Fordel panikken over hele året

Andre steder i samfundet er det faktisk muligt at matche job og ansøgere uden båthorn og panik. Tiden er kommet til at indføre markedsmekanismen i fordelingen af praktikpladser
16.02.2017 · 09:56
Uffe Gardels billede
Uffe Gardel
Journalist og kommunikationsrådgiver

Der er jo en grund til, at det hedder Panikdag: Der tudes i et horn, og herefter er det vilde og kaotiske timer, hvor mange journaliststuderende oplever, at deres fremtid på det nærmeste bliver afgjort. Så de tænker taktisk strategisk, mens de stakåndet løber fra jobsamtale til jobsamtale.

Set udefra virker det enormt brutalt, og som en efterhånden lidt ældre journalist er det chokerende at opleve, hvor mange kræfter studerende er nødt til at lægge i ansættelsesprocessen – inklusive forhåndsaftaler og funky selviscenesættelses-websites med billeder i douce belysning.

Man skal selvfølgelig huske, at der er mening med galskaben: Praktikreglerne, især efter de seneste ændringer, ligner umiddelbart en ret effektiv måde at fordele en masse ansøgere til en masse job på. Der er bare to problemer i det: De involverede mennesker lider, og arbejdsgiverne snyder.

Forleden kunne Journalisten fortælle, at 79 procent af de studerende, som stadig skal igennem Panikdagen, oplevede, at forløbet ”havde negativ eller meget negativ betydning for deres psykiske velbefindende”.

Panikken er løbende blevet større, efterhånden som der er blevet færre af de mest eftertragtede praktikstillinger, og man har løbende forsøgt at reformere og reparere på systemet – med åbent hus-arrangementer, ansøgningsprocedurer og senest en praktikmesse. Alle ændringer har haft til formål at tage dramaet ud af Panikdagen; den seneste ved på ordnet og reguleret vis at få fordelt praktikanterne på forhånd, før selve Panikdagen.

Men de studerende svarede, at de nærmest oplevede det, som om panikken blev bredt ud over en hel uge. De studerendes organisation, Danske Mediestuderende, fortalte om ”stress og en følelse af nederlag blandt de studerende, som ikke formåede et få en forhåndsaftale på plads inden Store Match-dag (Panikdagen, UG)”.

Arbejdsgiverne har tilsyneladende lige så løbende gennemført deres egne anarkistiske reformer i form af omgåelser af reglerne; de vil have de bedst mulige praktikanter, og de gør mange krumspring for at indgå aftaler med dem uden om systemet. I 2015 åbnede man for, at praktiksteder kunne indgå ikke-bindende forhåndsaftaler med de studerende. De ikke-bindende aftaler blev selvfølgelig reelt til bindende aftaler, og DR Nyheder kunne en uge før Panikdag melde ud, at nu havde de fundet alle deres praktikanter. Aftalerne var ganske vist ikke-bindende, men de havde ikke-bundet sig til lige præcis det antal praktikanter, de skulle bruge.

Det er man jo simpelthen nødt til at gøre noget ved.

Så hvad skal man gøre? Jeg ser tre muligheder.

1. Den første er naturligvis at skære ned på antallet af studerende. Det har jeg foreslået før – med den begrundelse, at der ikke er journalistjobs nok til alle de journalistuddannede. Men en herlig bivirkning vil naturligvis være mindre praktikpanik.

2. En anden, og ganske radikal løsning er simpelthen tvangsfordeling. Man kan give hver studerende et antal lodder, som de så kan fordele, som de vil, og eventuelt placere samlet hos en enkelt arbejdsgiver. De enorme kræfter, som både studerende, uddannelsesinstitutioner og arbejdsgivere bruger på praktikpladsfordeling i dag, vil blive givet fri til bedre formål.

Ulempen er bare, hvis man påtvinger arbejdsgiverne noget eller nogen, som de ikke vil have, så skærer de ned på antallet af praktikpladser – og dem er der jo mangel på.

Så hvor tiltalende jeg end finder denne snuptagsløsning, så må jeg nok erkende, at den ikke kan fungere. I hvert fald ikke som generel løsning.

