»En gang imellem tænker jeg da, at det i virkeligheden er en religiøs retning«

I Københavns nordvestkvarter ligger fotoskolen Fatamorgana, der minder om en religiøs sekt. Her har den store leder Morten Bo i 27 år prædiket billedfundamentalisme for sine disciple. Han kræver deres hudløse ærlighed og besvarer den med kærlighed. Eller det modsatte
  • Foto: Tobias Selnæs Markussen
    »Jeg kan se i dine billeder, hvem du skal giftes med, jeg kan se, hvordan du vil behandle dine børn – jeg kan jo se det hele,« siger Morten Bo.
29.12.2016 · 10:12

I samme sekund klapsalverne rejser sig fra de 20 elever på rækkerne foran ham, stivner han. Det er sådan, Morten Bo i dag beskriver følelsen. Følelsen af, at alle hans elever pludselig vender sig mod ham, at han mister sin autoritet.

Vi er tilbage i 1990 på fotoskolen Fatamorgana, og en af eleverne på holdet – oven i købet en af hans udpegede yndlingselever – har netop rejst sig og udtalt en harmdirrende kritik af hans undervisning.

»Din gennemgang af Charlottes billeder gav mig så meget kvalme, at jeg var tæt på at kaste op,« havde eleven sagt. Og fået alle de andre elever til at klappe solidarisk. 

Fatamorgana er på dette tidspunkt kun en et år gammel fotoskole. Den skal i de kommende år fostre det ene store talent efter det andet. Prisvindere. Men også elever, der ikke altid oplever lærerens kærlighed. Det er hans pædagogik.

Og Morten Bo havde et stykke tid været så »stinkende sur« på Charlotte, at han havde kvitteret ved at fryse hende ude under den sidste gennemgang af elevernes billeder inden afslutningsfesten. Simpelthen ignoreret hende. Ikke et ord havde han sagt, da hun havde hængt sine billeder op på væggen, og hele holdet spændt afventede hans dom over dem. Med armene over kors havde han kigget lidt ud i luften og lidt ned på sit ur, mens tårerne flød over i Charlottes øjne. 

Hun var egentlig knækket, men nu begyndte hele holdet at klappe af den oprørske elev, der støttede Charlotte og protesterede mod Morten Bos facon og efterkritik. Det blev for meget. 

Som et såret barn var Morten Bo drejet om på hælen. Han havde forladt skolen med én tanke i hovedet, husker han i dag: »Det her pis gider jeg ikke mere!«

 

Morten Bo i sit hjem på Frederiksberg.
Foto: Tobias Selnæs Markussen

 

Rugekasse for en lang række danske fotografer

Scenen udspillede sig på den fotografiske billedkunstskole Fatamorgana, som Morten Bo stiftede i 1989.

Den har han lært meget af.

I dag er han 71 år og stadig Fatamorganas leder og hovedlærer. Mere end 1.000 elever har passeret gennem skolen, der har været rugekasse for en lang række danske fotografer.

Fotojournalist Joachim Adrian, Årets Pressefotograf 2014, begyndte sin fotouddannelse hos Morten Bo.  

»Morten Bo er vild og voldsom og en sær, sær snegl. Han ryster de mennesker, der kommer til ham, i deres grundvold. Jeg kan stadig huske fornemmelsen af, at jeg ikke kunne gemme mig for Morten Bo. Han klædte en af, så man blev helt nøgen. Det er en skræmmende, men i virkeligheden også ret vidunderlig oplevelse,« siger Joachim Adrian. Og fastslår:

»Moderne dansk fotojournalistik udspringer af en tilgang til fotografi, som Fatamorgana og især Morten Bo har skabt.«

Hvert år sender Morten Bo såkaldte 'Fata-elever' videre til fotojournalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, til Filmskolen og til kunstakademier og designskoler i både ind- og udland. Nogle af de helt smalle nåleøjer, der i sig selv kan være porten til stor anerkendelse – også internationalt.

Politiken-fotograf Martin Lehmann, der sidste år vandt Årets Pressefoto, er en anden af Morten Bos tidligere disciple.

