Firma i kløerne på 'Kontant' - se dets egen version af interviewet

'KLH Isolering Sjælland' blev torsdag kritiseret i DR’s 'Kontant'. Nu har firmaet som modtræk lagt råbåndet med DR’s interview ud – og lavet sit eget sammenklip. ”Vi vil vise, at man kan klippe sig til den version, man gerne vil vise,” siger bestyrelsesformand. 'Kontant': ”Det er over stregen”
  • Screendump fra 'KLH Isolering Sjællands' video
    "Interviewet blev afbrudt måske 15 gange, hvor Jakob Illeborg er nødt at søge råd og vejledning hos en anden journalist, der sidder ved siden af," fortæller Jesper Mieritz, der blev interviewet til 'Kontant'.
30.01.2017 · 11:06

”Der findes mange måder at klippe et tv-indslag på - her er én af dem. Husk ikke at stole på alt, hvad du hører/ser på tv”.

Sådan lyder starten på et opslag, som isoleringsfirmaet KLH Isolering Sjælland torsdag aften publicerede på sin facebookprofil. Det skete, efter at firmaet samme aften var blevet kritiseret i DR’s forbrugerprogram 'Kontant' for ikke at gøre sit arbejde ordentligt. En påstand, firmaet generelt afviser.

I isoleringsfirmaets opslag på Facebook kan man se en video på knap tre minutter med sammenklip af 'Kontant'-vært Jacob Illeborgs interview med firmaet. KLH Isolering Sjælland kunne lave videoen, fordi firmaet optog hele 'Kontants' interview med eget kamera.

Det fortæller isoleringsfirmaets bestyrelsesformand og advokat, Jesper Mieritz, til Journalisten.

”Vi gjorde det, fordi vi var 100 procent sikre på, at de ville klippe interviewet til, så det passede ind i deres allerede producerede program. Vi havde fra starten et indtryk af, at de allerede havde fortalt historien, inden de kom. Og vi ville gerne forsøge at fortælle vores historie,” siger han.

KLH: Det er ikke fremstillet, som det foregik 

I isoleringsfirmaets video ser man blandt andet, hvordan 'Kontants' vært Jakob Illeborg fumler lidt med sine papirer, og at han flere gange bliver forvirret og spørger en anden journalist fra redaktionen til råds.

”Hele idéen med videoen var sådan set at vise, at man kan fremstille nyheder på den måde, man vil, alt efter hvordan man klipper et indslag. Jeg mener ikke, de har fremstillet det på den måde, som det foregik. Vi vil vise, at man kan klippe sig til den version, man gerne vil vise, så det passer ind i ens historie. Det er lidt det samme, som DR gør i deres version,” siger Jesper Mieritz.

”De var ufatteligt dårligt forberedt”

Ud over at lave sit eget sammenklip af interviewet, har KLH Isolering Sjælland også lagt den fulde optagelse af interviewet på halvanden time ud. I 'Kontant' varer interviewet cirka otte minutter.

”Vi har lagt det hele frem, så folk kan se, hvordan interviewet foregår. Og hvordan de hele tiden bruger to interviewere til at stille de her spørgsmål på alle mulige forskellige måder. Interviewet blev afbrudt måske 15 gange, hvor Jakob Illeborg er nødt til at søge råd og vejledning hos en anden journalist, der sidder ved siden af. De var ufatteligt dårligt forberedt - det var Jakob Illeborg i hvert fald,” siger Jesper Mieritz.

Men er der noget galt i, at der er en journalist med på sidelinjen, som er mere inde i substansen, og som hjælper værten undervejs?

”Nej, som udgangspunkt ikke. Men så skal man også bare vise, at det er sådan, interviewet foregår,” siger han. 

Hvorfor har I ikke lavet en sammenklipning, hvor I får sagt de pointer, I gerne vil ud med, fremfor den her klipning, der viser, hvordan det foregår bag kulisserne?

”Det gør vi højst sandsynligt også – men der er også et tidsmæssigt element i det her,” siger Jesper Mieritz.

