Michael Jeppesen: ”Sig ja til livet, sig ja til alt”

Michael Jeppesen er en mand, der har genopfundet sig selv og sin rolle i mediebranchen mange gange på få år. Han blev kendt som bidsk bagsideskribent og er i dag bureau-boss for 15 ansatte, der laver tv og native advertising
  • Foto: Jonas Pryner Andersen
    Michael Jeppesen i hjemmets sofa – denne gang i rollen som far til fire.
11.08.2017 · 14:15

"Må jeg lige se din hånd en gang?”

Journalist, forfatter og altmuligmand Michael Jeppesen nikker ned mod mine hænder på cafébordet. Vi er et par timer inde i interviewet, og han har lige – ud af det blå – proklameret, at han kan læse i hænder. 

”Jeg kan også godt lave en psykoanalyse på dig. Men det har vi ikke tid til,” tilføjer han. 

Jeg rækker ham tøvende min højre hånd med håndfladen vendt opad. Han tager den og drejer den lidt op mod lyset fra vinduet.

”Det interessante ved dig er, at du faktisk ikke har nogen skæbnelinje. Men du har lidt starten på en cheffirkant herovre,” siger han. 

Hvad betyder det, at jeg ikke har nogen skæbnelinje? Det lyder da potentielt lidt farligt ... 

”Ja. Det er sådan en, der definerer, om man har en kæmpe karriere, der venter på en.”

Han rynker brynene og peger på en linje på tværs af håndfladen:

”Det her er kærlighedslinjen. Der er jo mange måder at læse sådan en på. Men nogle vil nok synes, at din stopper lidt tidligt. Se, min kører helt over til pegefingeren. Men jeg har også fire børn og er godt gift,” siger han og slipper min hånd.    

Jeg sidder lidt forvirret tilbage. Endnu en gang i løbet af interviewet er det lykkedes Michael Jeppesen at afspore samtalen. Jeg har helt glemt, hvor vi kom fra.

”Hvad er næste spørgsmål?” spørger han med et lidt drilsk smil og blinker et par gange hårdt og hurtigt med øjnene.

 



Michael Jeppesen, sommer 2017. –– Foto: Jonas Pryner Andersen

 

Mange talenter

Michael Jeppesen er en mand med mange talenter og endnu flere jern i ilden. Han har ingen anden uddannelse end sin 9. klasses eksamen, men dukkede op i den danske mediebranche omkring årtusindeskiftet med magasinet Kultureliten, som han opfandt og uddelte gratis til efter sigende 5.000 udvalgte mediefolk og kulturpersonligheder. 

Siden har Michael Jeppesen, der i dag er 41 år, rodet med lidt af hvert.  

Han har været kult-klummeskribent i gratisavisen Urban, grænsesøgende gonzojournalist og satiriker på Ekstra Bladets bagside, kunstkritiker på Dagbladet Information, vært på adskillige tv- og radioprogrammer – blandt andet portrætserien ’Michael Jeppesen møder …’ på DR2 og ’Forfra med Jeppesen’ på Radio24syv – han er blevet hyret og fyret igen på rekordtid først som blogger på Politiken og siden som radiovært på P1, han har stiftet internetmediet denfri.dk og skrevet i alt syv bøger – heriblandt en slankebog, to bøger om samtidskunst og den anmelderroste ’Før ørerne falder af’ om valgkampen i 2005. Derudover har han både gjort sig som ejendomsinvestor og kunstsamler med værker af anerkendte danske kunstnere som Tal R, John Kørner og Olafur Eliasson i samlingen.  

Direktør i eget firma

I dag er Michael Jeppesen direktør i eget firma med LinkedIn-strategi og 15 fastansatte med pensionsordning. De laver tv, native advertising og events og havde en bruttofortjeneste på seks millioner kroner i 2016. Han er også vært på Radio24syv-programmet ’Jeppesens Bibelskole’ og arbejder på ”et storværk om Gud”. 