»De fire måneder, jeg gik på Fata i 1999, betød alt – de betød mere end fire år på Journalisthøjskolen. Jeg er meget påpasselig med at bruge ordet åbenbaring, men det VAR sgu lidt en åbenbaring for mig at møde Morten. Han har betydet ekstremt meget for mig og mit fotografi. Det lyder næsten, som om jeg forguder ham – men det fortjener han også. Mit kursus hos ham er ikke slut endnu,« siger han og tilføjer:

»Men Morten Bo er jo heller ikke noget nemt menneske. Han er ikke noget pædagogisk menneske i traditionel forstand, og for nogen har det været et mareridt at gå på hans skole. Han er voldsom og benhård. For nogle er det simpelthen for hårdt at møde ham.«

»Jeg gør også en dyd ud af fra første dag at lave et hierarki mellem eleverne. Jeg ved godt, at det er et tabuområde, men der ER altid et hierarki, og det bruger jeg meget pædagogisk.«
Foto: Tobias Selnæs Markussen

Et voldsomt menneske

Morten Bo er et voldsomt menneske. Det ene øjeblik råber han, så diktafonen på bordet blinker rødt – det næste øjeblik hvisker han, så man må læne sig frem for at høre.

Han gestikulerer, slår i bordet, mimrer, spytter, holder lange kunstpauser og imiterer stemmer og dialoger som en skuespiller, alt imens han skifter fra at lyde som en fuld og snøvlende mand uden kontrol over sin egen stemmeføring, til det næste sekund at messe ordene ud, som stod han på en prædikestol.

Morten Bo har accepteret at lade sig portrættere.

»Jeg vil da gerne fortælle om hemmeligheden bag min succes,« som han udtrykker det.

Men da han ugen efter byder indenfor i sit gule bindingsværkshus midt på Frederiksberg, hvor han har boet, siden han flyttede hjemmefra i 1967, er stemningen allerede skiftet.

»Det ved jeg sgu da ikke,« er hans mest brugte sætning i den første lange del af interviewet. Ofte fulgt af et nærmest hånligt fnys.

Hvorfor begyndte du selv at fotografere i sin tid?

»Det ved jeg sgu ikke. Hvorfor vil nogle drenge spille fodbold?«

Hvorfor var der behov for Fatamorgana, da du startede skolen?

»Det ved jeg sgu ikke – det var vel en meget naturlig udvikling i kultursamfundet. Der var jo ikke nogen kultur på det område, der var ikke noget sprog, der var ingenting.«

Hvad var det så for en kultur og et sprog, du gerne ville skabe?

»Det ved jeg sgu ikke. Jeg ville bare have noget sjovt at stå op til jo.«

Du må have en særlig evne til at spotte og udvikle talent. Hvad er det, du kan?

»Det ved jeg sgu da ikke.«

Men du må da have gjort dig nogle tanker om det over årene ... 

»Nej. Det ved jeg altså ikke. Hvad ville der ske, hvis du spurgte Michael Laudrup: Hvad er det, der har gjort dig til så stor en fodboldspiller? ”Øh, jamen det er, at jeg kan sparke til en bold. Jeg spiller nogle kampe, og så ryger der nogle mål ind.” Altså, hvad skulle han sige? Hvad skal jeg sige?«

Lydklip 1: Morten Bo

Hør Morten Bo forklare, hvorfor han ikke vil sætte ord på, hvad han kan.

På et tidspunkt, hvor interviewet igen er kørt lidt fast, sukker Morten Bo:

»Der ER SÅ meget, der ikke kan siges med ord. SÅ meget.«

 

»Jeg stoler på billedet, og det gør jeg altid. Jeg er fanatiker, jeg er fundamentalist,« siger Morten Bo.
Foto: Tobias Selnæs Markussen

 

»Det er derfor, jeg ligner sådan en guru i en sekt« 

Morten Bo har udgivet romaner, skrevet digte, filmmanuskripter og radiohørespil. Men frem for alt er Morten Bo billedfundamentalist. Billedet fortæller sandheden. Altid.

»Nogle elever gør sig uvenner med mig på dag ét, fordi de afleverer et billede, og jeg kigger på det og siger:

»Hold kæft, hvor er hun grim.«

»Ej, hun er da smaddersmuk,« svarer eleven.

»Nej, dét er hun ikke – du kan da se, hvor grim hun er.«

»Nårh, men det er jo bare lyset,« siger han så.