DR: Vi var godt forberedt

Redaktør for DR’s 'Kontant' Dennis Kragelund afviser over for Journalisten, at de skulle have været dårligt forberedt til interviewet med KLH Isolering Sjælland.

”Vi er på ingen måde dårligt forberedt. Vi har en journalist med, som har arbejdet meget grundigt med den her sag, og vi har fremsendt en spørgeramme til dem i god tid. Det er den, vi går frem efter. Når de spørger meget teknisk, og vores studievært har brug for at spørge vores journalist, hvad der er op og ned, så gør han selvfølgelig det. Det ville da være useriøst andet,” siger han.

Dennis Kragelund fortæller, at det ikke er usædvanligt, at de firmaer, som 'Kontant' interviewer, laver deres egen optagelse af interviewet.

”Det er vi tit ude for, og det har jeg det fint med. Folk må gerne optage, hvad vi laver - vi har ikke noget at skjule,” siger han.

DR: De vil gøre vores vært til grin 

Til gengæld er 'Kontant'-redaktøren kritisk over for det sammenklip, som KLH Isolering Sjælland har lagt ud.

”Jeg synes, det er over stregen, at man laver sådan en video her. Som jeg ser det, handler det alene om at udstille nogle mennesker, som er på arbejde, og om at gøre en i øvrigt rigtig dygtig studievært til grin. Det synes jeg er over stregen,” siger Dennis Kragelund.

Men kan man ikke sige, at I smager jeres egen medicin? Jesper Mieritz fremstilles jo heller ikke på den skønneste måde hele vejen igennem i jeres sammenklip af interviewet …

”Vi havde på forhånd fået en utrolig masse papirer fra firmaets advokater, hvor det fremgår, hvad de gerne vil have lov at svare på i interviewet. Det har vi selvfølgelig lyttet til, og de får faktisk lov til at svare på de ting i udsendelsen. Til gengæld har vi ikke fået noget at vide, inden de lagde hele interviewet og deres egen video ud, før vores program blev sendt. Så nej, jeg synes ikke, at man overhovedet kan sammenligne det.”

Problematisk i forhold til de interviewede

Dennis Kragelund undrer sig desuden over, at KLH Isolering Sjælland har lagt den fulde optagelse på halvanden time ud, uden tilsyneladende at spørge de forbrugere, hvis klagesager omtales i interviewet. 

”Jeg synes især, det er betænkeligt og problematisk i forhold til de mennesker, vi taler om i interviewet. Der kommer jo ting frem i det her interview – folks navne og adresser og andre ting - som vi normalt ville klippe ud af programmet. Nu ved jeg jo ikke, om KLH Isolering har ringet og spurgt de her mennesker, om de godt må offentliggøre, at der bliver talt om dem – men det ville vi i hvert fald altid gøre,” siger han.

Til det svarer Jesper Mieritz fra ’KLH Isolering Sjælland’:

”Vi har ikke frembragt andre oplysninger end dem frembragt af DR. For god ordens skyld bemærker jeg, at KLH Isolering A/S er en håndværksvirksomhed og ikke et journalistisk medie underlagt journalistiske regler.”

Facebook-videoen fra KLH Isolering Sjælland har næsten rundet 100.000 visninger og er blevet delt over 700 gange siden torsdag aften. Men Dennis Kragelund fra 'Kontant' tror ikke, at firmaet har held med deres modtræk.

”Jeg er faktisk helt tryg ved, at dem, der ser den her video, selv kan vurdere, om det her er et mediestunt, eller om det har bund i virkeligheden,” siger han.

Kommentar

30/01/2017 - 13:47

Flemming Møller

Mon ikke DR skal til at stramme hjælmen. Med den sensationslystne måde de arbejder på, gør de sig ekstremt sårbare over for sådanne angreb. Med deres position gør de samtidig den frie presse sårbar over for de angreb, pressen i USA for tiden bliver udsat for.

