Jalving kritiserer atter Poul Høi og Berlingske

Så svinger bloggeren Mikael Jalving igen pisken over Berlingske Tidende og USA-korrespondent Poul Høi i særdeleshed. I et nyt indlæg kritiserer han sin tidligere arbejdsplads for ikke at være kritisk over for Poul Høis »sløring af kildesituationen og -håndteringen.« (opdateret 15:37)
02.07.2009 · 09:44

Så svinger bloggeren Mikael Jalving igen pisken over Berlingske Tidende og USA-korrespondent Poul Høi i særdeleshed. I et nyt indlæg kritiserer han sin tidligere arbejdsplads for ikke at være kritisk over for Poul Høis »sløring af kildesituationen og -håndteringen.« (opdateret 15:37)


Det er kun to uger siden, at den borgerlige kommentator ved Jyllands-Posten, Mikael Jalving, sidst var ude efter Berlingske Tidendes Cavlings-vindende korrespondent i USA. Her blev Poul Høi beskyldt for at snyde med sine kildehenvisninger.

Beskyldningerne fik Poul Høi til at udbryde over for Journalisten.dk: »Jeg er sgu chokeret.«

I det seneste indlæg fra Mikael Jalving fremlægger han igen beskyldninger om direkte kildesnyd i en artikel skrevet af Poul Høi fra USA. Og konklusionen om hans arbejde er klar:

»Poul Høis metode er ikke direkte afskrift, men bevidst sløring af kildesituationen og -håndteringen. Og det er naturligvis et seriøst problem for et medie, der gerne vil tages alvorligt,« skriver Mikael Jalving.

Det får ham til at stille spørgsmålet, om Berlingske Tidende overhovedet har været opmærksom på det påståede problem med kildehenvisninger fra Poul Høi udover den irettesættelse, som Poul Høi tidligere har fået af avisen.

Mikael Jalving efterlyser som konsekvens af beskyldningerne imod Poul Høi, at Berlingske Tidende på linje med nogle amerikanske medier nedsætter en uafhængig undersøgelse med henblik på at undersøge det journalistiske arbejde fra Poul Høi.

Men stiller efterfølgende endnu et spørgsmål:
»Kan man forestille sig noget sådant ske på Berlingske Tidende? Jeg kan ikke.«

Læs kommentar fra Poul Høi herunder:

Kommentar

02/07/2009 - 15:37

Poul Høi

Michael Jalving er i sin gode ret til at skrive, hvad han skriver, og han er i sin gode ret til at have uret.
Sidst han kritiserede mig, plagierede han sin kritik fra en fem år gammel artikel i Jyllands-Posten. Artiklen i Jyllands-Posten indeholdt to kritikpunkter, Jalving tog det ene af dem og lod som om, han selv havde fundet det, og så skrev han ellers af til den store guldmedalje uden at nævne, at en klummeskriver mange år tidligere havde gjort arbejdet for ham.
Bør Jyllands-Posten undersøge ham? Bør en uvildig kommission?
Nu har Jalving - eller dem, der gør arbejdet for Jalving - så fundet en artikel fra 2001, og han præsenterer det som om, det er en liv-og-død artikel fra min hånd. Så lad os lige få det på plads: Det handler om en artikel på 576 ord, altså en kort artikel. Michael Jalving siger, at den ikke er skrevet af, men kraftigt inspireret af en artikel i Wall Street Journal, som jeg kun nævner én gang i min artikel.
Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige...
Vil Jalving tage de samme kriterier og gøre dem gældende over for sin egen avis anno 2001? Vil han begynde at undersøge Jyllands-Postens egne medarbejdere anno 2001?
Nej, selvfølgelig vil han ikke det. Journalistik er ikke - i det mindste ikke, når det bliver begået med 576 ord og nederst på side 14 på en udlandsside - en altertavle. Det er somme tider det tilfældiges kunst, det er somme tider det muliges kunst, og det er somme tider en deadline, der gør, at en artikel både bliver det tilfældige og muliges kunst.
Og så kan man sagtens - otte år senere og i en ophøjet blog - finde fejl og mangler, og det må jeg finde mig i, at Jalving bliver ved med.
Ville jeg ønske, at jeg havde citeret Wall Street Journal yderligere en gang, og gjort det i begyndelsen af artiklen? Ja. Ville jeg gøre det i dag? Ja, sgu.
For jeg er ikke for gammel til at lære. Jeg syntes, at Jyllands-Postens medieklumme med kritikken i 2004 var uretfærdig, men jeg kunne ikke gøre andet end at sige: Det skal blive løgn - og jeg har siden gjort mig umage for hellere at citere en gang for meget end en gang for lidt.
Men det betyder ikke, at man ikke kan tænke selv. Hvis man f.eks. læser fem bøger eller fem artikler om et emne og så tænker en begivenhed ind i en sjette sammenhæng og citerer originale oplysninger og tanker undervejs, men skaber et nyt produkt.
Og det betyder heller ikke, at man ikke kan fejle, for vel kan man det. Alle kan, alle undtagen Michael Jalving.
Til syvende og sidst - og som jeg også opfordrede ham til sidst:
Jeg læser kun Michal Jalving, når Journalisten vækker mig og beder mig kommentere på en af hans klummer, og jeg lever et udmærket liv uden at læse Michael Jalving.
Hvis han bliver så mavebesværet over at læse mig, så lad dog for pokker være. Jeg er sikker på, at han også vil leve et udmærket liv uden at læse Poul Høi. Millioner af mennesker gør det.