Men måske kunne man udbyde det som et tilbud til studerende og arbejdsgivere: Hvis I vil slippe for panikken, så meld jer til denne lodtrækning, og så matcher vi jer. De studerende, som deltager, undgår angst og præstationskrav, og de arbejdsgivere, som går med, slipper tilsvarende for en masse bøvl – og for usikkerheden for, at de alligevel ender uden praktikant. Det kunne måske være et attraktivt tilbud for meget små arbejdsgivere og for studerende, som godt er klar over, at der er andre steder end Berlingske og DR, hvor man kan lære faget.

3. Den tredje løsning er at liberalisere processen: Lad studerende og praktiksteder om selv at finde hinanden, når de vil, og som de vil.

Indrømmet: Det vil nemt kunne føles, som om panikken spredes ud over det meste af et semester. Men fordelingsprocessen bliver i praksis mindre intens. Nogle studerende vil måske ligefrem have en praktikplads, allerede når de begynder på uddannelsen eller kort efter. Det er faktisk sådan, man gør ude i samfundet, både når man skal fordele job og praktikpladser, så det burde også kunne fungere hos os.

Man kan lægge nogle checktidspunkter ind undervejs i semestret, hvor man ser, hvordan det går, og hvor mange der stadig mangler en praktikplads – og hvor mange praktiksteder, der mangler en praktikant – og dem kunne man så lave et håndholdt forløb for. I det forløb kunne man jo forsøge sig med økonomiske incitamenter, hvor man tilbød arbejdsgiverne rabat på praktiklønnen, hvis de ville springe til og hjælpe med at skaffe praktikpladser til de sidste.

Tilsvarende incitamenter kunne måske lokke arbejdsgivere til at opdele praktikstillinger i seksmånedersstillinger, sådan at flere studerende fik mulighed for at komme i praktik hos en favorit-arbejdsgiver.

Og båthornene kan man derefter udstille i en lille montre i den nye DMJX-bygnings forhal; her kan de stå som et minde om en svunden tid, da man forsøgte at styre en grundlæggende ustyrlig proces.

Kommentar

16/02/2017 - 10:49

Pia Færing

Kære Uffe
Ligesom med finansloven og verdensfreden skal man passe på med ikke at lade en detalje overskygge helheden. Og panikdagen er en detalje, når man ser på praktiktiden og fordelingen af praktikpladser - uanset hvor urovækkende den er for nogen - og rædselsfuld for andre. Praktiktiden varer mere end 1000 gange længere end panikdagen.
Og når de studerende i gennemsnit søger lidt mindre end fem pladser og næsten 80% får en plads, de har søgt - så vidner det om en meget stor succes. Den kan næppe matches af hverken lodtrækning eller fri søgning - hvor ingen på noget tidspunkt har noget, der ligner et overblik over muligheder.
Hvis vi anerkender, at motivation og faglig forventningsafstemning er afgørende for et godt praktikmatch - så er der næppe nogen vej uden om et par timers kaos.
Panikdagen har været genstand for diskussion lige så længe, jeg har haft ansvaret - og det ligner snart en menneskealder. Der er en grund til, at vi - trods mange andre forsøg - igen og igen er vendt tilbage til den. Hvor ubehagelig den end kan føles for mange på den korte bane - så er den en succes på den lange.

16/02/2017 - 11:33

Troels Gadegaard Frølich

Nu skal man jo passe på med at være den reaktionære type, der skyder alle forslag ned med et "det har man prøvet" - især hvis man ikke er gammel nok til at have oplevet de tidligere forsøg selv.

Men jeg er alligevel fuldstændig overbevist om, at Uffes forslag nummer 2 er klart den bedste løsning (evt. i kombination med forslag 1). For når jeg har hørt ældre journalister fortælle om dengang, hvor man faktisk havde en en helt fri praktiksøgning, har det stået ret klart, at det var en klart dårligere måde at gøre det på.

