ved helt nøjagtig, hvor en hel masse af dem vil snyde eller gøre fejl, siger hun.”

Sådan kan man læse i hendes portræt på Arbejdermuseet.

Viola Jensen – der giftede sig til efternavnet Nørløv – skulle få mange tillidsposter. I 1948 kom hun i Folketinget, hvor hun sad til 1968. Hun var formand for Dansk Husmødres Forbrugerråd 1955-66, hvor hun tog initiativ til bladet Tænk, som hun sammen med Poul Henningsen var redaktør for i dets to første leveår 1964-66.

I 1977 – 59 år efter at hun fik Rundskuedagens Studielegat – blev ringen på symbolsk vis sluttet igen. Som medlem af Plejehjemskomitéen var hun medinitiativtager til et nyt plejehjem i Saxogade på Vesterbro. Plejehjemmet eksisterer stadig. Det hedder Rundskuedagens Plejecenter.

 

1919: Krigscensuren slipper

I marts 1919 kunne Journalisten erklære, at Telegramcensuren nu var afgået ved døden, og at der ikke blev fældet tårer over det.

Lederen af Udenrigstjenestens Pressebureau Marinus Yde fik lov at sige afskedsordene. Han mente, censuren havde været en succes:

”Den har haft til Princip af spare for Vrøvl: Alle taabelige og løngatige Rygter – »Propaganda« – er bleven hængende i Censurens Filtrerapparat. At arbejdet har været gavnligt kan jeg her i Landet se af den Omstændighed, at mens der før her i Udenrigsministeriet dagligt kom i Hundretal af Klager fra fremmede Magster Repræsentanter, saa er efter Censurens Indførelse disse Klager praktisk Talt standset.”

 

1921: Journalisten – nu med neger 

Journalistens hoved med den lille bladneger til højre.

Ved årsskiftet 1920-1921 skete der en mindre layoutmæssig revolution på fagbladet. Bladhoved, opsætning og typografien ændres markant. Det samme gjorde bladets undertitel – fra ’Medlemsblad for Københavns Journalistforbund’ til ’Journalistforbundets medlemsblad’.

Men mest iøjefaldende var dog en lille bladneger, der prydede bladhovedet og toppen af samtlige sider i bladet. En lille maskot, der kom til at følge bladet og dets læsere frem til februar 1930, hvor bladets redaktionelle linje og design igen blev lagt om.

 

1921: Det dyre hjem i Kannikestræde

Det skulle blive begyndelsen til en ny æra for Journalistforbundet, da man i 1921 besluttede at købe huset Admiral Gjeddes Gård på Store Kannikestræde. Forbundet havde aldrig haft sin egen bygning, men nu skulle det være. Man havde brug for kontorer samt klublokaler, hvor forbundets medlemmer kunne mødes. Prisen – 408.600 kroner – var en stor mundfuld, og ved generalforsamlingen 3. april var der flere kritiske røster, blandt andet om den reelle ejendomsværdi og de udgifter, det ville føre med sig. Men flertallet var for.

I Journalisten kunne man læse en grundig gennemgang og – naturligvis – malende beskrivelse af det nu istandsatte hus, hvis ældste dele var fra cirka 1740: ”Hvor er Afsatserne ikke rummelige og hyggelig, og kærtegnende følger Haanden den smukke Baroktegning i Gelænderet, der har de samme Linier som Trappegelænderet i Behagens Gaard i Strandgade,” hedder det blandt andet i reportagen.

Læsesalen i forbundets nye klublokaler i Admiral Gjeddes Gaard, 1921.

Journalisten havde også talt med restauratøren i huset, der lover at servere en solid og god 3-retters middag til 3 kroner – samme pris som Palads-hotellet, bare bedre.

”Betjeningen?” ville Journalistens redaktør J.A. Jørgensen høre om.

”Bliver første Klasses. Kvik og forstandig skal den være. Tjenerne er klædt i Smoking, blaa Vest med Sølvknapper. Blaat og Sølv er slægten Gjeddes Farver,” svarede restauratøren.

I september blev huset indviet med prominente gæster, bl.a. indenrigsminister Kragh og Thorvald Stauning, der på det tidspunkt var formand for Borgerrepræsentationen, og som året efter holdt bryllupsfest i Journalisternes hus.

”Det skal væres deres andet Hjem, hvor de kan færdes som de personlig gode Venner, de i Reglen er, hvad enten deres Meninger anviser dem Plads til højre eller venstre,” sagde forbundsformand Kristian Dahl om klublokalerne, og indenrigsministeren kaldte det ”et Udslag af høj Kultur og et Vidnesbyrd om Ledelsens Dygtighed, at Journalistforbundet netop har kastet sit Øje paa dette gamle, ærværdige Hus”.

 

1924: Forbundshus blev en kunstnerknejpe

Da Journalistforbundet overtog Admiral Gjeddes Gaard i 1921, indrettede man en del af gården som journalistklub. I begyndelsen var besøgstallet dog noget fesent, og da den forpagtede restaurant i ejendommen samtidig havde beskeden omsætning, forsøgte bestyrelsen at samarbejde med ”beslægtede foreninger af Kunstnere”, for at skabe et ”Samlingssted for københavnske Aandsarbejdere”. Man kan læse, at forbundet har afholdt tre digteraftener, hvor unge digtere og skuespillere oplæste egne arbejder og reciterede klassikere.

Vinstuen i forbundets hus blev således kendt som ’Digterkroen’ og frekventeret af litterater som Emil Bønnelycke, Hans Hartvig Seedorf og ikke mindst Tom Kristensen, der senere blev berømt med historien om journalisten Ole Jastraus druk-eskapader i bogen ’Hærværk’, der udkom i 1930.

Gjeddes Gaard var desværre en økonomisk dødssejler. I 1929 blev den solgt med stort tab.

 

1924: Endelig – Det Kongelige skriver sig på luderlisten

Journalistforbundet så det som en fornem pligt at skaffe medlemmerne så meget gratis fryns som muligt. Mange forlystelser og teatre gav fri entré, men Det Kongelige Teater havde hidtil vægret sig og ment, at journalister burde betale deres billet som alle andre. Endelig i 1924 kunne forbundets bestyrelse meddele, at formand Kristian Dahls henvendelse til kulturministeren – og tidligere journalist – Nina Bang, havde båret frugt.

Journalisterne kunne nu mod forevisning af pressekortet ”hæve Billetter direkte ved Teatrets Blletkontor efter Kl. 6½”.

 

1929: Kæmpetab på forbundshus

Mens børserne krakkede omkring i verden, fik også Journalistforbundet en økonomisk mavepuster i slutningen af 1929, nemlig ved salget af forbundshuset Admiral Gjeddes Gaard. Det havde desværre vist sig, at skeptikerne fik ret omkring husets økonomi. Driften var dyr, og brugen af klublokalerne bliver aldrig så udbredt, som man havde forventet.

I 1929 gav Oscar Petersen i Journalisten en forklaring på, hvorfor klubben ikke blev brugt:

”De helt unge Journalister er Dag og Nat paa Færde, spredt over alle Byens Storrestaurationer, Teatre, Variétéer, Kinoteatre, Cabaretter og Dansepalæer, hvor Livet leves, og hvor Stoffet ligger i Luften. De lidt ældre, der har spist sig mæt på Overfladelivet, har for Størsteparten kastet sig med rasende Interesse over Journalistikken, og den tager al deres tid, De endnu ældre er lykkelig gift og deler deres Fritid ligeligt mellem Litteraturen og Børneopdragelsen. Tilbage er der saa de gamle!”

I slutningen af 1929 valgte man derfor at kaste håndklædet i ringen og sælge huset til en godsejer fra Odder. Med købspris og diverse renoveringer havde huset stået forbundet i cirka 680.000 kroner. Bentzon fik hele molevitten for 200.000.

 

1930: Fra bestyrelsesblad til uafhængigt organ

Ved generalforsamlingen i januar 1930 besluttede man, at Journalistens redaktør fremover skulle vælges af generalforsamlingen, og ikke som hidtil udpeges af bestyrelsen. Dermed blev bladet altså for første gang formelt uafhængigt af forbundsledelsen.

”Det har hidtil været Bestyrelsesblad, en Ordning, som sikkert oprindelig var den naturligste, og for hvilken der ogsaa fremdeles kan siges meget til Fordel. Det er det imidlertid ikke mere. Det er nu den helt frie Tumleplads for Medlemmerne, og jeg føler mig overbevist om, at dette i det lange Løb kan blive til betydelig Fordel,” skrev bladets nye redaktør, Holger Angelo.

Den synlige forandring var et nyt bladhoved – som strengt taget søgte tilbage til gamle dyder – og at den lille ’bladneger’ forsvandt efter at have prydet toppen af samtlige sider i 10 år.

 

1931: Hvem fandt på hvad?

Mellemkrigstidens journalister elskede at skændes i deres fagblad. En af diskussionerne i 1931 gik på, hvem der var idémand til forbundet og dets forskellige foretagender. Det fik Bertil Bing til at skrive følgende liste over forbundets ’ophavsmænd’:

Journalistforbundet: Herman Hartvig, Oscar Jørgensen.

Legitimationskort: Henrik Cavling.

Journalisten: Henrik Cavling.

Rundskuedagen: Herman Hartvig.

Rejsestipendier: Anthon Maaløe.

Sommerhuse: Sagfører With Petersen.

Sygekassen: Ravn Jonsen.

Hjælpefonden: Lauritz Larsen.

Arbejdsløshedskassen: Jens Nyberg.

