Exit-polls er udemokratiske, men …

Både DR og Berlingske har kritiseret brugen af exit-polls, før valgstederne lukker, men alligevel bruger de dem gerne i deres journalistiske dækning. Lisbeth Knudsen kritiserer exit-polls - men vil heller ikke være »virkelighedsfjern«
20.11.2013 · 12:39

Da DR i går offentliggjorde den senere berygtede exit-prognose, der viste markant tilbagegang for Socialdemokraterne, blev den citeret bredt i andre medier – deriblandt af Berlingske. Fire timer senere kan man finde en leder på Berlingske’s hjemmeside, hvor der står, at exit-polls ”er en skidt demokratisk fornyelse”.

Den leder undrede DR’s politiske redaktør, Uffe Tang, der i en Facebook-kommentar på Berlingskes chefredaktør Tom Jensens væg påpeger, at Berlingske for en uge siden har spurgt, om de kunne få DR’s exit-prognoser udleveret.

Ansvarshavende chefredaktør på Berlingske Lisbeth Knudsen forklarer, at de ikke har noget valg:

»Det er sådan på en valgaften, at meget af samtalen foregår på nettet og sociale medier, og når en stor institution som DR lægger en exit-prognose ud, så bliver det en del af den samtale, som vi er nødt til at være en del af. Det er klart, at vi næste gang skal overveje, om vi slet ikke skal omtale exit-polls, inden valgstederne er lukket, men det ville være virkelighedsfjernt,« siger Lisbeth Knudsen.

Hun forklarer, at Berlingske udtrykte interesse for DR’s exit-prognoser for en uge siden, som en del af forberedelserne til valgkampsdækningen, hvor det handler om at være forberedt på, hvad der kommer af forberedelser og meningsmålinger.

DR selv har dog også tidligere været kritisk over for offentliggørelsen af exit-polls, før valgstederne lukker. Ved folketingsvalget i 2007 forsøgte nyhedsdirektør Ulrik Haagerup at lave en aftale med TV 2 om, at hverken DR eller TV 2 skulle offentliggøre exit-polls.

»Vi ville gerne tage initiativ til, at den skærpede konkurrence ikke fører til en dårlig spiral, hvor de her exit-polls bliver offentliggjort tidligere og tidligere. Vi var bekymrede for, at det kunne få en uheldig påvirkning af den demokratiske proces,« sagde Ulrik Haagerup dengang til avisen.dk.

Da TV 2 ikke ville lave en aftale, endte DR alligevel med at offentliggøre en exit-poll, men de ventede til klokken 19, fordi »vi har talt med eksperter, der siger, at så er skaden ikke så stor«, forklarede Ulrik Haagerup dengang.

De eksperter har dog ikke længere så meget at skulle have sagt på DR.

Jakob Kwon var redaktør på valgaftenen, og han ser intet demokratisk problem i at offentliggøre exit-polls, før valgstederne lukker:

»Der er ikke noget videnskabeligt belæg for at sige, at exit-polls eller exit-prognoser skulle påvirke et valg,« siger Jakob Kwon, der ikke vil kommentere Ulrik Haagerups tidligere udtalelser, og Ulrik Haagerup er ikke selv vendt tilbage på Journalistens henvendelser.

DR’s exit-prognoser fra i går viste sig at skyde væsentligt forbi det endelige resultat, når det kom til Socialdemokraterne. Exit-prognoserne gav statsminister-partiet en lav tilslutning, som viste sig at være fejlagtig. Selv om Berlingske bragte dem videre, står Lisbeth Knudsen ved sin kritik af dem:

»Exit-polls kan man godt lave, men man skal ikke offentliggøre dem, før valghandlingen er slut. Fordi de kan påvirke massivt, og fordi de frister studieværter til at stille spørgsmål på basis af disse exit-prognoser, som om valget allerede var gennemført,« siger Lisbeth Knudsen, der mener, at det var tilfældet med DR’s værter i går:

»Med al respekt for værter, som jeg sætter meget pris på som Kim Bildsøe Lassen og Ask Rostrup, så gik de over stregen i går i de interviews, de lavede på basis af exit-prognoserne. De stillede nogle spørgsmål til både Socialdemokraterne og De Konservative, at nu var valget afgjort, og det var ikke til diskussion, fordi nu havde man de her exit-polls. Det er problematisk, og jeg tror ikke, at statsministeren i sin tale havde sagt så skarpt, at der var tale om et valgnederlag, hvis hun havde vidst, hvor meget ved siden af skiven deres exit-polls viste sig at være,« siger Lisbeth Knudsen.