Der vil netop føre til, at praktiksøgningen kommer til at tage ressourcer i længere og længere tid. Den kommer til at tage ressourcer fra de studerende: Vi har allerede hørt opråb fra undervisere, der beklager sig over studerende, der længe inden deres egen praktiksøgning bliver væk fra deres undervisning for at tage med over til de ældre studerendes panikdage. På SDU gik man på et tidspunkt så langt, at man afsatte ECTS-point - der ellers kunne være gået til at dygtiggøre de studerende journalistisk - til et fag, der de facto var praktiksøgningsforberedelse. Det blev ligefrem formaliseret, hvordan praktikpanikken gik ud over indlæringen af de journalistiske færdigheder.

Og det kommer til at tage ressourcer for praktikstederne. Hvis mig den redaktør, der rent faktisk foretrækker at blive rendt på dørene konstant af unge mennesker, som måske ikke engang er optaget på uddannelsen endnu. Jeg har hørt ældre journalister fortælle om, hvordan de rent faktisk fik indført en koordineret praktiksøgning, fordi studerende mødte op første dag på skolen med en forhåndsaftale, så det scenarie er ikke utopi.

Det giver ikke mening at sammenligne praktiksøgningen med jobsøgningen på det almindelige arbejdsmarked. Der er naturligvis helt andre mekanismer på spil, når flere hundrede studerende skal ud i det samme afgrænsede tidsrum som en del af deres uddannelse, end det løbende jobsøgningflow på det almindelige arbejdsmarked. Vi har også en forpligtelse over for både de studerende og det journalistiske arbejdsmarked til at sørge for et ordentligt uddannelsesforløb med en nogenlunde velreguleret praktiksøgning.

Og her er en vigtig pointe, at en stor del af praktiksøgningens mekanismer er psykologiske. Mængden af praktikpanik er ikke en konstant størrelse, som man kan afbøde ved at strække den ud over længere tid. Det vil kun forøge panikken.

Panikken opstår først og fremmest som et resultat af en flok unge menneskers oplevelse af at føle sig sendt til eksamen. Panikdagen er der, hvor drømmen om at blive journalist for alvor bliver testet af. Det fremgår tydeligt af ansøgningsmønstrene: På trods af årelange opfordringer fra uddannelsesinstitutionerne om at søge bredt, klumper ansøgerne sig sammen ved de store, velestimerede medier. Jeg vil vove påstanden, at for mange er praktiktiden ikke bare en del af en uddannelse - det er der, hvor journalistdrømmen for alvor bliver tryktestet. Så selvfølgelig rækker folk efter stjernerne. Og derfor er praktiksøgningen for alt for mange ikke bare et praktisk spørgsmål om at kunne færdiggøre sin uddannelse. Det er et personligt nederlag og en underkendelse af dine evner til at slå til som journalist ikke at gå hjem fra panikdagen med den rigtige praktikplads. Og det på et tidspunkt, hvor man ikke engang har nået at komme rigtig i gang med faget.

De negative effekter af den mekanisme bliver selvfølgelig accelereret af, at medierne også skubber bag på panikken ved at gå så fandens meget op i at få "de rigtige" praktikanter. Og den eneste effektive måde at begrænse panikken på er at fjerne de to mekanismer: Lodtrækning.

Ved en lodtrækning er det ikke længere den enkelte studerendes ansvar, hvor vedkommende ender i praktik. Nej, det fjerner ikke ærgelse, frustration og vrede. Men det fjerner følelsen af personlig fiasko. Og helt ærlig, så er levner praktiksøgningen simpelthen ikke tid og ressourcer til en tilstrækkelig kvalificeret vurdering af den enkelte studerende til, at praktikpladsen kan opleves som et rimelig mål for de journalistiske evner.

Og ja, som Uffe påpeger, vil den løsning nok ikke være populær på de medier, der dermed ikke selv har indflydelse på, hvilke praktikanter de ender med. Men det kunne jo så passende være anledning til at genoptage diskussionen om, hvorvidt medierne i det hele taget burde revurdere deres opfattelse af, i hvor høj grad deres praktikanter skal kunne levere som arbejdskraft. Helt grundlæggende er det jo absurd, at de studerende de sidste mange år er gået ind til deres overenskomstforhandlinger med et eksplicit ønske om IKKE at stige i løn, hvis de da bare kunne få lidt mere fokus på det uddannelsesmæssige udbytte af praktiktiden. Hvis medierne mistede muligheden for at rekruttere den mest effektive arbejdskraft, ville de samtidig blive tvunget til at acceptere, at praktiktidens primære opgave bør være at uddanne fremtidens arbejdskraft.