Ved siden af det hele har Michael Jeppesen fået fire børn, kone og hus i Charlottenlund, hvor han brygger sin egen øl og samler på terracotta-krukker til haven. Dem har han 300 af.

Han har en kæmpe, kæmpe stor BMW-motor, der pløjer sig igennem livet.
Rasmus Jønsson, ven og kommunikationsrådgiver
”Hvis PET skulle overvåge Michael, skulle de have tre hold på ham om dagen. Han har en kæmpe, kæmpe stor BMW-motor, der pløjer sig igennem livet. Han er ekstremt effektiv og når det samme på en uge, som de fleste af os andre når på et helt år. Det kan godt være lidt irriterende, når man selv kæmper på tredje måned for at få bestilt tid til det der tandeftersyn,” siger Rasmus Jønsson, kommunikationsrådgiver og Michael Jeppesens private ven og samarbejdspartner gennem mange år.  

Også Kevin Helsinghof, marketingdirektør i DFDS Seaways og en af kunderne i Michael Jeppesens firma, undrer sig:

”Det er mig en gåde, hvordan han når alt det, han når. Han har et enormt stort energiniveau og et bagkatalog af viden, som er helt utroligt. Han ved alt om kristendom, men han kan også tale med om fodbold og biler – jeg hører ham aldrig falde igennem på nogen emner,” siger han.

 

Jeppesens roller: På elefant i Politiken (2010), på BogForum med Flemming Rose (2016), på luderbar i Aalborg (2003), på besøg hos Asbjørn Riis (2003). –– Foto: Lærke Posselt, Mathias Eis Schultz, Ole Kjær (3+4) /Polfoto.

 

Fjollet at udelukke de kommercielle aktører

Første gang jeg møder Michael Jeppesen, slænger han sig som en teenager i en sofa med uglet hår og laptop på maven. Vi er på kontoret ved Nørreport Station i København, hvor hans firma MU.ST har midlertidig adresse, og Michael Jeppesen ligner alt andet end en travl direktør. 

”Vi har siddet her i to måneder nu, og jeg har stadig ikke været oppe ved bordet og sidde. Jeg kan simpelthen ikke tænke, når jeg sidder der,” forklarer han – næsten som en parodi på en moderne virksomhedsleder i den kreative branche.

MU.ST har eksisteret i knap to år og er et mix mellem et produktionsselskab og et såkaldt native-reklamebureau. De laver tv-dokumentarserier til klassiske broadcastere som DR og Discovery Networks, men de laver også såkaldt native advertising i form af tv, artikler og events for kommercielle aktører. 

Det hele flyder lidt sammen, får man hurtigt indtryk af. Lige nu arbejder MU.ST for eksempel både på et tv-program til DR2 om cybermobning og på en række små film om samme emne for et stort dansk teleselskab. For Michael Jeppesen er det underordnet, om hans kunde er et medie eller en kommerciel virksomhed.  Opgaven er altid den samme: At finde den gode historie og gøre den relevant for målgruppen, forklarer han.

”Hvis man kun laver tv til traditionelle broadcastere, har man måske otte kanalchefer at pitche sine idéer til herhjemme. Men hvis man også inkluderer marketingchefer for brands og organisationer, så har man nærmere 800. Det er jo en åbenbaring i en tid, hvor det er hårdt at være journalist. Hvis man lever og ånder for at producere indhold, der kommer ud og gør en forskel, så er det da fjollet at udelukke de kommercielle aktører,” siger Michael Jeppesen. 

Denne lummervarme mandag er en stille dag på kontoret. I går kom de alle sammen hjem fra Folkemøde på Bornholm, hvor MU.ST har en strandbar for interesseorganisationen Danske Professionshøjskoler, der er en af deres kunder. Michael Jeppesens firma har udviklet konceptet for deres stand og stået for alt fra grafikken på plakaterne til sandet på jorden og indholdet i glassene.