30/01/2017 - 15:20

Max Tobiasen

Hvis man tager dennne udtalelse fra kontant og mønter den på dem selv træder hykleriet ganske tydeligt frem efersom det er præcis det de gør.

"Jeg synes, det er over stregen, at man laver sådan en video her. Som jeg ser det, handler det alene om at udstille nogle mennesker, som er på arbejde"

Det er fint at lave fejl, men jeg undrer mig virkelig over at journalister har så svært ved at indrømme når de gør noget galt. Det her er kun det seneste eksempel.

30/01/2017 - 16:41

Hasse Bill

@Flemming:
Når du siger DR, mener du så hele den blå boks ude på Amager med 3500 ansatte?

@Max:
Hvad er det journalisterne har gjort galt?

30/01/2017 - 18:37

Kim Sørensen

Derudover synes jeg faktisk også medierne har et alvorligt troværdighedsproblem, når man - rimeligt konsekvent - insisterer på et fjendtlighedsforhold til små og mellemstore virksomheder i bestemte brancher.
Hvis en kendis sender et eller andet produkt på gaden, står de landsdækkende medier klar til at hjælpe med markedsføringen. Et par timer før Kontant-programmet om hulmursisolering, indledte DR således Aftenshowet med smnå 10 minutters fuldstændigt ukritisk Simon Kvamm-interview (nogle vil kalde det leflende eller ligefrem reklame). Hvorfor? Fordi Kvamms første soloplade kom på gaden den efterfølgende dag.
Jeg mener selvfølgelig ikke DR skal live-dække det, hver gang nogen lader sig momsregistrere eller opstiller en jordbærbod. Ligesom det jo aldrig har været Aftenshowets opgave, at flå deres gæster til stumper og stykker. Men det er altså et problematisk misforhold, at medierne afsætter så mange ressourcer til promovering af en særligt udvalgt elites kommercielle interesser. Samtidig med almindelige dødelige ("usexede") iværksættere og erhvervsdrivende praktisk talt kun bliver opprioriteret, hvis man kan slagte dem for åben skærm.
Selv i et program som Løvens Hule, ser man den noget snobbede og elitære opdeling af befolkningen, hvor man ikke altid kan gennemskue om coolness eller gedigent entreprenørskab tæller mest. Man kommer sgu ikke i Løvens Hule, hvis man vil starte et vikarbureau eller en smedevirksomhed.

Det må kunne gøres bedre og i øvrigt uden at forholde mig til den aktuelle splid, synes jeg altså DR er bagud på moralske point. Når så meget i hvert fald står klart, at man kun har interesseret sig for KLH Isolering, fordi man havde muligheden for at slagte en erhvervsdrivende fra en branche, der ikke er "sexet" nok til et 10 minutters reklamespot i Aftenshowet.

30/01/2017 - 19:38

Max Tobiasen

@hasse

Kontant er et program der lever af at finde snavs et sted i erhvervslivet og derefter vinkle det skarpt for at få en historie ud af det. Nogen gange har de fat i den lange ende, men alt for ofte har de ikke. Som for eksempel i nærvarende tilfælde.

De klipper et langt interview ned til noget der er kort og seværdigt, og sørger for at der er en klar skurk. Det er godt TV. Desværre er det ikke altid hele sandheden. Desværre er der ofte rigtige mennesker og firmaer der kommer i klemme uden en reel mulighed for at give deres version af historien.

Når der så er en af de mange virksomheder rent faktisk svarer igen med nogenlunde samme våben, et skarpt vinklet interview der kun viser den ene side af sagen, så bliver kontant mavesure og råber op om at det ikke er fair at klippe et interview sammen på den måde. På trods af at det er præcis det de gør uge efter uge.

Det synes jeg er hyklerisk. Meget hyklerisk.

30/01/2017 - 22:17

Per Meinertsen

Det er da en komplet latterlig amatøragtig video, der i panik prøver at lægge røgslør over en for firmaet kedelig sag. Den fortæller ikke noget som helst.

