Forslag: Stop tvunget medlemskab af DJ’s kredse og grupper

Det skal være slut med tvunget medlemskab og kontingent til DJ’s kredse og specialgrupper, lyder nyt forslag. ”Bedst med et princip om frivillighed,” siger DJ-formand. Modstanderne advarer om stærkt amputerede kredse og grupper og ringere organisering af freelancere
  • Anne Mette Welling
    ”Vi har alt for længe ladet arbejdsgiversiden løbe med hele moderniseringsdagsordenen og fået arbejdstagerside til at fremstå som stillestående og gammeldags,” skriver David Wedege i sit opstillingsgrundlag. Her taler han ved generalforsamlingen i den nordjyske Kreds 6.
18.04.2017 · 09:36

Medlemmerne skal kunne fravælge det i dag obligatoriske medlemskab og kontingent til Dansk Journalistforbunds (DJ) geografiske kredse og specialgrupper.

Sådan lyder et nyt og meget omstridt forslag, som skal til afstemning på Dansk Journalistforbunds Delegeretmøde, der afholdes 23.-24. april.

”Man skal selv have lov at vælge, hvor man hører hjemme. Man skal ikke være tvunget til at være medlem et sted, hvor man ikke føler sig hjemme. Det betyder, at de fællesskaber, folk kan se mening i, vil blive styrket, mens de fællesskaber, som folk ikke ser en mening med, vil blive svækket,” siger forslagsstiller Mathias Bay Lynggaard, der er afgående medlem af DJ’s hovedbestyrelse.

”Desuden kan medlemmerne få et lidt lavere kontingent, hvis de ønsker det, fordi de selv får lov at vælge,” siger han.

Kontroversielt forslag

Formændene for de fleste kredse og specialgrupper er skarpe modstandere af forslaget. De advarer om, at det vil føre til stærkt amputerede kredse og grupper med et meget svækket aktivitetsniveau, så flere af dem i sidste ende risikerer at lukke. 

”Det vil undergrave arbejdet i specialgrupper og kredse, som formentlig vil få langt færre indtægter og blive tvunget til at nedsætte aktivitetsniveauet betydeligt. Og det kommer især til at gøre ondt på kredsene uden for København,” siger Villy Dall, der er medlem af hovedbestyrelsen og afgående formand for den nordjyske Kreds 6.

”Jeg går ind for tvang. En fagforening er kollektivt arbejde, og det må indebære en vis grad af tvang. Ellers kan man ikke arbejde kollektivt,” siger han.

Werge støtter princip om frivillighed

Forslaget har tidligere været oppe i hovedbestyrelsen, hvor det ikke kunne samle flertal, men det støttes af både formanden og næstformanden i DJ.

”Det er en god idé, fordi det bliver mere overskueligt for medlemmerne at komme ind i DJ, end det er i dag. Der er bedst med et princip om frivillighed, og jeg tror, at den model vil få flere kredse og grupper til at styrke deres profil for at tiltrække og fastholde medlemmer,” siger DJ-formand Lars Werge. 

Konsekvensen bliver vel, at flere kredse og grupper simpelthen må lukke eller sænke aktivitetsniveauet kraftigt?

”Det kan godt være, men så må vi se på, om sådanne kredse og grupper fortsat skal bevares. Fokus bør være på, hvad der er medlemmernes perspektiv, og ikke hvad der er de forskellige kredse og gruppers perspektiv. Det er ikke sådan, at jeg siger, at det hele nu skal overlades til markedet. Hvis nogle kredse eller gruppers indtægter bliver for lave, så må vi i fællesskab træffe en politisk beslutning om, hvorvidt de skal bevares, selv om de har for få medlemmer,” siger Lars Werge.

Mathias Bay Lynggaard understreger også vigtigheden af at se på sagen fra medlemmernes perspektiv.

”Der er for mange forslag, som falder i hovedbestyrelsen, fordi der er for mange særinteresser,” siger han.

Sådan vil forslaget ændre reglerne

Alle DJ-medlemmer skal i dag være medlem af den geografiske kreds, hvor man betaler et kontingent på 20-30 kroner måneden. Hvis man ikke er ansat på en arbejdsplads med en medarbejderforening, så skal man derudover også være medlem af og betale kontingent til en specialgruppe som eksempelvis DJ:Fotograferne, FreelanceGruppen eller DJ Kommunikation.

Det nye forslag vil ikke ændre på, at det fortsat skal være obligatorisk at være medlem af en medarbejderforening, fordi de har den vigtige opgave at forhandle overenskomster og andre aftaler på vegne af de ansatte.