Pension: Justitsminister Rytter, Kr. Dahl, V. Christiansen.

Begravelseskassen: I.M. Josephsen.

Enkerente: Gruppe A; Robert Kühl.

Enkepension: Karl I. Eskelund.

 

1932: Motorklubben 

Tidligt initiativ til en klub for ”motorkørende” medlemmer.

I sommeren 1932 tog brødrene Einar og Eric Boesgaard initiativ til en klub for ”motorkørende” medlemmer. Formålet var et ”varetage de mange større eller mindre Særinteresser – ikke mindst overfor Myndighederne -, som vor Anvendelse af Automobiler under Udførelse af vort Arbejde skaber”.

Den første store opgave var at få tilladelse til et særligt skilt til vognen, som kunne vise politi og andre, at her kørte en journalist med pressekort. Skiltet blev imidlertid gjort forbudt igen efter kun et års tid.

 

1933: Kan man have solidaritet med fotografer?

I begyndelsen af 1933 kradsede krisen stadig i det danske samfund, også blandt journalisterne. Et spørgsmål var, om det var vejen frem at tillære sig nye kompetencer, og om forbundet skulle yde tilskud til, at medlemmerne kunne lære at fotografere.

Forbundets næstformand Jens Locher var for, da sagen blev diskuteret på generalforsamlingen i januar.

”Det er dumt og forkert ikke at dygtiggøre os i denne Retning. Hvis jeg var ung Journalist, vilde jeg sætte mig paa min Cykle og tage 3-4 Billeder om Dagen ude omkring.”

Men flertallet var imod, blandt andet Erik Arboe-Rasmussen fra B.T.

”Jeg tror under ingen Omstændigheder, at Journalisternes Billeder har nogen Fremtid for sig. De 99 pct. er ganske ubrugelige. Naar vi lever i en Krisetid, saa kan vi ikke stikke en Dolk i Ryggen paa vores Kolleger. De virkelige Pressefotografer arbejder saa hurtigt og smertefrit, at Journalister ikke kan konkurrere med dem.”

Forslaget blev forkastet, men der var dog grænser for solidariteten med fotograferne. Umiddelbart efter skulle forsamlingen tage stilling til et forslag om muligheden for at optage tegnere og pressefotografer som passive medlemmer. Formålet var blandt andet, at fotograferne kunne få et pressekort.

”Pressefotograferne har Brug for Kortet mere end vi andre. Jeg anbefaler indtrængende Forslaget,” appellerede forbundsformand Karl Eskelund.

Hans bøn fandt dog ingen nåde. Forslaget blev forkastet.

”Reaktionen leve”, lød en af de ironiske kommentarer fra salen.

 

1933: Ikke til fals for smørrebrød

I de sultne tredivere var ’pressebespisning’ – hvor forretningsdrivende bød journalister på mad og drikke – et fænomen, som forbundet i uvildighedens navn forsøgte at indføre en øget grad af justits omkring.

Emnet kaster flere indlæg af sig, men forargelsen retter sig ikke så meget mod kolleger, der er til fals for et godt måltid, men mere imod de gæstgivere, der tror, at journalister er til fals. Henrik Rechendorff fra Social-Demokraten beskriver problemet med tydelig indignation på fagets vegne:

”De mener Gudhjælpemig, at de bare kan vinke med en Sjus i den ene og et Menukort i den anden Haand, saa stimler vi sammen i Kø. Man bilder sig ind, at man blot kan sende Bud omtrent ligervis som efter Geisha’er i Japan, og hvad Slags Rygte giver det Pressens Folk?”

 

1933: Nazismen rammer tysk presse

Den 23. marts kom Adolf Hitlers endelige magtovertagelse i Tyskland. Konsekvenserne for pressen lod ikke vente længe på sig. I Journalisten berettede Aftenpostens Berliner-korrespondent Leo Tonti, hvordan den nye propagandaminister Goebbels i en tale 7. april have krævet et klart ja eller nej fra den tyske presse om at forpligte sig til at støtte den nye regering. Og ”De Kræfter, som af Ondskab eller Uforstand siger Nej, maa finde sig i, at de bliver erkendt uværdige til at medvirke ved Dannelsen af det tyske Folks offentlige Mening,” som han refererede Goebbels for og lakonisk konstaterede, at det var rene ord for pengene.

Også på hjemmefronten gjorde nazisterne sig hurtigt ud til bens over for pressen. Ved et møde med den københavnske presse, udviste Nazistpartiets skandinaviske pressechef Hr. Bogs en journalist fra Morgontidningen i Göteborg fra mødet til kollegernes forargelse.

I det efterfølgende nummer kunne man på forsiden læse, hvordan ledelsen i det tyske presseforbund var trådt tilbage til fordel for en ren, nazistisk ledelse, som havde besluttet, at jøder og marxister ikke længere kunne blive medlemmer. Disse beslutninger var i strid med reglerne i den internationale journalist-sammenslutning F.I.J., og ved en konference i begyndelsen af juni, vedtog man her en skarp ”Fordømmelse af Voldførelsen af den tyske Presse” og samtidig ekskluderingen af det tyske forbund.

 

1933: Pressens store mand 

Henrik Cavling.

I august 1933 døde en af dansk journalistiks – både dengang og i dag – største ikoner, Henrik Cavling, få måneder efter sin 75 års fødselsdag. Nekrologen i Journalisten – som Cavling i sin tid tog initiativet til – blev skrevet af Loulou Lassen, som han selv hentede til Politiken i 1910. Hun lagde blandt andet vægt på det, Cavling også huskes for i dag: Skabelsen af den moderne avis.

”Det er blevet sagt, at Cavling i sin Fornyelse og Modernisering af den danske Presse fik sine Impulser udefra. Det »lille« Format, Forspalten, Kroniken, Billedstoffet, Verdensreportagen sat i System ved udsendte Korrespondenter eller faste Korrespondent-Forbindelser. Koden over – alt havde han set andre Steder. Men det gør ikke hans Fortjeneste ringere, hvad andre gik forbi med ligegyldige Øjne, der saa han, saa og lærte.”

 

1933: Sorte og hvide bladnegre

I nummer 20 kunne man under rubrikken ’Negerjournalistik’ læse, hvordan der ifølge en amerikansk opgørelse var ”ikke mindre end 600 Aviser for Negre” over hele verden. Det hedder videre – næppe uden en imaginær smiley – at ”samtlige eksisterende Negeraviser er illustrerede, og paa Redaktionerne findes saavel sorte som hvide Bladnegre”.

 

1934: Journalister for store bogstaver

I 1934 var spørgsmålet om afskaffelsen af store begyndelsesbogstaver ved navneord til debat. Det fik Journalisten til at afholde en læser-afstemning for eller imod versalerne. Afstemningen resulterede i et overvældende flertal for at bevare de store bogstaver med 229 for og 79 imod. Der blev argumenteret med både æstetiske og praktiske hensyn, og man fornemmede store følelser bag ordene: ”Der foreligger ingen som helst fornuftige Grunde til for indføre denne Revolution i vort Skriftsprog, som vil gøre det grimmere, kedeligere og vanskeligere at læse,” skrev eksempelvis Kr. Jespersen, der opfordrede pressen til at rejse sig mod ”dette Hærværk”.

Lidt mere selvindsigtsfuldt konstaterede Christian Rimestad, at ”det vilde koste os, der er opdraget ved de store Bogstaver, et irriterende Arbejde at tilintetgøre dem. Men – baade æstetiske og Logiske Hensyn taler for Afskaffelsen. Lad de smaa Børn nu begynde!”

Tilhængerne af store bogstaver fik dog lov at beholde dem nogle år endnu. Først ved retskrivningsreformen i 1948 blev de afskaffet.

 

1935: Et hus til enkerne

”Ja, saa bygger vi!” kunne man læse på forsiden af nummer 12. Det var forbundets nye beboelsesejendom – ’Hjemmet for gamle Journalister og Journalisters Enker’ – som nu var under opførelse på Bispebjerg. Grundstenen blev lagt 7. juni under overværelse af blandt andet statsminister Thorvald Stauning. Huset blev senere døbt ’Journalistgården’ og var i forbundets besiddelse, til det i 1996 blev skilt ud som en selvstændig fond.

 

1939: Forbudt for medlemmer at sælge annoncer

Ved forbundets generalforsamling i december besluttede man – uden diskussion – at tilføje i lovene, at ”Det er uforeneligt med saavel aktivt som passivt Medlemskab i Journalistforbundet at tegne Annoncer og under nogen Form at modtage annonceprovision”.

 

1940: Tekstreklamens uvæsen greb om sig

Ved årsmødet i Danske Journalisters Fællesrepræsentation diskuterede man ’tekstreklamerne’, som man mente var langt mere udbredte – især i ugebladene – end de fleste gjorde sig forestilling om.

”Af Hensyn til vor Stands Anseelse er det tvingende nødvendigt, at der gøres noget for at komme dette Uvæsen til Livs,” hed det i referatet, og man besluttede at anmode Regeringen om en ændring i presseloven, så det fremgår, at der tydeligt skal skelnes mellem annoncer og redaktionelt indhold.

 

1940: Samarbejdspressen

Journalisten udkom med sit maj-nummer stort set uden at bemærke, at Danmark var blevet besat. Blot en lille notits om, at formanden havde fremsat en udtalelse om ”den ekstraordinære Situation”.