Er lodtrækning en realistisk mulighed? Tja, store forandringer tager tid. Men jeg er ikke i tvivl om, at det ville have en positiv effekt på både panikken og på journalistuddannelsernes faglige niveau. Og det burde i sidste ende komme hele branchen til gode.

Kh Troels

16/02/2017 - 13:02

Thomas Schiermacher

Som Uffe Gardel siger:
Lad os nu bare få et system, hvor man sender en ansøgning, tager til en samtale og enten får pladsen eller ej. Der kan man også matche dem, der vil hinanden. Uden snyd! Lige vilkår for alle.
Lige som ude i den virkelige verden.
Hvad fanden skal man med panikdag, hjemmesider, visitkort og hele det cirkus den ene dag i Aarhus foranlediger?

16/02/2017 - 13:44

Jan Dyberg, journalist og DMJX-lektor

Det som Troels siger ;0)
Hep hep.

16/02/2017 - 14:36

Klaus Wendelboe

Jeg savner at tilhængerne af lodtrækning uddyber, hvordan lodtrækningen kan lette stress hos den studerende?

Jeg er med på, at man teoretisk set kan fjerne selve panikdagen, i hvert fald som vi kender den i dag, men hvordan påvirkes den studerende af risikoen for, at blive sendt i praktik på et medie, som man ikke har en særlig interesse i at være på - i en del af landet, hvor man ikke har familie, boligmuligheder, netværk, venner og lyst til at være?

Hvordan vil det påvirke ens liv (og risiko for stress), at man på alle plan er frataget muligheden for at ændre det, en tilfældig afstemning har afgjort?

Og hvor fedt er det at ens kampvilje, for at være i praktik et bestemt sted, bliver stækket?

Jeg ville være bekymret for, at panikken tog fat allerede ved studiestarten, bare ved tanken om, at om et år eller halvandet - så risikerer man at være i praktik på et medie, hvor man slet ikke har lyst til at være.

Som jeg forstår det, så trækker man lod på lægestudiet om praktikpladser? Jeg erindrer en del artikler om sortbørs, utilfredshed...gråd og tænders gnidslen over lodtrækningen. Vil det være så meget anderledes for journalister og - i givet fald - hvorfor?

16/02/2017 - 15:03

Kasper Gram, journalist

Som Troels er inde på, så ligger problemet i, at de populære praktiksteder forståeligt nok bruger deres position til at få så gode praktikanter - og dermed den bedste arbejdskraft - som muligt.

Men vi er nået dertil, hvor flere praktiksteder decideret snyder sig foran i køen, fordi sanktionsmulighederne dybest set er ikkeeksisterende, fordi der er så stor mangel på praktikpladser.
Så hvis man ikke reducerer antallet af ansøgere, vil magtbalancen fortsat være i mediernes favør.

Flere praktiksteder sætter (eller har sat) deres hold inden eller få minutter efter hornet lyder - og hvad er så pointen? Hvis de er så skråsikre, spilder man så ikke alles tid ved at samle dem og deres udvalgte i Aarhus, mens man smækker døren i hovedet på dem, der ikke klarede cuttet? Ville det ikke give bedre mening at anerkende 'førstevælgerne' (som landet ligger nu) og så afholde matchdag for praktiksteder og de ansøgere, som er åbne over for medier, som ikke er de store dagblade og tv-stationer?

Det er ikke en optimal struktur i forhold til lige adgang for alle, men er der reelt det på nuværende tidspunkt? Er den illusion ikke bare med til at hæve pulsen og forværre nederlagene?