31/01/2017 - 00:35

Kim Sørensen

@Per

Den indstilling forstår jeg ærligt talt ikke. Selv hvis vi lægger hele den etiske diskussion til side, er KLH Isolering tydeligvis lykkedes med at skabe en folkelig debat omkring programmet, hvor DR ikke umiddelbart har trukket det lange strå. Det må da betegnes som et ganske tilfredsstillende stykke kommunikationsarbejde/krisehåndtering?

Derudover er min personlige holdning, at den slags programmer alt for sjældent giver ordentlig mulighed for genmæle. Når en så ressourcestærk medieorganisation som DR lægger sig ud med en relativt lille virksomhed, der næppe har det store budget til krisekommunikation eller nævneværdige kompetencer ift. samme in-house, kommer det hurtigt til at fremstå ekstremt tendentiøst, at der kun gives en ganske begrænset mulighed for genmæle, umiddelbart inden deadline. Uanset hvad der er op og ned i den aktuelle sag er styrkeforholdet jo alt andet end lige og så det er sgu da et problem når DR kører en virksomhed gennem mediemøllen.
Jeg synes på ingen måde det ville være urimeligt, hvis DR inddrog de små og mellemstore virksomheder, når de er mål for programmer som Kontant, langt tidligere i processen. Det ville sådan set også klæde DR, hvis de i den forbindelse stillede juridisk bistand og/eller kommunikationsrådgivning til rådighed for de virksomheder, der ikke selv har ressourcerne til at håndtere sådan en omgang.

31/01/2017 - 12:02

Per Meinertsen

Ok – at pointen var at demonstrere, at man kan klippe sig til hvad som helst, havde jeg beklageligvis overset.
Og at denne intention er lykkedes bekræftes af, at jeg jo faktisk hoppede på den.
Det er stadigvæk noget makværk, oven i købet helt i gennem gennemført med dertil hørende musikunderlægning.
Men alt sammen i en vigtig sags tjeneste – så jeg undskylder min uopmærksomme læsning.

31/01/2017 - 17:50

Per Meinertsen

Og med en vigtig sags tjeneste mener jeg selvfølgelig vigtigheden af, at være sober i sin redigering.
Nu har jeg så i mellemtiden set udsendelsen, og på mig virker den rimelig sober, i modsætning til KLH's lille video, som i alle henseender er og bliver et manipulerende makværk. Og når det fremføres som nærmest et komplot, at intervieweren måtte have assistance af en anden journalist, vil jeg sige, at der måske burde have været endnu flere med på sidelinjen, for at hamle op med den drevne advokats krumspring.

31/01/2017 - 20:54

Thomas Pallesen

Når man ser hele interviewet (som KLH har lagt på Youtube), viser det sig desværre, at den ene part ikke har noget at lade den anden høre. Desværre fjumrer DR lige så meget med journalistikken og fakta, som KLH fjumrer med de uheldige hulmursisoleringer og firmaets tåbelige konspirationsteorier og ubehagelige forsøg på at få kunder til at lade være med at udtale sig. For mig viser hele sagen blot, at journalister bør sætte sig mere ind i det tekniske, før de kaster sig over hulmursisolering, og at isolationsfirmaer bør sætte sig mere ind i kommunikation, inden de kaster sig i åben kamp med medierne.

02/02/2017 - 03:18

Jørn Gade

Mange her på debatsiden har en masse imod DR, som de ser som den store skurk mod den forsvarsløse lille håndværker (DKs største isoleringsfirma?). Kritikken vendes så lige til også at DR er licens-betalt.
Men tilbage til sagen - og det uskyldige KLH-firma. Hvorfor er det så, at en række andre isoleringsfirmaer vælger at politianmelde KLH: http://sn.dk/Sjaelland/Konkurrenter-politianmelder-isoleringsfirma/artikel/630299 ?