I juni-nummeret kunne man så læse, at de københavnske redaktører 9. april havde holdt adskillige møder med Udenrigsministeriets Pressebureau. 6. maj kom et cirkulære om, hvordan man undgik den tyskfjendtlige holdning, som besættelsesmagten havde frabedt sig. Strategien var, at man ville opnå de mest lempelige forhold, hvis pressen samarbejdede om cirkulæret – censuren – og selv forsøgte at holde justits.

”Vi er alle interesserede i at komme igennem disse svære Tider på den lempeligste Maade, og vi bør alle (…) overholde disse Bestemmelser og udvise den største Paapasselighed og Forsigtighed,” skrev H.P. Sørensen, chefredaktør for Social-Demokraten og formand for det nævn, der repræsenterede pressen over for Udenrigsministeriet.

Det skal dog retfærdigvis nævnes, at H.P. Sørensen ikke var mere samarbejdsvillig, end at han nægtede at trykke Harald Bergstedts Nazi-begejstrede reportager fra Tyskland og derfor i 1941 måtte gå af som chefredaktør efter tysk pres. Efter krigen blev han overborgmester i København frem til 1956.

 

1941: Det nye radiohus 

Rigsdagens presseloge på besøg i det nye Radiohus.

I 1941 kunne Statsradiofonien flytte til smarte, moderne faciliteter i det nye Radiohus. Journalisten kunne i juni-nummeret fortælle om et besøg med Rigsdagens Presseloge, hvor man især lod sig imponere af Radioavisens topmoderne studie.

”I Vesterport savnede man et snildt Apparat, der paa en diskret Maade kunde tilvejebringe Forbindelse mellem Speaker og Redaktion. Vilde man standse ham i Oplæsningen, maatte en Dør lukkes op for at gøre ham begribeligt, at der var noget på Færde. Nu har man faaet et Apparat med Blinklys i Studiet og Brummesignal i Redaktionen.”

 

1942: Første journalistuddannelse

Diskussionen om en uddannelse for journalister havde stået på omtrent så længe, forbundet havde eksisteret. Men i 1942 kom der endelig hul på bylden. I januar havde Journalisternes Fællesrepræsentation et møde med professor Stender Petersen fra Aarhus Universitet om et tremåneders videreuddannelseskursus. Tanken om en journalistuddannelse var oprindeligt udsprunget blandt Provinsjournalisterne, og det var dem, der indledte drøftelser med i professoren. Ved mødet skitserede han, hvordan han ønskede at dygtiggøre journalisterne i blandt andet ”Samfundslære, Øvelse i Behandling af Talmateriale” og ”socialpolitisk Ideologi”.

I København havde man gennem årene været afvisende over for uddannelsestanken, men efterhånden som idéen modnedes, valgte forbundet ved generalforsamlingen i december 42 at nedsætte et udvalg, der skulle gå aktivt ind i arbejdet for en uddannelse. Og som et medlem af udvalget, redaktør Poul Graae, bemærkede ved en debat i Københavns Journalist Klub i februar 43: ”Selvom man er ”født” til det, mister man ikke Retten til Journalistikken ved at lære noget.”

Poul Graae havde selv 10 år foretaget en studierejse i USA for at opleve de amerikanske journalistskolers flerårige uddannelse, og han fortalte på mødet om, hvordan eleverne lærer, ”hvordan Overskrifter skal formes, og at skelne mellem, hvad der er Skøn og hvad der er Kendsgerninger”. Redaktør Graae konstaterede dog, at ”De amerikanske Metoder egner sig ikke til Omplantning paa dansk Jord”, men at et kortere kursus kunne have sin ret.

Ved forbundets generalforsamling i december 43 vedtog man at oprette kurset i Aarhus som en selvstændig institution tilknyttet universitetet.

 

1943: Skuespillere tog sig betalt for fotografier

Stjerner solgte blade, så hvorfor ikke selv få en bid af kagen? Sådan ræsonnerede nogle af landets største filmstjerner i 1943. Sverkel Biering fra det Carl Allerske Etablissement fortalte om, hvordan flere skuespillere havde krævet ’betydelige Honorarer’, hvis der bragtes billeder, ”der ikke udelukkende kan virke som 100 pct.s Reklame for dem selv.” Det var ifølge Biering startet med, at Ib Schønberg havde forlangt 500 kroner til sig selv samt Christian Arhoff og Marguerite Viby, fordi bladet ’Weekend’ havde brugt billeder af de tre skuespillere. Senest havde Poul Richardt og Poul Mourier forlangt penge for billeder i ’Det ny Radio-Blad’. 

Øl og en dampende cigaret – så var journalisten klar til at arbejde.

Bierings indlæg fik Ib Schønberg til at tage til genmæle i næste nummer, hvor han forsvarer, at teaterfolk, der tjener en væsentlig del af deres penge på reklamer, dårligt kan give samme ydelse gratis til andre, ”enten det saa drejer sig om et Bogforlag, et Avisfirma eller en Bladsudgiver”.

 

1943: Tyske tvangsartikler

Da samarbejdspolitikken brød sammen i august 43, fik det også voldsomme konsekvenser for pressen. Om eftermiddagen den 29. august holdt den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best en tale for pressens repræsentanter, hvor han ifølge Journalisten sagde:

”I Dag maa jeg fastslaa, at Pressen i forfærdende Omfang har Skyld i den Udvikling, der er indtraadt. I bærer Skylden for, at en forfalsket Opfattelse af Stillingen har bredt sig i Folket. (...) Kvitteringen kommer denne Nat. Pressen vil nu komme under skarp Censur. Overtrædelser vil fremtidig blive straffet efter Krigens Love. (...) Hver redaktør vil med sit Hoved hæfte for, at Folket ikke længere forgiftes.”

Men selv om alt tysk-kritisk blev censureret ud af aviserne, var Werner Best stadig ikke tilfreds. Han savnede de tysk-venlige synspunkter og vinkler, og pressen – repræsenteret af Københavns Redaktørforening – fik derfor valget mellem at lade sig diktere deres ledere, eller at de frivilligt trykte artikler, forfattet af Værnemagten. De gik ind på det sidste, men forhandlede sig frem til, at artiklerne ikke måtte indeholde angreb på den danske regering, Rigsdagen eller danske jøder, og at de skulle forsynes med en manchet, så det var tydeligt, at det var indrykket stof.

 

Fyens Stifstidende efter Schalburgtage-aktion i 1943.

1944: Pressen rammes af nazi-terror  

Læser man Journalisten i besættelsesårene 1941-1944, fornemmer man knap nok, at landet er besat, og Anden Verdenskrig raser. Med pressecensuren på nakken holdes fokus stift på interne forhold i forbundet, jubilæer, runde fødselsdage samt upolitiske skærmydsler. Men i foråret 44 rykkede begivenhederne helt ind i pressens egne gemakker, da Aalborg Stiftstidende bliver offer for en såkaldt schalburgtage-aktion, foretaget af den nazistiske Peter-gruppe. Bombeattentatet kostede ikke menneskeliv, men anrettede betydelig skade. At der var tale om nazistisk terror, fremgik dog ikke af Journalistens artikel, der i en næsten humoristisk tone vinklede på, hvor opsat avisens redaktør var på at udkomme rettidigt, selv om huset var bombet: ”Jeg tænkte ikke set Sekund paa, hvordan det kunde være sket eller hvem Gerningsmanden kunde være, men blot på dette: Kan vi faa en avis ud i Morgen?” fortalte Alt Schiøttz-Christensen i april-nummeret.

Godt to måneder senere var den gal i Odense, hvor Fyens Stiftstidende, Fyens Tidende og Fyens Venstreblad ramtes af schalburgtage. Den 16. september kostede bombeattentaterne mod pressen for første gang menneskeliv, da en eksplosion ødelagde Kolding Folkeblads trykkeri og dræbte avisens redaktør N.E. Therkildsen, hans datter samt en portner.

Senere samme år blev også Demokraten i Århus, Svendborg Avis, Svendborg Amtstidende og Esbjergbladet ramt, og endelig bombedes Carl Allers Etablissement i Valby i januar 45.

Ingen af disse attentater blev imidlertid omtalt i Journalisten.

Man fik dog en anden lille erindring om tidens voldsomme begivenheder i maj-nummeret, hvor en notits fortalte, at forbundet ville starte en indsamling til et mindesmærke for den ”snigmyrdede” Sigurd Thomsen. Snigmordet, der refereres til, skete, da Sigurd Thomsen, der ud over at være politisk redaktør på Social-Demokraten var aktiv modstandsmand, blev skudt af Gestapo på Rådhuspladsen, da han modsatte sig en anholdelse. Mindesmærket blev realiseret og kan ses i dag på Rådhuspladsen 45-47.

En anden journalist, der slap heldigere, var Gunnar Helweg-Larsen, der var chefredaktør på Kristeligt Dagblad frem til 1941, hvor han måtte fratræde, blandt andet efter pres fra besættelsesmagten, som han åbenlyst udfordrede, blandt andet medartiklen om ”Bøgenonnelarven, den altædende snylter i de danske skove”, hvilket skulle læses som den tyske besættelsesmagts brug af Danmark som spisekammer. I august 44 ringede to mænd på hos Helweg-Larsen, og da han ikke ville lukke op, affyrede de 10 pistolskud mod døren, dog uden at såre den tidligere redaktør.