Jeg vil i øvrigt anbefale Journalistens videoreportage 'Så vild er panikdagen'

16/02/2017 - 16:48

Troels Gadegaard Frølich

Hej Klaus, jeg har været lidt inde på det i mit tidligere indlæg. Men også bare lige for at understrege: Jeg gør mig ingen illusioner om, at noget system kan fjerne stressen ved fordelingen af praktikpladser totalt.

Det er heller ikke mit primære argument for at lufte forslaget om lodtrækning. Men jeg er overbevist om, at det nuværende system har to store og indbyrdes sammenhængende defekter: Det stresser og bidrager til personlige nederlagsoplevelser i langt større grad end nødvendigt. Og panikken har nået et niveau, hvor den i alt for høj grad påvirker og forringer kvaliteten af den forudgående skoleuddannelse.

Begge defekter vil kun blive større af at sætte praktiksøgningen fri. Og de vil omvendt blive mindre af en lodtrækning.

Når det personlige ansvar for, hvor man ender i praktik, er fjernet, kan det heller ikke føles som en underkendelse af ens evner inden for et fag, man endnu ikke har prøvet kræfter med. Og nej, det fritager ikke processen for spænding, nervøsitet, raseri eller en oplevelse af uretfærdighed. Men den slipper vi aldrig for. På den her måde kan de studerende slippe for følelsen af ikke at være god nok, samtidig med at de kan fokusere på deres studie i stedet for at skulle bruge ressourcer på profilere sig over for medierne.

Og jeg må også ærligt indrømme, at jeg ikke går så meget op i, om nogle studerende går rundt fra første dag og frygter resultatet af en lodtrækning. En lodtrækning behøver ikke bare at være én stor skål med alle de studerende og en anden med alle praktikpladserne. Den kan udformes på mange måder, som tager højde for særlige ønsker til journalistiske genrer, udgivelsesplatforme og måske også geografi. Sortbørshandlen burde det også være muligt at begrænse med en ret stram regulering af muligheden for at bytte rundt efterfølgende.

Og forhåbentlig kan lodtrækningen få åbnet de flestes øjne for, at man kan blive uddannet lige så godt på et mindre medie som på et af de store, velrenommerede. Jeg synes, at vi har en klar forpligtelse til at sikre den bedst mulige uddannelse og den mindst traumatiske praktiksøgningsproces. Men jeg er ret kold over for, om nogle bliver kede af det, hvis årsagen grundlæggende er praktikpladssnobberi. Det er en 6-18 måneders periode af folks uddannelse, og døren er ikke lukket til drømmejobbet senere i karrieren, hvis man ikke lige lander der med lodtrækningen.

Kh Troels

16/02/2017 - 19:32

Uffe Gardel

Tak for alle konstruktive reaktioner, det er jo overvældende. Nogle få bemærkninger som svar:

Pia Færing, jeg er enig i at det nuværende system umiddelbart ser ganske effektivt ud; det skriver jeg jo. Men som jeg også skriver, er det unødvendigt hårdt for de studerende, og på arbejdsgiverside bliver der snydt. Og det kan godt gøres på en anden måde. Lodtrækning ser jeg kun som et supplement, men fri søgning fungerer altså glimrende andre steder i samfundet – også til praktikstillinger. Vi skal passe på den journalististiske partikularisme; den mere eller mindre klart formulerede forestilling om at vores fag er noget ganske, ganske særligt, som ikke kan sammenlignes med andre fag, og at vi derfor ikke kan lære af andre. Det kan vi faktisk godt.

Troels Gadegaard Frølich, det er bestemt en risiko ved fri søgning, at det tager ressourcer fra både undervisning og arbejdsgivere. For undervisningens vedkommende er det helt enkelt op til uddannelsesinstitutionerne at sætte grænser for, hvad de vil acceptere af fravær, og i øvrigt hæfter jeg mig ved at du fortæller, hvordan yngre studerende pjækker for at deltage i ældre studerendes panikdage: Det er jo kun endnu et argument for at afskaffe panikdagene. På tilsvarende vis leverer du argumentation mod panikdagen, når du skriver at der er ”helt andre mekanismer på spil, når flere hundrede studerende skal ud i det samme afgrænsede tidsrum som en del af deres uddannelse, end det løbende jobsøgningflow på det almindelige arbejdsmarked.” Det er nemlig lige det der er, og det er derfor vi skal væk fra dette panikprægede afgrænsede tidsrum.

