Hvad med de radikaliserede danskere?

Vi i medierne har så travlt med at tale om radikaliserede muslimer, at vi glemmer det store segment af radikaliserede danskere, skriver Florian Elabdi
28.09.2017 · 10:53
Florian Elabdis billede
Florian Elabdi
cand.mag. i journalistik
Freelance

Om morgenen den 26. september stod en moske i flammer i den svenske by Örebro. Det svenske politi mener, at branden er påsat. Uanset årsagen til den sørgelige hændelse var reaktionerne på DR’s Facebook-opslag under overskriften "Moské i Örebro i Sverige står i brand" dog ligeså alarmerende som det faktum, at der igen sættes ild til et muslimsk forsamlingshus i Skandinavien.

I skrivende stund har nyheden fået over 500 reaktioner på DR Nyheders Facebook-side, heraf 53 grinende smileyer og 16 hjerter. Med andre ord kan over 12 procent af reaktionerne næppe tolkes som andet end fryd og glæde over hændelsen. Og her tælles almindelige synes-godt-om tilkendegivelser ikke med, hvoraf en mindre del nok desværre skal tages mere bogstavelige end resten.

For at skære det ud i pap, har vi altså at gøre med mindst 69 danskere, der udtrykker eksplicit sympati for et formodet brandattentat (læs evt. terrorangreb) mod en moske. 69 dybt radikaliserede danskere. Og dét er et problem, som vi er nødt til at tale om.

Vi kan ikke længere bortforklare dem som marginaliserede internetkrigere fra Nationen-segmentet, der endelig har fået en stemme gennem de sociale medier. Nej, de er potentielt lige så radikaliserede, farlige og måske flere i antal end de radikale muslimer, der nærmest er blevet det sjette nyhedskriterie på en række danske tabloidavisers redaktionsgange.

Når vi taler om terror i Danmark, står navnet Omar El-Hussein – af gode grunde - soleklart i vores hukommelse, men hvor mange kender navnet på den 34-årige danske mand, der senere samme år satte ild til et muslimsk forsamlingshus fyldt med børn ved moskeen på Dortheavej? Det kan ikke være rigtigt, at der skal uskyldige dødsfald til, før vi åbner øjnene for den trussel, de radikaliserede danskere udgør mod det demokratiske samfund.

PET har for længst fået øjnene op for den ”nationale trussel mod asylcentre, flygtninge, religiøse mindretal og migranter samt berørte myndigheder fra danske højreekstremister”, men mange medier og politikere virker stadig til at have fløjlshandskerne på, når der tales om radikaliserede danskere.

Ikke nok med at vi ofte trækker på skuldrene, så trækker sympatien for de radikaliserede danskeres holdninger klare tråde op til den politiske elite helt ind i Folketinget. Forleden måtte en række Venstre-medlemmer trække i håndbremsen, da partifællen Marcus Knuth udtrykte glæde i et Facebook-opslag over, at det stærkt højreorienterede AfD fik et godt valg i vores naboland mod syd.

En uhellig alliance mellem visse medier, politikere og meningsdannere har i en årrække gødet jorden for, at det fjendtlige klima overfor muslimer er blevet normaliseret, mens de radikaliserede danskere i det store hele har fået frikort til at skeje ud, som de vil. For blot at nævne et af mange eksempler fra mediernes side bad Ekstra Bladet forleden folk på Facebook om at stemme om, hvorvidt det var en god ide, at en moské i Roskilde har fået en minaret. De samme medier som er hurtige til at råbe vagt i gevær, når nogen forsøger at indskrænke deres ytringsfrihed, står altså klar til at stille spørgsmålstegn ved andres basale demokratiske rettigheder som religionsfrihed. Samtidig stiller de ukritisk deres platform til rådighed for, at mange af de mest radikaliserede danskere kan lufte deres ekstreme holdninger.

Det er tid til, at vi i medierne tager fløjlshandskerne af, når vi taler om de radikaliserede danskere.

