Fri presse er en illusion
Det tænker jeg tit på og sender min gamle kollega en venlig tanke i ny og næ. Dejligt er det uden tvivl også – navnlig efter at han har fået en chef, som igen har fremelsket den fremragende journalistik, som Berlingske engang var kendt for. Dengang tilbage i 90'erne, hvor alle ville arbejde i Pilestræde, og vi, der var så heldige at gøre det, elskede vores avis.
Det mærkelige består i, at netop Christian - om nogen - ved, hvad journalistik kan komme til at koste. Christian var som ungt, blændende talent primus motor for de berømte historier om Riffelsyndikatet, der kort tid efter sendte den gamle tante ud i det ene frasalg efter det andet.
Det var nogle dramatiske dage, vi var igennem dengang. For den frie presses skyld. Retten til at skrive kritisk om hvad som helst – imod en hvilken som helst parts interesser. Også vores hovedaktionærers.
Nogle husker vel, hvordan daværende chefredaktør Peter Wivel i første omgang forsøgte at forhindre historierne i at blive trykt efter pres ovenfra. Der udbrød et ramaskrig, og journalisterne nedlagde arbejdet i protest. Herefter havde chefredaktionen ikke noget valg og historierne kom på gaden. Jeg var selv redaktionssekretær på en del af dem, selv om de dog blev gennemredigeret af ekstraordinært mange.
Grunden til, at mine tanker for tiden kredser omkring denne skelsættende og skæbnesvangre begivenhed er, at Berlingske nu igen er på vippen. Denne gang, fordi den nuværende ejer Mecom kæmper for overlevelse og den gamle hæderkronede avis dermed trues af nok et frasalg. Men det er ikke noget, man diskuterer højt i de berlingske spalter. Og det må da være mærkeligt for netop Christian at skulle argumentere imod erhvervshistorier af almen interesse.
Jeg var selv aktivt med til at bakke Christian og de andre fremragende journalister op i sin tid. Var indigneret over den censur, man forsøgte at udøve på grund af økonomiske interesser. Jeg er siden blevet klogere, og derfor bakker jeg også Christian og den øvrige chefredaktion op i dag.
Jeg forstår nemlig godt – navnlig med hele Berlingskes historie i bagtankerne – at Lisbeth Knudsen i dag og subsidiært Christian Jensen, tripper forsigtigt omkring Mecom-historierne og om nødvendigt laver modspin. Lisbeth er ikke bare redaktionelt ansvarlig. Hun er også økonomisk ansvarlig. Og det er ansvarlig ledelse at holde sig et godt forhold til sine ejere. Selvfølgelig. Det gælder for ALLE virksomheder – også for bladhuse. Historierne om Mecom skal nok blive skrevet. Alle andre steder end på Berlingske, og det er skam fair nok. Det er fair nok at erkende, at der er en grænse for pressefriheden. Man kan ikke være 100 procent uafhængig, når man lever på kommercielle vilkår. Der vil altid være en ejer bag, som har en given interesse, som der ikke kan eller SKAL pilles ved.
”Everybody has an axe to grind – we are just open about it”, har en amerikansk tænketank sagt. Hvad er der galt i at indrømme, at der er grænser for den frihed, man kan nyde som journalist? Er det ikke netop ansvarligt, så længe ens læsere er bekendt med dette? Det forhindrer ikke Berlingske i at kunne producere vinder-journalistik. Det har vi jo i disse dage fået bevis for. Men der er andre ting, der kan forhindre vinder-journalistikken fremover. Bad Business for eksempel. Det er hævet over enhver tvivl – og historisk bevist – at det er bad for business at bide den hånd, der fodrer én.
Når Berlingske i dag bliver kritiseret for at se igennem fingre med Mecoms business, så skal vi andre stiltiende forstå i stedet for at opretholde illusionen om den totalt frie presse. Hvor store er bladets chancer for, at nogen gider investere i det og dermed lade det leve videre, hvis den nuværende chefredaktion åbenlyst bider i den hånd, der lige nu holder fast i den? Lig nul, vurderer jeg – altså medmindre der findes en multimilliardær idealist derude i erhvervslivet.