Men han snakker om den pige, han har fotograferet, jeg snakker om det billede, jeg ser. Han insisterer på, at hans opfattelse af pigen er sandheden – jeg insisterer på, at billedet har en endnu større sandhed at fortælle. Jeg stoler på billedet, og det gør jeg altid. Jeg er fanatiker, jeg er fundamentalist,« siger han.

Den fundamentalisme, Morten Bo prædiker, har han selv formuleret evangeliet til. Sammen med folk som fotograf Henrik Saxgreen og nu afdøde Per Folkver – Morten Bos tidligere partner i fotogruppen Ragnarok og senere fotochef på Politiken – introducerede han det personlige dokumentarfotografi i Danmark.

Grundsætningen var, at uanset hvem eller hvad du fotograferer, så fotograferer du altid dig selv og dine egne følelser.

»Fotografiet er ligesom en signatur eller et fingeraftryk – det er en personlig ting. Og det dybt interessante er, at du kan putte alle menneskelige aspekter ind i et billede. Det er lige så mærkeligt som hende, der kan læse min fremtid i hånden. Jeg kan se i dine billeder, hvem du skal giftes med, jeg kan se, hvordan du vil behandle dine børn – jeg kan jo se det hele. Og jeg er overhovedet ikke i tvivl. Jeg er troende. Det er derfor, jeg ligner sådan en guru i en sekt,« siger Morten Bo.

»Al uddannelse går ud på så vidt muligt at fjerne al identitet og personlighed. Det er jo et generelt problem i samfundet, at man ikke må have personlighed i en arbejdsrelateret situation,« siger Morten Bo.
Foto: Tobias Selnæs Markussen

Aldrig i tvivl

Den første opgave, han giver sine elever, når der to gange om året starter et nyt hold, hedder typisk ”Fotografer en fremmed”.

Når eleverne kommer hjem og har udvalgt de billeder, de vil vise frem, kigger Morten Bo udvalget igennem – og så falder hammeren:

»»Du er fuld af løgn,« siger jeg. Og så kigger jeg alle deres billeder igennem og fortæller dem, hvordan de i virkeligheden ser ud. Hvis de er meget følsomme, så begynder pigerne at græde, for dét er der aldrig nogensinde nogen, der har sagt til dem før. Og så er der ligesom åbent. Så siger jeg: »Det er noget lort, du har lavet – nu går du ud og laver nogle nye billeder, der ligner dig.« Og så kommer de hjem med ting, de aldrig havde troet, de skulle komme til at lave. Og så er de så lettede. Så har de fået en forløsning.«

Lydklip 2: Morten Bo

Hør Morten Bo uddybe, hvorfor han nemt kan se, om et billede er løgn.

Er du aldrig i tvivl, når du ser et billede, om det er løgn eller ej? 

»Nej, aldrig. Aldrig.«

Hvordan kan du være så sikker?

»Fordi jeg ved, at min afgørelse er afhængig af øjeblikket. Det vil sige, at jeg ikke er spor i tvivl. Men jeg er også helt med på, at i morgen kan det forholde sig på en helt anden måde.«

Med det samme billede? 

»Ja, ja. Det er klart,« siger Morten Bo og holder en kunstpause, inden han fortsætter:

»Selvfølgelig skifter billedernes betydning. Og det er da rigtigt, at eleverne tit undrer sig over, at et billede, som jeg har kasseret den ene dag, pludselig bliver hevet frem igen. Eller omvendt: »Jamen, du sagde jo i går, at det her var et rigtig godt billede,«« vrænger han og svarer selv den fiktive elev:

»Ja, men det er det ikke mere.«

 

Fotografiets verdenshistorie

Tirsdag morgen i Fatamorganas enorme lokale i en renoveret fabriksbygning i Københavns nordvestkvarter trisser Morten Bo rundt og gør klar til dagens undervisning. En enkelt elev er ankommet tidligt og sidder allerede ved en computer og arbejder. Han hedder Simon og vil gerne på Filmskolen efter Fatamorgana.

Morten Bo kommer hen og kigger ham over skulderen.

»Jeg glæder mig til vores samtale senere,« siger Simon, mens Morten Bo med langsomme blide bevægelser masserer sin elevs nakke. Han brummer anerkendende, klapper den unge fyr kærligt på skuldrene og trisser videre.

