Heartbeats søger ulønnet praktikant – vil ”hjælpe de studerende”

Web-mediet Heartbeats søger ulønnet journalistpraktikant. Formanden for Danske Mediestuderende kalder det ”udnyttelse”. Heartbeats’ stifter Le Gammeltoft mener, at hun hjælper de studerende
  • Kim Matthäi Leland/Polfoto
    Le Gammeltoft - her under Spot Festival 2017 - mener, hendes tilbud om ulønnet praktik skal ses som en hjælp.
19.12.2017 · 12:11

"Er du journalistspire, og vil du gerne arbejde med kulturstof?" Så kan online-mediet Heartbeats tilbyde en plads som journalistpraktikant, hvis, vel at mærke, du er villig til at arbejde uden løn.

Heartbeats, som dj og iværksætter Le Gammeltoft startede som web-radiokanal i 2014, søger en journalistpraktikant i en ulønnet stilling med start til januar. Men dét er ikke i orden, mener Thilde Høybye, formand for Danske Mediestuderende.

"Som jeg læser det, søger de en journaliststuderende, og der har vi en overenskomst, som vi selvfølgelig skal håndhæve," sige hun.

Men sådan skal annoncen slet ikke forstås, siger Le Gammeltoft. Hun vil have en universitetsstuderende i såkaldt SU-praktik.

”Jeg bruger ikke 1½ års-praktikanter fra Journalisthøjskolen, fordi jeg ikke har brug for dem i 1½ år. Jeg bruger studerende fra KU, fordi jeg selv har gået der og ved, at det stort set er umuligt at komme ud derfra og få et fast arbejde uden at have nogen erfaring,” forklarer hun.

Det tilfredsstiller dog ikke Thilde Høybye, der mener, at praktikarbejde bør aflønnes, uanset hvilken form for praktik der er tale om.

”Jeg synes, det er på sin plads at lønne praktikanter, lige som det er på sin plads, at man ikke udnytter studerende. Der er mange studerende, der vil gøre rigtig meget for at blive dygtigere. Det skal man ikke udnytte,” siger Thilde Høybye og uddyber: 

"Søger de en studerende til SU-praktik, er det sådan, at Folketinget i sommer vedtog, at man må modtage en erkendtlighed på op til 3.000 kroner ud over SU’en, og det vil jeg da opfordre til, at man gør brug af. Det giver både gladere og dygtigere praktikanter, hvis de ikke skal passe et andet arbejde i praktikperioden.”

Le Gammeltoft ser derimod tilbuddet om en ulønnet praktikplads som en hjælp til de studerende.

”En del af vores sociale ansvar som virksomhed er, at vi lønner studentermedhjælperne, mens praktikanterne får point til deres uddannelse. Sådan har det været i mange år, sådan har jeg selv oplevet det i min studietid, og sådan er det også i andre dele af uddannelsessystemet. Så det er sådan set noget, vi gør for at hjælpe, og ikke for at blive slået i hovedet af mit forhenværende forbund,” siger Le Gammeltoft.

Princippet om, at man skal have betaling for sit arbejde, hvad synes du om det?

”Jeg har ikke flere kommentarer, end det jeg har sagt.”

Thilde Høybye mener, gratisarbejde er problematisk, uanset hvilken sammenhæng man sætter det i.

”Jeg synes, det er en underlig præmis at stille op, hver gang man taler om studerende – at det er ok, at studerende arbejder gratis fordi … Jeg ville ikke kunne forklare, hvorfor jeg skulle have nogen til at arbejde gratis."

Synes du, studerende bør holde sig væk fra den slags praktikstillinger?

”Jeg vil altid opfordre til, at vi tager ansvar alle sammen, studerende såvel som arbejdsgivere. Men jeg vil stadig sige, at jeg kan godt forstå studerende, der overvejer sådan en praktik. Det er en sårbar situation, når man står i starten af sin karriere. Men så har vi heldigvis mange studerende, der deler de her opslag og hjælper hinanden med at huske, at vi har overenskomst og alternativt muligheden for at få op til 3.000 ved siden af SU’en,” siger Thilde Høybye.

Efter interviewet med Journalisten har Heartbeats ændret rubrikken i annoncen, så der ikke længere står, at man søger en journalistpraktikant, men en "skrivende praktikant". Samtidig har Le Gammeltoft skrevet et indlæg på Heartbeats.dk, hvor hun fortæller, at hun nu efter to forskellige henvendelser fra fagbladet Journalisten har fået nok og har meldt sig ud af Journalistforbundet. Journalisten skrev i oktober om en sponseret podcast på Heartbeats, som ifølge flere jurister ikke var deklareret godt nok.

