Hey – det er da min grafik!

En Google-søgning nytårsaften afslørede, at Michael Hammels fem år gamle "Godt nytår"-grafik er blevet allemandseje. 494 steder ligger den på nettet. Ingen har spurgt Michael, og ingen har betalt. Hvad gør man så?
14.01.2014 · 10:57
Michael Hammels billede
Michael Hammel
Selvstændig

Det startede så kedeligt, det kunne. Nytårsaften. Jeg sad hjemme med influenza og en datter med maveinfluenza, mens resten af familien var til fest. Efter Dronningens Nytårstale var datteren faldet i søvn i sofaen, og så kunne jeg pænt sidde i køkkenet og se tv på den bærbare.

Jeg begyndte at surfe. Google havde en sjov nytårs-doodle, som jeg klikkede på i håb om noget underholdning. I stedet for et sjovt spil dukkede et billede op, jeg havde set før:

Et “godt nytår” sat i skrifttypen Gill Sans Bold, med gnister fra en stjernekaster indeni. “Hey!”, tænkte jeg: “Det er da min grafik! Hvordan har de fået fat i den? Den udgave af sitet døde for nogle år siden.”

Med hjertet oppe i halsen googlede jeg først billeder med søgeordet “Godt Nytår”. Og så mit billede gengivet i utallige mere eller mindre flatterende sammenhænge. Blandt andet som hilsen fra forskellige politiske partier.


(Screendump af Michael Hammel)

Billedet var præsenteret på min blog fra 2007 til 2010, og Dansk Cyklistforbund havde fået lov til at bruge billedet et år.

Flere billeder dukkede op. Inden i mig voksede følelsen af at være dum: “Hvorfor har jeg ikke skrevet mit navn tydeligt på billedet?" Det korte svar er jo, at det ser grimt ud og let kan fjernes.

Hvordan kan firmaer tillade sig “bare” at tage et billede og bruge det i deres markedsføring uden hverken at spørge først eller kreditere? Selv virksomheder, som lever af nidkært at håndhæve egne rettigheder, ser sig ikke for gode til at bruge billeder uden kreditering.

Jeg kom til at tænke på filmen 'The Italian Job' i 2007-udgaven. Sådan måtte det føles at være nørden Lyle - The Real Napster - der angiveligt delte værelse med Shawn Fanning, som stjal programmet til Napster fra ham.
Lyle kan intet bevise, og han lever i filmen af at hacke banker i vrede over, at den anden blev millionær.

Selv med udgangspunkt i Dansk Journalistforbunds uprangende priser vil man løbe ind i diskussioner om, om grafikken er det værd. Regningen skal gange med tre: Først for anvendelse, så for manglende tilladelse og manglende kreditering.

For mit øre kører udsagnet: “Havde vi vidst, at billedet kostede “så meget”, havde vi bestemt ikke valgt det”. Men de gjorde det - uden at spørge.

Nytårets fyrværkeri når sit crescendo. Min datter vågner i tårer, fordi hun er gået glip af årets fest og fyrværkeri, men klokken er lige tolv, så vi ser infernoet på Rådhuspladsen.

Næste dag går jeg i gang med at dokumentere. Jeg finder mit originale billede fra 2007, og i mit fotoarkiv finder jeg det fotografiske forlæg, det digitale negativ. Hurra for et loftsrum med gamle computere og harddiske, billig lagerplads og arkivar-gen. På Internet Archive finder jeg en kopi af mit gamle website med min nytårshilsen fra dengang.

Det bliver samtidig en slags tidsmaskine. Jeg husker, hvordan optagelsen af billedet kostede mig et uv-filter, da gnisterne, der ramte det, brændte sig fast på glasset. Endnu en udgift.

For at komme tilbage til virkeligheden sender jeg et tweet om, at jeg åbenbart er berømt på at lave “nytårsgrafik”. Svarene er en blanding af ros til billedet og forargelse.

Så laver jeg screendumps af alle synderne og en billedsøgning gennem Google, hvor jeg indsætter originalbilledet. Resultatet af den søgning er 494 gengivelser. Mode- ,krea- og madbloggere, spejder- og idrætsforeninger, vognmænd, fitnesskæder, cafeer, hoteller, restauranter, reklamebureauer samt “Hr. og Fru Hansen”.