02/07/2009 - 16:52

Andreas Hansen

Touché, Høi!

 Jeg hæfter mig ved denne passage på Jalving blog (fra næstseneste svada mod Høi):

 "Lad mig ile med at oplyse de interesserede om, at jeg ikke har undersøgt Poul Høis artikler systematisk. Så interessante er de trods alt heller ikke. I mine øjne bliver mandens normale dramaturgi og kroniske højstemthed meget hurtigt patetisk at læse og passer egentlig bedre til tekstning af tegneserier end til journalistik reportage, men der må være noget at gå i gang med på landets journalistuddannelser og aftenkurser i, hvordan man ikke skal gøre som journalist."

Jeg tror, det er her, (kæp)hesten ligger begravet. At Jalving bare ikke kan lide Høis stil - og ergo skydes der med løst og særdeles vådt krudt fra artikelarkivet.

Så ville det i stedet for at lede efter knappenåle ikke i den grad klæde debatten og Jalving at diskutere brug af dramaturgi i stedet for genbrug af kilder, når det nu er her, skoen trykker?

Jeg må så tilstå at være af den Santa Feske holdning, at det tværtimod vil gavne den danske journaliststand (og sikkert også et par aftenkurser), hvis man underviste i Høis brug af dramaturgi og generelle måde at opbygge selv semikedelige nyhedshistorier på, så de fremstår nærværende og indsigtsfulde og giver følelsen af, at man er blevet taget i hånden gennem et - til tider - kompliceret og følsomt emne. 

Så touché til Høi. Til gengæld vil jeg undlade at sige "ommer" til Jalving. Dét ord er vist genbrugt nok!

02/07/2009 - 17:11

Mikael Jalving

Ser til min glæde, at Poul Høi har beæret mig med et svar, hvor han beskylder mig for plagiat. Se, den var ny! Manden må have lært noget af det gamle ordsprog om, at angreb er det bedste forsvar.

Men ak, jeg må melde hus forbi. Bare fordi andre har kritiseret Poul Høi tidligere, betyder det ikke at en ny kritik er plagiat. Som jeg også skrev tidligere, så har jeg gerne villet se ved selvsyn, hvor grelt det stod til med Poul Høis journalistiske virke, hvorfor jeg har besværet mig med at læse en hel stak gamle artikler. Det er ikke plagiat, men at foretage et eftersyn af en højt estimeret journalist med branchens højeste danske udmærkelse om halsen.

Mine to hidtidige blogs er resultatet af det eftersyn, men jeg vil gerne røbe, at jeg har fået flere henvendelser siden den første postering fra læsere, der ligesom jeg mener, at Høis journalistiske metode lader noget tilbage at ønske, for nu at sige det så pænt, at det kan stå i Berlingske Tidende. Derfor kan jeg heller ikke love Høi, at jeg har skrevet det sidste ord om hans form for journalisme, eller at andre gør det, for den sags skyld.