 

1944: Affæren om Stangerups negre

En sag, der kom til at fylde mange spalter i Journalisten i 1944, var Stangerup-affæren, også kendt som Neger-affæren. Den unge litteraturuddannede Hakon Stangerup var lidt af en karrierekomet. Han fik universitetets guldmedalje som 22-årig og fem år efter stilling som kronik- og litteraturredaktør ved Nationaltidende. Sideløbende med sine anmeldelser skrev han selv bøger og var en særdeles produktiv oversætter. Lidt for produktiv, mente nogle, og i forbindelse med en fejlbehæftet oversættelse kom det frem, at Stangerup benyttede sig af såkaldte ’negre’ – assistenter, der skrev oversættelserne i hans navn.

Stangerup nægtede i begyndelsen, men måtte til sidst gå til bekendelse. Interessen og fordømmelsen var stor, muligvis på grund af antydningsvise nazi-sympatier hos Stangerup, og sagen kom til at koste ham jobbet.

Værre gik det dog for manden, der svang øksen over Stangerup: Berlingske frygtede litteraturkritiker Henning Kehler. Det var Kehler, der som den første offentligt anklagede Stangerup for at bruge negere.

Kehlers endegyldige fejltrin skete dog, da han henvendte sig til Nationaltidendes bestyrelse og forlangte Stangerup fyret med henvisning til, at Stangerup var i lommen på forlagene og korrupt. Det blev dråben, der fik bægeret til at flyde over. Nationaltidendes medarbejderforening henvendte sig til Journalistforbundet, som både Stangerup og Kehler var medlemmer af, og krævede nedsættelse af en æresret mod Kehler for ukollegial optræden. Æresretten blev vedtaget af forbundets repræsentantskab i november 43, og i foråret 44 blev Kehler kendt ’ukollegial’. På den baggrund vedtog repræsentantskabet at udelukke Kehler af forbundet et år. Kehler ankede imidlertid afgørelsen, som derefter kom op på en ekstraordinær generalforsamling i forbundet.

Kehler forsvarede sig blandt andet med, at ”Det var jo ingen uskyldig Mand, jeg angreb”, selv om han trods alt ikke kunne føre beviser for korruptionsanklagerne, og at han før havde brugt korruptions-anklagen i en generel kritik af forholdet mellem forlæggere og anmeldere.

Søren Hansen fra Nationaltidendes medarbejderforening fastslog, at Kehler havde forsøgt at få en kollega fyret på en løgn om bestikkelse, og henviste til forbundets love, hvor formålsparagraf 1 hed: ”at fremme en god og kollegial Aand i Journaliststanden”.

Generalforsamlingen stemte for udelukkelsen af Kehler. Udelukkelsen kom herefter op til en urafstemning, der også gav flertal.

Efter krigen kastede Stangerup sig over presseforskning, som han blev lektor og senere professor i ved Handelshøjskolen. Med tiden vendte han også tilbage i pressen, blandt andet som litteraturkritiker ved B.T.

For Kehler blev sagen imidlertid afslutningen på en fremtrædende karriere. Han mistede sin stilling ved Berlingske Tidende og helligede de sidste år af sit arbejdsliv til at skrive dramatik uden den store succes.

Mange annoncer henvendte sig meget direkte til modtagerne.

1945: Hævnens time

Efter besættelsen var der mange regnskaber at gøre op, også blandt journalisterne. Forbundets bestyrelse vedtog at ekskludere en række medlemmer, herunder 15 medarbejdere ved det nazistiske blad Fædrelandet. Samtidig besluttede man at nedsætte en æresret, ”hvor forskellige Medlemmers forhold i Besættelsesaarene vil blive undersøgt”.

Æresretten behandlede en række medlemmer, der havde arbejdet for pressebureauer, som var led i de tyske propaganda-artikler, danske aviser blev presset til at bringe. De blev idømt bøder og midlertidige udelukkelser.

 

1945: Da kongen holdt Information

Pressens helte under besættelsen var naturligvis de illegale blade. Flere af dem – Land og Folk, Morgenbladet, Information og Frit Danmark – fortsatte efter krigens slutning og fik ærbødig opmærksomhed fra Journalistens side.

Her kunne man således læse Børge Outze fortælle om, at Information havde læsere i de allerbedste kredse.

”Abonnenttallet formerede sig ved Knopskydning. Nogen fik det uopfordret, det var ganske enkelte. Kogen har saaledes faaet det hver Dag, og inden han fik ”Information”, sendte vi ham Specialrapporter. I lang Tid var der kun 350 Abonnenter, men tilsidst var der 1000,” sagde Outze.

Man mødte også Kate Fleron, redaktøren for Frit Danmark siden 1942. Selv om hun var under evig risiko for at blive taget af Gestapo, og også endte med at blive det, tænker hun tilbage på tiden med begejstring.

”Jeg skrev mine Bøger om Ungdommen og holdt Foredrag osv. Og opførte mig i det hele taget saa umistænkeligt, som det var mig muligt, selvom min Lejlighed var beboet af Faldskærmsfolk og illegalt Arbejde tog det meste af min tid.  – Det var en lykkelig Tid, den bedste jeg har haft. Alt var saa rent, saa ubesmittet idealistisk den Gang,” fortalte hun.

Og Journalistens skribent understår sig da også til en personlig kommentar om Kate Fleron: ”Man kommer til at tænke allieret og siger til sig selv: ”Oh, What a girl”! – i dyb Respekt.”

 

1954: Røde journalister ekskluderet i USA

McCartheys kommunistjagt i USA gav skvulp helt ind i Journalisten, hvor man i en notits kunne læse, at den faglige journalistorganisation i USA havde ekskluderet medlemmer fra kommunistisk orienterede blade. Efterretningen fik Danske Journalisters Fællesrepræsentation til at bede IFJ undersøge sagen og komme med en udtalelse.

Godt tyve år før blev det tyske journalistforbund ekskluderet af IFJ for at ekskludere jødiske journalister.

 

1955: Viggo blev rasende

Det blev for meget for Social-Demokratens journalist Viggo Josephsen. Gennem ihærdigt telefonisk research var det lykkedes for ham at vride en rigtig nyhedsbasker om en dramatisk stranding i Nordsjælland ud af en ellers kedelig søndags aftenvagt på redaktionen. Men da han næste formiddag så sin historie skrevet af ord for ord på forsiden af Politiken, blev han rasende. 

Journalist søges til reklametekster, 1955.

”Skal vi være så små, at vi skal leve af lommetyveri i sene nattetimer, simpelt og uden skrupler (formoder jeg) tilrane sig andres arbejde og indsats og servere det som sit eget – hvor er vi så henne?” klagede han i fagbladet.

 

1957: Cavling til alle

”Alle kan være glade, og alle kan være ligeglade.” Sådan skrev Knud Poulsen omkring Cavling-prisen, der i 1957 blev tildelt Røde Kors’ Ungarns-hjælp som anerkendelse af den journalistisk indsats af danske udsendte reportere ved Ungarns-krisen.

Det kollektive rygklapperi devaluerede efter Knud Poulsens mening Cavling-prisen, og han spurgte, om man burde lægge uddelingen uden for forbundets rammer.

”Jeg synes kort sagt, at rønnebærrene skal være sure, fordi de hænger højt. Det gør de ikke nu.”

 

1958: Ka’ I ik’ spille noget ordentlig musik?

Journalistforbundet opstod som en selskabsforening, og de tidlige årgange af Journalisten var fyldt med indkaldelser og lovprisninger af middage og arrangementer. I halvtredserne var luften dog gået noget af fest-ballonen. 50-års festen på rådhuset i 1955 var således lidt af en fiasko. Det fik 15 medarbejdere på Dagens Nyheder til i Journalisten at kræve morsomme fester:

”Afskaf medaljeraslen for en gangs skyld (…) Lad os se alle journalister med koner og forloveder osv. med nogle morsomme gæster. Byd paa en buffet, enkel men god med et glas rødvin eller en ol og en dram. Lad to orkestre spille »hot« og »soft« og forberede Odd Fellow paa, at der ikke skal lukkes kl. 23.30. Kort og godt – lad os faa en fest, hvor baade aktive journalister og gæster har en chance for at more sig paa en harmløs, men klunkefri maade.” 

I slutningen af 1950’erne begyndte bilannoncerne at blive fast indslag i Journalisten.

Forbundets formand Carsten Nielsen kvitterede senere for interessen, men gjorde opmærksom på, at forbundsfesten ikke var en ”privat kammeratskabsaften til vores egen forlystelse”, men derimod ”journaliststandens honnør” for repræsentanter for myndigheder, organisationer og institutioner.

 

1958: Freelancere – lønmodtagere eller selvstændige?

I halvtredserne begyndte freelancerne at stikke hovedet frem i Journalistforbundet. Allerede i 1954 havde freelancere i forbundet dannet gruppen ’Forskellige blade og bureauers Medarbejderforening’, med bladet ’Kontakt-Bladet’ som internt meddelelsesblad i gruppen. Ved forbundets generalforsamling i 1958 gjorde freelancerne imidlertid kraftigt opmærksom på deres ringe løn- og især pensionsforhold. For at gå ind i freelancernes sag besluttede Forbundsformand Carsten Nielsen at trække ’Kontakt-Bladets’ redaktionelle tekst ind i Journalisten, og fra nummer 12 kunne alle derfor læse om freelancernes problemstillinger.

I første 1959-nummer kunne man således læse om et spørgsmål, der den dag i dag stadig er en hovedpine for mange freelancere: Skal man deklarere sig som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende?

Gruppens formand Aage Jensen slog dog fast, at man naturligvis er lønmodtager, ”når man står som medlem af den faglige sammenslutning, Journalistforbundet.”