På Facebook har blandt andet Nordisk Films Biografer Imperial Biograf, en indretningsarkitekt og frisører brugt billedet i deres nytårshilsen. De har alle afkrydset det felt, hvor de erklærer, at ophavsretten er deres – og dermed overdraget det til Facebook.

Selv om loven er klar nok: Man skal regne med, at alle værker har et ophav, også selv om det ikke tydeligt fremgår. Kun værker, der direkte er frigivede, er frigivede.

Ukrediterede billeder på nettet er ikke allemandseje, men kan bedst sammenlignes med at finde en anonym pung med penge: Det er nogens.

Jeg må i gang med at skrive breve til de mange, der har brugt billedet.

Det forekommer mig nær ved en uoverstigelig opgave. Helt sikkert er det, at det kommer til at tage tid. Masser af tid. Jeg har ikke lyst til at være en ophavsretsbisse, men jeg er nok nødt til at billed-google “godt nytår” hvert år den 31. december fremover.

Opdateret 14.30: Screendump tilføjet.

Kommentar

14/01/2014 - 12:24

Ulrik H. Kold

Kasper, at dømme ud fra beskrivelsen 'Et “godt nytår” sat i skrifttypen Gill Sans Bold, med gnister fra en stjernekaster inden i., så kunne det godt være dette billede:

http://www.hobrojuniorklub.dk/wp-content/uploads/2014/01/Godt_Nytaar.jpg

14/01/2014 - 13:26

Andreas Marckmann Andreassen

Kære debattører. Jeg har været nødt til at fjerne en række indlæg her i tråden. Det skyldes, at de enten ikke var forsynet med for- og efternavn, eller at der ikke var angivet korrekt mail-adresse.

I kan se Journalistens debatregler her: http://journalisten.dk/retningslinjer_for_debat

Mvh
Andreas Marckmann Andreassen
Digital redaktør, Journalisten

14/01/2014 - 19:10

Kristian Vejgaard

Kære Michael,

Jeg kunne godt tænke mig at høre om du også rettighederne til de musikvideoer, filmklip og billeder du ligger op på din offentlige facebook og twitter. Her gælder altså samme regler.

Samt høre om du har licens til skrifttypen Gill Sans Bold. Og derved rettighederne til at tjene penge på den i dine værker.

Jeg synes det lugter en smule hyklerisk det hele.
Hvis du som grafiker havde lavet en plakat, som folk udnyttede ved at sælge eller selv printe. Så kunne jeg godt forstå dit problem. Men når det drejer sig om et "grafisk postkort" som folk bruger uden decideret at tjene på det økonomisk, men faktisk bare bruger det glædeligt til at lykønske folk. Så synes jeg ærlig talt lidt det er at overreagere når du selv deler ud af kunstneres musik og film.

De bedste hilsner
Kristian

14/01/2014 - 23:18

Malene Hald

Hej Kristian

Formålet som grafikken bruges til er underordnet. Bare fordi det er et positivt budskab ("godt nytår") gør det ikke ok. Lad os gå ud fra, at Michael har købt Gill Sans Bold, og derved har rettighederne til den. Han har selv taget billedet.

Det betyder altsammen, at alle de websites der har kopieret og brugt den har gjort det uden at spørge om lov. De har nok bare googlet "godt nytår", har fundet grafikken, og ikke tænkt at det gjorde nogen noget. Sikkert fordi, dem der bliver remset op: Modebloggere, foreninger, Hr. og Fru Jensen osv ikke er specielt vidende om ophavsret. Men fordi man ikke kender loven, er man jo stadig skyldig i at bruge den. Og én ting er de private, som ikke er helt inde i reglerne – noget helt andet er reklamebureauer og virksomheder som enten har folk ansat til at lave grafik eller er helt vant til at købe sig til det ude i byen – de burde videre bedre.

Jeg synes det er fint, at der endnu engang bliver sat fokus på ophavsret og hvordan man må bruge billeder.

15/01/2014 - 00:08

Mathias Jørgensen

Hvad tager du for, at man må få lov til at bruge billedet?

15/01/2014 - 01:06

Kristian Risager Larsen

http://tineye.com/ kan du bruge til at søge efter identiske grafikker/fotos.

