Har du talt med din modsætning i dag?

Op til det hollandske valg forsøgte flere medier at gøre op med polariseringen, bl.a. ved at interviewe Geert Wilders-vælgere og lade journalisten skrive om, hvad han havde lært om sine fordomme bagefter. Når tyskerne skal stemme om lidt, kan bølgen fortsætte
31.03.2017 · 12:19
Cathrine Gyldensteds billede
Cathrine Gyldensted
Leder af Institut for konstruktiv journalistik
Windesheim Universitet

Til sommer har jeg arbejdet to år med at udbrede konstruktiv journalistisk metode i Holland, og debatten i det hollandske journalistmiljø har til tider været heftig. Men bølgerne toppede i ugerne op til det hollandske valg i midt marts. De er skyllet videre til Tyskland, hvor valget nærmer sig. Flere centrale spørgsmål rejser sig:

  • Er det mediernes skyld, når folk overvurderer antallet af muslimer i de pågældende lande? Eksempelvis tror et flertal af hollændere, at der er tre gange flere muslimer i Holland end det faktiske tal. Når hollænderne bliver spurgt, skyder de på at den muslimske del af befolkningen udgør 19 %, hvor det faktiske tal er 6 %. Det er ikke bedre i Italien, Tyskland eller Belgien, hvor folk tror, at 20 % er muslimer, mens det faktiske tal er under 7 %. (Læs mere om undersøgelsen her).
  • Er mediernes fokusering på sensationelle tweets og outrerede udtalelser fra personer på begge politiske fløje med til, at den større og mere væsentlige historie bliver overset?
  • Har medierne indflydelse på, hvis polariseringen i befolkningen stiger, når vælgeres opfattelse af den modsatte fløj er præget af stereotyper? De andre er “dumme”,” uuddannede”, “fra landet”, “fra byen”, “elitære”, “arrogante”.

Ja, lød svaret fra mine hollandske kolleger på alle tre spørgsmål. I dagene efter jeg havde besøgt hollandske NOS og talt om disse ting, skrev en af deres fremtrædende journalister, Jan Eikelboom, et indlæg i det landsdækkende dagblad Volkskrant:

“Når jeg rejser rundt i landet og interviewer folk, så er det opsigtsvækkende, hvor lidt vi kender til hinanden. Jeg spurgte en vælger, hvorfor han var så optaget af muslimer. Han boede i en by med meget få muslimske borgere, men var alligevel overbevist om, at de snart ville være i flertal og introducere sharia. Han svarede: ”Den må jeg kaste tilbage til dig. Hvorfor i alverden bruger I i medierne så 70-80 % af jeres dækning på islam?” skrev han.

Jan Eikelboom fortsætter med en opfordring til kollegerne til at vise et mere retvisende billede af verden og være med til at forbedre samtalen mellem vælgergrupperne.

Forud havde New York Times faktisk gjort et forsøg på det samme – som konsekvens af stemningen i den amerikanske befolkning efter valget af Donald Trump som præsident.

“I voted Clinton. You voted Trump. Let’s talk” hed dækningen, som var fire podcasts med tilhørende artikler. Her blev to veninder, som havde stemt på hver sin kandidat, sat sammen for at tale. Her indvilligede en far fra Kentucky i at ringe til sin søn, en homoseksuel skuespiller bosat i Californien, for at stille 19 specifikke spørgsmål, som New York Times havde forberedt. Spørgsmål som:

 ○       Hvem stemte jeg på?

 ○       Hvorfor stemte jeg på personen?

 ○       Hvad var det vigtigste emne i valgkampen for mig?

 ○       Hvorfor har du mon en anden holdning til dette emne?

 ○       Hvordan tror du, at vores synspunkter er endt med at være så forskellige?

 ○       Har det været svært at tale med mig om dette valg? Hvis ja, hvorfor?