 

1959: Voldsomt fjernsyn

Det nye tv-medie kunne spille på nogle sanse-parametre, der udfordrede den traditionelle skrevne journalistik. Da Hans Jørgen Jensen i slutningen af 1958 lavede udsendelsen ’Underholdning som medicin’, kunne man med egne øjne se en elektrochok-behandling, hvilket var så barsk en seer-oplevelse, at tre læger i Frederikshavn klagede over, at de nu ikke kunne få overtalt en kvindelig patient til chokbehandling. Sagen kom i Ugeskrift for Læger, hvor redaktionen tilføjede, at den ”tilslutter sig dagspressens stigende kritik af, at lægelige emner udnyttes som sensationsudsendelser (…) Desværre fordeles udsendelserne kritikløst på en række uerfarne producere (…)”, og den ordlyd blev siden gentaget på forsiden af Berlingske Tidende.

Hans Jørgen Nielsen, der i Journalisten klagede over kollegernes nedladende tone, nåede som bekendt at få en hel del erfaring i DR, hvor han var generaldirektør fra 1985-94.

 

1959: En refrænsangerinde på forsiden!?

Pressen var blevet grebet af lefleri og behagesyge. Det mente Politikens journalist Knud Poulsen – også kendt under pseudonymet ’Dråben’ – i en tale ved et journalistmøde på Wivex i foråret 59 med reference til en forside, der i hans øjne var et tydeligt symptom:

”Underholdningsstoffet har bredt sig ud over hele avisen og endda besat forsiden. Det er ikke så mange søndage siden, at et af vores højt ansete blade havde et billede af en af vore populære refræn-sangerinder over den halve forside. Det var bladets ansigt den dag!”

Ifølge Journalistens referat konstaterede Knud Poulsen med beklagelse, at billedet havde fået en dominerende indflydelse, og ordet var på tilbagetog.

Ironisk nok skulle Knud Poulsen selv senere blive underholdningskonsulent på DR, hvor han blandt andet stod bag Buster Larsens ’Lorteland’-monologer.

 

1960: Endelig klar til nationalt forbund 

Efter stiftelsen af Dansk Journalistforbund i 1961 skulle de faglige mål redefineres.

I mange år havde Danmark ikke et, men tre journalistforbund: Socialdemokratisk Presseforening, grundlagt i 1899, Provinsjournalisternes Journalistforening – senere Dansk Journalistforening – fra 1900 og Københavns Journalistforbund – i daglig tale Journalistforbundet. Siden 1932 havde de tre organisationer haft samarbejde i Danske Journalisters Fællesrepræsentation, og endnu længere havde man drøftet en sammenlægning. Men københavnerne, der havde det største og rigeste forbund, blev ved med at vægre sig, selv om flere og flere kunne se fornuften i et fælles forbund. I begyndelsen af 1960 gik der hul på bylden, og på et møde på Hindsgavl i oktober blev den egentlige fusionsplan lagt fast. Hermed opstod forbundet og inddelingen i kredse, som vi kender det i dag fra januar 1961.

 

1961: Colour på tossen

Ny formand og et næsten nyt blad. Efter Dansk Journalistforbunds stiftelse fortsatte Journalisten som medlemsblad for det nye forbund. Men selve bladet fik et kraftigt ansigtsløft. Først og fremmest med et rødt bladhoved, hvilket var den første farve, der kom i Journalisten. Første nummer efter relanceringen udkom også i en uhørt længde på 64 sider. Det modererede man dog hurtigt ned igen.

 

1962: Spritfabrikkerne i ryggen

På forsiden af juli-nummeret kunne Journalisten afsløre forbundets nye domicil på Gammel Strand. Her boede virksomheden Berkel, som solgte køkkenmaskiner, men for 600.000 kroner blev ejendommen nu til Journalisternes Hus. Politikens ’At tænke sig’ bemærkede hertil, at journalisterne nu havde kulturministeren som nabo til den ene side, værtshuset Lauritz Betjent på den anden side, samt Spritfabrikkerne i ryggen.

 

1966: Kan journalister mistænke?

Sagen om Basse – den tre måneder gamle dreng, der blev snuppet ud af en barnevogn i Kongensgade i Odense – var en af 1966’s helt store kriminalsager. Dækningen gav dog også stof til en presseetisk diskussion. Kurt Sørud fra Fyens Stiftstidende fortalte i Journalisten, hvordan politiets undersøgelsesleder havde forsøgt at få pressen til at holde igen med deres ”vildledende og smagløse fremstillinger af sagen”. Sørud henviste til, hvordan flere aviser havde bragt rubrikker, der mistænkte drengens moder for selv at stå bag bortførelsen.

”Hvorfor er det blevet kriminalreporterens fornemste optage at formulere mistanke,” spørger han og efterlyser en diskussion af, hvad der er sund journalistik. Han forslog også, at et etisk journalistråd ”med beføjelser til at idømme bøder og i værste fald til at lukke en kollega ude fra det faglige fællesskab kunne måske skabe den respekt, som en del medarbejdere nu så åbenlyst savner.” 

Det er jo ikke forbudt at tale til en journalists selvbillede som travl bladmand. Annonce fra 1966.

Ekstra Bladets chefredaktør Victor Andreasen gav – som han var kendt for – igen råt for usødet: ”At Ekstra Bladets rubrikker og reportage i omtalte sag skulle have den hensigt, som hr. Sørud tillader sig at påstå, er naturligvis grebet ud af hans egen fri fantasi, som en journalist, der vil drive seriøs journalistik, naturligvis i første række skulle prøve på at få under kontrol.”

Basse blev i øvrigt aldrig fundet.

 

1967: Fotograferne kom med

På delegeretmødet i 1967 blev Pressefotografforbundet lagt ind under Dansk Journalistforbund. Sammenslutningen havde været længe undervejs, og allerede i 1961, da DJ stiftedes, havde PF bedt om at komme med. Dengang mente journalisterne, at man lige måtte ”have styr på egne sager”, men i 67 var tiden moden.

Det skete dog ikke uden knurren, særligt i journalisternes rækker. Eksempelvis ville Axel Søndergaard fra Jyske Vestkysten i Skjern, hvor journalisterne selv tog avisens billeder, vide, om det nu ville være forkert eller illoyalt, hvis de fortsatte med det. PF blev dog stemt ind med stort flertal. To år senere kom Danske Bladtegnere med på samme vilkår. 

 

1967: Ditlevsens gode råd om journalistdruk

I et læserbrev fra Familie Journalens brevkasse, som Journalisten gengav, skrev en ung mor ind og klagede over sin mand, der var journalist, og som var begyndt at drikke meget.

”Han drikker, når han kommer ind på bladet for at aflevere artikler. Så træffer han altid nogen, han kender, og de drikker alle sammen. Tit tager han nogle af dem med hjem, og så fortsætter de her, så pigen ikke kan komme til at sove,” skrev den fortvivlede mor.

Der var dog ikke meget opmuntring at hente hos brevkasseredaktøren Tove Ditlevsen, som slog fast, at drikfældighed var en erhvervssygdom hos journalister på grund af deres enerverende arbejde.

”Det er vanskeligt at se, hvad De kan gøre ved det,” skrev Ditlevsen, men havde alligevel et råd:

”Mange journalister sætter system i foretagendet ved f.eks. aldrig at drikke, når de arbejder (…) Prøv at tale med Deres mand om en sådan systematisering, for jeg tror, det er håbløst helt at få ham til at holde op. Skilsmisse er vist ingen løsning for Dem. Det er bedre at resignere en smule og indse, at journalistkoners lod altid er vanskelig.” 

Pressematerialet til en udstilling i Bella Centeret i 1969 inspirerede denne lettere satiriske omtale i Journalisten.

Tove Ditlevsen vidste, hvad hun skrev om. Hun var gift med Ekstra Bladets chefredaktør Victor Andreasen. Det er dog almindelig kendt, at det i det forhold var Ditlevsen, der havde de største misbrugsproblemer.

 

1968: Man bliver så vred på …

I december-nummeret havde Journalisten samlet en lille skare af vrede indlæg fra medlemmer, der protesterede over Ekstra Bladets omtale af en højesteretssagførers død – navnlig at der var tale om selvmord. Protester mod Ekstra Bladet var ikke noget nyt. Derimod var det en for Journalisten lille grafisk revolution, at man havde forsynet siden med en vignet med ordene ’Man bliver så vred på’ efterfulgt at Ekstra Bladets logo.

Året efter i april blev Ekstra Bladets omtale sjovt nok taget i forsvar af en jurist – Robert Mikkelsen – der hyldede skandalepressen og roste Ekstra Bladet for at sige tingene, som de var, og dermed undgå spekulationer.

 

Offentlig udskamning af tre strejkebrydere på forsiden af Journalisten.

1969: Velkommen til forsiden 

Forbundsformand Carsten Nielsen var en kontant mand. Det fik tre medlemmer at mærke, da den bærende artikel på forsiden af Journalisten var en meddelelse om, at de tre havde taget arbejde som strejkebrydere på det konfliktramte blad ’Ingeniør- og Bygningsvæsen’, som ikke ville tegne overenskomst, og nu ville blive ekskluderet og idømt bøder for at skade forbundets interesser.

 

1969: Ti bud til journalister 

I 1969 forsøgte forbundet sig med inspiration fra udlandet med et sæt fagetiske retningslinjer for medlemmerne. De ti punkter, som juristen Knud Frøbert fra Journalisthøjskolen havde hjulpet med, sagde blandt andet, at journalisten ikke bringer angreb, uden at de er forelagt den angrebne part, og at journalisten bør vise skånsomhed ved henvendelse til mennesker, der ikke er vant til at udtale sig offentligt.