Klaus Wendelboe, jo, lodtrækning giver faktisk mindre stress. Stress er noget man får når man oplever at den indsats man gør, er utilstrækkelig, og at målet konstant flytter sig. Ved en lodtrækning er der ikke så meget man kan gøre, når man først har kastet sine lodder. Men som jeg tydeligt har skrevet, ser jeg kun lodtrækning som et muligt supplement. Jeg forstår din bekymring for at fri søgning vil betyde panik fra første dag på studiet, men sådan vil det næppe gå. Vi vil i stedet se forløb som er meget forskellige fra studerende til studerende. Nogle vil møde op med en forhåndsaftale, og så er de da i hvert fald ikke i panik. Andre vil roligt og systematisk gå i gang med at overveje deres søgning, og det kan ende med at gavne nogle de praktiksteder som ikke i dag er så søgte, fordi de ligger for langt væk, geografisk og indholdsmæssigt, fra det, som de fleste drømmer om. Sådan nogle praktiksteder kan vinde ved en nærmere overvejelse.

Kasper Gram, jeg er helt enig: Det nuværende system skaber en illusion af retfærdighed og lige chancer for alle. Og derfor kan man lige så godt forsøge sig med et mere langstrakt og roligt forløb.

Til slut en bemærkning til alle. En detalje i mit forslag er blevet lidt overset, og jeg beder om at den kommer til at indgå i debatten: Det ville være godt, om man med økonomiske incitamenter eller på anden måde kunne formå arbejdsgiverne at dele praktikforløb op i seksmånedersstillinger. Hellere et større udbud af korte praktikstillinger end et det nuværende udbud af længere praktikstillinger. På den måde ville flere kunne få opfyldt deres stærke ønske om at komme i praktik på en bestemt type arbejdsplads, og det vil i sig selv give mindre panik. For det må dog være bedre at få seks måneder på DR end nul måneder, når nu den halvandetårsstilling på DR man havde drømt om, viste sig at være besat, allerede da båthornet lød?

16/02/2017 - 20:06

Kim Jensen

Man kunne vel også lave et system, hvor alle studerende og praktiksteder efter en uge med åbent hus og ansøgninger og evt samtaler simpelthen skriver hver deres prioriterede ønskeliste.

En computer (eller Pia, hvi hun orker) kunne så fordele pladserne efter ønskerne. (Først ser man på praktikpladsernes 1. prioriteter. Hvis deres ønskede ansøgere vil have dem, er der match.)

På den måde får alle dem, de helst vil have - i hvert fald blandt ledige pladser og kandidater.

Den ordning kunne jeg godt bruge.

16/02/2017 - 23:26

Peter Andreas

I er godt klar over, at de andre 99,9 % af alle danske studerende og praktikvirksomheder bare står og kigger på jer og ryster overbærende på hovedet med et lille smil hver gang I har den her diskussion, ikke osse?

17/02/2017 - 01:33

Kim Sørensen

Det er ikke noget jeg kan bakke op med fakta. Jeg har kun en mavefornemmelse og den siger mig, at journalistuddannelsen (og derfor også dens "produktion" af færdiguddannede journalister) ikke har nogen nævneværdig forankring i den såkaldte "arbejderklasse". Sådan er det i hvert fald i den øvrige akademiske verden, hvor hverken SU eller alverdens uddannelsesreformer har haft held med at knække den sociale arv - børn af akademikere bliver selv akademikere og børn af arbejdere bliver arbejdere. Det slår mig umiddelbart som et problem og derfor synes jeg det kunne være interessant, at tænke en mere lige socioøkonomisk fordeling ind i diskussionen. Den tvungne fordeling kunne sikkert fungere fint i den forbindelse.
Faget er jo rimeligt unikt, da det spiller en vigtig samfundsmæssig rolle og endda nyder stor gavn af ret solide subsidier. Og derudover har man hele balladen med "fake news" og alternative medier, der suger indtægt fra de traditionelle medier. Derfor synes jeg både det vil være rimeligt og en mulighed for at genskabe sin klangbund i den brede befolkning, hvis man tænkte social repræsentativitet ind i fordelingen af praktikpladser.