Vi bør omtale dem med samme sprog og dække dem med samme engagement, der gør sig gældende for dækningen af radikaliserede muslimer. Sidste år blev en radikaliseret muslimsk mand dømt for terrorbilligelse, da han på sin Facebook-væg slog en artikel op fra terrorangrebet mod Charlie Hebdo efterfulgt af en glad smiley. Han blev idømt en betinget udvisning af Danmark og tre måneders ubetinget fængsel.

Vil nogle af de radikaliserede danskere nogensinde blive sat for en dommer for deres åbenlyse terrorbilligelse i forbindelse med det formodede brandattentat? Vil vi høre et ramaskrig i medierne? Jeg tror det næppe. Det er nemlig ikke ligeså slemt, når det ikke er muslimer.

Rettet 1/10 klokken 9.21: Journalisten har rettet ordlyden i en sætning i dette indlæg. Hvor der før stod "nazi-sympatiske AfD-parti" hedder det nu "stærkt højreorienterede AfD". Den oprindelige beskrivelse kræver en dokumentation, der ikke er indeholdt i teksten.

Florian Elabdi

Florian Elabdi er cand.mag. med speciale i journalistik, og har primært lavet udlandsjournalistik fra Mellemøsten. Hans artikler og webdokumentarer er bl.a. bragt af Weekendavisen, Information og The Guardian.

Kommentar

28/09/2017 - 14:03

Jens Højbjerg

Jeg går ud fra at kronikøren er klar over, at de opklarede moskebrande i Sverige var påsat af muslimer selv, som tilhørte andre dele af religionen?
Skræmmende at sådanne faktuelle forhold ikke længere er nødvendigt, for at kunne indrykke kronikker hos Journalisten.

28/09/2017 - 14:50

Anders Wiese Hooge

Jens Højbjerg: Nu skriver skribenten jo heller ikke noget om, hvem der stod bag angrebet, men udelukkende at en masse FB brugere synes godt om at moskeen står i flammer, hvilket han, med rette, finder bekymrende.

Så vær sød at kommentere på artiklens substans i stedet for sølle forsøg på at flytte fokus.

28/09/2017 - 15:57

Jan Berg

De eneste radikaliserede danskere er de autonome såkaldte antiracister, der på bedste nazi-vis overfalder politiske modstandere.

28/09/2017 - 16:00

Jan Berg

PS. I øvrigt er AfD ikke nazi-sympatisk, fordi så ville partiet dele Hitler og Himmlers begejstring for islam.

29/09/2017 - 00:22

Erik Jensen

Så Venstre udlændingeordfører Marcus Knut bliver nu blevet gjort til nazisympasitør! WTF.

Hvordan helvede er dette smædeskrift kommet i Journalisten.

At nogen glæder sig over en bedre balance i parlamentet omkring en ansvarlig indvandringspolitik har intet med nazisme at gøre, også selvom AfD måtte være nazistisk, hvilke der ikke belæg for.
Hvad enkelte personer siger er ikke partipolitik og så ville vi alle være nazisympastisøre.
Der er klart basis for et dementi og en undskyldning til Marcus Knut

Det Markus Knut sagde var;
Det var en katastrofe, da Angela Merkel med ordene 'Wir schaffen das' lukkede godt en million asylansøgere og migranter ind i Europa.
Derfor glæder det mig, at der nu er kommet en bedre balance i det tyske parlament - nu også med partiet AfD - som forhåbentlig vil sikre en mere ansvarlig indvandringspolitik«.

29/09/2017 - 11:11

Florian Elabdi

Det er altid en god ide at læse grundigt inden man kommenterer, Erik Jensen. Jeg skriver, at Marcus Knuth "udtrykte glæde i et Facebook-opslag over, at det nazi-sympatiske AfD-parti fik et godt valg". Det er ikke det samme som, at han selv er nazi-sympatisør. Måske bør du nærmere undskylde til Marcus Knuth for at stave hans navn forkert hele tre gange i samme opslag.

29/09/2017 - 13:37

Lasse Lindquist

Kære Florian, tak for et tankevækkende skriv. Det er bestemt værd at overveje, hvordan man kan/bør forholde sig til folk, der aktivt modarbejder demokratiet - uafhængigt af deres religion og kulør.