Det bemærkelsesværdige ved spørgsmålene er, at de alle får den interviewede til at sætte sig i den andens sted. Spørgsmålene er som taget ud af familieterapeutisk metode, og rigtigt nok: New York Times har bedt en terapeut om at hjælpe med at formulere ordlyden af spørgsmålene. Resultatet er fire podcasts af varierende kvalitet. Den svageste er samtalen mellem to high school-kammerater, Kyle og Aaron. Det virker simpelthen ikke med de 19 spørgsmål. Kyle og Aaron holder ikke fast i rækkefølgen, de går ud ad tangenter, afbryder hinanden osv.

Den mest gribende samtale er til gengæld dén med faderen i Kentucky og sønnen i Californien. Det virker, som om de to ikke har været på talefod længe på grund af deres forskellige politiske ståsted. Spørgsmålene får især den gamle far til at åbne op for posen og gøre rede for, hvorfor han handler og tænker, som han gør – og stemmer på Trump. Blandt andet hvorfor han har et sydstatsflag hængende i garagen. Det handler ikke om at være racistisk over for sorte. Næh, det handler om at ære de “southerners”, som kæmpede og ofrede deres liv i en blodig krig, som kostede på begge sider. Sønnen får ting at vide om faderens indre verden, som tydeligvis ikke har været fremme mellem dem, nogensinde. Podcasten ender meget rørende. Lyt her.

I Holland havde idéen bredt sig, også som konsekvens af en højlydt debat om mediernes rolle i – og ansvar for – en polariserende dækning.

Lad mig fremhæve to gode eksempler:

Dagbladet NRC lancerede serien 'To vælgere i samtale', hvor de satte to vælgere sammen, på hver side af et rundt bord. Vælgerne stemmer på forskellige partier og er ofte diametralt modsat hinanden. På bordet lå spørgsmål i to bunker, og så skiftedes de til at trække et spørgsmål og stille den anden.

Når det mislykkedes, handlede det om, at den ene tog ordet og holdt en brandtale, mens den anden bare sad og var tavs. Her manglede man klart en skarp og styrende journalist.

Når de var vellykkede, kom de to parter i direkte og interessant samtale, hvor de lykkedes med at stille nysgerrige spørgsmål om den andens synspunkt, uden at fordømme eller være tydeligt aggressive. 

Et andet eksempel, som var slået større op, udsprang fra det hollandske mediehus, De Correspondent. De Correspondent gik ganske progressivt til opgaven.

De gjorde nemlig det, for medierne så usædvanlige, at indgå et samarbejde med andre mediehuse. Det drejede sig om Algemeen Dagblad og tv/radiostationen WNL, der begge har læsere, lyttere og seere, der ligger politisk modsat den typiske læser hos De Correspondent.

Under overskriften “Kunnen We Praten” lancerede de tre medier kampagnen, som var utraditionel på grund af den journalistiske metode.

Her er, hvad der gjorde dækningen usædvanlig:

Journalisten, Joris Luyendijk meldte klart ud til læserne, at de skulle være med i en samtale, ikke en debat:

“ I en debat vil man gerne vinde med sine argumenter. En samtale handler mere om at sætte sig ind i den andens synspunkter og forstå tænkningen bag. For at det kan lykkes, bliver du nødt til at udvise empati.”

Det betød særlige regler for kommentarerne:

“Nogle gange er det oprørende og skræmmende, at andre har en opfattelse af tingene, som går direkte modsat din egen. Men jeg vil bede jer om ikke at skrive med jeres egne følelsesmæssige reaktioner på det, I læser, eller stille lukkede, retoriske spørgsmål, som skubber modparten i defensiven. Men tværtimod vælge at stille åbne dybdegående, substantielle spørgsmål til det, I læser.”

Skriv hellere om jeres erfaringer, ikke meninger, bad journalisten om. Og så gik dækningen ellers i gang med ni interviews med vidt forskellige Geert Wilders-vælgere.

