Her er fire begynderfejl, der førte til Scaramuccis exit

Kommunikationschefen i Det Hvide Hus holdt kun i 10 dage. ”Han fremstår som endnu en forfængelig, selvoptaget narcissist, der tumler rundt i Det Hvide Hus,” siger kommunikationsrådgiver og tidligere USA-korrespondent Torsten Jansen, der her peger på fire af Anthony Scaramuccis største fejl i jobbet
  • Pablo Martinez Monsivais/AP/Polfoto
    Anthony Scaramuccis korte tid som Donald Trumps kommunikationsdirektør begyndte med fingerkys til journalisterne ved det første pressemøde - og endte med en fyring i går.
01.08.2017 · 15:31

Den 22. juli blev finansmanden Anthony Scaramucci hentet ind som kommunikationsdirektør i Det Hvide Hus.

Som en konsekvens sagde pressetalsmand Sean Spicer op, mens den nye kommunikationsdirektør lovede at sætte skik på kommunikation i Det Hvide Hus.

Historierne i pressen skulle fra nu af handle om Donald Trumps politiske planer – ikke om undersøgelserne af Ruslands indblanding i det amerikanske valg.

Det første møde med pressen sluttede Anthony Scaramucci med at sende fingerkys til journalisterne. Alt tegnede lyst for den tidligere finansmand, der aldrig tidligere havde besiddet en stilling som pressechef eller kommunikationsmedarbejder.

Anklagede rådgiver for at ville sutte sin egen pik

Men i går blev Anthony Scaramucci fyret af Donald Trumps nyudnævnte stabschef, den tidligere general John Kelly – efter kun 10 dage i jobbet.

Forklaringen var et kontroversielt opkald til journalisten Ryan Lizza på magasinet The New Yorker.

Her krævede Scaramucci at få Ryan Lizza til at afsløre, hvem der havde fortalt, at en række Fox-medarbejdere var middagsgæster hos præsidenten. Da Ryan Lizza nægtede at røbe sin kilde, fortsatte Anthony Scaramucci samtalen med at fortælle, at præsidentens rådgiver Steve Bannon mest var optaget af at sutte sin egen pik – og at daværende stabschef Reince Priebus var paranoid og skizofren.

Hvilke fejl nåede Anthony Scaramucci egentlig at begå i de få, tumultariske dage, han var Det Hvide Hus’ kommunikationschef?

Det har Journalisten spurgt Torsten Jansen, der er direktør for Public Affairs i kommunikationsbureauet Lead Agency og tidligere mangeårig USA-korrespondent for DR, om.

Han peger her på fire af Scaramuccis største fejl.

#1 Kend spillereglerne for samtaler med journalister

”Fagligt set skyldes Anthony Scaramuccis hurtige død, at han ringede til en journalist fra The New Yorker og ikke gjorde det klart, om samtalen var til citat eller ej. Det er en banal fodfejl, som illustrerer en utrolig grad af amatørisme. Man kan ikke engang sige, at han blev lokket i en fælde. Han byggede selv fælden, fordi han aktivt ringede journalisten op og prøvede at overtale ham til at afsløre sin kilde. Det viser, at han er en total amatør. For det kunne ingen journalist drømme om at gøre – slet ikke når historien handler om, hvem der deltager i en banal middag i Det Hvide Hus.”

#2 Kritiser ikke dine egne offentligt

”Det var en fejl, at Anthony Scaramucci talte dårligt om andre i Det Hvide Hus. Selv hvis du taler til baggrund med en journalist, vil man som kommunikationsrådgiver aldrig anbefale en kunde at omtale kolleger på den måde, som Scaramucci gjorde. Det er illoyalt og dårlig stil at bruge de nedladende ord, han brugte om præsidentens rådgiver Steve Bannon og daværende stabschef Reince Priebus.”

#3 Bliv ikke historien

”Det vil aldrig være en god idé at blære sig. Men det gjorde Anthony Scaramucci. Han fortalte for eksempel, at han havde direkte adgang til præsidenten, og at han kunne få alle fyret. Hvis det virkelig var sandt, ville det være bedre at underspille det. Det fik ham til at fremstå som en klovn, der bare havde behov for at blære sig.”

#4 Hav respekt for verdens sværeste kommunikationsjob

”Kommunikationschef i Det Hvide Hus er nok verdens sværeste kommunikationsjob. Medieopmærksomheden er enorm, og hvad som helst kan blive til en historie. Du bliver dækket af nogle af de bedste journalister fra tv-stationerne og aviserne – og så har du samtidig en præsident, der har erklæret åben krig mod medierne. Det er et job, der kræver en enorm kommunikationsfaglighed. Der er ikke mange, der er dygtige nok til jobbet, og det var en katastrofe at give jobbet til en amatør. Han fremstår som endnu en forfængelig, selvoptaget narcissist, der tumler rundt i Det Hvide Hus.”

