Hvad fanden mener hun med 'obligatorisk'?
'Obligatorisk'!
Hvad fanden mener hun med 'obligatorisk'? tænker jeg. Noget man helst vil, men umuligt kan slippe for? Noget man får proppet i halsen trods modstand? Er det virkelig dét ord, der bruges i direktivet? Eller kan 'obligatorisk' være journalistens eget ordvalg?
Desværre tror jeg det sidste. For det er helt almindelig journalistisk praksis at ende i den boldgade, når barselspolitiske tiltag, der vedrører mænd, formidles til offentligheden. Negativt ladet ord, der mere end spejler forældede holdninger til hvem, der forventes at være hos barnet i dets første leveår, finder vej til spalterne fuldstændig ukritisk. 'Tvungen barsel' har i årevis været den journalistiske rygmarvsfrase i nyhedsartikler om oppositionens gentagende forslag om at reservere en særlig periode til 'far', de såkaldte 'fædrekvoter'.
Det bemærkelsesværdige er, at ordet 'tvang' ikke tilfældigt er faldet ned fra himlen og grebet af den samlede journaliststand, men flittigt bruges af den borgerlige regering til en ideologisk afvisning af fædrekvoter. Fra Christiansborg er ordet 'tvang' gledet ind på tv- og dagbladsredaktionerne som en naturlov, når emnet er 'mænd og barsel', men fuldstændig fraværende, når det handler om 'kvinder og barsel'. For moderskab og barsel unddrager sig jo associationer om tvang. Ikke sandt!?
Som privat person kan man mener, hvad man vil om særlige barselsperioder til mænd. Men som journalist bør man dæleme overveje konsekvensen af sin formidling. At kalde et forslag der rent faktisk øger fædres barselsrettigheder for 'tvang' eller 'obligatorisk' er en fatal skævvridning, der ydermere cementerer forestillingen om, at mænd ikke gider tage barsel. Hvilket faktuelt er løgn, hvis man ser på statistik fra de andre nordiske lande. Mænd gider faktisk godt, hvis vilkårene er skruet bedre sammen end i Danmark.
Jeg river mig derfor i håret over journalister, der så ureflekteret reproducerer forældede konventioner og går den borgerlige regerings ultraliberale ærinde. Bedre barselsvilkår for mænd er nødvendige, hvis mænd skal ligestilles på dette område. Desuden har børnene måske glæde af en periode med far. Og endelig har det efter al sandsynlighed en positiv effekt på ligelønsproblemet.
Så hvorfor dog ikke slå hjernen til og beskrive fædrekvoter og forbedrede barselstiltag for mænd som 'tilbud', 'mulighed' eller slet og ret 'rettighed'?










Re: Hvad fanden mener hun med 'obligatorisk'?
Lidt uden for emnet kan jeg kun opfordre fædre til at tage en masse barsel. Om nogle kalder den tvungen, ildelugtende, obligatorisk eller drønkedelig - I don´t care. Min erfaring blot, at den er dejlig. Tre gange tre måneder, og min DJ-overenskomst sikrede mig 100 procent af min normale løn i ni måneder i alt. Det var lige før, jeg måtte nippe mine børn i deres buttede kinder og lår - men den var god nok.
De få gange, der gik lidt for meget tyndskid i hverdagen, kunne jeg så tænke på kollegerne, der knoklede, og chefen, der satte penge ind på min konto. Og fem minutter senere kunne jeg mest af alt glæde mig over at være sammen med mit skønne barn (jeg ved nogle gravide mænd har fået morgenkvalme på dette tidspunkt, men tilgiv mig).
Fædreorlov - det er sgu til at blive helt skruk af!
Re: Hvad fanden mener hun med 'obligatorisk'?
@ Anette Dina Sørensen: Godt brølt!
Re: Hvad fanden mener hun med 'obligatorisk'?
Når en mulighed bliver lovbestemt, er det ikke mere en mulighed - det er bare kedeligt.
Hvis en mulighed (lov eller ej) ikke bliver brugt, siger det mere om de personer, den var tiltænkt end om indholdet i muligheden.
Er det nu ikke bare en af disse 'hellige, omkostningsfri' bemærkninger? vil du måske spørge.
Jo, hvis jeg skrev det uden at have belæg for det, kunne det være udtryk for en smart kommentar.
Jeg mener dog at have belæg for det og rigtig gode erfaringer med det: Tre gange tre måneder i henholdsvis 1972, 1983 og 1987. 100% selvbetalt.
Undskyldningen for ikke at tage fri, er ofte(st) af økonomisk karakter. Men det er da noget fis: Du har haft mindst ni måneder til at spare sammen i!
Indsend kommentar