Kort efter har de øvrige elever indfundet sig, og Morten Bo har sat sig for enden af et stort kvadratisk bord. Foran ham ligger en bunke fotobøger, som han denne formiddag skal bruge til at gennemgå "Fotografiets verdenshistorie" fra 2000 til 2016 – sidste del af en foredragsrække på syv.

Rundt om bordet sidder cirka halvdelen af de 20 elever, der her i efterårssemesteret har betalt for at gå på skolen. 27.500 kroner for et fire måneders kursus, 55.000 kroner for et år. De er alle omkring 20 år, og der er ingen smartphones, laptops eller hvisken i krogene – kun håndskrevne noter og koncentrerede blikke.

Et par af eleverne holder lidt i hånden, da timen går i gang. 

»Da vi når frem til årtusindskiftet, har dokumentarfotografiet kvalt sig selv ihjel,« begynder Morten Bo, iført hvide bukser, røde ruskindssko og en skjorte med små prikker i alverdens farver.

I næsten to timer taler han passioneret til sine elever uden at støtte sig til hverken noter, tavle eller slides på en skærm. Han taler til dem om kunst – hvad der er kunst, og hvad der ikke er kunst – og han taler til dem som kunstnere:

»Se ham her, han har det ligesom jer; der skal ske noget, han skal FØLE noget i billederne,« siger han, mens han viser en anerkendt fotografs billeder frem for eleverne, der kigger og lytter alvorligt. Det gør de også, når læreren råber ”pik”, ”fucking”, ”lort”, ”bullshit” eller ”røvhul”.

Han taler om fotojournalistikkens snævre rammer – »de må jo ikke flytte så meget som en pixel!« – og han tordner mod uddannelsessektorens akademisering, der dræber den kreative kultur og uddanner medarbejdere frem for mennesker:

»Det er fuldstændigt ligegyldigt, hvad du føler – det er slet ikke det, det handler om for dem. Men fucking hvad så med kunsten?!« råber han og ligner en mand, der balancerer på grænsen mellem gal og genial.

 

»Der ER SÅ meget, der ikke kan siges med ord. SÅ meget,« siger Morten Bo.
Foto: Tobias Selnæs Markussen

 

I opposition til ALT uden for Fata Morgana

Det er faktisk ret enkelt: Morten Bo er i opposition til ALT uden for Fatamorgana.

Mange af de fotografer, han trækker frem for eleverne som lysende eksempler, har gået på Fatamorgana. Og man forstår, at det ikke er årene på Kunstakademiet, Filmskolen eller Journalisthøjskolen, der har gjort dem store. Det skyldes derimod ”Fata-ånden” eller ”Fata-opdragelsen”.

Lydklip 3: Morten Bo

Hør Morten Bo sætte ord på, hvad "Fata-ånden er".

»Tag nu sådan en fyr som Jacob Aue Sobol her,« siger Morten Bo og holder en bog op af den verdenskendte danske fotograf, der som den første dansker er blevet fast medlem af den prestigefulde fotosammenslutning Magnum:

»Han var egentlig en ret kedelig fotograf, da han kom her til Fatamorgana. Men så skete der noget,« siger han.

Spørger man tidligere Fata-elev og kunstner Johan Rosenmunthe, der også kortvarigt har været ansat på Fatamorgana, er netop den hengivenhed, som Morten Bo kræver af sine elever – nuværende som tidligere – en af grundene til, at han i dag er kritisk over for ham.

»Morten Bos plan har alle dage været – på godt og ondt – at skabe sit eget lille kongerige, hvor han er den naturlige lovgiver. Porten bliver ikke åbnet, før man som en discipel erklærer sin troskab – og alt positivt, der sker i livet efter Fatamorgana, skal man tilskrive mødet med ham, den store leder. Man kan være nok så succesfuld og dygtig som fotograf, men man anerkendes kun i Fatamorganas bog, hvis man har valgt at følge lederens råd,« siger han.

Den kritik har Morten Bo ikke noget behov for at besvare. Men i stuen i det gule hus på Frederiksberg forklarer han beredvilligt, at han »pumper sig selv op« med anekdoter om elever, der har fået succes på grund af ham.

 

»Man må godt være en blærerøv«

»Jeg må godt bilde dem ind, at det handler om fotografiets verdenshistorie, og så handler det stort set kun om mig selv og mine egne bøger og egne elever. Man må godt være en blærerøv,« siger han.