Det er på tide at indrømme, at den helt frie presse ikke findes. Kun ved at erkende dette kan vi slippe journalistikken fri.
Del artiklen med dine venner på Facebook
Re: Fri presse er en illusion
Så sandt, så sandt -- men også en smule ironisk for os, der på nærmeste hold var ude for, hvordan Berlingske skrev den ene historie efter den anden for at forhindre Nyhedsavisen i at komme på gaden. Til sidst var der ikke den forhindring for avisproduktion, som Berlingske ikke havde forsøgt at skrive os på halsen. Og ikke ét ord blev dementeret, da vi løste Berlingskes frit opfundne "problemer" det ene efter det andet...
Re: Fri presse er en illusion
Paula Larrain nostalgerer - endnu engang – om tiden i det Berlingske Hus. Det er formentlig ganske uvedkommende for andre, end dem, der har været der. Denne gang drejer nostalgien sig om Riffelsyndikat-affæren. Det er til gengæld særdeles vedkommende for en større offentlighed.
Hun gør i den forbindelse den nuværende chefredaktør Christian Jensen til en helt – med alle den slags myter, som den slags personer er omgivet med.
Jeg vil tillade mig,at kalde ham en antihelt – meget lig den norske sagnkonge om hvem man sagde, at han tabte Norges Rige af sin hånd, da hans buestreng knækkede.
Ved skæbnens ironi sidder Christian Jensen nemlig nu tilbage med det tabte rige – der før hans buestreng knækkede – var et velkonsolideret foretagende. Det er det som bekendt ikke mere.
En gruppe af idealistiske danske notabiliteter gik i 1970’erne ind i en redningsaktion kl. 1 minut i 12 før lukketid og reddede avisen. De havde ikke andre intentioner, end at støtte det demokratiske Danmark med deres økonomiske redningsaktion.
Få år senere sagde journalisterne på bladet tak for hjælpen ved at bringe artiklerne om Riffelsyndikatet, hvor de helt uretmæssigt personificerede de åbenbart forhadte hjælpere med skibsreder A.P. Møller.
De påstod, at de havde fået fat i hemmelige dokumenter, der var udtaget/stjålet i Rigsarkivet. Det var en løgn,og de førte dermed deres læsere bag lyset.
Tyveri fra Rigsarkivet er som bekendt strafbart med op til et halvt års fængsel. Jeg spurgte derfor rigsarkivar Johan Peter Noack, om han ville rejse sag. Det ville han ikke, da dokumenterne var offentligt tilgængelige, hvilket en efterfølgende debat i Berlingske Tidende bekræftede.
Artiklerne var mere historiske end journalistiske i deres karakter. Derfor ville det også have været rimeligt og fair – som alle historikere gør – at Berlingske Tidendes kilde (tyven?) var blevet nævnt ved navn. Det gjorde man ikke, fordi kilden – på helt udansk maner – valgte at fægte med lukket visir.
Enhedslisten – de tidligere kommunister – fortalte i forbindelse med artiklerne i Berlingske Tidende til Ekstra Bladet, at partiet havde hjulpet med ”researchen”, hvilket partiet også efterfølgende har gjort et stort nummer ud af. Dermed blev læserne også ført bag lyset, da man ikke fortalte noget om denne ”hjælp”
I angrebene mod A.P. Møller fremførte journalisterne – i deres hadske fremfærd – at Rederiet havde valgt deres egen historiker til at skrive Rederiets historie – med en slet skjult antydning af, at denne historiker havde fordrejet historien. Det var virkelig at kaste med sten fra et glashus, da Berlingske Tidende stort set samtidig havde valgt deres ”egen” historiker til, at skrive bladets historie.
I det hele taget var hele ”kampagnen” en beskidt affære, som Berlingske Tidende kun kan skamme sig over.