”Det er en hård nyser at lave sådan en strandbar, så i dag er vi lidt trætte og har ikke nogen møder. I dag finder vi bare på,” fortæller Michael Jeppesen fra sin halvvejs liggende position i sofaen. 

På en tavle bag ham står en liste med navne på en række af de virksomheder, som MU.ST er i dialog med og i gang med at ”finde på” for. Flere af dem skal have noget fra Michael Jeppesen i dag – et program-pitch, et budget, en opfølgende mail eller et bud på en produktionsplan. 

”Jeg har lovet alt muligt til alle mulige,” siger han til producer Emil Bernild og kontaktchef Tina Schwarz, der også sidder i lokalet. De går i gang med at snakke om deres idéer til teleselskabet, der gerne vil fortælle om deres indsats mod hævnporno og digital mobning. 

”Hvad nu, hvis vi følger to cases, der har oplevet at blive udsat for hævnporno. Vi starter udsendelsen der, hvor de fortæller om chokket,” foreslår Michael Jeppesen. 

”Ja, det ville være stærkt,” svarer Emil Bernild og noterer på sin computer. 

Michael Jeppesen fortsætter: 

”Og så har vi en sikkerhedsekspert, der giver gode råd til, hvad du gør, hvis skaden er sket. Og et action-spor med en advokat, der ringer op og prøver at få de her billeder fjernet. Og vi vil altså have det opkald, hvor det er ægte,” siger han.

 

 Jeppesens roller: På vagt over for kioskejer og Irak-krig (2003), på besøg hos Tomas Villum Jensen (2003), på valg-bus-tur med Anders Fogh (2007), på detektivarbejde i Hørsholm, (2003). –– Foto: Thomas Wilmann, Mads Winther, Hung Tien Vu, Johnny Frederiksen /Polfoto.

 

”Sig ja til livet, sig ja til alt”

Det lå på ingen måde i kortene, at Michael Jeppesen en dag skulle havne i mediebranchen, da han voksede op i Silkeborg. Familien var medlem af Jehovas Vidner, faren ejede et rengøringsfirma, mens moren gik hjemme. Michael Jeppesen selv drømte vist nok om at blive vinduespudser. 

”Jeg havde jo lært hjemmefra, at hvis man snakkede med piger, endte man med at have sex, hvis man gik til fodbold, endte man med at komme på landsholdet, og hvis man tog en uddannelse, endte man med at få en karriere. Så jeg troede, at når jeg flyttede til København på min 18 års fødselsdag, så ville alle pigerne knalde, alle ville give mig et job, og verden ville ligge for mine fødder,” opsummerer han. 

Men ellers bliver Michael Jeppesen hurtigt nærmest trodsigt ordknap, når snakken falder på hans fortid, da jeg møder ham på en café til interview et par dage efter vores første møde på kontoret. 

For eksempel er det svært at blive helt klog på, præcist hvordan og hvorfor Michael Jeppesen efter et par måneder i København som 18-årig flyttede til New York og fik job som party promoter. 

”Det er jo tilfældigheder det hele. Man skal bare sige ja. Sig ja til livet, sig ja til alt,” lyder hans kortfattede forklaring. 

Hvad gik det helt præcist ud på at være party promoter? 

”Det går ud på at kunne skabe en fest. Kende rigtig mange mennesker og få dem til at komme til en fest, fordi de tror på, at når du holder en fest, så er det en god fest.”

Hvad skulle du gøre for at starte en fest? 

”Man skulle have de rigtige mennesker. Og mange af dem. Det er jeg stadig god til – at holde en fest. Er du god til det?”

Ja, det synes jeg egentlig ...

”Så er der måske en karriere for dig.”

Men jeg ville alligevel ikke ane, hvordan jeg skulle gribe det an, hvis jeg stod i New York og skulle starte en fest ... 