Oplæg til ti bud om journalisters presseetik.

1969: NB: Fogtdals prestigeprojekt på forsiden 

Man fornemmede, at der var noget stort på vej, da Journalisten valgte at hellige forsiden til Palle Fogtdal og hans guldhold af journalister, der fra nytår 1970 skulle starte et nyhedsmagasin efter forbilleder som Time, Newsweek og Spiegel. 400 havde søgt job på bladet, som endnu ikke havde fået et navn, men Fogtdal brugte taletiden til at udlove 1.000 kroner i dusør for et godt navneforslag. Han var selv lidt af en gulddreng med kæmpesuccesen Bo Bedre i baglommen, og nu skulle det helt store journalistiske brød slås op.

For Journalisten var dækningen med forsidebillede, reportage og infoboks samtidig et skridt i retning af en mere moderne magasin-stil.

Går det godt? spurgte redaktør Per Sabroe igen og igen i sin reportage, med henvisning til at andre var mislykkedes med sådan et projekt.

”Rigtigt. Flere har forsøgt, men ingen har prøvet med så godt talent som vi,” svarede Bent Skar, der kom fra Danmarks Radio og skulle være indenrigschef på bladet. Skar var i øvrigt også medlem af DJ’s hovedbestyrelse. 

NB blev lanceret som prestigeprojekt på forsiden af Journalisten i 1969, og allerede året efter var NB igen forsidestof, nu for sin lukning.

Talent eller ej – bladet, som kom til at hedde NB, blev en økonomisk fiasko og gik ned efter mindre end et år under megen mediebevågenhed. Medarbejderne søgte støtte til at videreføre bladet hos rejsekongen Simon Spies, men det strandede angiveligt på Spies’ ideologiske standpunkter, som han ønskede skulle komme til udtryk i den redaktionelle linje. Der blev også gjort forsøg på at få DJ til at yde lån.

Fogtdals Blade kom dog senere til at fejre andre succeser og kendes i dag som Bonnier Publications.

 

1970: Østeuropæiske forhold på Information

”Der sker formidable ting på INFORMATION i denne tid. Bladets udvikling har antaget en helt østeuropæisk karakter, uden at man dog behøver at bruge ordet kommunisme af den grund.”

Således starter beretningen i Journalisten om den forunderlige avis, hvor medarbejderne ikke alene havde fået medbestemmelse, men magt og ejerskab. Baggrunden var, at Palle Fogtdal i 1968 havde reddet Information fra konkurs med en aktieemission. Men da han fik travlt med sit nye nyhedsmagasin NB, tilbød han medarbejderne at købe hans aktiepost for 10 procent af pålydende. Herefter organiserede medarbejderne det såkaldte ’arbejder- og soldaterråd’ på ni repræsentanter fra alle medarbejdergrupper – også rengøringen. Rådet skulle blandt andet godkende ansættelser og afskedigelser, men chefredaktøren havde stadig den redaktionelle ledelse.

”Den lille daglige pression må s’gu hindres, ellers kommer vi ingen vegne. Samtlige journalistiske medarbejdere var enige om, at bladet måtte fortsætte som hidtil,” sagde Knud Vilby, journalisternes repræsentant og formand i aktieselskabsbestyrelsen.

Medarbejderdemokratiet havde dog endnu ikke smittet af på lønudbetalingerne.

”Medarbejderindflydelsen betyder ikke, at man nu jagter dem, som har højere lønninger. Gageforskellene vil fortsætte med at bestå en rum tid endnu. (…) Hele systemet ville ramle sammen, hvis vi skulle til at praktisere afsavns-idealisme,” sagde Knud Vilby.

Vilby fik senere på året ’Kristian Dahls mindelegat’ for sin indsats.

 

1970: Nyheder via EDB-TV

På Journalisthøjskolen bad man eleverne kaste sig ud i en fremtidsforestilling om medierne. I fagbladet kunne man læse en fantasifuld Claus Dindler udbrede en surrealistisk forestilling om EDB-TV-selskaber:

”Endnu har nyhedskommunikationen pr. TV den fejl, at nyhedsforbrugeren – seeren – ikke selv kan bestemme, hvornår han vil have varerne – nyhederne – serveret. Desuden kan han ikke som i avisen foretage en sortering af nyhederne. Disse forhindringer vil fjernsynet imidlertid let og elegant sætte over med EDB-teknikkens hjælp,” skrev Dindler.

Han forestillede sig, at hver nyhedsforbruger i sit hjem ville have ”et aggregat, der står i forbindelse med ét eller flere TV-selskabers datamaskiner”. Ved at indtaste en kode, ville forbrugeren få en spiseseddel med de væsentligste nyheder i rubrikform, samt specialsider med politistof, sport, eller måske sågar stof fra lokalredaktioner.

”Hvordan skal en avis kunne konkurrere med et sådant nyhedskommunikations-system? Det er det spørgsmål, bladlederne bør stille sig i dag,” skrev Dindler. 

I 1970 kunne Journalisten præsentere en model af den nye Journalisthøjskole.

Han fik lejlighed til selv at forsøge sig med svar på det spørgsmål, da han fra 1989-98 var ansvarshavende chefredaktør og direktør for Nordjyske.

 

1970: Ny lov om offentlighed med svag afglans

I slutningen af 1970 vedtog Folketinget Loven om offentlighed i forvaltningen. Offentligheden omfattede ministerier, amter, kommuner, kommissioner, nævn og råd, men ikke koncessionerede selskaber samt Folketinget og dets udvalg. Internt arbejdsmateriale såsom breve mellem ministerier var også undtaget.

Det kan være et problem at få adgang, for en journalist skal kunne identificere sagen, der ønskes til gennemsyn, skrev Journalisten.

”Loven er en svag afglans af det, som vi – befolkningen og demokratiet – har brug for,” sagde Kreds 1-formand Vagn Fleischer Michaelsen, da loven blev gennemgået på et møde. Han efterlyste fuld offentlighed på linje med i Sverige, hvor man kunne se journalen og ikke behøvede spørge efter en specifik sag.

 

1971: Pladevenderne kom med

Er det journalistik at vende plader? Det var dagens spørgsmål i skysovs på det ekstraordinære delegeretmøde i december 1970. Mere formelt handlede det om, hvorvidt DJ skulle organisere 53 programmedarbejdere, der ikke var journalister, men alligevel lavede tv eller radio.

”Jeg har intet imod pladevendere og folketalere, men hvorfor skal de organiseres hos os?” spurgte Egon Duvå, mens andre argumenterede for, at udvidelsen var en naturlig udvikling af Journalistforbundet.

Og det var flertallet med på.

 

1971: Journalisterne kunne strejke

I efteråret 71 kom sammenhængen i DJ på prøve. En større fyringsrunde ramte dagbladene – værst i A-pressen, der i alt afskedigede 94 journalister. Samtidig varslede DJ konflikt mod DR, der ikke ville imødekomme kravene om betaling til medarbejderne for ophavsret. 1. oktober ved midnat trådte strejken i kraft, og fra 12. til 28. oktober var der reelt sort skærm. Konflikten betød udskrivning af ekstrakontingent på 100 kroner om måneden fra hvert medlem – penge, der altså blandt andet skulle gå til at konfliktdække lønninger til de 53 nye programarbejdere, der netop var optaget i forbundet.

”Under en radio- og TV-strejke får folk, som aldrig før har beskæftiget sig med journalistik, understøttelse af kolleger på blad, som hænger med numsen i vandskorpen,” skrev Otto Ludwig i et indlæg.

Efter en måneds strejke kom det til forlig. Journalisterne havde forlangt 1,2 millioner kroner, de fik 145.000. Journalistens redaktør glædede sig dog over, at myten om, at journalister ikke kunne strejke, nu var dementeret.

 

1972: Ugens Rapport til bunds

I 1972 blev Allers nyeste bladprojekt, Ugens Rapport, anmeldt af Journalistens redaktør Niels Christian Nelson.

”Det er en journalistisk arbejdsplads og har derfor krav på en omtale i Journalisten. Skal der siges noget pænt om Ugens Rapport, må det være, at det kun kan blive bedre,” skrev Nelson, der savnede dokumentation for bladets sensationelle overskrifter, blandt andet chok-rapporten fra Esbjerg, hvor 12-årige gik til bunds i hash, spiritus og sex.

 

1972: Journalister forkastede etiske regler

Ved delegeretmødet i april skulle man tage stilling til et ganske kort sæt etiske regler, som et udvalg, nedsat året før, havde arbejdet med. De lød:

Journalisten bruger hæderlige metoder i udvælgelse og behandling af stoffet.

Journalisten beskytter altid sine kilder.

Journalisten bør vise menneskelige hensyn.

Journalistens uafhængighed bør aldrig kunne drages i tvivl, f.eks. ved at journalisten modtager private fordele eller bøjer sig for pression.

Journalisten afviser opgaver, der strider mod hans samvittighed.

Der udspillede sig en lang debat om reglerne, hvor nogle mente, journaliststanden ville blive slået i hovedet med reglerne, mens andre mente, at journaliststanden ville blive slået i hovedet, hvis man slet ikke havde nogen regler.

Den endte med at blive forkastet med et snævert flertal imod.

 

”Vi har spildt den halve tid” lød overskriften for interviewet i Journalisten med fire journaliststuderende i 1972.

1973: Bunkeren i brug

”Bygningen er så deprimerende, at jeg snart ikke holder ud at komme her mere,” lød kommentaren i Journalisten fra en journaliststuderende om den nye journalisthøjskole, der blev taget i brug i efteråret 1973. Især den nøgne beton var noget, der satte følelserne i spil, når man kom på skolen.

