Her er grafikernes redningsplanke

"Hvis vi som illustratorer, grafikere, kunstnere og designere skal klare os på det globale marked, er den fineste vare et kunstnerisk udtryk, som er unikt og ikke-kopierbart."
22.12.2015 · 09:46
Julie Asmussens billede
Julie Asmussen
Freelancelayouter og -illustrator

Efterårets outsourcing og fyringer på Euroman har skabt en fundamental bekymring blandt faggruppen af layoutere, som er svær at ryste af sig.

  • Hvad skal der blive af os og vores fag, hvis vi virkelig er så nemme at erstatte?
  • Passer det, når Alt for damernes chefredaktør, Tina Nikolaisen siger, at de sider, de har fået lavet i Vietnam, er lige så gode som (ja, enkelte endog bedre end) dem, der blev lavet før?
  • Fremgår det virkelig ikke tydeligere, at vi står på skuldrene af et helt århundredes grafiske tradition fra Claus Achton Friis over Austin Grandjean til Jonas Hecksher, iblandet de bedste tendenser fra internationale topdesignere og -magasiner, end at vores udtryk kan kopieres med et snuptag af en fagfælle med en helt anden kulturel baggrund på den anden side af kloden?

Det er spørgsmål, som enhver grafiker må stille sig selv, og Euroman-sagen kan vise sig kun at være begyndelsen. Vi er ved at gå planken ud til en fremtid, hvor alle kan undværes, og billigste globale udbud vinder.

Men før vi trækker ud på krybesporet og slutter os til ’Landsforeningen af truede jobfunktioner’ sammen med typografer, postbude og encyklopædi-redaktører, er det imidlertid værd at bruge den hårde opbremsning på at kigge op i skyerne i stedet for ned i afgrunden, før vi springer - eller rettere skubbes ud - i uvisheden.

Lige nu er der nemlig fantastiske muligheder for at skabe sig et både økonomisk solidt, tilsyneladende sjovt og kunstnerisk udviklende livsgrundlag som grafiker, illustrator og designer.

Hemmeligheden ligger i at droppe lønmodtagermindsettet (blandt andet beskrevet i bogen 'Selvstændiges guide til flere penge' af Majbritt Lund, se anmeldelse her på journalisten dk) og fokusere på passive income, forstået som penge, der løber ind på kontoen af sig selv, fordi man gensælger en vare, man allerede har lavet en gang før og sat i produktion. For grafikere er muligheden for at afsætte worldwide tilgængelig for alle som aldrig før, det eneste det kræver (udover selve produktet og en masse hårdt arbejde), er den webshop, man som den dygtige grafiker, man er, selv sætter op i et snuptag eller lægger i hænderne på eksisterende (poster)shops som for eksempel Artflakes eller Maison Alice.

Lyder det nemmere sagt end gjort? Her er 10 bud på super dygtige danske grafikere, designere og illustratorer, som følger opskriften og har sekscifret succes med det:

De kartografiske

1.

London – Paris – København

Verden kan ikke få nok af grafiske kort med globens metropoler på. Og det ser (stigning i verdenshavene eller ej) ikke ud til, at Kortkartellet løber tør for bynavne lige foreløbig.

Firmaet har gjort det til sit verdensomspændende speciale at skabe typografiske plakater over by og land, men sælger herudover (selvfølgelig) også bøger, illustrationer, keramik og muleposer både via webshop og fra butikken på Niels Hemmingsens Gade i København.

Link: Kortkartellet


Illustration: Kortkartellet

 

 

2.
Mads Berg er – udover at være en kendt og elsket illustratorisk ophavsmand til blandt andet retroindpakningen af Hansen Is – blevet så specialiseret indenfor disciplinen 'oplevelsespark-kortdesign', at dette er blevet et helt forretningsområde i sig selv. Gør ham kortkunsten efter eller sælg plakater via din egen eller andres webshop.

Link: Mads Berg

Link: Visual Maps


Illustration: Mads Berg


Illustration: Visual Maps

 

 

3.

Du vidste ikke at du havde brug for det, men TOT Copenhagens byprospekter og skylines er et musthave i din indretning. En tegning af Nyhavn eller Københavns tårne og spir slår aldrig fejl.

Link: TOTcph


Illustration: TOT Copenhagen


Illustration: TOT Copenhagen

 

 

De typografiske

4. og 5.

Udsprunget af det succesfulde branding- og designbureau e-types, er sidegesjæften og hyggeprojektet Playtype med tilhørende butik på Værnedamsvej, ved at blive en omsiggribende international succes. Plakaterne og kaffekopperne med bogstaver på har længe været musthaves og slås om pladsen i kopholderen med lignende produkter fra ligeledes danske Designletters, der som Playtype har gjort en verdensomspændende typomani til deres forretningsgrundlag.

Link: Playtype

Link: Designletters


Illustration: Screendump fra playtype.com

 


Illustration: Screendump fra designletters.dk

 

 

 

Den kunstneriske

6., 7. og 8.

Hvis du synes, markedet er mættet med typografiske kaffekopper og bynavnekortplakater, kan du i stedet vælge at gå all in på dit personlige og kunstneriske projekt.

Pernille Snedker, Kristina Krogh Hansen, Nan Na Hvass samt Sofie Hannibal er kvinderne bag Snedker Studio, Kristina Krogh Studio og Hvass & Hannibal. De talentfulde frøkener er blot et lille udpluk af de mange dygtige og talentfulde danske kunstnere, illustratorer og designere, der lige nu formår at ramme det attråværdige spændingsfelt mellem kunst og dekoration. Designerduoen Hvass & Hannibal er ovenikøbet så vakse, at illustrationsopgaver udført for magasiner som eksempelvis Ud & Se, sælges efterfølgende som plakater.