Poul Høis reaktion minder mig om et forkælet barn, der er blevet spoleret af alt for megen applaus. Det er heller ikke sundt for voksne, skulle jeg hilse og sige.

02/07/2009 - 17:45

Poul Høi

Kære Michael - vi kender efterhånden hinanden så godt, at vi kan være på fornavn.

Nej, jeg mener ikke, at du plagierer, men jeg mener, at du placerer overliggeren så højt, at ingen kan være med. Heller ikke dig selv.

Du skriver, at du har fået en del henvendelser, og det har jeg også. Om dig og også om en række af dine kolleger og meningsfæller, og jeg kan fortælle dig dette:

Hvis overliggeren skal ligge, hvor du placerer den, så er jeg ikke den eneste, der skal for en rigsretssag.

Men her er forskellen på dig og mig: Jeg har hverken tid eller lyst til at undersøge bremsestregerne i dine underbukser, eller hos din chef eller hos korrespondenterne på Jyllands-Posten, for som jeg også har skrevet: Journalistik er ikke PhD-studier i historie. Journalistik er somme tider det, der kan lade sig gøre, og somme tider finder det sted på mindre end ti minutter, og somme tider er man mere eller mindre heldig. Somme tider ringer en redaktionssekretær og siger: "Vi mangler en historie om det og det, vi mangler en anderledes historie, vi mangler en amerikansk vinkel, kan du aflevere om en halv time" - og så gør man det.

Du har også selv forsøgt dig med journalistik; i din tid på Berlingske skrev du bl.a. en historie om DR og Tøger, og - sagde kritikerne - en god del af researchen holdt ikke. Andre beskyldte dig for det, der var meget værre.

Det får ikke mig til at fare ud med ærekrænkende erklæringer, eller gå tilbage i dit bagkatalog eller læse alt, hvad du skrev i din studietid. Det var dit bud på at skabe en virkelighed, og måske var det med vilje, at du ignorerede nogle kilder, måske ignorerede du ikke nogle kilder, måske gjorde du dit bedste, og måske skulle du aflevere om ti minutter.

Nej, Michael, jeg tror, at kernen i din kampagne ligger et andet sted end  i kildekritik. Du skriver til sidst:

"Poul Høis reaktion minder mig om et forkælet barn, der er blevet spoleret af alt for megen applaus. Det er heller ikke sundt for voksne, skulle jeg hilse og sige."

Du er neo-konservativ. Jeg er ikke. Du er monokulturalist. Jeg er ikke. Du er Bush. Jeg er ikke. I en anden kommentar skriver Andreas Hansen.

"Jalving bare ikke kan lide Høis stil - og ergo skydes der med løst og særdeles vådt krudt fra artikelarkivet."

Utvivlsomt, du kan ikke lide min stil, men du kan heller ikke lide min politik, og også derfor "skydes der med løst og vådt krudt fra artikelarkivet."

Skal vi nu ikke tale lige ud af posen, Michael?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

02/07/2009 - 18:34

Mikael Jalving

Kære Poul, lad os da bare være på fornavn, hvis du insisterer.

Dit forsvar er tyndt. Først anklager du mig for i min kritik af din metode at skrive af ”til den helt store guldmedalje” skrev han ellers af til den store guldmedal. Nu mener du pludselig, at jeg ”er Bush” og ”monokulturalist”, og at det skulle være forklaringen på, at jeg har taget fat i dit virke. Prøv at forholde dig til kritikken i stedet for min ringe person – det ville klæde et voksent menneske.

Desuden: Dine politiske holdninger kan du have for dig selv. Jeg er sådan set 100 pct. ligeglad med, hvem du stemmer på eller sympatiserer med, det tror jeg også helst dine læsere er fri for at få oplyst. Jeg prøver blot at holde fast i en smule faglighed, og derfor er jeg også åben overfor kritik af artikler, jeg har været afsender af. Men så må du mande dig op til mere end de blotte insinuationer om dette eller hint fra min, indrømmet, korte tid på Berlingske (jeg sagde selv op!) eller fra min studietid.