15/01/2014 - 01:38

Kristian Vejgaard

Hej Malene,

Jeg er helt med på at det "gode" budskab folk angiveligt har haft ikke fritager folk fra loven om ophavsret. Selvfølgelig ikke. Men lad os være realistiske og se hvordan det er brugt. I hvor mange decideret kommercielle sammenhæng er det blevet brugt?
Og hvilke reklamebureauer henviser du til?

Og hvorfor undlader du at kommentere på Michaels egne brud på ophavsretten via hans facebook og Twitter? Er det ikke ok at kræve, at folk overholder de regler de selv forsøger at pålægge andre? For mig at se er fokuset det helt forkerte sted.

For poster vi da ikke alle selv billeder på vores facebook som vi ikke har tilladelse til. Indspillede vi ikke alle film på VHS i 90'erne, tog dem med over til vennerne og så dem. Lavede mixtape fra radioens sange? Ødelægger vi kunsten, eller skaber vi yderligere kunst ved at dele den?

Der er ingen tvivl om at ophavsretten skal beskytte udøvernes værker og derved sørge for at ny kunst og kultur kan opstå og leve i det kulturelle rum. Men vi må skam også være realistiske. Hvis vi skal snakke ophavsret, er det så virkelig det værd at ligge kræfterne i et kopieret nytårspostkort? Er det den kunst vi vil bevarer?

02/01/2015 - 14:41

Karen Melchior

Godt nytår - må det bringe klarsyn, bedre deling med respekt for ophavet og nye copyrightregler! Denne forvirring, debat og ukrediterede brug af Michaels billede viser at vi har brug for en reform af copyrightreglerne fordi hvorfor have regler der ikke opretholdes? Regler som er forskellige på tværs af hvad der burde være et fælles indremarked i EU.
Creative Commons er en super ide til at dele det man laver på visse betingelser. Se også det nye projekt http://elog.io/welcome/, som vil gøre det nemmere via god brug af metadata at henvise til hvem der har lavet billedet, som man bruger.

Seneste nyheder

24.03.2017 · 14:17

Mød din kandidat: Rasmus Mark Pedersen

Maria Brus Pedersen
24.03.2017 · 12:09

Finans får mediestøtte efter klage

Andreas Marckmann Andreassen
24.03.2017 · 11:23

Sådan kommer du i gang med Augmented Reality-journalistik

Anonymous (ikke efterprøvet)

Fremtiden kommer. Du skal ikke være bange

Hvad sker der med vores fag, og hvad skal vi kunne for at have et spændende job i fremtiden? Det undersøger Journalisten de kommende dage i vores fremtidstema. Følg med her: journalisten.dk/fremtid

Seneste jobopslag

Studentermedhjælper til kommunikation og grafiske opgaver

Mediehuset Ingeniøren
Ansøgningsfrist: 01.04

Kommunikationsmedarbejder til barselsvikariat på Vallekilde Højskole

Vallekilde Højskole
Ansøgningsfrist: 12.04

Presse- og kommunikationschef

Forsvarsministeriet
Ansøgningsfrist: 06.04

Dansk Metal søger fotograf

Dansk Metal
Ansøgningsfrist: 30.03

Kommunikations- og arrangementskonsulent søges

Erhvervshus Nord
Ansøgningsfrist: 31.03

Pressesekretær til departementet

Miljø- og Fødevareministeriet
Ansøgningsfrist: 17.04

Kommunikationschef til Guldborgsund Kommune

GULDBORGSUND KOMMUNE
Ansøgningsfrist: 04.04

Journalist til Dagens Medicin

Dagens Medicin
Ansøgningsfrist: 27.03

Kommunikationschef til Danmarks bedste hospital

Region Midtjylland
Ansøgningsfrist: 02.04

Kommunikationsmedarbejder

LGBT Danmark
Ansøgningsfrist: 31.03

Erfaring med TV produktion samt pædagogisk flair

Helsingør Kommune
Ansøgningsfrist: 26.03

Kommunikationskonsulent med weberfaring til Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse
Ansøgningsfrist: 31.03

Kan du sætte strøm til historierne?

Domea.dk
Ansøgningsfrist: 27.03

Presse- og kommunikationskonsulent til Danmarks Lærerforening

Danmarks Lærerforening
Ansøgningsfrist: 27.03