Hun er modsat Jakob Kwon bekymret for, at målingerne kan påvirke stemmeresultatet:

»Man ved aldrig, om det influerer, fordi man kan ikke måle det konkret. Men det er klart, at når politikerne bliver spurgt til disse resultater på et tidspunkt, hvor valghandlingen ikke er slut, så bruger de situationen til at forsøge at påvirke vælgerne,« siger Lisbeth Knudsen.

DR’s valgvært Ask Rostrup fortæller, at han er rigtig ked af, at den exit-prognose ramte så meget ved siden af, men han kan ikke genkende billedet af, at ham og Kim Bildsøe Lassen ikke tog de nødvendige forbehold.

»Jeg tror ikke, at jeg nogensinde på en valgaften har taget så mange forbehold for exit-polls eller-prognoser, som vi gjorde i går. Både omkring, at det var prognoser, den måde, de var talt sammen på, og den statistiske usikkerhed. Jeg ved ikke, hvor mange gange vi sagde det, men vi sagde det i hvert fald rigtig mange gange. Det var underlægningsmusikken i alle de interviews, vi lavede. Om vi så ikke har taget forbeholdene hver eneste gang, vi stillede spørgsmålene, det tør jeg ikke sige, men tanken har i hvert fald været, at der var en underlægningsmusik af forbehold for prognosen,« siger Ask Rostrup.

Lisbeth Knudsen mener, at løsningen er fælles regler om brug af exit-polls:

»Jeg synes, der burde være nogle fælles spilleregler om exitprognoserne, som klarlægger, hvornår de kan offentliggøres, og stiller nogle kvalitetskrav om, at der skal være en tilstrækkelig stor base af mennesker, der bliver spurgt,« siger Lisbeth Knudsen, som efter interviewet har sagt til b.dk, at Berlingske ikke længere vil bruge exit-polls i deres valgdækning i avisen. De vil dog stadig blive brugt i journalistikken på nettet.

Kommentar

20/11/2013 - 13:49

Christopher Jensen

Det er ubegribeligt, at et stort flagskib som DR Nyheder ikke formår, at forvalte exit polls på en sober og demokratisk måde.
Tydeligvis var DRs valgdækning bygget op omkring en masse flot grafik og en masse data som var forudsætningen for denne grafiske opstilling. Men mere tydeligt er det, at DR ville vinde seertallet og "imødekomme" seernes ønske om resultater hurtigst på aftnen. Og det er på den bekostning, at Jakob Kwon forsvarer denne uforsvarlige omgang med exit polls.
Kwon forsøgte sågar at klandre analyse bureauet her til morgen på DR2 Morgen udover at han ikke anser det for et demokratisk problem.

Kurt Strand advarede DR på Twitter i aftes, og jeg er enig med Lisbeth Knudsen i dag, hvilket rigtigt mange er dagen derpå. Prøv bare at spørge Danmarks statsminister.

Men det ændrer ikke ved, at Kwon og co. er mere opsatte på at vinde kampen om seerne frem for at dyrke den journalistiske substans. Er substans mere underordnet end seertallet? Det virker sådan da disse exit polls var rammen om dækningen i stor udstrækning under valgdækningen. DRs valgdæking kunne være mere substans og analyser af politiske scenarier og inddragelse af borgerne i analyserne til en forveksling. I stedet blev dækningens omdrejningspunkt en masse data som var tvivlsom af karakter for at kunne levere resultater først og hurtigst og dermed vinde seerens opmærksomhed.

Når det er sagt, er der virkelig mange dygtige folk i DR som gør og gjorde et flot journalistisk arbejde. Mange flotte interviews af journalisterne i marken og respekt til især Ask Rostrup som virkelig formåede at holde godt styr på de mange bolde og formidlede sine iagttagelser flot.
Men når DR Nyheders ledere har en agenda der er vigtigere end det journalistiske indhold, så har DR et kæmpe problem som helhed.

Hvor mange slag i troværdigheden skal DR lide, før det får konsekvenser for DR Nyheders ledelse herunder Naja Nielsen, Jakob Kwon og ultimativt Ulrik Haagerup?
DR bliver mindre kendt for troværdighed for hver gang - ikke pga af deres fodfolk men pga de ledelsesmæssige prioriteringer og de efterhånden mange tvivlsomme redaktionelle beslutninger!
Public service er naturligvis også at nå ud til de mange danskere som betaler til den store mastodont. Et underligt mantra der er fra Plummers tid, men som er blevet hegemonisk i DR. Men det er i særdeleshed en vigtig forvaltning af det journalistiske stof på en facon som understøtter vore demokratiske processer og ikke underminerer dem eller ligefrem påvirker dem. Jakob Kwon siger at der ikke er noget belæg for at disse exit polls påvirker. Men der er ej nogle der påviser det modsatte.