Da jeg lavede den pågældende interview-artikel om overvægten af Politiken-folk i Danmarks Radios nyheds- og debatprogrammer, mødte jeg glad og fro op hos den daværende chefredaktør og forsvarede min artikel. Der blev ikke gjort anmærkninger – hverken dengang eller sidenhen i den tid, jeg var på avisen. Selv mener jeg naturligvis, at researchen var i orden. Jeg har ikke hørt andet fra andre, der har gidet læse lortet. Jo, fra Tøger Seidenfaden – i en radioduel. Men nu var han jo også direkte berørt i sagen.

Da jeg skrev, at din stil efter min mening ofte er patetisk at lægge øjne til, fældede jeg en æstetisk dom, som ikke har noget med politik at gøre. Modsat dig mener jeg nemlig, at man godt kan tale om æstetik, uden at den kan afkodes som udtryk for en politisk ideologi. Men det er en anden diskussion.

Tilbage står, at du modsætter sig at forholde dig til sagens substans. Det tager jeg ad notam i den sikre forvisning, at læserne udmærket kan lægge to og to sammen og få fire.

02/07/2009 - 19:25

Chris Alban Hansen

Kære Jalving (vi er ikke på fornavn endnu).

Dét, du er i gang med, er et godt gammeldags karaktermord på Poul Høi. For mig er det inderligt ligegyldigt, at en journalist begik en fejl i 2001, fik en fartbøde i 2002 eller havde et lummert sidespring i 2003.

Vi skriver 2009, og selvom du også kritiserer en nylig artikel, hvor Høi har oversat nogle citater, så skyder du langt over målet.

Journalistik handler i den grad om at brede problemstillingerne ud for at kunne se om proportionerne passer. Kan man brede et par oldgamle Poul Høi-artikler ud og gøre problemstillingen gældende i en større sammenhæng? Ikke i dit tilfælde, i hvert fald.

Du skriver selv, at du ikke systematisk har gennemgået Høis artikler, og allerede her afslører du din manglende sans for god undersøgende journalistik og videnskabelige metoder. Eftersom Høi dagligt leverer stof til Berlingske Tidende, så er de par artikler, du fremhæver, bare dråber i havet indeholdende bagatelfejl.

Værre endnu er det, at du ikke kigger på, om det er et generelt problem for journalister på Berlingske, eller for udenrigskorrespondenter, eller journaliststanden i sin helhed.

Dine blogforsøg på karaktermord på Poul Høi forstummer sig i pseudovidenskab, og det er nemt at stemple dine synspunkter som noget udokumenteret vås.

Ikke mindst fordi du så bevidst går efter en kollega på en arbejdsplads, som du selv var en del af for ikke ret længe siden. Jeg er ked af at måtte påpege det, men du har ganske enkelt ikke patos nok til at levere en troværdig kritik af netop Poul Høi. Det hele lugter af hævntørst over Gud ved hvad, og ikke en saglig undersøgende kritik af journalistiske produkter.

Det er muligt, at du kan forføre lægmand til at tro, at du ved, hvad du skriver om. Men os andre med fagligheden i orden kan ikke andet end at ønske, at vi havde to hoveder at tage os til, når du tuder i skoven.

02/07/2009 - 19:58

Søren Højlund Carlsen

Ak ja, selv om underholdningen har et vist niveau, så nærmer Jalving sig det patetiske med sin fortsatte kritik af Høi.
Jalving læser Høi som en vis herre læser biblen. Høi starter altid sine artikler med stedangivelse og ja, de er velskrevet og ja, de er levende, men det er vel for fa… da ikke et problem. Der er nok af samlebåndstekster i aviserne og det er vel netop en af en korrespondents fornemmeste opgaver, at gøre sine tekster vedkommende og læseværdige. Hvis Jalving ikke kan lide stilen, så lad dog være med at læse den og brug i stedet energien på de politiske budskaber, som Jalving så tydelig gerne vil klemme ud mellem sidebenene. Det kan godt være, der er mange, der er uenige, men så vil det i det mindste være konstruktivt og seriøst. 