Han siger også åbent, at han advarer mod al uddannelse:

»Al uddannelse går ud på så vidt muligt at fjerne al identitet og personlighed. Det er jo et generelt problem i samfundet, at man ikke må have personlighed i en arbejdsrelateret situation. Der skal alt ensrettes og afpersonaliseres. Det er farligt. Derfor advarer jeg mod alle uddannelser,« siger Morten Bo.

På Fatamorgana og for Morten Bo handler det ikke om at bygge viden og færdigheder på, men om at skrælle alt, hvad eleverne ved og har lært, af. At få dem til at vende vrangen ud på sig selv for at finde ind til, hvem de selv er, og hvorfor de skal fotografere.

»Filosofien er, at når du er skabt og kommer ud af din mors skød, så har du det hele i dig. Magien som lærer på det her område er bare at sige: Glem alt, hvad du ved, du har det hele i dig!«

Morten Bo: »Fotografiet er ligesom en signatur eller et fingeraftryk – det er en personlig ting.«
Foto: Tobias Selnæs Markussen

»Du skal bare lige prikke til dem, bare lige berøre dem med tryllestaven« 

Første gang Morten Bo oplevede magien ved at undervise, var i 1988 på Samsø Folkehøjskole. Han var blevet ansat til at starte en linje i fotografi på den skrantende højskole, der kun havde seks elever indskrevet. Det nye fag tiltrak hurtigt et helt hold af elever og blev en stor succes.

»Da de fire måneder var til ende, tænkte jeg: Sådan en skole vil jeg have,« husker Morten Bo.

»Det var fantastisk at opleve, hvordan man bare lige skulle prikke til de her unge mennesker, og så PFIIIFT!«  – han prikker ud i luften med en finger og laver en pludselig spruttende lyd – »så var det ligesom at åbne en flaske champagne med rigtig godt tryk på. Så bruser det ud af dem. Åh, det er så skønt! Giv dem en opgave, og fem minutter efter styrter de rundt og fotograferer, skider på alt og alle, glemmer alt. Det er super nemt at undervise – de har jo det hele i sig. Du skal bare lige prikke til dem, bare lige berøre dem med tryllestaven,« siger Morten Bo.

Han falder hen i sine egne tanker, inden han fortsætter:

»Men nogle gange kan jeg da godt sidde lidt magtesløst og banke i bordet og sige: Fuck, du har jo det hele i dig, HVORFOR FANDEN I HELVEDE LUKKER DU DET INDE?!« råber han, så lyden gjalder mellem de mange bogreoler og hylder og skabe med nips i stuen. Han griner lidt – som af sit eget lille show.

Lydklip 4: Morten Bo

Hør Morten Bo fortælle, hvorfor han indimellem går hårdt til sine elever.

 

Elevkonsultationer

Undervisningen i fotografiets verdenshistorie er slut, og det er blevet tid til eftermiddagens elevkonsultationer. Her kan eleverne booke tid til at få hjælp til den opgave, de arbejder med. Denne eftermiddag vil flere have vejledning på opgaven ”Noget om ild”, som skal afleveres og gennemgås på klassen næste fredag.

Første elev er Simon, der allerede fra morgenstunden fortalte Morten Bo, at han så frem til deres samtale senere. Han arbejder på en film. I filmen står Simons far ved et bål, og mens kameraet gradvist zoomer ind på hans ansigt, og familiealbumfotos fra Simons opvækst i stigende tempo klippes ind i glimt, bygger urovækkende klassisk musik et lydbillede op.

»Jeg kunne godt tænke mig, at bålet blev mindre betydningsfuldt og fortiden mere betydningsfuld,« siger Morten Bo, mens han kigger den bunke af familiefotos igennem, som hans elev har taget med.

Han tager et udvalg af billederne op i hånden, hvorefter han kaster dem ned på bordet ét efter ét undervejs i filmen, hvor han vil have dem klippet ind.

»SÅ, nu begynder det sgu at gøre ondt, hva’ farmand! Kan du mærke det?!« siger Morten Bo indlevende, da kameraet panorerer hen foran ansigtet på manden ved bålet. Sekundet efter kaster han forældrenes bryllupsbillede ned på bordet: »Og lige dér skal vi have billedet af mor, der smiler.«

Morten Bo læner sig tilbage i stolen med hænderne foldet om baghovedet.