Nogle boede i byerne, nogle boede på landet. En var hinduist med en stor muslimsk omgangskreds, en anden var homoseksuel. En var en ældre hvid mand, andre var i 20'erne og 30'erne. Resultatet af disse interviews var, at det lykkedes at få klarere indsigt i de MANGE bevæggrunde, som PVV's vælgere har. Nogle er trætte af eliten og store fine ord. Nogle vil gøre op med det uretfærdige i at miste ansatte i håndværkerfirmaet for at se billigere polske kolleger tage over med støtte fra EU, nogle føler sig udstødt af deres gamle partier, fordi politikerne her er hurtige til at “dømme” og “dæmonisere” folk, som er urolige for immigration, jobs, ja, fremtiden. Ganske mange udtrykte, at de var forvirrede over det væld af information, der er i verden i dag, og simpelthen foretrækker en person, som udtrykker sig klart. Endelig var der også dem, som mente, det er sundt med stærke modsætninger i det politiske system. Ind med Wilders.

Efter hvert af de ni interviews skrev journalisten en selvstændig artikel under overskriften “Hvad jeg lærte af at interviewe denne PVV-vælger” og sluttede altid af med konkrete nye spørgsmål direkte til læserne, såsom “hvad er jeres erfaringer med at føle jer udstødt af den offentlige samtale?” eller “hvad er jeres erfaringer med at føle forvirring i en verden, som går hurtigere og hurtigere?”

Resultatet var nye indsigter – hos læserne. Nogle var decideret rasende:

"Jeg bryder mig ikke om, at journalisten skal styre, hvad vi må og ikke må. Er der ikke ytringsfrihed i dette land?” spørger en.

“Jeg har nu opsagt mit medlemskab hos De Correspondent. Magen til makværk skal man lede længe efter,” skriver en anden.

“Hvorfor er det kun PVV-vælgere, som skal eksponeres? Det er vel lige så vigtigt at høre, hvad vi andre tænker og mener, og hvorfor vi stemmer, som vi gør. Ensidig dækning, igen!“ skriver en tredje.

Andre var positive:

“Jeg har haft en tendens til at mene, at PVV-vælgerne er ignorante. Men der har jeg taget fejl. De identificerer jo reelle problemer, blandt andet job-svind og svækkelse af vores velfærdssystem.“

“Jeg troede, de var en anonym flok, som blindt og ukritisk følger deres leder. De her interviews viser jo mennesker af kød og blod, som også forholder sig kritisk til deres eget parti. Det gør partiet mindre dæmonisk i mine øjne og måske mindre spændende.”

“Der er tale om folk, som har tænkt meget og længe over deres situation og ønsker en markant politisk forandring.”

Ud over at det var modigt at eksperimentere og rumme risikoen for et skiftende resultat, så står det klart, at især “Kunnen We Praten”-initiativet gav ny og nuanceret viden om både PVV-vælgere, men så sandelig også om dem, som stemmer modsat.

En vigtig og sjælden ting i disse år.

I Tyskland melder det unge mediehus Perspective Daily, at de planlægger lignende ting op til det tyske valg den 24. september.

Så lad mig slutte af med et spørgsmål til dig derude:

Kan vi bruge disse forsøg til noget i dansk journalistik?

Cathrine Gyldensted

Cathrine Gyldensted er leder af instituttet for konstruktiv journalistik ved det hollandske universitet Windesheim. Hun har arbejdet med konstruktiv journalistik som underviser, foredragsholder, journalist og har en master i positiv psykologi. Før det arbejdede hun 11 år i DR. Har forfattet bogen "From Mirrors to Movers. Five Elements of Constructive Journalism" (2015), medforfatter til "Håndbog i Konstruktiv Journalistik" (2014).

Kommentar

02/04/2017 - 00:02

Søren Hansen

1. Er det mediernes skyld, når folk overvurderer antallet af muslimer i de pågældende lande?
Svar: Nej, det er muslimernes skyld. Hvis medierne berettede mere objektivt, og fx. kaldte gerningsmænd ved rette navn i stedet for "grupper af unge" og andre komiske eufemismer, havde denne overvurdering været endnu større. Og såre velbegrundet.