 

1977: Tanten mistede stemmen

Søndag aften den 30. januar standsede trykpressen i Det Berlingske Hus. Dermed udbrød en af landets største arbejdskonflikter, og utvivlsomt den største inden for mediebranchen. Striden stod mellem typograferne og ledelsen. Det handlede om besparelser, ny teknologi, og hvem der skulle have retten til at betjene den.

Berlingske lockoutede alt teknisk personale og udgav nødaviser. Typograferne blokerede trykkeriet, og nødaviserne måtte bringes ud under massiv politieskorte og ofte med voldelige sammenstød.

Typograferne fik stor opbakning fra andre fagorganisationer og generelt i befolkningen. Blandt journalisterne var holdningerne mere spredte. På Berlingske lå sympatien angiveligt mere hos ledelsen end hos typograferne. Til gengæld kritiserede kreds 1-formand Leif Larsen i flere medier Berlingskes journalister for at medvirke til at lave nødaviser, som han kaldte ’pirataviser’.

På delegeretmødet i april blev sagen diskuteret heftigt, og Bertel Thomsen fra B.T. gjorde sin holdning klar: 

Typograf-konflikten i Berlingske Hus 1977 bragte sindene i kog i hele fagbevægelsen. Direktør Oluf Poulsen blev udpeget som skurk.

”Der er mindst 30 typografer, som reelt ikke har arbejdet i flere år. Det kan man i svage øjeblikke godt tro skyldes en dårlig ledelse på Berlingske. Men jeg vil opgive min solidaritet med typografer, der er indstillet på at lukke Huset for altid.”

Men Berlingske-gruppen fik hård kamp.

”Pas på. Hvis I tvinger delegeretmødet til en samlet stillingtagen, er jeg næsten overbevist om, at den vil gå jer imod,” sagde Esben Odbjerg, tillidsmand på Politiken.

21. juni – efter 141 dage – udkom Berlingske Tidende, B.T. og Weekend­avisen igen.

 

1978: LO havde moral i flere lag

Medarbejderdemokrati på arbejdspladserne var et stort tema i halvfjerdserne, såvel i pressen som i mange andre brancher. LO agiterede for indførelsen af ØD – økonomisk demokrati – hvilket indebar, at ansatte skulle have del i virksomhedernes overskud og indflydelse på ledelsen. Men LO’s idealer gjaldt tilsyneladende ikke organisationens egne virksomheder. A-pressens medarbejdere – journalisterne på Aktuelt, Bornholmeren og Ny Dag i Nakskov – havde foreslået mere demokrati på de tre arbejdspladser i form af et ’paritetisk redaktionsnævn’, der skulle tage stilling til ansættelser, afskedigelser, budgetter og kampagner. Men LO’s formand Thomas Nielsen, som var bestyrelsesformand for A-pressen, havde blankt afvist forslaget.

”De vil have, vi skal stå med det økonomiske ansvar og så selv have lov til at bestemme det hele,” sagde han til BT.

 

1980: Fætter RUC

Ved indgangen til firserne fik Journalisthøjskolen en konkurrent på Roskilde Universitetscenter. Det var i hvert fald sådan, den nye kommunikationsuddannelse blev omtalt i Journalisten. Elevkredsen på DJH – 4y – klagede over, at RUC-uddannelsen ville få flere ressourcer, end de selv havde.

 

1980: Formandens ydmygende exit

I foråret 1980 fik Journalisten ny redaktør: Ilse Olsen. Og hun skulle få lidt af en ilddåb, nemlig opgaven at dække oprulningen af hendes egen ansættelse som led i en intern magtkamp, der efterfølgende førte til et formandsskifte.

Det var Lasse Ellegaard, dengang på Weekendavisen, der satte gang i sagen, da han i et indlæg i april-nummeret stillede en række spørgsmål til Ilse Olsens ansættelse: Blandt andet om det var korrekt, at Ilse Olsen blev opfordret til at søge stillingen. At hendes ansættelse blev sikret ved en såkaldt ’rundringning’ til andre hovedbestyrelsesmedlemmer? At Ilse Olsen blev foretrukket, fordi hun ville være mindre afhængig for forbundsformand Carl John Nielsen end hendes forgænger? Og endelig stillede Ellegaard et spørgsmål direkte til HB-medlem og Kreds 1-formand Ellen Gaarmann: Om det var korrekt, at hun havde ringet en anden ansøger op og fortalt, at han ikke skulle tage fravalget personligt, da ansættelsen af Ilse Olsen handlede om, at Carl John skulle have ”en over næsen”.

På det tidspunkt havde Carl John Nielsen meddelt, at han ville fratræde som formand, da han havde fået tilbudt en journalist-stilling på Ekstra Bladet. Men på delegeretmødet, hvor en ny formand skulle vælges, valgte han alligevel at komme ind på Ellegaards pinagtige spørgsmål.

”Jeg havde oprindeligt tænkt mig at forblive på posten indtil 1981 eller -83, men afstemningen om redaktørstillingen fik mig til at overveje påny. 12 hovedbestyrelsesmedlemmer deltog i afstemningen. 11 stemte for Ilse Olsen, 1 for Nick Dalum. Det ene var mig, så det var et nederlag, der var til at tage og føle på. Det er grænser for, hvor mange beslutninger jeg kan træffe på egen hånd, og det ville være pamperagtigt at fortsætte.”

På mødet blev spændingerne omkring formanden yderligere bekræftet, da HB-medlem Leif Larsen på talerstolen noterede, at det ikke var første gang, Carl John Nielsen havde stået alene med sit standpunkt.

Ydmygelsen af den afgående forbundsformand medførte en del kraftige reaktioner. Først og fremmest da hele gruppen af delegerede fra Det Berlingske Hus udvandrede efter debatten. 

I 1970’erne blev billedsiden af Journalisten løftet kraftigt.

Berlingske-journalisternes formand Hege Møller forklarede udvandringen med, at den tiltrædende formand havde lukket af for den debat, man ønskede. Men han relaterede også sagen til en generel venstredrejning i forbundet.

”Vi ved, at mange er utilfredse og siger, at vi har fået et rødt forbund (...) Jeg har tidligere sagt, at hvis man tror, at forbundet er dirigeret af VS og DKP, så ser man spøgelser. Det mener jeg stadig. Men man kan ikke blive ved med at isolere Det berlingske Hus, og vi må have delegeretmødet til at fungere ordentligt.”

 

1981: Kønskvotering på DJH

Et enigt optagelsesnævn på Journalisthøjskolen foreslog i 1981, at der indførtes mulighed for at justere optaget med kønskvotering, skrev Journalisten. Beslutningen var symptomatisk for tiden, hvor kvindesagen var glohedt stof. I nummeret før kunne man læse om Hanne Dams Cavling-pris for hendes kvindesagsartikler, og DJ havde også kvindeudvalg, både centralt i forbundet og i enkelte kredse.

 

1983: Journalister ville også have fred

I startfirserne var den kolde krig stadig kold, og fredsaktivismen var en af tidens store bevægelser. Der blev dannet foreninger som ’Kunstnere for fred’, ’Idræt for fred’, ’Danske Læger mod Kernevåben’, og i november 1983 stiftede 45 DJ-medlemmer ’Journalister for Fred’ ved et møde i København.

”Vi lever med udsigten til, at der kommer en krig, som ikke vil kunne sælges, som ingen nogensinde vil læse om …”

Sådan var udsigterne ifølge Gunilla Hultén fra de svenske Journalister for Fred.

Ved mødet deltog også skuespillerinden Sonja Oppenhagen som repræsentant for skuespillerforbundets fredsgruppe. Hun noterede, at journalisterne havde været sent ude med at starte deres fredsgruppe.

”Jeg har ellers altid troet, at journalister var i første række med nyhederne. Men hellere i elvte time end i trettende,” sagde hun.

Formålet med gruppen var blandt andet at skabe et kildenet for fredsforskning, at modvirke militariseringen af sproget i medierne, og at assistere andre fredsgrupper.

 

1984: Kvinder ville have magt og penge

Selv om kvinderne stadig udgjorde et absolut mindretal i medlemsskaren, fyldte de i halvfjerdserne og firserne meget i det politiske arbejde og dermed på Journalistens sider. Symptomatisk nok stod valget af ny forbundsformand i 1984 mellem to kvinder: Tove Hygum og Lisbeth Knudsen, med førstnævnte som vinder. I marts afholdt DJ det 8. landsdækkende kvindeseminar på Hotel Nyborg Strand. Her kunne man konstatere, at kvindernes lønefterslæb i forhold til mændene i perioden var reduceret fra 20 til 8 procent. Men kvinderne ville have mere. Som en deltager udtrykte det: ”Jeg er bange for, vi lader os røvrende af vores egen kvindelighed. Jeg vil have det hele!!!”

 

1991: Pressenævnet fødes

I maj 91 blev medieansvarsloven vedtaget med virkning fra 1992. Hermed indførte man Pressenævnet,

Der var flere punkter, der skurrede i ørerne på journalisterne, da det første lovforslag blev diskuteret ved delegeretmødet. Mødet fandt det uacceptabelt, ”at domstolene med lovforslaget bevarer en meget vidtgående mulighed for efter et skøn at pålægge en journalist at vidne og dermed afsløre sine kilder”.

Den vedtagne lov blev dog modereret til, at journalister kun kan tvinges til at røbe kilder i straffesager, hvis sagen er ”alvorlig” og kan give mindst fire års fængsel.