Jeg synes i hvert fald ikke det giver mening, at ville regulere noget som helst, hvis det ikke sker i forhold til nogle bredere samfundsmæssige interesser og det mener jeg ikke en tilfældig uges stress-niveau hos journalisteleverne lever op til. Hvis det er den primære motivation bag diskussionen, kan man lige så godt liberalisere det hele, droppe mediestøtten og lade den enkelte (medie)virksomhed vælge praktikanter fra og til som det passer dem - den model fungerer mange andre steder.

17/02/2017 - 12:33

Jan Dyberg, journalist og DMJX-lektor

Klaus Wendelboe, jeg tror altså, at du overser noget i din kritik af forslaget om lodtrækning: At den studerende smider sine lodder i de medier, vedkommende vil i praktik på. Så der er altså IKKE tale om, at studerende "bliver sendt på" et medie, vedkommende ikke har lyst til.

17/02/2017 - 12:50

Jan Dyberg, journalist og DMJX-lektor

Uffe, jeg kan godt se det umiddelbart tillokkende og enkle i den der frisætning af praktiksøgningen fra Day 1 på studiet (eller endda før optagelse)
Men det vil have en eller flere store negative konsekvenser (som Troels Frølich også er inde på):
Det vil tage endnu mere fokus i løbet af uddannelsen, end det allerede gør.
Jeg har undervist i "Bunkeren" i Aarhus siden 2000. De studerendes bekymringer og fokus på praktiksøgning er ikke ligefrem ubetydelig i løbet af de første tre semestre. Og det er kun blevet værre.

De bekymrer sig rigtig meget om det på forhånd. Og en del af dem er meget usikre. Og naturligvis mere og mere, efterhånden som praktikfordelingen nærmer sig

Nogle har voldsomt travlt med at fylde alle mulige ting på CV'et, alene fordi de tror, at det vil øge deres chancer i praktiksøgningen. Og det er da fedt, at folk engagerer sig i skoleblad, radio- og tv-projekter, Kaj, DSR, diverse gratisarbejde uden for skolen osv osv...men ikke så fedt, når det går ud over uddannelsen og/eller når det i høj grad sker udelukkende for at forbedre praktikmulighederne.

Nogle bruger relativt mange penge på at lave web-sider om sig selv, samt få taget fotos til samme web-side.

osv osv

Og jeg skulle hilse og sige, at det ikke ligefrem er befordrende for nogen eller noget, hvis de studerende også "tvinges" til at prioritere endnu mere tid til praktiksøgningen spredt ud over tre semestre.

Så kan man jo argumentere for, at hvis nu en studerende kan få det på plads allerede en måned inde i uddannelsen, så er panikken jo forbi for vedkommende.
Jo, tak. Men det vil da bare øge presset på de øvrige studerende.
Og så er det jo nok meget smart, at man som studerende får lidt erfaring med faget, inden man beslutter sig for, hvilket praktiksted, der gavner en mest i den forbindelse. Altså at man først efter et års tid på uddannelsen skal beslutte sig for mulige og relevante steder.

23/02/2017 - 12:47

Esben Vest Jensen

Jeg har lige et opfølgende spørgsmål til Jan Dyberg, Troels Gadegaard Frølich og evt. andre, der skulle være tilhænger at et system med lodtrækning. Jeg synes nemlig ikke, det er helt dumt.
I dag har vi jo allerede en del for mange ansøgere ift. praktikpladser. Hvis det bliver lodtrækning, bliver resultatet, at nogle studerende bliver tvunget til at gå i skolepraktik eller tage orlov, uden at de har haft nogen mulighed for selv at påvirke deres situation.
Skal de studerende, der sidder over, til gengæld øverst i bunken ved næste lodtrækning? Og ser I ikke nogle problemer i, at de studerende ikke selv har større indflydelse på, om de får praktikplads?