Det må dog siges til journalisternes fordel, at tonen i det hadske angreb mod A.P. Møller var modereret i forhold til de angreb af samme karakter, som allerede lang tid før artiklerne i Berlingske Tidende, kunne findes på en historisk hjemmeside ved et enkelt klik.
Re: Fri presse er en illusion
Et glimrende indlæg til forsvar for, at aviser bør være fondsejede.
Re: Fri presse er en illusion
Kære Paula!
Dine indlæg bliver bedre og bedre, og du får i fremtiden nok at tage fat på. Den frie presse er en ganske som du skriver en illusion - og journalistikken er idag i højere grad styret af pengemænd og marketingsfolk og ikke redaktører. Vi er i en krise, som få har set konsekvenserne af.
God, du har....
En stor hilsen
Peer Kaae
Re: Fri presse er en illusion
At hvad Paula Larrain skriver er korrekt, er svært at komme udenom. Men problematikken affejes ikke så let.
Økonomiske interesser i medievirksomheder i denne størrelse strækker sig jo langt ud over økonomiske problemer indenfor bladhuset - og deraf følgende explicit fortielse af egen omtale af dette, som Larrain advokerer for. De økonomiske interesser for folkene bag Mecom - og andre tilsvarende investorer - er jo ofte spredt ud over en bred vifte af store virksomheder i samfundet, som alle har en "axe to grind", for at bruge citatet i artiklen. Og derfor kunne det istedet kunne være meget mere interessant at belyse problemstillingen over en meget større kam; nemlig om et blad kan bide egen foderhånd ved at skrive kritisk journalistik om andre virksomheder i samfundet.
Lad mig stille et fiktivt eksempel op: Lad os forestille os at Mecom vælger at trække sig fra Berlingske og en ny ejer skal findes - men at ledelsen i den næste Mecom (læs: tilsvarende investor) har stor økonomiske interesser på spil i en virksomhed som enten har været eller vil blive kritiseret af Berlingske's skribenter. Kunne det tænkes at dette ville afstedkomme en afkøling i investorens interesse i at skyde millioner i avisen? Eller måske endda - og det ville være endnu værre - at investoren rent faktisk køber sig ind med helt eller delvist motiv i at lukke ned for en sådan historie, som jo - hvis kritikken er berettiget og får fat i offentligheden - kan løbe over lang tid og gøre stor skade for en kommerciel virksomhed.
Begge udfald af scenariet er jo slet og ret censur. I første scenarie indirekte (sat på spidsen: Investering i mere tandløse bladhuse sikrer at investorerne ikke potentielt set finansierer kritik af deres øvrige virksomheder) og i andet sceneria direkte, ved at købe sig ind og øge indflydelse på censuren indenfor (dét Larrain kalder "pres fra toppen").
Denne tænkte situation er endda ikke så hypotetisk som man måske umiddelbart kunne tro. Mecom skriver højt og tydeligt på deres hjemmeside at deres objektiv er "at foretage strategiske investeringer i offentlige og private mediefirmaer." Her hæfter jeg mig ved ordet "strategisk". Det er altså dem som betaler for at vi kan få upartiske nyheder. Men hvor upartiske, egentlig?
Et eksempel i praksis er bl.a. hvordan New York Times mellem linierne har givet indrømmelser på, at deres dækning af Irak-krigens første fase måske kunne have været mere upartisk og kritisk - en stor indrømmelse for én af USA's største aviser, der dermed implicit indikerer, at de amerikanske interesser i olie- og våbenindustrien jo trækker tråde langt ind i både politik og medieindustrien.
Dette sætter blot en tyk streg under den største og altoverskyggende problemstilling i nyhedsformidlingen over hele verden idag: Den fysiske distribution af papiraviser er for dyr til at kunne dækkes af salgsindtægter. Annoncerne og investeringerne er nødvendige - og når man trækker penge ind ad disse kanaler, køber man de store drenges økonomiske interesser med ind.