”Man starter jo også lige så langsomt. Og så lærer man det.”

 



”Man skulle have de rigtige mennesker. Og mange af dem. Det er jeg stadig god til – at holde en fest. Er du god til det?” spørger Michael Jeppesen Journalistens udsendte. –– Foto: Jonas Pryner Andersen

 

”Jeg føler mig SÅ lidt mystisk”

Michael Jeppesen kigger ud gennem brillerne med et deadpan-blik og tier stille.

Og hvorfor tog du så hjem fra New York?

”Fordi det hele var noget lort. Det er også noget lort at bo i New York. Jeg tog hjem dagen før 1. maj i 2000. Jeg kan huske, det var den dag, fordi jeg gik en tur, da jeg vågnede, og så mødte jeg Master Fatman, der holdt 1. maj i Ørstedsparken. Han var også en flink mand – og så kørte festen igen. Så holdt jeg fester i København.”

Så levede du af at arrangere fester? 

”Ja, og så blev det mere events, og så blev det til et pr-firma, og så blev det et kommunikationsfirma. Og så er det faktisk det kommunikationsfirma, jeg stoppede, da jeg lavede MU.ST.” 

Var det også der, du lavede det der kulturmagasin? Jeg har jo læst om dig, at ... 

”... Du har simpelthen læst alt muligt om mig? Hvordan var det? Jeg har jo ikke selv læst de der artikler. Hvordan fremstår jeg?”

Du fremstår meget mystisk. 

”Mystisk?” Michael Jeppesen lyder nærmest glad og beder tjeneren om en danskvand uden citrus, inden han tilføjer: ”Jeg føler mig SÅ lidt mystisk, så det er jo ret dejligt.”

Du bliver tit beskrevet med en masse paradokser, og som om ingen kan få helt hold på, hvem du i virkeligheden er. 

”Men det kan du?”

Nej! Nej, overhovedet ikke. Men du hjælper mig heller ikke særlig meget. 

”Hvad mangler du? Du kan spørge om alt!”

Du svarer bare meget kort hele tiden.

”Tror du ikke bare, jeg er ærlig?”

Jo. Men du opererer med meget tilbageholdt information. 

”Du må jo spørge om alt. Hvor er du fra?”

Jeg er fra Ry.

”Det er jeg jo også næsten.”

Du er fra Silkeborg, ik’?

”Jo. Men jeg gjorde meget rent i Ry. Min far har jo et rengøringsfirma i Silkeborg, som jeg har gjort meget rent for, siden jeg var helt lille. Ren Service. Jeg ved ikke hvorfor, men det var meget i Ry.”

 



Michael Jeppesen læser i Biblen på en trappeopgang ved sit kontor i København. –– Foto: Jonas Pryner Andersen

 

Svær at blive klog på

Ironisk er et ord, der går igen i mange portrætter og beskrivelser af Michael Jeppesen. Han bliver ofte beskrevet som et fænomen – et brand ligefrem – og som en, det er svært at blive rigtig klog på. Til Politiken har radio- og tv-vært Anders Lund Madsen for eksempel udtalt om Jeppesen:

”At lære ham at kende er som at gå rundt om en mergelgrav. Der er mørkt og ukendt på bunden, men det er også det, der gør det spændende at hoppe i.”

De to havde over fire måneder i 2005 og 2006 en mailkorrespondance, der blev til bogen ’Hold masken eller der falder brænde ned’, hvor Anders Lund Madsen kæmpede for at lære Michael Jeppesen at kende. Det lykkedes aldrig.  

”Jeg kunne ikke finde ud af at håndtere hans mange paralleluniverser. Jeg har det nemmest med rare, pålydende mennesker, og Michael blev for indviklet til mig,” sagde Anders Lund Madsen i 2007 til Politiken.