»Jeg tror, det bliver godt, Simon. Vi har alle sammen sådan nogle billeder, vi slæber rundt på. Når jeg ser din film, ser jeg billeder af min egen mor, der står i køkkenet, og min far, der råber »Du er jo syg, Gerda – du er jo syg!« til hende. Vi har alle sammen de der billeder, vi ikke kan blive fri af. Det er derfor, dit værk er vigtigt. Det skal handle om alle de billeder, du har inde i dit hoved,« siger han til Simon, der nikker alvorligt og ligner en, der prøver at memorere.

»Og hvad tænker du om musikken? Den er jo meget voldsom …« spørger Simon. 

»Det må den godt være. Sådan er du. Det er alt sammen for meget, men det er dig lige nu og lige her. Sådan må du godt være. Men man skal se nogle billeder, hvor man tænker: Gud, der var sgu noget i gang dengang,« svarer Morten Bo.

»Jamen, det var der jo også. Jeg gik jo til psykolog i jeg ved ikke hvor lang tid på grund af den skilsmisse,« siger Simon.

En anden af eleverne har fotograferet en bunke elektronikaffald, som hun har slæbt med ud i Vadehavet og sat ild til.

»Du har det simpelthen SÅ godt her, der sker så mange gode ting med dig,« konstaterer Morten Bo, da han bladrer hendes billeder igennem:

»Men du må godt gøre noget mere vanvittigt. Du VIL godt noget mere,« siger han om hendes billeder fra Vadehavet.

Andre af hendes billeder griner han lidt af, mens han ryster let på hovedet:

»Din karakter er slet ikke sådan der. Men jeg ved godt, hvorfor du har lavet de billeder. Du er så bange for at blive for maskulin i det konkrete, så du vil have røg og appelsinskal og duftlys ind. Men det er noget bull shit,« siger han skråsikkert.

En tredje elev siger han stort set ikke noget til, mens han rutineret scroller hendes billeder igennem i Photoshop og smider dem ud, han ikke synes, hun skal bruge.

 

Lydklip 5: Morten Bo

Hør Morten Bo forklare, hvordan han arbejder pædagogisk med at putte sine elever i kasser.

»Jeg gør en dyd ud af at lave et hierarki mellem eleverne«

»Jeg behandler alle mine elever forskelligt,« forklarer Morten Bo.

»Nogle får meget, nogle får lidt, nogle skal man snakke hårdt til, nogle skal man være meget ærlig over for, nogle skal man glatte ud.«

Har du lavet en analyse af, hvordan alle dine elever er, og så tilpasset undervisningen til dem?

»Ja, det er klart. De bliver alle sammen puttet ned i en kasse fra dag ét. Det bliver nogle voldsomt stødt over. Jeg gør også en dyd ud af fra første dag at lave et hierarki mellem eleverne. Jeg ved godt, at det er et tabuområde, men der ER altid et hierarki, og det bruger jeg meget pædagogisk.«

På hvilken måde? 

»Ved at vende det om. Alle de veltalende og selvglade elever – snakkehovederne, der sætter sig på første række med hånden oppe, dem giver jeg gaffatape på munden. Jeg mobber dem, kalder dem floskelmagere og sviner dem til. Og dem, der kommer krybende langs panelerne og sætter sig ned på bagerste række – dem, der har tics og stammer og tror, de er født ved en fejltagelse – de bliver rost til skyerne,« siger han.

Lydklip 6: Morten Bo

Hør Morten Bo fortælle, hvorfor han ikke behandler alle sine elever lige.

Hvad får du ud af at vende det naturlige hierarki om?  

»Jamen, så sker der jo et eller andet. Hvis jeg ikke havde gjort det, så var vi jo faldet i søvn af al den snak fra forreste række.«

Men tjener det noget formål?

»Ja. Det er da meningen, at de skal stampe i gulvet og sige: Nu skal jeg kraftedeme vise ham,« siger Morten Bo og tilføjer:

»Alt arbejdet på skolen handler om, at det her billede skal blive bedre. Men resultatet er jo et andet. Til sidst, når vi er færdige, så river jeg billedet i stykker og siger: Undskyld, det var bare for sjov. Alt, hvad du bringer med dig videre, har du i hjertet. Og kærligheden er det vigtigste,« sukker han.