Selvfølgelig må man kritisere prisvindere og koryfæer - by al means, der er der alt for lidt af. Men der skal altså være andet substans i kritikken end forsmåethed og et personligt horn i siden, som guderne må vide, hvorfor Berlingske, JP og nu også Journalistens læsere skal belemres med. 

02/07/2009 - 20:03

Poul Høi

Kære Michael.

Nej, jeg har forholdt mig til sagens substans. Måske ikke i den "anklager versus anklagede-"stil, som du måtte foretrække, men jeg har svaret.

Ville jeg gerne have citeret WSJ mere end én gang i den 576 ord lange artikel fra 2001? Ja. Ville jeg citere mere flittigt og fremmeligt i dag? Ja. Jeg har lært min lektie.

Klarere kan det vist ikke siges. Jeg har i min tid som korrespondent i USA, først som stringer og siden som fastansat, skrevet mindst et par tusinde artikler, og jeg er langt fra fejl-, plet- og lydefri, og hvis du har mod på at bruge din tid i Infomedia og læse mine gamle artikler - ja, så vil du uden tvivl kunne finde eksempler på artikler, hvor det er gået for hurtigt, eller hvor kvalitet skulle have vejet tungere end kvantitet.

Men lad mig så stille dig mit spørgsmål igen:

Hvis du mener, at kildestandarden skal være, som du beskriver den, og at der ikke er nogen forældelsesfrist for noget  - vill du så underkaste din egen avis de samme kvalitetskrav?

Hvis det viser sig, at en korrespondent på Jyllands-Posten har skrevet en artikel med en kildehenvisning, der ikke lever op til din standard, vil du så også kræve bål og brand?

For det handler vel ikke kun om mig, gør det?

Anden halvdel af din kritik er - som du siger - mere æstetisk end nødvendigvis etisk, og det er en diskussion værd. Du skriver, at jeg har en tendens til at dramatisere begivenheder, og du nævnede i dit første indlæg en sag om en cyber-bully - (!) - fra St. Louis. Du kunne ikke sige, at artiklen var et plagiat, for den havde syv oplyste kilder, men du besværede dig - såvidt jeg forstår dig - over den måde, som jeg havde skrevet historien på. Jeg placerede mig på stedet uden at have været der.

Nu står der følgende dateline over de artikler, jeg skriver hjemmefra - "SANTA FE" - så det er ikke fordi, jeg forsøger at bilde læserne ind, at jeg er på stedet, men hvis man nu f.eks. har læst syv artikler om sagen, nogle af dem meget lange og meget detaljerede, er der så noget i vejen for at skrive:

"SANTA FE:

Mødre er mennesker, der hjælper. Mødre er mennesker, der heler. Mødre er mennesker, der vil fred.

Lori Drew er ikke sådan en mor.

 

Den 13-årige Megan Meier kunne ikke tage det mere.

Hun var i månedsvis blevet mobbet i cyberspace, drenge og andre piger skrev på MySpace, at hun var tyk, at hun gik med bøjle, at ingen ville være venner med hende, og en eftermiddag ringede hun til sin mor:

»De er så onde ved mig,« græd hun.

Moderen forsøgte at trøste hende, at fortælle hende, at det nok skulle gå alt sammen, og at den slags grimme kommentarer kom fra grimme mennesker – og det er nemt nok at vide, når man er voksen og har en voksens erfaring.

Men det er noget helt andet, når man er 13 år og har en 13-årigs erfaring.

For Megan Meier var det verdens ende.

En time efter telefonsamtalen låste hun sig inde på sit værelse, gik ind i sit klædeskab og hængte sig i en livrem. "

Lad os lægge sproget til side - du bryder dig ikke om den patetiske skriveform, og det er din mening, og det er fint nok - og lad os se på formen. Ja, jeg tager alt det, som jeg ved fra de skrevne kilder - og fra Google Earth, for det ikke skal være løgn - og jeg skriver en dramatisk indledning, som - håber jeg - vedkommer læserne. Når vi så senere i artiklen når de til originale og konkrete detaljer, som jeg ikke kan vide noget om, citerer jeg AP, en rapport fra tænketanken Pew, New York Times to gange, CNN, Suburban Journals og "lokalavisen."