I samme artikel fremgår det også, at Michael Jeppesen har et ”til tider bizart forhold til sandheden”, og at ingen for eksempel kender hans virkelige alder. I mange år var han den evige 29-årige, fremgår det af artiklen.

”Jeg kunne godt være 46 år. Eller 35”

Da jeg under interviewet med Michael Jeppesen spørger til hans alder, svarer han, at han er 41.

Hvad er det for noget med, at man ikke ved, hvor gammel du i virkeligheden er?  

”Jamen det undrer jeg mig også selv over. Lise Lotte Lohmann har også engang udtalt i en af de der artikler, at jeg er typen, der elsker at gå i byen i kilt uden noget indenunder, men med min penis malet sort.”

Er det også løgn?

”Det er en fuldstændig absurditet, hvis man kender mig. Alle de der ting er ret absurde, da jeg sådan set er ret glad for at lægge mine følelser og dagsordener på bordet. Så der er ikke særlig meget mystik.”

Kan du regne ud, hvordan kilt-historien er opstået? 

”Nej. Men der er da også noget pirrende ved at være sådan en, der bliver sagt nogle lidt sjove og mystiske ting om. Så jeg vil ikke afvise det. Jeg kunne godt være 46 år. Eller 35.”

Og have malet din penis sort?

”Den kunne være sort lige nu. Det kunne den. Ej, det må du ikke skrive – det kunne den ikke.”

Spørger man Rasmus Jønsson, beskriver han Michael Jeppesen som en mand med en ekstremt skarp analytisk sans krydret med et krøllet hoved. Men han har svært ved at genkende billedet af ham som ironisk og mystisk, selv om han tit møder det.

”Når folk finder ud af, at jeg kender Michael Jeppesen, bliver jeg tit spurgt, om han ikke bare er helt vildt mærkelig. Men nej, egentlig ikke. Det mest underlige er, at han er så normal på så mange områder – han kører fire børn og arbejde, ligesom os andre. Men jeg tror, mange synes, han kan være grænseoverskridende, fordi han er meget ærlig og direkte fra starten. Han springer nogle af de almindelige sociale ting over for at komme til sagen med det samme. For eksempel siger han tit ikke ’hej’ og ’farvel’. Han står der bare – og så går han,” siger Rasmus Jønsson.

 



Michael Jeppesen på arbejde i eget firma med 15 fastansatte med pensionsordning. –– Foto: Jonas Pryner Andersen

 

På kanten af ens intimsfære

Tredje gang jeg møder Michael Jeppesen, står han i foyeren på et fint hotel ved søerne i København i nystrøget hvid skjorte og grå blazerjakke. Vi er til uddelingen af Fællesskabsprisen 2017 – et arrangement, som Mette Frederiksen og en række organisationer og virksomheder står bag, og som Michael Jeppesens firma arrangerer. Formålet er at hylde hverdagens helte.

”Jeg skal bare gå rundt og snakke med alle de her skøre mennesker. Det er det bedste, jeg ved,” siger Michael Jeppesen og kigger som en glad dreng i en legetøjsbutik ud over den brogede forsamling af blandt andet SOSU-assistenter, direktører og indvandrerdrenge i hotellets gårdhave. Der er også en drag queen og en mand med tatoveringer i hele hovedet og horn i panden.

Michael Jeppesen flyder som en ægte receptionshaj rundt imellem gæsterne med bobler i glasset. Han giver hånd til alle – aldrig kindkys eller kram. Til gengæld stiller han sig gerne lige på kanten af ens intimsfære. I hvert fald min. Og ligesom under vores interview på caféen for et par dage siden har han mange spørgsmål: Har du tatoveringer? Hvad laver dine forældre? Skal du på Roskilde Festival? Laver du det, du drømte om? Tror du, jeg kan have hele det her stykke vitello tonnato i min mund?

En kvinde kommer over og hilser på.

”Hvor var du på Folkemødet,” spørger hun Michael Jeppesen.

”Ud over det hele,” svarer han.