29/09/2017 - 14:28

Erik Jensen

Florian
Som uddannet journalist (?) ved du udemærket hvordan man manipulere med ord. Du får på en kreativ måde sagt at Knuth er nazisympatisør. Jeg er helt klar over hvordan du har formuleret sætningen, så det ikke fremgår specifikt, men sætningsopbygning og mening er ikke til at tage fejl af, og det vil du altså ikke erkende og undskylde for - men det kommer du til. Du skriver i Journalisten, hvor journalistens etik og moral vægtes ekstra højt...

Og apropos;
Hvad har et manglende bogstav at gøre med dine grove anklager og manipulering af faktiske begivenheder. Det er jo fuldstændig absurd at du pludselig begynder at lege censor, istedet for at forholde dig til dit eget manipulerende smædeskrift

29/09/2017 - 15:30

Erik Jensen

Og så er der den grove manipulerende påstand om såkaldt radikaliserede danskere alene fordi de liker en artikel om angreb på en moske i Örebro, Sverige.

Disse likes bliver på manipulerende vis linket sammen med en PET udtalelse:

"PET har for længst fået øjnene op for den ”nationale trussel mod asylcentre, flygtninge, religiøse mindretal og migranter samt berørte myndigheder fra danske højreekstremister” "

- det selvom det nævnte brandattentat varfaktisk begået af en anden muslimsk gruppering, og som Florion er vidende om

Hvad er det så, de i artiklen omhandlende 69 "radikaliserede" danskere glæder sig over når de liker.

Er det brandattentatet? Er det at muslimer angriber muslimer? Er det, at terror også kan ramme muslimer her i landet? Er det fordi artiklen er godt skrevet? Er det fordi man er forarget over brandattat der rammer uskyldige

Ingen ved hvad de 69 likes betyder - men det ved Journalisten.dk journalist åbenbart alt om. Så meget, at han kan skriver en hel artikel om det! WTF!

29/09/2017 - 15:46

Florian Elabdi

Den eneste der manipulerer her, er faktisk dig Erik Jensen. Så vidt jeg kan se, er der ingen dokumentation for, at en muslim har begået brandattentatet i Örebro. Og desuden er det ikke det min kommentar handler om - den handler om folks glade reaktioner. Desuden bør du skelne mellem almindelige likes og hjerter samt grinesmileys, som jeg taler om i mit indlæg.

30/09/2017 - 01:27

Erik Jensen

Dybt uværdig at basere en artikel pålikes, uanset om der er lyserøde hjerter,gule og grøne smilier eller himmelblå blomster. Det bliver ingen sgu da radikaliseret af!

Det har INTET med seriøs journalistik at gøre, men er noget som laves hver dag af hvilken som helst bumset teenager på sit børneværelse og lagt op på facebook inden spisetid.

Hvordan pokker har det fundet vej til et seriøst medie som Journalisten.dk, står hen i det uvisse, men det håber jeg der bliver taget hånd om.

Jeg vil ihverfald ikke bruge min tid på at læse sådan en omgang tåbelig facebook journalistik.

Og du er enda can. mag. i journalistik

- freelance forståeligt nok, for det niveau er bestemt ik en startløn på 30.000 kr værd!

01/10/2017 - 09:24

Øjvind Hesselager

Journalisten har rettet ordlyden i en sætning i dette indlæg.

Hvor der før stod "nazi-sympatiske AfD-parti" hedder det nu "stærkt højreorienterede AfD". Den oprindelige beskrivelse kræver en dokumentation, der ikke er indeholdt i teksten.

Mvh Øjvind Hesselager, ansv. redaktør

02/10/2017 - 10:02

christian vangsø bentsen

Hey Florian Alabdi,

egentlig ville jeg have skrevet en replik og sendt ind men det bliver, desværre, for langhåret og akademisk.

Jeg går ud fra at vi er enige om at en "radikaliseret muslim" er en dogmatiker der finder begrundelse for voldelige angreb i muslimernes hellige skrift Koranen og enten selv udfører disse eller billiger dem?

Men jeg vil spørge dig om hvad der definerer en "radikaliseret dansker"? Jeg går ud fra det er de samme mekanismer som definerer en "radikaliseret svensker, tyrker, peruvianer" osv..

Så altså, kan du i korte træk beskrive hvad en "radikaliseret dansker" er?