27/02/2017 - 13:11

Jens Langergaard

Det system, Uffe foreslår, praktiseres i en vis udstrækning for de studerende på kommunikationslinjen. Som aftager var vi, hvor jeg arbejder faktisk positive overfor ideen, som kort fortalt går ud på at praktikstederne indsender et opslag til mediepraktik og de studerende opfordres til at lave en profil samme sted. Meningen er så at de studerende og praktiskstederne har god tid til at læse om hinanden, sende en eller flere ansøgninger afsted hvis man er studerende og hvis man er arbejdsgiver kontakte en studerende som man gerne vil opfordre til at sende en ansøgning eller se til en samtale.
Så langt så godt. Jeg må bare med skam meddele, at det ikke rigtigt virker. De studerende linker oftest bare til deres linked-in profil, og her er der ikke en opdatering eller en præsentation af hvad de gerne vil i deres praktiktid. Der er også absolut radiotavshed ift til det opslag vi har inde. Jeg kan selvfølgelig ikke udelukke, at vores opslag ikke er interessant nok, men det jeg hører er, at de studerende venter på at arbejdsgivere kontakter dem. Det har vi også gjort og vi har da i et par tilfælde fået ganske gode match ud af det. Men det er ikke optimalt, hvis de studerende ikke er opsøgende. I det opslag vi har ude nu har vi derfor sat en deadline. Ikke for at stresse de studerende, men fordi vi faktisk gerne vil have en studerende i afdelingen og have en vis sikkerhed for at vi har aftale inden der går for meget sommerferie i den. Lykkes det ikke ved vi, at vi skal søge andetsteds. Der er masser af studerende på andre uddannelser, der søger praktik. Men vi vil faktisk helst have en fra DJMX komm.linjen. Jeg kan kun opfordre skolen til at de motiverer de studerende til, at de også med denne måde at matche på, selv skal tage initiativ, læse opslagene, vise interesse og søge de stillinger de kan se sig selv i.
Venlig hilsen
Jens Langergaard
kommunikationschef, Topdanmark

Seneste jobopslag

KOMMUNIKATIONSRÅDGIVER

INSTITUT FOR MENNESKERETTIGHEDER
Ansøgningsfrist: 16.08

Skarp kommunikationskoordinator søges

Lemvig Kommune
Ansøgningsfrist: 15.08

Senior Pressekonsulent

PFA Pension
Ansøgningsfrist: 09.08

Digital mad-journalist til dr.dk/mad

DR
Ansøgningsfrist: 11.08

Web- og SoMe-redaktør

ROSKILDE HANDELSSKOLE
Ansøgningsfrist: 10.08

KOMMUNIKATIONSCHEF

KANT arkitekter
Ansøgningsfrist: 11.08

Radio24syv søger reporter i Aarhus

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 10.08

SoMe-stærk virksomhedskorrespondent

ARKIL HOLDING A/S
Ansøgningsfrist: 06.08

Global Editor for Native Advertising Institute

Native Advertising Institute
Ansøgningsfrist: 05.09

Efterskoleforeningen søger en presseansvarlig med politisk tæft

Efterskoleforeningen
Ansøgningsfrist: 11.08

ITD søger presserådgiver

ITD
Ansøgningsfrist: 21.08

Informationerne er derude – kan du finde dem?

Københavns Politi
Ansøgningsfrist: 31.07

Kommunikationsmedarbejder

Naturvidenskabernes Hus
Ansøgningsfrist: 15.08

Presse- og kommunikationsmedarbejder til Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet
Ansøgningsfrist: 06.08

Informationerne er derude – kan du finde dem?

Østjyllands Politi
Ansøgningsfrist: 31.07

Webmaster/journalist til Danske Malermestre

Danske Malermestre
Ansøgningsfrist: 11.08

To stærke og udviklingsorienterede kommunikatører

Faaborg-Midtfyn Kommune
Ansøgningsfrist: 09.08

3F søger to journalister til Fagbladet

3F
Ansøgningsfrist: 07.08