Men forslaget vil gøre det muligt for DJ-medlemmer i medarbejderforeninger at fravælge medlemskabet af deres kreds. Og DJ-medlemmer, der ikke er ansat et sted med en medarbejderforening, vil med forslaget ikke længere være tvunget til at være medlem af både en kreds og en specialgruppe. De vil kunne nøjes med at være medlem ét sted efter eget valg. DJ’s medlemmer vil dog fortsat have mulighed for at være medlemmer alle de steder, de ønsker, hvis de ellers lever op til medlemskriterierne.

HB-medlem: Sundt med en liberal tilgang

Forslaget har støtte fra formanden for DJ Kommunikation Per Roholt, der i dag ikke sidder i hovedbestyrelsen, samt Rasmus Mark Pedersen og det afgående HB-medlem Mette Schmidt Rasmussen.

”Jeg ville være bekymret, hvis man slet ikke skulle deltage i noget fællesskab i DJ, eller hvis man svækkede medarbejderforeningerne. Men det her er et godt forslag. Det kan få nogle kredse og grupper til at oppe sig, og jeg tror, det vil være udviklende og ikke afviklende for medlemsdemokratiet,” siger Rasmus Mark Pedersen.

”Selv om vi er en fagforening, så tror jeg på den liberale tilgang om, at det er sundt, at man selv skal ud at hente kunderne til butikken, og at de ikke er tvunget til at handle i butikken. Det er medlemskroner, vi taler om. Og det er ikke rimeligt, at man er tvunget til at betale ekstra kontingenter til nogle aktiviteter, man aldrig deltager i. Vores medlemmer ved bedst selv, hvor de hører hjemme,” siger Mette Schmidt Rasmussen.

Advarsel om dårligere organisering af freelancere

Hvis forslaget om en vedtægtsændring skal realiseres, så kræver det ifølge forbundets love to tredjedeles flertal blandt de over 300 valgte tillidsfolk på DJ’s Delegeretmøde den 23.-24. april.

Men forslaget møder på forhånd massiv modstand blandt et flertal i hovedbestyrelsen og hovedparten af kredsenes og specialgruppernes formænd.

Forslaget er især følsomt for FreelanceGruppen, der adskiller sig ved at have et særligt højt kontingent på 80 kroner om måneden. Gruppens formand advarer om, at forslaget vil give en ringere organisering af freelancere og selvstændige.

”Jeg ser FreelanceGruppen som sidestillet med de allerbedste medarbejderforeninger i DJ, fordi vi også laver fagligt arbejde for selvstændige medlemmer, som oplever et kæmpe stort pres på løn og arbejdsvilkår. Og når presset på os bliver for stort, så undergraver det også de fastansattes overenskomster,” siger Sus Falch.

”Kredsene og specialgrupperne løfter mange opgaver i dag. Og det er ikke altid, at folk selv kan se værdien af sådan et fællesskab, før de rent faktisk er inde i fællesskabet,” siger Sus Falch.

Men har forslagsstillerne ikke en pointe i, at det vil være godt for medlemmerne med mere frit valg og sundt for kredse og grupper, at de ikke får medlemmerne foræret, men skal gøre sig fortjent til dem?

”De vil jo ikke gøre det til et frit valg, om man skal være medlem af en medarbejderforening. Det bør det heller ikke være for FreelanceGruppen og for andre specialgrupper, som også laver fagligt arbejde, fordi der netop ikke kan laves medarbejderforeninger på mange små arbejdspladser,” siger Sus Falch.

Kredsformand: Et dødskys til mange kredse

Også formanden for Kreds 1 i København er modstander af forslaget, selv om kredsen har en sund økonomi og en stor opsparing. Kredsen har cirka 9.000 medlemmer i dag, svarende til halvdelen af alle DJ-medlemmer.

”Jeg tror, det vil føre til mere forvirring og bureaukrati, end det vil gavne. Skulle vi i Kreds 1 så til at bruge et stort markedsføringsbudget på at fastholde og hverve medlemmer? Det er kræfter og penge, som vi kan bruge på noget mere gavnligt for medlemmerne i stedet. Det vil være spild af medlemmernes penge, og jeg kan ikke se, at nogen som helst får noget ud af det,” siger Frederik Juel.

”Vi laver rigtig mange arrangementer i Kreds 1, og på den måde er vi indgang til DJ for rigtig mange medlemmer. Og vi risikerer at måtte skrue kraftigt ned for de arrangementer, hvis dette forslag bliver til virkelighed,” siger Frederik Juel.

