Frem eller tilbage i Kina?

Rapportens data og den tilhørende virkelighed sender ikke nødvendigvis det samme budskab.

Jeg vover den påstand, at det høje antal sammenstød mellem journalister og de kinesiske censur-myndigheder også kan udlægges som et fremskridt. Jeg kan ikke dokumentere det, men jeg tror, at de kinesiske journalister, redaktører og bloggers i Kina er blevet så professionelle og modige at de sætter fokus på flere af samfundets ømme punkter - og at de kinesiske læsere og seere i øvrigt bakker dem op. Den linde strøm af censur-ordrer, fyringer og andre myndighedsindgreb, som IFJ rapporterer om, skal derfor måske snarere tolkes som et stadig mere rådvildt reaktionsmønster blandt de mange censur-myndigheder.

Det er i øvrigt ikke en tanke, jeg selv har fostret. Jeg har overtaget den fra Martin Gøttske, dagbladet Informations korrespondent i Kina gennem de sidste mange år, som jeg skypede med forleden. Han havde lige været sammen med et større antal kinesiske journalister og fik kvalificeret min læsning af IFJ-rapporten med sin store erfaring.

IFJ rapporten dokumenterer først og fremmest to forhold i Kina: 1) De kinesiske myndigheder udsendte også i 2009 en konstant strøm af ordrer til den kinesiske presse om, hvordan bestemte emner skulle behandles. Det er der ikke noget nyt i. Censuren i Kina foregår ganske håndfast og kontant med jævnlige kontakter mellem censurmyndighederne og mediernes redaktører: Per telefon, gennem hyppige møder og med udstedelse af skriftlige direktiver, der helt ned i detaljen dikterer, hvordan dette og hint skal dækkes.  Det foregår både på nationalt plan og helt ned på by-niveau ude i provinserne, hvor den lokale afdeling af det landsomfattende propaganda-departement holder tøjlerne. Overtrædelser af de udstukne ordrer får ofte øjeblikkelige konsekvenser: Fyringer, forflyttelser, degraderinger og i sjældne tilfælde, straffesager og fængsel. Fysiske overgreb forekommer, men som det også fremgår af IFJ-rapporten, ikke i et systematisk mønster.

Censuren drejer sig om alt mellem himmel og jord: I januar 2009 år var der forbud mod omtale af en omlægning af skat på benzin. Kun nyhedsbureauets Xinhuas telegrammer måtte bruges i den store sag om forgiftet mælkepulver fra Sanlu-fabrikken. I marts var der forbud mod omtale af et mislykket forsøg på at lokke investorer til Liaoning. Kun officielle meddelelser måtte trykkes om en nye olie-aftale med Burma. I juni og juli kom en stribe ordrer om, hvordan pressen kunne omtale de etniske uroligheder i Xinjiang-provinsen – osv. Læs selv rapporten: Man begynder at forstå, at myndighederne i Kina tager regulering af mediernes indhold dybt alvorligt. De opfatter censuren som afgørende for den sociale harmoni, ro og orden i et samfund, hvor de voksne stadig husker en barndom i kaos, oprør, hungersnød og fundamental usikkerhed.

2) For det andet kæmper myndighederne stadig en indædt kamp for at følge med den eksplæosive udvikling på det kinesiske internet. IFJ opsummerer f.eks. den fantastiske historie om, hvordan myndighederne i juli 2009 forsøgte at tvinge et særligt software filter ind i samtlige nye computere i Kina (angiveligt et anti-porno-filter). Forsøget mislykkedes. Efter voldsomme folkelige protester bl.a. på nettet og fra medie-fronten trak Ministeriet for Industri og IT selv sit forslag tilbage. Andre eksempler i IFJ-rapporten understreger også, at myndighederne i Kina kæmper op ad umanerlig stejl bakke for at hamle op med Kinas fænomenalt sprælske internetbrugere, bloggere og netizen journalists – men også at de på ingen måde har planer om at give op og at de har resourcerne til at fortsætte.

Går det så fremad eller tilbage i Kina? IFJ har kun rapporteret om Kina på denne måde siden 2008, og der er stor forskel på de to år. Reglerne blev lempet i forbindelse med Olympiaden i 2008 og de kinesiske myndighederne har været særskilt paranoide i 2009 – bl.a. på grund af 20-årsdagen for opstanden i 1989 og 50-året for militærets indtog i Tibet.

Der sidder lige nu ifølge det kinesiske Pen Center omkring 50 skribenter, forfattere, dissidenter og pressefolk i fængsel i Kina. Lad os aldrig glemme dem.

Men går det systematisk frem eller tilbage for pressefriheden i Kina ?  Det melder IFJ-rapporten ikke noget om.