”Jeg blev venner med Gulddreng på Folkemødet,” fortæller Michael Jeppesen bagefter med henvisning til popfænomenet eller karakteren Gulddreng, der i virkeligheden hedder Malte, og som storhittede sidste år med, hvad der vistnok er en parodi på ungdommen.

”Han kommer hjem og henter mig i aften. Så skal jeg med ham ud og crashe studenterfester i Nordsjælland.”

Journalisters ”koleriske evne til at kritisere”

I november 2016 var Michael Jeppesen en af oplægsholderne på Danske Mediestuderendes årlige event Medielejr på Vallekilde Højskole. Han mener selv, han kom med et meget opløftende budskab til de mange unge mediestuderende, der var samlet.

”Jeg ville beskrive udviklingen for dem for at vise, at udviklingen går deres vej. At de som journalister på ingen tid er gået fra at være en professionel stand på vej mod afgrunden til måske i virkeligheden at være dem, der sidder med nøglen til alles succes,” fortæller han.

Det, som Michael Jeppesen talte om til de kommende journalister, var det, de laver i MU.ST. Native advertising. En type markedsføring, der bliver mere og mere udbredt i takt med, at de klassiske reklamebureauer får sværere og sværere ved at nå deres målgrupper med traditionelle reklamer, og mediebrugerne i stigende grad bliver deres egne og hinandens redaktører og kanalchefer på streaming-tjenester og sociale medier. Den udvikling er en billet til fremtiden for enhver journalist, mener Michael Jeppesen.

Hvis I kan se ud over, at I gerne vil være graverjournalister, så kan I vælge og vrage.
Michael Jeppesen
”Hvis I kan se ud over, at I gerne vil være graverjournalister, så kan I vælge og vrage. Alle de der smarte mennesker, der har siddet på smarte reklamebureauer og udtænkt marketingstrategier, de kan pludselig ikke særlig meget længere. De prøver måske at lege journalister og fortælle historierne journalistisk, fordi de ved, det er det, tiden gerne vil have. Men det, I kan, det er der sgu ikke ret mange derude, der kan. Som journalister kan I fortælle en historie på en måde, så den bliver relevant, og så folk får lyst til at engagere sig. Det kan marketingfolk ikke,” mener Michael Jeppesen.

Han mener også, at journalister, der vil gøre indtog i reklamebureauernes verden, har det, man i netop den verden ville kalde et USP – et unique selling point – i deres ”koleriske evne til at kritisere”.

”Dét kan de der marketingchefer godt lide. De kan gode lide at blive sagt imod. Nu har de fået slikket deres røv så ren i så mange år af så mange bureauer, og så kommer der en og siger, at det var da godt nok en dårlig idé – her er en bedre idé. Det elsker de!”

”Find nogle andre mareridt at kaste jer over”

Michael Jeppesen fik ikke den reaktion på sin brandtale for de journaliststuderende på Vallekilde Højskole om deres lyse fremtidsudsigter, som han påstår, at han havde forventet. Tværtimod.  

”Jeg havde jo troet, at de ville rejse sig op og juble. Men de fangede den overhovedet ikke. De buede mig nærmest ud som en forræder. Altså, buede. Buuuuh,” imiterer han.

Er det ikke også et troværdighedsproblem for medierne, at de stiller deres platforme til rådighed for sådan noget som det, du laver for jeres kommercielle kunder i MU.ST? 

Der kommer til at gå meget kort tid, så er der ikke nogen brands, der synes, det kan betale sig at udgive noget sammen med hverken Politiken, Berlingske eller de kommercielle kanaler længere.
Michael Jeppesen
”Jo. Jeg synes selvfølgelig ikke, at lige det, vi laver, udgør et troværdighedsproblem. For vi har den tommelfingerregel, at vores historier skal være gode nok til, at mediet også kunne have lavet dem som rigtig journalistik. Men der er godt nok langt mellem snapsene i den der native-verden lige nu. Der er meget, som ikke burde være sendt. Og det ødelægger troværdigheden helt vildt,” siger Michael Jeppesen. 