 

1992: Den nye smittebærer: Musen

I Journalisten kunne man læse om en ny type arbejdsskade, der især ramte redaktionssekretærer, der arbejdede med helsides-redigering.

”Jeg har også forsøgt mig med en cykelhandske – og med ligtorneplaster. Min ingen af delene har hjulpet på hævelse ved håndroden,” fortalte Ove Hougaard fra Midtjyllands Avis til Journalisten.

 

1994: Aldrig mere produktomtale på lokalaviser

Dette år kunne man læse om et internt notat, Berlingske Lokalaviser havde sendt ud til sine 13 distriktsaviser. Direktøren Svein Gilbu ønskede at styrke den journalistiske kvalitet, og notatet indeholdt 10 bud, der skulle gøre op med den redaktionelle produktannoncering. Første bud slår fast, at tekst, foranlediget af direkte merkantile interesser, kun bør bringes, hvis der er ”et klart journalistisk kriterium.” I femte bud hed det: ”Sælgere og bladchef må aldrig love en annoncør omtale.”

Et af buddene modererer dog en smule og tilføjer, at første bud kan fraviges i enkeltstående tilfælde, hvis der er tale om ”en trussel mod bladets velfærd”.

 

1999: Dansk World Press-vinder havde manipuleret

Unge danske fotografer fejrede store triumfer i slutningen af halvfemserne med et væld af internationale priser og opmærksomhed. Derfor var det for nogle en ridse i lakken, da Journalisten kunne fortælle, hvordan de præmierede reportage-fotografier ofte var iscenesatte i større eller mindre grad. Det var fotografen Nicolai Fuglsig, der åbent fortalte, hvordan han blandt andet havde holdt en glasplade med et atom-symbol foran sit kamera, da han fotograferede en dreng i en reportage fra det radioaktivt forurenede Muslomovo-område i Rusland. Et projekt, der blandt andet gav ham en World Press Photo-pris.

”Det her med at arrangere og iscenesætte er det største tabu i dansk pressefotografi. Vi trænger til en principiel debat,” sagde han. 

Og det fik han.

Et varsel på forsiden i 2000: gratisavisen!

 

2002: Slut med dårlige fotografbilleder

I begyndelsen af nullerne begyndte flere aviser at arbejde med flerfunktionalitet blandt journalisterne, og en række aviser fik dispensation fra fællesoverenskomsten til, at deres journalister kunne tage billeder. Også fagbladet Job og Børn forsøgte sig med fotograferende journalister.

”Vi bruger for mange penge på dårlige billeder. Vi kan give medlemmerne et bedre blad for deres penge, hvis vi prioriterer anderledes,” sagde Job og Børns redaktør Øjvind Hesselager til Journalisten.

 

2006: Verdenerne druknede i blod 

Det var et helt uhørt angreb på den etablerede magtbalance, da den islandske investor Baugur i 2006 etablerede et nyt dagblad, Nyhedsavisen, der ikke alene skulle være en omdelt omnibus-kvalitetsavis, men også gratis. Det indledte det store slag i den såkaldte gratisavis-krig. Bladhusene JP/Politikens Hus og Det Berlingske Officin fik i al hast etableret modtræk i form af 24timer og Dato. I forvejen fandtes trafikaviserne metroXpress og Urban.

”I den nordiske mytologi kommer ragnarok, og verdenerne drukner i blod, men derefter bliver verden genskabt af de overlevende,” skrev Journalistens redaktør Jakob Elkjær om Nyhedsavisens indtog.

Vølvens spådom skulle vise sig at være en udmærket allegori. MetroXpress – i dag relanceret som MX – blev eneste overlevende medie.

En ny avis søger hjerner og penne i 2006.

 

2007: Journalisten på nettet

I slutningen af 2006 blev Ole Nørskov ansat som webredaktør på Journalisten. Journalisten.dk havde eksisteret længe, men blot som et slags artikelarkiv med et ikke særlig vel-modereret debatforum. Det gav Ole Nørskov adskillige fjender på halsen, da han som redaktør begyndte at slette debatindlæg.

I april 2007 blev sitet relanceret, og siden er der sket en gradvis opgradering, hvilket også indebar, at Journalisten.dk blev den primære nyhedskanal. Tilsvarende har brugertallet været jævnt stigende, og i 2016 havde Journalisten.dk i gennemsnit omkring 95.000 unikke brugere om måneden.

 

2008: Journalisten som pornoblad

I nyere tid har det været yderst sjældent, at folk har meldt sig ud af forbundet med direkte henvisning til fagbladet. Et tilfælde var, da Journalisten valgte at lave sommertema om sex i medierne. Ikke den forargede verden-er-af-lave-tilgang, men en nysgerrig anerkendelse af, at sex i et halvt århundrede har været et væsentligt element i danske medier. Chefredaktørerne Henrik Qvortrup, Peter Brüchmann og Jakob Elkjær fra Journalisten stillede op som side 9-mænd, og bladets praktikant, Andreas Marckmann Andreassen, blev sendt i lære på Tidens Kvinder, hvor han kom til at arbejde med en guide til analsex.

”Imens han piller trusserne af dig, nyder du hans finger, der blidt bevæger sig rundt omkring dit bagerste hul,” lød det anslag, Marckmann endte med at bruge efter svære overvejelser.

 

2013: Fusionen blev vingeskudt

I februar 2013 smed forbundsledelsen en forsinket nytårsbombe, da den meddelte, at man siden efteråret havde arbejdet for en fusion med forbundet Kommunikation og Sprog. Formålet var strategisk at sikre, at DJ fremover ville sikre sig organiseringen af det voksende antal kommunikationsmedarbejdere.

Fusionen blev et stort tema blandt medlemmerne og i Journalisten, der blandt andet kunne fortælle, at ansatte kommunikatører reelt udgjorde under en tiendedel af KS’ medlemsskare.

I november 2014 besluttede hovedbestyrelsen at udskyde et videre arbejde mod en KS-fusion. Forbundsformand Mogens Blicher Bjerregård håbede dog stadig, at fusionen ville komme på et tidspunkt.

»Ja, min ambition er, at vi skal samle hele det her område medier og kommunikation, og at fusionen er et godt middel til det. Men vi er nødt til at bruge mere tid, og derfor sætter vi tempoet ned,« sagde han til Journalisten.

 

2014: "Verdens tåbeligste narrøve"

I 2014 begyndte Journalisten i en fast rubrik at bringe nogle af de mere kulørte læserreaktioner, der tikker ind i journalisters mailbokse. Blandt andet hos Berlingske-journalist Line Holm Nielsen, der havde skrevet en artikel om den store udbredelse af stress blandt danskerne. Det ophidsede en læser, som skrev følgende, kortfattede mail:

”Din store kraftidiot, en gang lort at skrive, simpelthen en gang uduelig journalist pis, det må være verdens tåbeligste narrøve som er på denne avis, i det hele taget danske journalister må være verdens dummeste, man får snart stress af at trække vejret, stupide nar.”

 

Rettet 28/12 klokken 14.39: Der stod "Thorkild Stauning", hvor der rettelig skulle stå "Thorvald Stauning".

Rettet 28/12 klokken 15.26: I artiklen stod "Frederik 9.", hvor der skulle stå "Frederik 8.".

Rettet 2/1 klokken 13.35: Der stod "1 stemte for Ilse Olsen", der skulle stå "11 stemte for Ilse Olsen".


 

Magasin: 

Kommentar

28/12/2016 - 15:17

Michael Kjærgård

'...den nyligt afdøde Frederik 9.'? (1912)

28/12/2016 - 15:30

Andreas Marckmann Andreassen

Kære Michael Kjærgård

Tak for opmærksom læsning, du har helt ret. Der skulle stå Frederik 8., som døde 1912. Det er nu rettet.

Bedste hilsner
Andreas, Journalisten

08/01/2017 - 10:05

Lene Rimestad

Virkelig en dejlig historisk gennemgang. Jeg ved, hvor lang tid den slags tager, og jeg synes, at det er et fremragende stykke arbejde. Tak for det.

Seneste nyheder

21.02.2017 · 12:00

Danske fotografer rydder en hel kategori ved prisfest

Kerstin Bruun-Hansen
21.02.2017 · 10:25

Berlingske Media lukker trykkeri i Avedøre

Kerstin Bruun-Hansen
21.02.2017 · 09:30

DJ blæser til kamp mod skjult og halvskjult reklame

Andreas Marckmann Andreassen
20.02.2017 · 15:01

Bladtegnerne hylder forgængere ved at tegne dem

Andreas Marckmann Andreassen

Seneste jobopslag

Journalist/presseanalytisk medarbejder

HK Hovedstaden
Ansøgningsfrist: 08.03

Presse- og kommunikationsrådgiver til Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse
Ansøgningsfrist: 12.03

Projektleder til Pressens Uddannelsesfond/Mediernes Efteruddannelse

Pressens Udannelsesfond/Mediernes Efteruddannelse
Ansøgningsfrist: 23.02

Studentermedhjælp til digitale og sociale medier

Dansk Journalistforbund
Ansøgningsfrist: 01.03

Erfaren presseansvarlig

Gigtforeningen
Ansøgningsfrist: 02.03

Ansvarshavende chefredaktør til Altinget.dk

Altinget
Ansøgningsfrist: 27.02

Presse- og kommunikationsansvarlig

LMO
Ansøgningsfrist: 27.02

NYHEDSREDAKTØR til TV 2/Bornholm

TV 2/Bornholm
Ansøgningsfrist: 22.02