Kommentar

01/08/2017 - 17:04

Frank Hestrup

Nummer 5 : Journalister fra alle store medier kæmpede for at få valgt darlingen Hillary, og bekæmpede lige så indædt Trump.
Derfor skal Trump og hans administration ikke stole på journalister, der på den måde har valgt side.
På samme måde, som højrefløjen heller ikke skal stole på journalisterne hos de store danske medier.

01/08/2017 - 17:28

Benjamin Werner Christensen

Hej Frank. Det var da lidt af af postulat. Må jeg se dokumentation for det sidste?

01/08/2017 - 23:46

Frank Hestrup

Hvilken del er det, at du tænker på? For der er tale om objektive kendsgerninger, som enhver journalist burde kunne tilslutte sig. For vi véd jo alle, at journalister næsten per definition er venstreorienterede, som også meget, meget gerne bruger jobbet til at promovere vestrefløjens kandidater og holdninger

01/08/2017 - 23:55

Peter Hammer

Når man har brug for vendinger som 'Vi ved jo alle' afslører man, at man ikke kan fremføre objektive kendsgerninger.

02/08/2017 - 06:21

Frank Hestrup

Journalister er næsten per definition venstreorienterede, hvilket blandt andet fremgår af undersøgelsen, der viste at 4 ud af 5 danske journalister var det. Samtidig viste undersøgelsen, at der var en voldsom overrepræsentation af journalister, der stemmer på Enhedslisten.
Det du begår her er fake news og et forsøg på at skjule virkeligheden.

02/08/2017 - 10:15

Benjamin Werner Christensen

Det virker en smule søgt at komme med udmeldingen om, at "journalister er næsten per definition venstreorienterede." Nu arbejder jeg selv på JP/Finans, som ikke ligefrem er kendt for at være ventreorienteret - det samme gør sig vel gældende for f.eks. Børsen og Berlingske. Hvor er det, du mener at have fundet dokumentation for din noget vilde påstand?

02/08/2017 - 13:53

Peter Hammer

Hej Frank,

I den seneste undersøgelse af journalisters politiske orientering jeg kan finde, lå langt de fleste af de adspurgte journalister ganske rigtigt (lidt) til venstre for midten: http://journalisten.dk/danske-journalister-er-lyserode

Den seneste seriøse undersøgelse af, hvad det så betyder for journalisters/mediers dækning af politik viser dog, at du tager fejl om dine 'objektive kendsgerninger': https://www.b.dk/kronikker/er-dr-journalister-roede-er-tv2s-blaa

03/08/2017 - 15:04

Andreas Marckmann Andreassen

Kære "Frank Hestrup"

Journalisten har fjernet din seneste kommentar, og vil fjerne yderligere kommentarer fra dig, indtil det har været muligt for os at bekræfte din identitet.

Vi tillader ikke falske identiteter i Journalistens debatfelt. Alle debattører skal optræde med korrekt navn og mail-adresse, jf vores debatregler: http://journalisten.dk/retningslinjer_for_debat

Du er blevet kontaktet via den mail, du har angivet. Jeg afventer dit svar.

De tidligere kommentarer fra "Frank Hestrup" lader vi stå, da andre debattørers bidrag vil blive meningsløse uden.

Bedste hilsner

Andreas Marckmann Andreassen, digital redaktør, Journalisten

Seneste jobopslag

Kommunikationsmedarbejder med pionérånd

Lev Uden Vold
Ansøgningsfrist: 30.08

Bolig Magasinet søger digital journalist

BENJAMIN MEDIA A/S
Ansøgningsfrist: 11.09

Journalist i København

Jyllands-Posten
Ansøgningsfrist: 25.08

Leder til centralt kommunikationsteam

Teknologisk Institut
Ansøgningsfrist: 03.09

Presserådgiver

Nationalmuseet
Ansøgningsfrist: 24.08

Journalist til nyhedsredaktion

JydskeVestkysten
Ansøgningsfrist: 11.09

Tv-tilrettelægger og vært til Døvefilm

Døvefilm
Ansøgningsfrist: 21.08

Videojournalist (barselsvikariat)

DTU
Ansøgningsfrist: 30.08

Webredaktør med gennemslagskraft til intranet og hjemmeside

Greve Kommune
Ansøgningsfrist: 21.08

Journalist og pressemedarbejder

Erhvervsakademi Dania
Ansøgningsfrist: 03.09

DISCOVERY NETWORKS DANMARK SØGER DIGITAL PR-KONSULENT

Discovery Networks Danmark
Ansøgningsfrist: 08.09

Journalist/kommunikatør til karriere- og erhvervsartikler

Ingeniørforeningen, IDA
Ansøgningsfrist: 20.08

Stærk kommunikatør og projektleder (vikariat)

Stevns Kommune
Ansøgningsfrist: 20.08

Studerende til Styrelsen for Patientsikkerheds kommunikationsteam

Styrelsen for Patientsikkerhed
Ansøgningsfrist: 04.09

Er du vores nye medieredaktør?

Dyrenes Beskyttelse
Ansøgningsfrist: 21.08

To kommunikationskonsulenter med journalisterfaring

Aabenraa Kommune
Ansøgningsfrist: 21.08