Han peger på, at forslaget reelt vil være et dødskys til mange kredse, hvis det bliver vedtaget. 

”Konsekvensen vil være nogle små og amputerede kredse, som man til sidst vil ende med at nedlægge, fordi de vil miste deres funktion. Og så får du et problem med dem, som enten er pensionister eller arbejder på en lille arbejdsplads uden medarbejderforening,” siger han.

Men har forslagsstillerne ikke en pointe i, at det vil være godt for medlemmerne med mere frit valg og sundt for kredse og grupper, at de skal gøre sig fortjent til deres medlemskab? 

”Nej, det mener jeg ikke. Det er en teoretisk betragtning, for kredse og grupper skal altid gøre det så godt for medlemmerne som muligt. Hvis vi ikke gør det, så får vi jo en røffel på generalforsamlingen,” siger Frederik Juel.

Kommentar

19/04/2017 - 20:15

David Wedege

Jeg får ikke mulighed for at sige det på en talerstol i Kolding, så det bliver her.

Stem for forslaget.

Jeg vil hellere se frafald fra kredse og specialgrupper, end jeg vil se frafald fra forbundet.

Jeg vil hellere se kaffemøder smuldre, end jeg vil se kernesolidaritet smuldre, når det kommer til kriser, konflikter og skærerunder.

Jeg vil hellere træffe et aktivt valg af overskud i dag, end jeg vil være nødsaget til at stemme for kedelige forslag i fremtiden.

Den hidtidige kultur, hvor få mennesker er medlemmer er med i aktiviteter, som mange betaler for, er er tidsånden ved at male op i et hjørne.

Jeg er ikke personligt indigneret. Det er ikke dér, skoen trykker. Jeg har heller ikke mødt medlemmet, der var.

For folk beklager sig ikke. De stemmer bare med fødderne, og jeg har hørt kolleger i branchen vælge DJ fra på grund af pris - hvilket kun er er min erfaring og ingen undersøgelse. Men ser man på arbejdsmarkedets sammensmeltningstendenser, så er der ingen tvivl om, at konkurrence bliver et stadig større tema.

Vi skal endelig sørge for at fastholde, når der er regionale successer som prisuddelinger i kredse som 5 og 6, der formår at tiltrække, men det skal i højere grad være tilskudsbaseret. Penge til rare aktiviteter skal i højere grad følge det enkelte medlem, og der skal være tilpas volumen, der får dyre arrangementer med høje minimumsomkostninger til at give mening.

Så når jyske kredse holder egen fagfestival og når kredsene laver arrangementer, som kun mødestederne gør regionale, så er der langt mere effektivitet i at styre disse aktiviteter nationalt og få dem gennemført, når matematikken i det kan forsvares.

Eller tag kredstræffet for bestyrelsesmedlemmer, hvor omkostningsniveauet i år er skåret fra cirka 4000 til 3000 kroner per deltager.

3000 kroner per deltager er immervæk 10 medlemmers årlige kredskontingent i en kreds, hvor satsen er 25 om måneden.

21/04/2017 - 22:08

Finn Arne Hansen

Et godt forslag. Men beskæmmende, at det kun er muligt for HB-medlemmer at stille kontroversielle forslag, når de ikke skal genvælges. Hele vort lovkompleks er vanvittigt konserverende og Tvind-agtigt. Er mindretal på en tredjedel plus én kan bremse alt. Det er ikke demokrati, det er konservativt mindretalsdiktatur.

Seneste nyheder

Seneste jobopslag

Region Syddanmark søger videojournalist (VJ)

Region Syddanmark
Ansøgningsfrist: 29.05

Writer/redaktør, dansk nyhedskanal (barselsvikariat)

Novo Nordisk
Ansøgningsfrist: 04.05

Kommunikationsmedarbejder til ambitiøs kommune med vokseværk

Silkeborg Kommune
Ansøgningsfrist: 14.05

Kommunikationskonsulent

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 07.05

Stærke TV-journalister til Kontant

DR
Ansøgningsfrist: 09.05

Kommunikations- og marketingansvarlig

Rønne Havn
Ansøgningsfrist: 23.05

Kommunikationsmedarbejder (deltidsstilling)

Danmarks Cykle Union
Ansøgningsfrist: 08.05

Dynamisk net-medarbejder til Skive Folkeblad

Skive Folkeblad
Ansøgningsfrist: 10.05

SoMe Manager til TV2 Nord

TV 2 Nord
Ansøgningsfrist: 18.05

Journalistuddannet højskolelærer søges

Hadsten Højskole
Ansøgningsfrist: 03.05