Hvordan kan vi tro på korrespondenten?
Så tænk lige over det her: Kan man overhovedet stole på en korrespondent, der arbejder i en etparti-stat?
Korrespondenten påstår hver dag i mit fjernsyn eller i min avis, at han/hun overholder alle journalistikkens uskrevne regler. Han lover mig implicit, at han dobbeltchekker sine fakta og afvejer sine kilders troværdighed, før han præsenterer mig for dem. Sådan gør journalister jo.
Men hvordan gør han det i en etparti-stat?
Her mangler alle de redskaber, som journalister i den vestlige verden netop bruger til at dobbeltchekke fakta: Ucensurerede eksperter; troværdige statsinstitutioner; åben adgang til databaser, biblioteker, internetbaser; en politisk opposition; frie private organisationer; en fri presse; meningsmålinger.
Ingen af disse basale redskaber til afprøvning af magthavernes budskaber eller journalistens egne observationer findes som udgangspunkt i en et-parti-stat.
Hvordan skal jeg så kunne stole på, hvad Søren Bendixen fortæller i min rude i fremtiden?
Det var den hollandske antropolog og journalist, Joris Luyendijk, der først rejste spørgsmålet. Med base i Cairo arbejdede han fra 1999 til 2004 i Mellemøsten som korrespondent bl.a. for den hollandske radiofoni. Efterfølgende skrev han en grusomt kritisk bog 'People Like Us', om korrespondenterne i Mellemøsten.
Sidste år spurgte jeg en lille håndfuld danske og andre korrespondenter i Kina, hvad de selv mener. Svarene var langt fra entydige. De anerkendte alle dilemmaet. Alle var de uhyre forsigtige med at bruge officielle kilder i Kina, men deres måde at gribe udfordringen an på var i øvrigt vidt forskellige.
På plussiden tæller, at billedet af den store, utroværdige, kinesiske stat skal revideres.
Embedsmænd i Kina er i dag ofte topuddannede og langt villigere til at tale reelt med journalister, end fordums parti-kadrer. Mange forskere taler og skriver langt mere åbent, end vesterlændinge tror. Den kinesiske presse er ofte bedre end dens rygte. Men problemet består. Det kræver integritet og masser af hårdt arbejde at levere troværdig journalistik fra Kina.
Hvornår er det ok at bruge oplysninger fra officielle kilder? Hvornår kan man stole på kinesisk statistik? Oplysninger i medierne? Hvilken vægt kan man tillægge selvbestaltede kritikere af systemet, når de hverken er folkevalgte eller på anden måde har noget mandat? Hvordan vurderer man kilder på det kinesiske internet? Hvordan undgår man at ende som overfladisk orakel, når chefen i København kræver hurtig levering og kilderne er svære at danse med
? Det kræver indsigt i den kinesiske kultur, stærke kilder, professionalisme på højt niveau, og så hjælper det gevaldigt at tale sproget.
Store udfordringer, som kommer oven i de myriader af snubletråde, Kina i øvrigt byder på.
Vi vil have flere nyheder fra Kina!
Vi vil have flere korrespondenter i Kina!
Tak til Jan Larsen, Søren Bendixen og alle de andre, der kaster sig ud i det!
Del artiklen med dine venner på Facebook
Re: Hvordan kan vi tro på korrespondenten?
Martin, godt spørgsmål. Standardsvaret hos de fleste myndigheder - uanset om det er lokal-, provins- eller centralregering - er ofte, at man skal skrive spørgsmålene ned. Send dem på en fax. Vi vender tilbage. Så vidt jeg husker sendte jeg min første ubesvarede fax til en kinesisk myndighed i marts 2008. Men de vender nok tilbage en dag.
De kinesiske journalister har det samme problem. I går forsøgte en journalsit fra Hong Kong at få bekræftet hos Statsrådets Informationskontor i Beijing, at Google flyttede sin søgemaskine til Hong Kong. Selv en så almen kendt oplysning - som jo ikke ligefrem var nogen hemmelighed her i Kina i går - kan de ikke bekræfte.