»Til sidst, når vi er færdige, så river jeg billedet i stykker og siger: Undskyld, det var bare for sjov. Alt, hvad du bringer med dig videre, har du i hjertet,« siger Morten Bo.
Foto: Tobias Selnæs Markussen

»Eleverne har krav på at blive elsket«

Kærlighed er en vigtig bestanddel i al undervisning på Fatamorgana. Det har det været siden den forårsdag i 1990, da han forlod skolen, efter at klassen havde vendt sig imod ham, fordi han havde frosset en elev ude.

Næste dag kom han heller ikke, selv om det var den sidste dag på forløbet. I stedet gik han fire gange rundt om Damhussøen og tænkte over, hvordan han kunne slippe af med skolen.

»Jeg tænkte mig om i tre måneder, og så besluttede jeg, at jeg skulle tilbage. Men at det her ikke måtte ske igen. Og det gør det heller ikke. Jeg tog en erfaring med videre, som jeg lever med. Det er et slags motto,« siger Morten Bo.

Og det er?

»At de har krav på at blive elsket. Eleverne har krav på at blive elsket, og de har ansat mig til at gøre det. Jeg kan godt mobbe og håne og give en elev, så hatten passer, hvis vedkommende bliver væk fra en gennemgang eller ikke tager sit arbejde højtideligt. Jeg kan også godt sige til eleven: Jeg fryser dig ud, hvis det her sker igen. Det er min trussel, og jeg bruger det, fordi jeg ved, at det er noget af det værste. Men jeg skal hele tiden føle mig frem og kende grænsen, når jeg straffer eller giver repressalier. For faren er ikke den, du håner og mobber, men det er de andre, der føler solidaritet med den.«

Hvorfor er det sådan en trussel at blive frosset ude fra din undervisning?

»Ja, hvorfor er det så modbydeligt, hvis du siger til din søn, at hvis du går ud ad den der dør nu, så vil jeg aldrig se dig igen? Hvorfor siger han ikke bare: Hurra, så slipper jeg også for synet af dig?« spørger Morten Bo retorisk.

Lydklip 7: Morten Bo

Hør Morten bo sammenligne fotografiet med en religion.

Er Fatamorgana i virkeligheden en sekt?

»En gang imellem tænker jeg da, at det i virkeligheden er en religiøs retning. Er det en frikirke, er det en sekt? Jeg ved ikke, hvad det er. Men jeg kan da sagtens se nogle dårlige ting i, at et undervisningsforløb har kærlighed involveret. Og jeg er da sikker på, at hvis jeg underviste på en offentlig uddannelsesinstitution, så var jeg blevet fyret på grund af mit forhold til eleverne. Enten fordi jeg krammer dem lidt for meget, fordi jeg gør forskel på dem, eller fordi jeg bilder dem ting ind, som ikke passer. Men gudskelov er det så uforpligtende, at vi ikke er en uddannelsesinstitution.« •

---

Navnet Charlotte i artiklens åbningsscene er ikke personens rigtige navn. Det rigtige navn er redaktionen bekendt.

Rettet klokken 10.36: I underrubrikken stod "snart 20 år", men skolen har eksisteret i 27 år. Det er rettet.

 

 

 

Kommentar

29/12/2016 - 23:18

Esben Christensen

Spændende artikel - og respekt for at skolen har betydet meget for mange.

Alligevel er det ubehagelig læsning. Det springende punkt - som jo også vises med introscenen - er de menneskelige konsekvenser for dem, der bliver frosset ude. Det bliver forklaret, at der er en refleksion efter mobningen i af “Charlotte”, men hvor dybt stikker refleksionen?

En tidligere elev fortæller, at “for nogen har det været et mareridt at gå på skolen”.

Morten Bo selv siger om situationen, hvor klassen gjorde oprør mod hans tyranni, at “det her måtte ikke ske igen”.

Men hvorfor må det ikke ske igen? Fordi den menneskelige pris ved at blive udsat for hans mobning er for stor? Tilsyneladende ikke - han siger i hvert fald:
“Jeg kan godt mobbe og håne og give en elev, så hatten passer, hvis vedkommende bliver væk fra en gennemgang eller ikke tager sit arbejde højtideligt. Jeg kan også godt sige til eleven: Jeg fryser dig ud, hvis det her sker igen. Det er min trussel, og jeg bruger det, fordi jeg ved, at det er noget af det værste”.