Det virker nemlig som om du har opfundet et nyt udtryk - Og det ville også være rart hvis Øjvind måske kunne give sit besyv med på hvad det vil sige at være "radikaliseret dansker"? Når nu hele indlægget er bygget op omkring den "radikaliserede dansker" som medierne ikke vil beskæftige sig med så burde det jo være en enkel sag lige at fortælle hvad en radikaliseret dansker er for en størrelse?

Cherio

C :-)

02/10/2017 - 17:01

Max Tobiasen

Christian Vangsø Bentsen, jeg vil gerne komme mede et bud på hvad en radikaliseret Dansker er. Det er en Dansker der har radikale eller ekstreme holdninger. Bum..

Der er ikke nogen grund til at over-intellektualisere et ord der efter min mening har en ret indlysende definition.

02/10/2017 - 21:37

Florian Elabdi

Hey Christian Vangsø Bentsen

Tak for din kommentar.

Jeg synes også, det er en rimelig simpel sag, som Max giver udtryk for. Dertil er der selvfølgelig forskellige måder at være radikaliseret på - omend det er et ord, vi næsten udelukkende forbinder med muslimer. Så det er godt set, at jeg opfinder et "nyt ord" - danskere der er radikaliserede bør vi udpege og omtale i samme vendinger og med samme engagement, som vi gør med muslimer. Og det starter jeg så ud med ved at kalde dem "radikaliserede danskere" med formålet om at gøre op med narrativet om, at de blot "de stigmatiserede internetkrigere", der endeligt har fået et politisk talerør gennem sociale medier. Vi så alle, hvor galt det gik med Breivik i Norge for at nævne det værste tilfælde i Skandinavien.

03/10/2017 - 09:01

christian vangsø bentsen

Hey igen,

problemet er jo at det er voldsomt uklart hvem der i så fald kan ifalde betegnelsen "radikaliseret dansker". Nogle vil nok mene Zenia Stampe, Davis Trads og Rune Engelbreht er radikaliserede mens andre vil mene Ole Birk, Michael Jalving og Marie Krarup er radikaliserede.

Men det er jo tydeligvis ikke i den forstand du mener udtrykket skal anvendes men derimod i relation til danskere der i varierende grad hader/nedgør primært Islam og muslimer. Min anke er at had overfor Islam ikke som sådan er et dansk fænomen hvorfor jeg ikke forstår hvorfor du involverer danskere som nogen der kan radikaliseres ud fra nogle unikke danske parametre. Du nævner selv Breivik. Skulle man følge dit argument så ville han skulle omtales som "radikaliseret dansker" hvilket jo virker intuitivt fjollet. Han skulle i så fald være "radikaliseret nordmand".

Pointen er at du gør et nationalt tilhørsforhold til genstand for at "man" kan radikaliseres og det er da noget af en påstand. En libanesisk gut der begår terror og råber "allahu akbar" er jo netop ikke "radikaliseret libaneser" men derimod "radikaliseret muslim". Ikk'? Eller mener du at man skal erstatte ordet "muslim" med ordet "libaneser"?

Cherio

C :-)

03/10/2017 - 10:23

Lasse Lindquist

Hej Christian, jeg bider lige på her.

I betegnelsen 'radikaliseret X' må 'x' vel være forbundet med omstændigheden, der giver anledning til, at man kalder nogen radikaliseret.

Så hvis vi taler om nogle, som er fx er radikale antimuslimer eller etnofober af en eller anden slags, så kunne det altså give mening at finde en fællesnævner for det tankesæt, som ligger bag synspunkterne.

Det kunne måske være radikaliserede 'nationalister', 'racister' eller 'muslimofober eller hvad ved jeg.

Men hvor konsistente er motivationerne? Det kan være ret så svært at sige noget præcist om, hvorfor nogle skulle like en afbrændt moske.

Måske er det racister og forbinder islam med folk af mellemøstlig baggrund?

Måske er de mod islam som religion? Eller fundament for politiske holdninger?

Måske er de mod organiseret religion som helhed?