Link: Snedker Studio


Illustration: Snedker Studio

 

Link: Kristina Krogh Studio


Illustration: Kristina Krogh Studio

 

Link: Hvass & Hannibal


Illustration: Hvass & Hannibal

 

 

 

Den illustrative

9.

Altid flittige Lisa Grue (som den vakse læser måske kender som den ene halvdel af illustratorduoen Underwerket), er en af de illustratorer, der med stor succes har valgt at kaste energien efter egne produkter. Lisa Grue står blandt meget andet bag lanceringen af summer will be back.


Screendump fra 'summer will be back's hjemmeside. Illustration: Lisa Grue

 

Den sjove

10.

Vi kender alle Wulff & Morgenthaler fra Politikens navnkundige striber. MetroXpress-læseren vil også være bekendt med deres sms-stumper fra et parforhold under titlen "Mig & Danielle". Herudover står new creations bag en lang række andre koncepter som for eksempel 'Helt normalt', 'Pandaerne' og 'Dolph'. Hvis du har et vittigt hoved, kan du måske ende som Mikael Wulff og Anders Morgenthaler, der er ved at bygge et helt imperium op omkring deres enorme arbejdsomhed og sans for grafisk comedy. At deres striber udkommer i 130.000 amerikanske aviser hver dag, taler vist for sig selv.

Link: new creations

Link: wumo

 

 

Listen af navne ovenfor er blot et lille udpluk af alle de mange dygtige danske designere, kunstnere og illustratorer, der gør det godt internationalt i disse år. Og lad det være sagt med versaler: DER ER INGEN GENVEJE til succesen. Langt de fleste ophavsmænd til forretningskoncepterne ovenfor er uddannet på designskolerne i Kolding og København eller har modtaget massiv kunststøtte under udviklingen af deres talent. Der ligger flid, ihærdighed, passion og dygtighed bag samtlige bud på listen.

Hvis vi som illustratorer, grafikere, kunstnere og designere skal klare os på det globale marked, er den fineste vare på hylden et kunstnerisk udtryk, som er unikt og ikke-kopierbart.

Det er den eneste måde, hvorpå vi kan få sat en bundprop i det afløb, som outsourcing af kopierbart skabelonlayout meget hurtigt kan blive.

Lad denne liste være et vink med en vognstang til politikere og beslutningstagere om at kaste så mangle midler som muligt efter de kunstneriske fag. Og her er vi vel at mærke ude over at snakke forsuttede begreber som kreativitet og innovation. Kunsterne og designerne nævnt ovenfor er kun nået dertil, hvor de er i dag, ved en stadig udvikling af råt talent gennem hårdt arbejde og ro til at udvikle sig kunstnerisk. Det kræver en maksimal økonomisk indsprøjtning til designskolerne samt opretholdelse af kunststøtten, hvis flere talenter skal komme til.

Som allerede udøvende grafiker, designer, layouter eller illustrator er det dit personlige, unikke og kunstneriske udtryk, du kommer til at leve af i fremtiden. Væk er bekymringerne om næste fyringsrunde. Og det er da den bedste nyhed nogensinde for kreative sjæle.

Glædelig jul!

Note: Julie Asmussen har fået tilladelse fra alle på listen til at bringe billeder/screendumps af deres produktioner.

Rettet 5/1 2016 klokken 8.43: Ved en fejl stod der "Tina Snedker", hvor der skulle stå "Pernille Snedker". Skribenten beklager fejlen.

Julie Asmussen

Julie Asmussen er freelancelayouter og -illustrator samt ekstern lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun er tidligere art director på Journalisten frem til 2011, og før det medstifter og partner i designbureauet Spild af Tid. Her på journalisten.dk vil Julie Asmussen dele sine erfaringer og tips om trends og teknologi inden for layout, illustration og visuel kommunikation.

Kommentar

26/12/2015 - 09:02

Karina Bjerregaard

Kære Julie,
Tak for en inspirerende opsang!
;-) Karina, VIF

Seneste jobopslag

Journalist i København

Jyllands-Posten
Ansøgningsfrist: 25.08

Leder til centralt kommunikationsteam

Teknologisk Institut
Ansøgningsfrist: 03.09

Presserådgiver

Nationalmuseet
Ansøgningsfrist: 24.08

Journalist til nyhedsredaktion

JydskeVestkysten
Ansøgningsfrist: 11.09

Tv-tilrettelægger og vært til Døvefilm

Døvefilm
Ansøgningsfrist: 21.08

Videojournalist (barselsvikariat)

DTU
Ansøgningsfrist: 30.08

Webredaktør med gennemslagskraft til intranet og hjemmeside

Greve Kommune
Ansøgningsfrist: 21.08

Journalist og pressemedarbejder

Erhvervsakademi Dania
Ansøgningsfrist: 03.09

DISCOVERY NETWORKS DANMARK SØGER DIGITAL PR-KONSULENT

Discovery Networks Danmark
Ansøgningsfrist: 08.09

Journalist/kommunikatør til karriere- og erhvervsartikler

Ingeniørforeningen, IDA
Ansøgningsfrist: 20.08

Stærk kommunikatør og projektleder (vikariat)

Stevns Kommune
Ansøgningsfrist: 20.08

Studerende til Styrelsen for Patientsikkerheds kommunikationsteam

Styrelsen for Patientsikkerhed
Ansøgningsfrist: 04.09

Er du vores nye medieredaktør?

Dyrenes Beskyttelse
Ansøgningsfrist: 21.08

To kommunikationskonsulenter med journalisterfaring

Aabenraa Kommune
Ansøgningsfrist: 21.08

Discovery Networks Danmark søger meta data specialist

Discovery Networks Danmark
Ansøgningsfrist: 01.09