Han bruger altså fortsat psykisk terror overfor eleverne, fordi han ved, at det er noget af det værste. Og stifteren er både lovgivende, udøvende og dømmende i sin magt - der er en uhørt asymmetri, som jo er det, der giver de modige elever i introscenen så meget kvalme, at de siger fra.

MEN hvorfor er det, at Morten Bo VED, at eleverne ikke vil gøre oprør igen? Om det fortæller han:

“Men jeg skal hele tiden føle mig frem og kende grænsen, når jeg straffer eller giver repressalier. For faren er ikke den, du håner og mobber, men det er de andre, der føler solidaritet med den.”

Det farlige for stifteren er ikke offeret for mobningen - vedkommende kan ikke gøre noget. Det er ikke dennes grænse, der skal kendes. Det farlige er, hvis kollektivet i solidaritet med den udsatte vender sig mod tyrannen. Det handler om, at skolelederen ikke vil have gruppen til at forsvare individet. Det er først når kollektivet reagerer og forkaster overgrebet, at grænsen er nået. Og mobningen har fået konsekvenser - for mobberen. Og det er det, der ikke må ske igen.

Man kan læse i artiklen, at er det en kendt sag blandt de tidligere “fata-elever”, at det for nogen er et mareridt. Men de accepterer det tilsyneladende? Hvorfor egentlig? Jeg kan godt se, at der er blevet tænkt spændende tanker af skolestifteren - men er det virkelig nok til at acceptere, at den skalten og valten med mennesker kan foregå? Eller er skolelederen bare så dreven i sin omgang med kollektivets grænse, at der ikke er nogen, der føler sig kaldet til at reagere, når andre falder fra undervejs?

Vh,
Esben Christensen

30/12/2016 - 00:53

Ane Vestbjerg

Det gør mig ked af det og imponeret, at dette er kunstnerens vilkår.

10/01/2017 - 10:36

Peter Thornvig

Godt og skarp portræt at Morten! Blot for fuldstændigheds skyl, så fik Morten i 2014 dansk fotografis ærespris FOTOGRATULA bl.a.for gennem tiden at have være leverandør af dygtige elever til ALLE de fotografiske uddannelser. Her under fotografer, der har tage deres uddannelse på fagskolerne i Viborg og Købenavn, som uddanner fotografer der beskæftiger sig med kommunikation og kommercielt fotografi - og i øvrigt også er DJ medlemmer.
Peter Thornvig, fmd. DJ:Fotograferne og HB medlem.

12/01/2017 - 23:01

Nicolai howalt

undervisningen på skolen udgøres 50% af forløbet af eksterne lærere hvor skolen overdrages til dem, det er både nationale og internationale fotografer, kunstnere og teoretikere.... ellers fint portræt af både skolen og morten bo, en krukke, ja - men ingen ringe krukke. som dan turell ville have sagt det....

Seneste jobopslag

Digital redaktionssekretær til avis i fremgang

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 11.10

Digital videojournalist søges til TV 2

TV 2
Ansøgningsfrist: 08.10

Teamleder søges til DR Danmark Produktion

DR
Ansøgningsfrist: 22.10

Presserådgiver til Kulturministeriet

Kulturministeriet
Ansøgningsfrist: 04.10

Vi søger konsulenter til udvikling af efter- og videreuddannelse

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 09.10

Redaktør for sociale medier til TV 2

TV 2
Ansøgningsfrist: 02.10

Varde Kommune søger alsidig kommunikationsmedarbejder

Varde Kommune
Ansøgningsfrist: 25.09

Redaktionschef på Familie Journal

Aller Media
Ansøgningsfrist: 01.10

Digital Content Manager

DGI
Ansøgningsfrist: 01.10

Webjournalist til SØNDAG

Aller Media
Ansøgningsfrist: 24.09

Kopenhagen Fur is looking for an experienced Content Writer

Kopenhagen Fur
Ansøgningsfrist: 29.09

Er du vores nye kollega?

Medieskolerne, Media College Denmark
Ansøgningsfrist: 28.09

Redaktionschef, DR Nyheder Digital

DR
Ansøgningsfrist: 25.09