Kommentar

19/12/2017 - 14:59

Kim Ravn-Mortensen

Men hvad så med alle praktikanterne i DR?

19/12/2017 - 17:48

Martin Didriksen

Det vrimler med dygtige universitetspraktikanter som ikke får løn overalt. Både på bureauer, DR og andre steder. De får ingen løn, men tilgrngæld ECTS-merit på studiet. Jeg kan sagtens forstå Heartbeat foretrækker unipraktikanter frem for en dyr journalistpraktikant.

20/12/2017 - 23:38

Jakob Dybro Johansen

Enig i Thomas Jensens kommentar ovenfor - tænkte det samme, da jeg læste artiklen. Og i forlængelse af det synes jeg, Journalistforbundet forekommer noget afkoblet fra virkeligheden i deres udtalelser i artiklen. Giver det mening ligefrem at tale om 'udnyttelse' i forbindelse med en meritgivende praktik?

21/12/2017 - 19:01

Niels-Erik Sørensen

Enhver fagforening, der kæmper for ordentlige løn- og arbejdsvilkår for sine medlemmer, bør gøre alt for at forhindre, at der er mennesker, der føler sig nødsaget til at udføre gratis arbejde.

At det gratis arbejde er pakket ind som praktik, optjening af point eller andet, gør det ikke bedre.

Det grundlæggende princip må være, at enhver form for arbejdsindsat skal aflønnes på de vilkår, der er gældende på det pågældende arbejdsområde.

Også virksomheder, der afholder sig fra at udnytte studerende og ledige på såkaldt aktivering og hvad der ellers findes, må have en interesse i, at deres konkurrenter ikke skaffer sig en konkurrencefordel ved at bruge gratis arbejdskraft.

2018 kunne være et godt år til at få sat lidt mere damp under STOP GRATIS ARBEJDE.

21/12/2017 - 19:33

Thomas Jensen

Niels-Erik Sørensen: Det er en helt forståelig og legitim holdning. Den havde jeg gerne set behandlet fra beslutningstageres synspunkt, fx politisk og på uddannelsesinstitutionerne og fra et bredt udvalg af virksomheder - samt fra studerende, der måske kunne belyse fordele og ulemper. I stedet får jeg en artikel om en enkelt virksomhed ud af hundreder, der bruger ordningen, hvis eneste forbrydelse - så vidt jeg kan se - har været, at de i følge formanden for de danske mediestuderende har formastet sig til at bruge den ubeskyttede titel "journalist" i deres opslag.

Seneste jobopslag

Journalist til folkekirken.dk

Folkekirken.dk
Ansøgningsfrist: 01.02

Studentermedarbejder til Kommunikation i Danmarks Apotekerforening

Danmarks Apotekerforening
Ansøgningsfrist: 01.02

Sjællandske Medier søger redaktør til Næstved

Sjællandske Medier
Ansøgningsfrist: 09.02

Struktureret studentermedhjælper

Odense Kommune
Ansøgningsfrist: 18.02

Kommunikationsmedarbejder til Værket

Værket
Ansøgningsfrist: 08.02

Stærk researcher til arbejdslivet

Avisen.dk og Ugebrevet A4
Ansøgningsfrist: 30.01

Kommunikationskonsulent

Arkitektskolen Aarhus
Ansøgningsfrist: 05.02

Ritzau søger reporter til Sydney, Australien

Ritzau
Ansøgningsfrist: 22.01

Reporter til Børsens politiske redaktion

Børsen
Ansøgningsfrist: 25.01

SKRIFTLIGT VELFUNDERET JOURNALIST SØGES TIL NYE UDFORDRINGER

De Forenede Dampvaskerier A/S
Ansøgningsfrist: 25.01

Journalist til kommunikation af projektaktiviteter og -resultater

Wonderful Copenhagen
Ansøgningsfrist: 22.01

Erfaren webjournalist med en solid værktøjskasse søges

Yngre Læger
Ansøgningsfrist: 26.01

Communications Manager

ShopGun
Ansøgningsfrist: 24.01

Ny producer på TV 2/Fyn

TV 2/Fyn
Ansøgningsfrist: 22.01

Stærk og kreativ nyhedsredaktør til TV 2 NEWS

TV2 NEWS
Ansøgningsfrist: 29.01

Danwatch søger erfaren graverjournalist

Danwatch
Ansøgningsfrist: 23.01

Dokumentarkompagniet søger dygtig tv-fortæller

Dokumentarkompagniet
Ansøgningsfrist: 24.01

Politikens indlandsredaktion søger ny journalist

Politiken
Ansøgningsfrist: 22.01