At DR gang på gang træffer nogle eklatant forkerte redaktionelle beslutninger, må snart få folk op af stolen. Ikke bare den almindelig dansker (som er på vej op af stolen og som allerede mange steder anser DR for ikke at være helt så skarp og troværdig for tiden) - Men vi skal have folk op af stolen som tør stå op i mod ledelsen i DR Nyheder – for demokratiets skyld og ikke mindst for DRs berettigelse i dagens Danmark.

20/11/2013 - 15:27

Gert K Nielsen

Èn ting er gentage forbehold mange gange i voice-over på grafikkerne. Men når man samtidig kan se 'resultaterne' med 1/10 procents nøjagtighed på skærmen, så er det jo dem, man forholder sig til.

Vi må have nogle flere grafiske virkemidler end tabeller og søjlediagrammer i sving - nogle virkemidler, der understøtter usikkerheden.

20/11/2013 - 17:58

Ole Knudsen

Jeg fatter stadig ikke, at det ikke er en del af diskussionen, at exit polls som landsdækkende gizmo på en byråds- og regionsrådsvalgaften ikke giver mening. Overhovedet.

Folk stemmer jo ikke på Helle Thorning, Lars Lykke eller Johanne Schmidt Nielsen. De stemmer på deres lokale kandidater. Og tager afstand fra deres lokale kandidater.

Er der nogen, der kan forklare mig, hvad vi skal bruge en landsdækkende exit poll til, udover at den kan danne baggrund for en landspolitisk diskussion med de sædvanlige mistænkte, som er totalt ligegyldig på en kommunalvalgsaften, men som måske er bekvem for de landsdækkende medier, fordi de så ikke skal forholde sig til den lokale substans i de lokale historier?

20/11/2013 - 19:16

Ib Foder

Exitpolls er udemokratiske - punktum

Seneste nyheder

20.10.2017 · 15:09

Medarbejderne har stemt: Nu giver de afkald på orloven

Kerstin Bruun-Hansen
20.10.2017 · 12:44

MX brugt til omdeling af politiske løbesedler

Anne-Laura Hedegaard
20.10.2017 · 10:26

Ekspert: Sponsoreret podcast ikke markeret klart nok

Kerstin Bruun-Hansen
19.10.2017 · 16:05

EU-domstol kan tvinge Parlamentet til åbenhed

Anne-Laura Hedegaard

Seneste jobopslag

Kommunikationsproducent

Statens Museum for Kunst
Ansøgningsfrist: 06.11

Nyhedsjournalist til DR Syd i Esbjerg

DR
Ansøgningsfrist: 02.11

Kommunikationschef søges til Københavns Politi

Københavns Politi
Ansøgningsfrist: 01.11

Pressekonsulent til Dansk Arbejdsgiverforening

DA - DANSK ARBEJDSGIVERFORENING
Ansøgningsfrist: 12.11

Danmarks dybdeborende erhvervsmedie udvider

InsideBusiness
Ansøgningsfrist: 30.10

Kunde- og kommunikationschef til Landbrugsstyrelsen

Miljø- og Fødevareministeriet
Ansøgningsfrist: 08.11

Digital redaktionsleder til DR Aarhus

DR
Ansøgningsfrist: 13.11

Kommunikationskonsulent

Region Hovedstaden
Ansøgningsfrist: 13.11

Reporter og digi til DR Syd

DR
Ansøgningsfrist: 02.11

Allround Communicator

Grundfos Holding A/S
Ansøgningsfrist: 05.11

Jysk Fynske Medier søger en printredigerende

Jysk Fynske Medier
Ansøgningsfrist: 23.10

Journalist eller kommunikationsmedarbejder

DTU
Ansøgningsfrist: 27.10

Lokalredaktør på Langeland

Fyns Amts Avis
Ansøgningsfrist: 23.10

Kommunikatør med skarp pen og strategisk tæft til Nationalt Genom Center

Sundheds- og Ældreministeriet
Ansøgningsfrist: 30.10

Nyhedsredaktør til DR Sporten

DR
Ansøgningsfrist: 02.11

DIGITAL COMMUNICATOR

Grundfos Holding A/S
Ansøgningsfrist: 26.10

Journalist til Dagens Byggeri

FBG Medier
Ansøgningsfrist: 24.10