Få kommuner er ikke med på SoMe-bølgen – her er to af dem

Kun en håndfuld kommuner er ikke på sociale medier. To af dem har heller ikke planer om det. Ressourceforbruget står ikke mål med resultaterne, lyder det: ”Når jeg snakker med andre kommuner, giver flere udtryk for, at det ikke flytter ret meget,” siger kommunaldirektøren i Kerteminde
  • Logo: Kerteminde Kommune
    "Jeg kan ikke se, hvordan vi i vores budget skal kunne finde 600.000 til at ansætte en kommunikationsansvarlig,” siger Kerteminde Kommunes kommunaldirektør Tim Jeppesen om, hvorfor kommunen ikke bruger sociale medier
11.05.2017 · 12:07

Danske kommuner er for alvor røget på sociale medier. Facebook bruges blandt andet til farverige kampagnefilm – som denne fra Næstved Kommune - Tinder bruges til at lokke singler til kommunen, og Snapchat til at fange de yngste.

”Sociale medier er så stort i dag, at det for mange kommuner er den primære kanal til at kommunikere med borgerne,” har social and digital strategist David Ledstrup tidligere sagt til Journalisten.

Alligevel viser en ny undersøgelse, at en håndfuld af de danske kommuner endnu ikke har en profil på et eneste af de sociale medier som Facebook, Instagram, Twitter og LinkedIn.

Undersøgelsen er en del af et endnu ikke afsluttet speciale om det offentliges brug af digitale medier i kommunikation med borgerne, som kandidatstuderende i Corporate Communication Ralph Thomsen har lavet.

Flere af de kommuner, som ifølge hans opgørelse ikke har profiler på sociale medier, fortæller til Journalisten, at de er på vej med det. Men to af dem har det ikke umiddelbart på tegnebrættet: Fanø Kommune og Kerteminde Kommune.

Kommunikerer via ugeavisen

Fanø Kommune har aldrig brugt sociale medier og har heller ikke planer om det, fortæller kommunaldirektør Vibeke Kinch.

”Vi har diskuteret meget, om vi skulle på Facebook, men har valgt at bruge vores hjemmeside. Vores overvejelse var, at hvis man skal bruge sociale medier aktivt, er man også nødt til at afsætte personaleressourcer, og vi er en meget lille kommune med få ressourcer,” siger hun.

Udover hjemmesiden kommunikerer Fanø Kommune også via ugeavisen Fanø Ugeblad. Vibeke Kinch kan godt se, at det kan virke gammeldags, at de ikke er hoppet med på de sociale medier.

”Men hvis man skal gøre det ordentligt og være sikker på, at det har en værdi, så skal man bruge ressourcer på det. Det, jeg hører fra andre kommuner, er, at de binder rigtig mange ressourcer på at drive sociale medier. For man kan ikke have en side, hvor folk skriver ind, hvis man ikke svarer,” siger hun.

Intet sted at lægge ansvaret

Hos Kerteminde Kommune peger kommunaldirektør Tim Jeppesen også på ressourcer som det afgørende.

”Kerteminde Kommune har ikke nogen kommunikationsarbejdere, så vi har ikke noget sted, hvor vi ville kunne lægge ansvaret for at styre profilerne. Og jeg kan ikke se, hvordan vi i vores budget skal kunne finde 600.000 til at ansætte en kommunikationsansvarlig,” siger Tim Jeppesen.

Han afviser ikke, at kommunen vil benytte sig af det på sigt, men har ligesom Vibeke Kinch heller ikke indtryk af, at andre kommuners erfaringer med sociale medier er problemfri.

”Selv hvis Kerteminde var en velhavende kommune, ville jeg have en skepsis for, om Facebook ville have en god effekt. Når jeg snakker med andre kommuner, giver flere udtryk for, at det ikke flytter ret meget, at de har meget blandede erfaringer med det, og at mange af dem er også negative,” siger han.

Ansatte er på Facebook

Selvom Fanø Kommune ikke har en profil på Facebook, så har mange af de ansatte det. Og de holder aktivt øje med forskellige fora på Facebook, hvor både borgere, politikere – og altså også kommunens ansatte – er på som privatpersoner.

”Hvis der dukker noget op i de fora, som vi tænker er nødvendigt at kommunikere, så lægger vi det ud på vores hjemmeside som nyhed og kommer det i Fanø Posten,” siger Vibeke Kinch.

Et eksempel på ét af disse fora er Facebook-gruppen ”Fanø online opslagstavle”. 3.634 personer har valgt at blive medlem af den lukkede gruppe. Fanø Kommunes indbyggertal er 3.345 ifølge Danmarks Statistik.

”Lige nu der kører en debat omkring vores lystbådehavn, og den kører lystigt. Det har givet anledning til, at vores borgmester har sagt, at der er behov for et informationsmøde for at give alle mulighed for at høre og blive hørt,” siger Vibeke Kinch.

Ingen Facebook-succes

Kerteminde Kommune bruger Facebook til enkelte projekter, når de vurderer, at et projekt kan understøttes af det. Seneste eksempel var ved udarbejdelsen af kommunens havneplan. Det har dog ikke været en ubetinget succes.

”Vi ville drøfte havneplanen med en anden slags borgere end dem, som typisk dukker op på borgermøder. Det var især de yngre borgere, vi håbede på at få med. Men de kom heller ikke på Facebook,” siger Tim Jeppesen.

De yngre borgere, som andre kommuner forsøger at fange på alt fra Snapchat til Tinder, er der ikke mange af på Fanø.

”På den måde er vi også en atypisk kommune. Yngre mennesker forlader Fanø, når de er færdige med gymnasiet og tager væk for at uddanne sig. De kommer først tilbage, når de er sidst i 20’erne, så vi har ikke mange unge mennesker,” siger Vibeke Kinch.

”Herover er der til gengæld rigtig mange ældre mennesker, der ikke er på Facebook. Hvis det var der, vi primært kommunikerede, ville vi misse en masse borgere.”

Kommentar

11/05/2017 - 18:45

Knud Abildtrup

Hejsa, Vibeke hedder hverken Kick eller Kinck, men Kinch. Jeg kender hende.

11/05/2017 - 19:30

Øjvind Hesselager

Kære Knud

Tusind tak. Jeg har rettet. Beklager fejlen.

Mvh

Seneste jobopslag

Digital redaktionssekretær til avis i fremgang

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 11.10

Digital videojournalist søges til TV 2

TV 2
Ansøgningsfrist: 08.10

Teamleder søges til DR Danmark Produktion

DR
Ansøgningsfrist: 22.10

Presserådgiver til Kulturministeriet

Kulturministeriet
Ansøgningsfrist: 04.10

Vi søger konsulenter til udvikling af efter- og videreuddannelse

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 09.10

Redaktør for sociale medier til TV 2

TV 2
Ansøgningsfrist: 02.10

Redaktionschef på Familie Journal

Aller Media
Ansøgningsfrist: 01.10

Digital Content Manager

DGI
Ansøgningsfrist: 01.10

Kopenhagen Fur is looking for an experienced Content Writer

Kopenhagen Fur
Ansøgningsfrist: 29.09

Er du vores nye kollega?

Medieskolerne, Media College Denmark
Ansøgningsfrist: 28.09