2. Er mediernes fokusering på sensationelle tweets og outrerede udtalelser fra personer på begge politiske fløje med til, at den større og mere væsentlige historie bliver overset?
Svar: Spørgsmålet savner basis, for medierne og modtagerne deler slet ikke opfattelsen af, hvad der er "outreret". Senest så vi dokumenteret, at et flertal i 10 europæiske lande ønsker et stop for muslimsk indvandring - og således går langt videre end Trump. Det er på DENNE basis, journalister må indstille kompasset for, hvad der er "outreret". Med mindre de ved bedre og bedriver hellig krig (= konstruktiv journalistik?).

3. Har medierne indflydelse på, hvis polariseringen i befolkningen stiger, når vælgeres opfattelse af den modsatte fløj er præget af stereotyper? De andre er “dumme”,” uuddannede”, “fra landet”, “fra byen”, “elitære”, “arrogante”.
Svar: Bingo i tredje forsøg - men næppe som tiltænkt. I tror jo stadig, at alle dem, der stemmer på Trump, Wilders, AFD, DF osv., kan "oplyses" på bedre tanker. Det er ligesom hele EU-projektet, der bare ikke "er forklaret godt nok". De første år virkede disse holdninger nedladende, nu er de bare ufrivilligt komiske.

Medierne (MSM) bidrager som altid til den "polariserede dækning" - fordi de alle som en befinder sig på den ene pol. Vinkler, der er mere i tråd med læsernes, lytternes og seernes virkelighed, stemples som "fake news" - og søges undertrykt med sanktioner, som vel næppe er set andre steder end i Sovjet og Nordkorea (jf. EU-kravet om Facebook-censur).

08/04/2017 - 00:53

Søren Hansen

I grunden ikke så overraskende, at der ikke er flere indlæg i dette kommentarspor. For som det fremgår af nedenstående om vor tids journalister: "De ved det ikke engang selv":

http://24nyt.dk/leder-mediernes-massive-selvbedrag/

Mit gæt er, at "fake news" er et begreb, vi IKKE kommer til at høre meget mere til. Det har "backfired" for voldsomt - på MSM. Men så igen: Ved de det selv? Og hvor få læsere, lyttere, seere skal der til, før de opdager det?

Seneste nyheder

23.06.2017 · 15:17

Foto af kop stjålet flest gange

Jakob Albrecht
23.06.2017 · 15:16

Her er vinderne af Bording-priserne

Andreas Marckmann Andreassen
23.06.2017 · 15:12

"Det skal lige bundfælde sig, at vi ikke udkommer længere"

Andreas Marckmann Andreassen
23.06.2017 · 14:26

Jysk Fynske lukker nyindkøbte ugeaviser

Andreas Marckmann Andreassen

Seneste jobopslag

Nyhedsjournalist søges til BTMX

BTMX
Ansøgningsfrist: 04.07

Barselsvikar til Kommunikation

HOFOR
Ansøgningsfrist: 16.07

PR and Communication Manager (maternity cover)

Copenhagen Capacity
Ansøgningsfrist: 24.07

SoMe-specialist

JP / Politikens Hus
Ansøgningsfrist: 23.07

Hjernesagen søger engageret kommunikationskonsulent

Hjernesagen
Ansøgningsfrist: 02.07

Kulturmaskinen søger PR-medarbejder

Kulturmaskinen
Ansøgningsfrist: 01.08

Københavns Politi søger visuelt stærk SoMe-medarbejder

Københavns Politi
Ansøgningsfrist: 31.07

Håndboldredaktør til DR Sporten

DR
Ansøgningsfrist: 03.07

Kommunikationskonsulent

DTU
Ansøgningsfrist: 25.06

Håndboldkommentator til DR Sporten

DR
Ansøgningsfrist: 03.07

Tre journalister med forstand på film og serier

JP / Politikens Hus
Ansøgningsfrist: 30.06

Layoutchef til et af Nordens mest læste magasiner

Bonnier Publications A/S
Ansøgningsfrist: 29.06

Visionær On Air Chef til TV 2 Marketing

TV 2
Ansøgningsfrist: 30.06

Version2 søger skarp og energisk it-journalist

Version2
Ansøgningsfrist: 26.06

Illustreret Videnskab søger digital journalist med videnskab i blodet

Bonnier Publications A/S
Ansøgningsfrist: 25.06