Løsningen er - ikke overraskende - digital distribution. Det er ikke noget nyt; oplagene falder, hits'ne stiger, alarmklokkerne ringer. Fremtiden ligger uomtvisteligt i e-nyheder, blogs og så videre, fri for den økonomiske byrde som nyhederne pålægges ved at skulle forsinkes af papir, trykkeri, kurér og avisbud. Så snart nyhedsbranchen kommer til den erkendelse - at den daglige papirformidling er en skæbnesvanger klods om benet - vil investorer som Mecom få svarere ved at være så strategiske i deres økonomiske medie-Mester Jakel.
Re: Fri presse er en illusion
@ Christian Villum
Du har utivlsomt ret i at distribution af aviser i stigende grad vil ske ad elektronisk vej. Men digitaliseringen løser jo ikke den problemstilling, Paula peger på. Verden har endnu ikke set en seriøs netavis, der kan leve af abonnementsindtægter alene. Der vil fortsat være økonomiske interesser, som redaktionerne nødvendigvis må tage et vist hensyn til. Det er ikke udtryk for censur, som du skrive. Det betyder bare, at der er visse historier, en kommerciel avis som Berlingske må styre uden om og overlade til andre at skrive.
Re: Fri presse er en illusion
Jeg er meget enig i, at fri presse er en illusion. For eksempel risikerer man i Nyhedsavisens debatforum - efter at Freeway har overtaget foretagendet - at blive slettet for et godt ord.
Skriver man et eller andet, som falder "redaktionen" forbrystet, dvs. de anonyme personer, som uden videre sletter eller blokerer hele blogge, som folk har været år om at opbygge, uden at give sig til kende og uden at forklare eller begrunde deres censur over for dem, den går ud over, ja, så må man pænt acceptere overmagtens dom!
Skriver man til redaktionen af smagsdommere for at få en forklaring, får man intet svar. Om man (efter censurbødlernes opfattelse) er gået over stregen ved at give igen på en eller ande personlighed eller perfiditet fra en anden blogger eller kommentator, er det umuligt at finde ud af. Thi sådanne naragtige oversmagsdommere nedværdiger sig ikke til at debattere eller gå i dialog med dem, der kritiserer deres praksis.
Meget tyder på, at de, der kontrollerer almindelige menneskers adgang til medierne, bare ikke kan lide, at man siger sin ærlige mening ved f.eks. at kalde Livni for en kold/dum kælling, selvom man argumenterer fyldestgørende for, hvorfor man mener, hun er et osv.
Man er m.a.o. på herrens mark, hver gang man blokeres eller udelukkes af en eller anden selvgod, åndshovmodig censurbøddel, som mener sig berettiget til at vurdere, hvad der er seriøst og useriøst, sagligt og usagligt osv.
Per H. Christiansen
Dalskærnten 50
Græse Bakkeby
3600 Frederikssund
Re: Fri presse er en illusion
Kort kommentar til Larrain's indlæg:
Det må jeg nok sige!
Hvis man har en relevant journalistisk historie, skal den m.a.o. kun bringes til torvs, hvis den træder varsomt og
især udenom følsomme tæer. Imponerende, at en journalist kan mene sådan.
Mærsk, salget af Berlingske og den Frie presse er en illusion
Det er næste for godt til at være sandt. Kampagneleder Paula Larrain i Danmarks Rederiforening og blogger på DJs hjemmeside tager fænomenet den frie presse op til grundig analyse og behandling. Hun fortæller, hvordan netop hun troligt bakkede op Berlingskes artikler om Riffelsyndikatet.
Som jeg husker det, var artiklerne årsag til, at Mærsk solgte Det Berlingske Officin i vrede – i øvrigt en god forretning. Og som jeg husker det, er Mærsk det absolut største medlem i netop Danmarks Rederiforening.
Det er vel kun et spørgsmål om tid, før Rederiforeningen melder rent ud og beklager. Salget var en stor fejl og forsøget på at knægte den frie presse beklages dybt. Det vil aldrig gentage sig. Kør kampagnen hele vejen Paula Larrain ...
Indsend kommentar