02/02/2017 - 16:40

Kim Sørensen

@Jørn

Jeg skal ikke kunne udtale mig for de andre brugere. Men min personlige holdning er ikke, at KLH er uskyldige eller forsvarsløse. Det første tager jeg slet ikke stilling til. Det andet er åbenlyst forkert, da artiklens udgangspunkt netop er firmaets forsvar.
Jeg noterer mig sådan set bare, at KLH jo er den lille i denne forbindelse og som flere andre brugere, at DR's forbrugerprogrammer ofte går hen og bliver tendentiøse, dersom præmissen er et unuanceret verdensbillede, hvor man enten er skurk eller offer.
Tag f.eks. den første case, hvor den såkaldte "kunde" tilsyneladende, via sin kæreste, har et personligt forhold til en konkurrerende virksomhed og i øvrigt aldrig har været kunde hos KLH. Der kan man vel godt tale om journalistisk og etisk svigt hos DR, uden man af den grund gør sig til apologet for KLH?
Det centrale er jo slet ikke spørgsmålet om "skyld". Det væsentlige er, at DR sgu har et ansvar i forhold til at være objektive og fair, især når de går efter én bestemt virksomhed. Og det ansvar mener jeg det er helt åbenlyst, at de ikke lever op til. Det havde været en helt anden snak, hvis programmets mål var selve branchen. Men nu gik man specifikt efter KLH og så er det altså ikke i orden, at man i stedet for at perspektivere i forhold til branchestandarder (fejlmarginer etc.), inddrager konkurrerende virksomheder og interesser som dokumentation.

03/02/2017 - 19:46

Allan Boldt

Ynkeligt klynk fra DR-redaktør Dennis Kragelund: "udstille nogle mennesker, som er på arbejde...," "...gøre en....studievært til grin...". Har DR ikke en presserådgiver? Den seneste tids mange sager tyder på, at DRs chefer burde tænke sig om, før de taler....


”Jeg synes, det er over stregen, at man laver sådan en video her. Som jeg ser det, handler det alene om at udstille nogle mennesker, som er på arbejde, og om at gøre en i øvrigt rigtig dygtig studievært til grin. Det synes jeg er over stregen,” siger Dennis Kragelund.

Seneste jobopslag

Kommunikationsproducent

Statens Museum for Kunst
Ansøgningsfrist: 06.11

Nyhedsjournalist til DR Syd i Esbjerg

DR
Ansøgningsfrist: 02.11

Kommunikationschef søges til Københavns Politi

Københavns Politi
Ansøgningsfrist: 01.11

Pressekonsulent til Dansk Arbejdsgiverforening

DA - DANSK ARBEJDSGIVERFORENING
Ansøgningsfrist: 12.11

Danmarks dybdeborende erhvervsmedie udvider

InsideBusiness
Ansøgningsfrist: 30.10

Kunde- og kommunikationschef til Landbrugsstyrelsen

Miljø- og Fødevareministeriet
Ansøgningsfrist: 08.11

Digital redaktionsleder til DR Aarhus

DR
Ansøgningsfrist: 13.11

Kommunikationskonsulent

Region Hovedstaden
Ansøgningsfrist: 13.11

Reporter og digi til DR Syd

DR
Ansøgningsfrist: 02.11

Allround Communicator

Grundfos Holding A/S
Ansøgningsfrist: 05.11

Jysk Fynske Medier søger en printredigerende

Jysk Fynske Medier
Ansøgningsfrist: 23.10

Journalist eller kommunikationsmedarbejder

DTU
Ansøgningsfrist: 27.10

Lokalredaktør på Langeland

Fyns Amts Avis
Ansøgningsfrist: 23.10

Kommunikatør med skarp pen og strategisk tæft til Nationalt Genom Center

Sundheds- og Ældreministeriet
Ansøgningsfrist: 30.10

Nyhedsredaktør til DR Sporten

DR
Ansøgningsfrist: 02.11

DIGITAL COMMUNICATOR

Grundfos Holding A/S
Ansøgningsfrist: 26.10

Journalist til Dagens Byggeri

FBG Medier
Ansøgningsfrist: 24.10