Måske blev de tabt på gulvet som børn? Måske har de en psykiatrisk diagnose? Måske er de vokset op i materiel/følelsesmæssig fattigdom og er mod enhver anden gruppe, for på den måde at føle et tilhørsforhold til en gruppe?

Der kunne være alle mulige grunde, så måske er betegnelsen 'radikaliseret dansker' lige så upræcis og dermed uhensigtsmæssig som fx 'radikaliser nationalist'?

Og når vi nu er der (hvis der ellers er nogen, der stadig læser med), skulle vi så ikke bruge et øjeblik på at overveje, hvor meningsfuld udtrykket 'radikaliseret muslim' er?

Min oplevelse er, at selv når Islams navn påberåbes i forbindelse med en radikaliseret handling, så virker baggrunden ofte ret mixed. Når Omar skyder mod synagogen, så virker det i hvert fald værd at overveje for mig, om der ikke også er en bid af den politiske konflikt mellem Israel og Palæstina indblandet?

Jeg ved det jo ikke. Og det virker umiddelbart også som om, at de, der bliver betegnet som 'radikaliserede muslimer', ofte bliver det længe før, der er lavet en egentlig efterforskning af dem og deres motivation.

Tl;dr: Måske er det ikke blot udtrykket 'radikaliseret dansker', der er værd at forholde sig kritisk til. Måske er det hele 'radikaliseret x'-betegnelsen, som trænger til et 'serviceeftersyn'

Hvad tænker du?

03/10/2017 - 11:05

Florian Elabdi

Meningen med indlægget var ikke at tale om en særlig "dansk radikalisering" bundet op på dansk etnicitet. Budskabet er, at vi skal tale mere om 'danskere', der er ligeså radikaliserede som nogle muslimer, men med et andet ideologisk fortegn.

Udtrykket "radikaliseret muslim" er jo ligeså generaliserende som "radikaliseret dansker", men det bruger vi uden at tøve. Så burde vi i stedet tale om "radikaliserede salafister", da samtlige terrorangreb i Vesten begås af salafister/wahabier og ikke bare mainstream muslimer.

Men jo, det ideologiske fortegn for radikaliseringen kan være vigtig at få med. Da indlægget delvist handler om opbakning til vold mod muslimer og minoriteter, så tror jeg de fleste er opmærksomme på, at der primært er tale om "nationalistisk"- eller "højre"-radikalisering. Det forsimplede udtryk 'radikaliserede danskere' må gerne opfattes som et retorisk virkemiddel for at sætte tingene lidt på spidsen. Mere er der egentlig ikke i det.

Og god dag til dig og Lasse :)

04/10/2017 - 00:33

Peter Hansen

Lidt træls, at en af dine centrale præmisser er, at ingen kender navnet på den (psykisk syge) dansker, dwr satte ild på Dortheavej-moskeen. Det ville ikke have taget dig lang tid at google dig frem til, at han faktisk var fra Moldova...

Seneste jobopslag

Digital Redaktør

Udenrigsministeriet
Ansøgningsfrist: 04.12

To redaktører til produktion af skriftlig patientinformation

Region Hovedstaden
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationsmedarbejder til Datatilsynet

Datatilsynet
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationsmedarbejder

Ballerup Idrætsby
Ansøgningsfrist: 30.11

Redaktør og teamleder til Dansk Flygtningehjælps kommunikationsteam

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 06.12

Vikariat, jourhavende på Avisen.dk

Avisen.dk
Ansøgningsfrist: 27.11

Journalist til Politikens sportsredaktion

Politiken
Ansøgningsfrist: 04.12

idényt søger digital forretningsansvarlig

BENJAMIN MEDIA A/S
Ansøgningsfrist: 30.11

Erfaren marketing- og kommunikationsmedarbejder

HR Skyen
Ansøgningsfrist: 08.01

Content marketing-medarbejder

Spejder Sport
Ansøgningsfrist: 23.11

Kommunikationschef

Varde Kommune
Ansøgningsfrist: 27.11

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole søger en underviser

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 27.11

Undersøgende reporter til Radio24syv

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11

Radio24syv søger reporter til Aarhus eller København

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11

To kreative Social Media Managers til Berlingske!

Berlingske Media A/S
Ansøgningsfrist: 26.11