Han tilføjer:

”Men jeg tror, at I alle sammen meget hurtigt bliver fri for at tænke på, om native advertising er en god idé i de store danske medier. For der kommer til at gå meget kort tid, så er der ikke nogen brands, der synes, det kan betale sig at udgive noget sammen med hverken Politiken, Berlingske eller de kommercielle kanaler længere. De rykker det over på deres egne platforme i stedet. Så I kan spare krudtet og de søvnløse nætter. Og finde nogle andre mareridt at kaste jer over.”

Har fortrudt og fortrængt tiden på Ekstra Bladet

Da jeg første gang hørte, at Michael Jeppesen var gået all in på native advertising, blev jeg ret overrasket. Det stemte umiddelbart dårligt overens med mit billede af ham som bidsk bagsideskribent og kompromisløs journalist.

Men ifølge Michael Jeppesen selv er det, han laver i dag, mere ham end meget af det, han har lavet tidligere i sin karriere. Sine fem år og cirka 2.000 bagsidetekster til Ekstra Bladet har han ligefrem fortrudt og fortrængt, hævder han.

”Vi er nede på, at jeg kun lige kan huske, at jeg har været der,” siger Michael Jeppesen.

Hvorfor vil du gerne fortrænge det? 

”Det ved jeg ikke. Kan du ikke forestille dig det? Du har også været på Ekstra Bladet. Så sad man ligesom bare der og prøvede at finde på noget.”

Men hvad var det, der var så ubehageligt, at du ligefrem har fortrængt det? 

”Det kan jeg jo ikke huske. Man var bare ret alene på den bagside – det var sådan relativt ensomt. Og det var en meget defineret rolle, man havde. Det er jo egentlig meget ubehageligt kun at have én rolle, man spiller.”

Var det ikke en rolle, du selv opfandt? 

”Det var det jo nok. Men det var jo sådan, det var på bagsiden – man er lidt kæk, og man er lidt fræk.”

Hvad tænker du, når du i dag bliver konfronteret med noget af det, du skrev dengang? 

”Så tænker jeg: Er det mig? Har jeg skrevet det? Jeg kan slet ikke genkende mig selv i det. Det er måske derfor, jeg har prøvet at fortrænge det. Fordi jeg ikke helt var med selv. Jeg var sådan lidt ligeglad med det hele, tror jeg. Jeg vidste også godt, at jeg ikke skulle gøre karriere i journaliststanden, så det var lidt lige meget. Det er ligesom at være på ferie på Menorca: Man ved godt, at man ikke kommer tilbage, så man behøver måske ikke at samle sine plastikflasker op,” siger Michael Jeppesen.

Det er ligesom at være på ferie på Menorca: Man ved godt, at man ikke kommer tilbage, så man behøver måske ikke at samle sine plastikflasker op.
Michael Jeppesen

Men hvordan forklarer du det for dig selv i dag, at du alligevel var der i fem år? 

”Det gør jeg heller ikke. Jeg har ikke tænkt på det i lang tid. Så kom du.”

Du virker ikke som en, der dvæler særlig meget ved fortiden, og hvad du har lavet engang?

”Nej. Der er ingen glæde forbundet med noget, der har været engang, og der er ingen glæde forbundet med noget, der kommer engang. Det er minder, og det er forestillinger. Det eneste, man har, det er lige nu. Og det kunne man læse meget mere om, hvis man gad at læse Prædikernes Bog. Helt seriøst!” siger Michael Jeppesen og peger insisterende på mig.