Hjælp mig, Michael. Hvad skulle jeg have gjort? Er det ulovligt at dramatisere et forløb, som man har sat sig ind i, og hvis det er - så fortæl mig det. For så har spillereglerne ændret sig.

Du er blogger, og jeg har også en beskeden blog som nebengesjæft, og jeg elsker skriveformen på blogs, fordi man her sætter sig helt ud over den slags kilde-fnidderfnadder. Man indsætter et hyperlink, og læserne kan selv følge oplysningerne tilbage til ur-kilden. Hvis du har læst min blog, vil du da også vide, at jeg er ganske flittig med hyperlinks.

Men i en artikel i en papiravis kan man ikke bruge hyperlinks, ikke endnu, men kan kun gøre sit bedste for at nævne de relevante kilder, og somme tider er det bedste ikke godt nok, og somme tider fejler vi. Jeg fejler, og - vil jeg tro - hundredevis af andre journalister fejler, og Michael Jalving kan stige op på den høje hest og svinge krabasken.

Det er vilkårene, men, Michael, du må svare på mit spørgsmål:

Er det kun vilkårene for mig - eller er det også vilkårene for alle andre journalister, korrespondenter og redaktører?

 

02/07/2009 - 23:00

Mikael Jalving

Ja, du har skrevet, og det er jeg – tro det eller ej – faktisk glad for, ligesom du har indrømmet en række fejl, hvilket er sympatisk, men jeg mener stadig ikke, at du har forholdt dig til min grundlæggende kritik af din metode.

At du så nu bestræber dig på at forbedre den, det kan jeg naturligvis kun sætte pris på. Så har mit forehavende måske alligevel båret frugt.

Jeg tvivler på, at vi to kommer videre her og nu, men forhåbentlig kan vores debat inspirere andre journalister og medier til at oveveje, hviken rolle korrespondenter har eller bør have. De forhold, du skitserer, lyder langt fra ideelle, faktisk ret kummerlige, men jeg tror dig, når du samtidig beskriver dem som typiske for branchen.

Men så er det, jeg får lyst til at spørge helt andre i mediebilledet, hvorfor store danske medier ikke sparer korrespondenterne væk, eller alene udsender dem på begrænsede og målrettede opgaver. Jeg mener, når man alligevel kan sidde i København eller Århus, ja, hvor som helst, og lave, hvad du laver på nettet.

En sidste ting. Mit anliggende er hverken Berlingske Tidende eller JP. Mit anliggende er læserne, for det er dem, jeg blogger til. De og kun de må være mediernes primat, af indlysende grunde mere end nogensinde. Ikke den ene avis mod den anden eller tredje, men de mennesker, som faktisk er villige til frivilligt at punge ud for det, du og jeg laver på hver vores måde.

Med venlig hilsen

Mikael

03/07/2009 - 09:18

Jørgen Pedersen

Det optimale ville naturligvis være om man er på stedet, hvor tingene sker. Det er man (= korrespondenter og hjemlige journalister som hovedregel ikke). Det foregår via nettet, tlf, mail og lign. Sådan er virkeligheden. At tro andet er bundnaivt.

Om det gør en forskel om man sidder i KBH, Århus eller et sted i USA? Naturligvis gør det det. Alene det  at leve i USA giver en indsigt og forståelse som man ikke kan opdyrke på afstand. Det samme gælder som lokaljournalist. Det giver nu engang bedre indsigt at bo i det område/land man dækker. Man kunne selvfølgelig også stille spørgsmålet: Hvorfor fyrer JP, Pol, Berlingeren mv ikke deres journalister, uddanner nogle folk i Indien til at skrive og tale flydende dansk og sætter dem til at skrive aviserne. Og så hyrer man freelancere ind, når man skal fysisk ud at tale med folk.

 Jeg kunne godt tænke mig at høre Michael Jalving, hvad det er for en rolle som korrespondenter har/bør have. Hvad er din forestilling om en korrespondent? Som jeg læser det (og her kommer en strammet version), har du en romantiseret forestilling om at en korrespondent ikke laver andet end at rejse rundt i landet og rapporterer, at korrespondenten har et ligeså godt kildenet som de førende avisers journalister i landet, og samme adgang til embedsværk, eksperter, politkere mv. 