Hun optog samtalen, som jeg lige har skrevet om på Kinablog. Og den er virkelig værd at lytte til. Hvis man ikke kan kinesisk, så har jeg også link til en engelsk udskrift. Det er et godt eksempel på arbejdsvilkårene i Kina.
Bedste hilsener, Kim
Re: Hvordan kan vi tro på korrespondenten?
Hej Kim - vældig interessant. Historien om journalisten fra Hong Kong, der ikke kan få bekræftet selv en banalitet er sigende. Ingen tvivl om, at jeres arbejdsvilkår i Kina stadig er lysår fra at være 'normale'. Jeg synes det er spændende at følge, hvor grænserne er, og hvordan de også på nogle måder måske flytter sig i den rigtige retning. Vi skal holde skarpt øje med overgrebene på ytringsfriheden og mediernes arbejdsvilkår, men også være opmærksom på, at Kina forandrer sig - hvis det gør det! Da jeg talte med udenlandske korrespondenter i Kina sidste år, altså en håndfuld af dine kolleger, der arbejder i de kinesiske storbyer på Østkysten, fik jeg det klare indtryk, at de dog også oplever en stigende villighed blandt officials af diverse art til at tale med journalsiter. Jeg hørte om hvordan kvalificerede fagmedarbejdere stille og roligt afløser de embedsmænd, som alene var udpeget på grund af deres tro tjeneste i partiet, og som på grund af deres mere moderne tilgang og ders større faglige sikkerhed er mere villige til at hjælpe journalister. Jeg hørte også om, hvordan mere fremadskuende partifunktionæerer har fået et mindre anstrengt forhold til pressen, og så selvfølgelig den formelle vedtagelse af de nye 'love' om åbenhed i forvaltningen i 2008. Hvad er din egen oplevelse af situationen?
Re: Hvordan kan vi tro på korrespondenten?
Ja, bestemt, det billede kan jeg også genkende. Men alligevel er der nuancer i det. Af flere grunde.
Man kan nok sige, at jo højere op i systemet man kommer, jo mere veluddannede er de, og jo nemmere er de at komme i tale med.
Men det kommer i høj grad an på "årstiden".Hvis der lurer et politisk følsomt jubilæum om hjørnet, eller der for eksempel er Lianghui i Beijing, det årlige møde i parlamentet, så er folk generelt forsigtige med at udtale sig. Om alt. Og det gælder også officials og professionelle kilder som forskere. For man ved aldrig, hvad der kan blive politisk følsomt.
Et eksempel. Hvis man nu skulle lave en historie om, hvor mange veje der bliver bygget i Kina. Det er jo rimeligt harmløst? Ikke nødvendigvis. Se på den liste over gårsdagens forbudte historier, som CDT har oversat:
"1, On the Neijiang-Suining (内江—遂宁) Highway construction site, a truck ran over and killed villagers. No reporting."
Så selv hvis man skulle hente en umiddelbart harmløs statistik over, hvad ved jeg, hvor mange veje der bliver bygget i Suining, så kan man møde muren hos de lokale officials. Eller længere oppe i provinsen. Eller hos de centrale myndigheder. For tankegangen er, tror jeg, at det er bedre at holde munden lukket. Hvorfor skulle man dog risikere noget?
En official fra en by, hvor der for eksempel sjældent kommer udlændinge eller udenlandske journalister, vil ofte også være ret tilbageholdende med at sige for meget.
Når det bliver mere direkte følsomme emner, ringer man til et domhus et eller andet sted, for at få bekræftet en dom over en eller anden, så er det tit det samme. Det er det også, hvis man ringer til en politistation, for at få bekræftet om denne eller hin person er blevet anholdt eller ej. Men det lykkes da en gang imellem.
Så er det blevet bedre? Ja, med den brede pensel, det tror jeg. Især hvis man tager de lange briller på, og taler med de gamle korrespondent-rotter, der har været i ti, femten år, så er der virkelig sket fremskridt. Og ofte kan officials også være meget åbenmundede og ærlige, hvis det er uden for citat, og de har tillid til en.
Så der er et stykke vej igen. Men det gør det jo ikke mindre spændende at sidde her.
Indsend kommentar