 



Michael Jeppesen, sommer 2017. –– Foto: Jonas Pryner Andersen

 

En fin rød tråd

Da jeg mødte Michael Jeppesen første gang for et par dage siden på kontoret hos MU.ST, lå der en laset version af Biblen ved siden af ham i sofaen. Omtrent halvvejs i bogen, ved Prædikernes Bog kapitel 1, var der et bogmærke. Senere samme dag skulle Michael Jeppesen på Radio24syv for at optage 10 nye afsnit af ’Jeppesens Bibelskole’ sammen med filosof Rasmus Ugilt – og de var netop nået til Prædikernes Bog. I programmet læser de to Biblen fra ende til anden og ”diskuterer skriftstedet i bund”, som det hedder i programbeskrivelsen.

”Det er jo verdens vigtigste bog, men ingen kender den,” mener Michael Jeppesen, der ikke selv er religiøs.

Biblen er jo verdens vigtigste bog, men ingen kender den.
Michael Jeppesen

For ham løber der en fin rød tråd mellem det, han gør, når han laver bibelskolen, når han laver kunstkritik, og når han udvikler idéer i sit native advertising-firma i dag. Det handler alt sammen om at knække koder og gøre selv det mest umulige indhold relevant for andre.

”Hvis du tager maleriet eller værket som eksempel, så handler kunstkritikken jo om, at ...”

Michael Jeppesen tøver et øjeblik, kigger sig hurtigt omkring, opdager en lille samling kaffestænk på cafévæggen ved vores bord og fortsætter så:

”... Kunstkritikken handler om, at hvis den der væg var et værk, og de der pletter var en del af værket, så skal jeg skabe en relation til det værk. Så jeg gennem min relation til det kan gøre det relevant for dig også. Jeg skal fortælle en historie og få dig til at få en oplevelse, som øger din bevidsthed om værket. Og der er ingen forskel på de teknikker, man bruger, når man knækker et kunstværk, og de teknikker, man bruger, når man finder ud af, hvordan man gør et produkt relevant, eller når man læser hele Biblen igennem og prøver at få den til at åbne sig. Det er det samme. Og det kan jeg godt lide. Nu skal vi knække den, nu skal vi prøve at forstå det. Den umulige rebus, hvor der ikke findes noget svar. Jeg må heller ikke lave sudoku, for jeg kan ikke stoppe igen,” siger Michael Jeppesen.

Han sidder lidt og kigger på mig med et udtryksløst blik. Og siger så – ganske ud af det blå:

”Jeg kan også læse i hænder. Helt alvorligt.” 

 

 

Magasin: 

Kommentar

Seneste jobopslag

Content Manager

Amnesty International Danmark
Ansøgningsfrist: 08.12

Videoproducent

Amnesty International Danmark
Ansøgningsfrist: 04.12

Kommunikationskonsulent

SEGES Landbrug & Fødevarer
Ansøgningsfrist: 29.11

DR Nyheder søger erhvervskorrespondent

DR
Ansøgningsfrist: 12.12

Digital Redaktør

Udenrigsministeriet
Ansøgningsfrist: 04.12

To redaktører til produktion af skriftlig patientinformation

Region Hovedstaden
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationsmedarbejder til Datatilsynet

Datatilsynet
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationsmedarbejder

Ballerup Idrætsby
Ansøgningsfrist: 30.11

Redaktør og teamleder til Dansk Flygtningehjælps kommunikationsteam

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 06.12

Vikariat, jourhavende på Avisen.dk

Avisen.dk
Ansøgningsfrist: 27.11

Journalist til Politikens sportsredaktion

Politiken
Ansøgningsfrist: 04.12

idényt søger digital forretningsansvarlig

BENJAMIN MEDIA A/S
Ansøgningsfrist: 30.11

Erfaren marketing- og kommunikationsmedarbejder

HR Skyen
Ansøgningsfrist: 08.01

Kommunikationschef

Varde Kommune
Ansøgningsfrist: 27.11

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole søger en underviser

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 27.11

Undersøgende reporter til Radio24syv

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11