Er det sådan du troede (før denne debat) verden ser ud? Er det sådan du gerne ser verden se ud? Eller hvad?

PS Dette er ikke et forsvarsskrift for Poul Høi, han klarer sig ganske glimrende med sine egne tastetryk. 

03/07/2009 - 11:01

Michael Bjørnbak Martensen

Når jeg læser den aktuelle tvist mellem de to duellanter, tænker jeg altså meget på, at der laves rigtigt meget skidt uanset hvor søren man befinder sig. 

Men jeg tænker også, at alle gøre deres yderste for at gøre tingene så godt som overhovedet muligt under de omstændigheder, der nu engang er givet.

Det betyder naturligvis ikke, at den enkelte friholdes for kritik, under dække af 'det bedst mulige i situationen'.

Vi har alle en forbandet forpligtelse til at påvirke vore omgivelser, så unikke journalistiske produkter ikke skal laves på en halv time - eller lægge under for kilder og redaktører, med undskyldningen, at det er lettere at lave journalistik, der ikke rammer nogen med fakta og beskrivelser; ejheller deres fine følelser. der ofte har at gøre med, at kilderne selv mener, at de er langt bedre til at fortælle de historier, der er relevante for borgerne.

04/07/2009 - 13:29

Dorte Toft

Optikken andet ses med HAR selvfølgelig en betydning.

Vedr. kildenet. Det er uendeligt svært at åbne døre, når folk indledningsvis må tænke "Who the fuck er hun" og "Who the fuck er hendes avis". En arbejdsperiode i Boston gjorde det isnende klart for mig.

Også forskellen på at arbejde på f.eks. dagbladet Børsen og et mindre fagmedie var et lærestykke i behovet for ydmyghed. Mediets navn kan åbne døre, og det kommer vist som et chock for mange exere fra de fornemme medier, at det ikke var deres eget navn, der udgjorde et "Sesam, luk dig op" i journalistisk sammenhæng.

15/11/2009 - 14:48

Rene Nielsen

Det er en efterhånden gammel tråd, men...

Prøv lige at lave en sammenligning mellem disse to artikler  og kig så på datoen for, hvornår de er skrevet. Påfaldende...?! 

 

http://www.berlingske.dk/verden/palin-det-var-de-andres-skyld

http://thecaucus.blogs.nytimes.com/2009/11/12/rolling-out-sarah-palins-side-of-the-story/?nl=us&emc=politicsemailema4 

Seneste nyheder

27.06.2017 · 14:11

Ny salgs- og kommunikationsdirektør på DMJX

Jakob Albrecht
27.06.2017 · 12:00

En grundbog til studerende

Anonymous (ikke efterprøvet)
27.06.2017 · 11:55

En tarvelig og trist leder-affære

Anonymous (ikke efterprøvet)

Seneste jobopslag

Journalister til KNR nyheder

Kalaallit Nunaata Radioa
Ansøgningsfrist: 24.07

Nyhedsjournalist søges til BTMX

BTMX
Ansøgningsfrist: 04.07

Barselsvikar til Kommunikation

HOFOR
Ansøgningsfrist: 16.07

PR and Communication Manager (maternity cover)

Copenhagen Capacity
Ansøgningsfrist: 24.07

SoMe-specialist

JP / Politikens Hus
Ansøgningsfrist: 23.07

Hjernesagen søger engageret kommunikationskonsulent

Hjernesagen
Ansøgningsfrist: 02.07

Kulturmaskinen søger PR-medarbejder

Kulturmaskinen
Ansøgningsfrist: 01.08

Københavns Politi søger visuelt stærk SoMe-medarbejder

Københavns Politi
Ansøgningsfrist: 31.07

Håndboldredaktør til DR Sporten

DR
Ansøgningsfrist: 03.07

Håndboldkommentator til DR Sporten

DR
Ansøgningsfrist: 03.07

Tre journalister med forstand på film og serier

JP / Politikens Hus
Ansøgningsfrist: 30.06

Layoutchef til et af Nordens mest læste magasiner

Bonnier Publications A/S
Ansøgningsfrist: 29.06

Visionær On Air Chef til TV 2 Marketing

TV 2
Ansøgningsfrist: 30.06