Elbæk: Journalistlønninger er for høje

Det er dygtigt af DJ og helt typisk at viderebringe den slags uimodsagt. Det er faktisk så dygtigt, at DJ, herunder fagbladets journalist understøtter Elbæks pointe om, at danske journalister er ligeså ukritiske og konfliksky som de svenske, og at de dermed ikke fortjener en bedre hyre, tvært i mod.

For chefer vil det altid være forfriskende, hvis medarbejderne går ned i løn. Det kan ikke overraske. Men historien vil vide, at det ALDRIG har reddet en arbejdsplads endsige en enkelt sølle stilling, at medarbejderne går ned i løn. Det er at pisse i bukserne for at holde varmen. Derimod ville det være forfriskende, hvis en mediechef eller to tog teten og tilbød en lønnedgang for ligesom at vise vejen. Det har vi også til gode at opleve. Uffe Elbæks frygt er ubegrundet. Danske journalistlønninger går reelt ned. De lukrative dage er ovre. Nye journalister ansættes ikke på lige så gode vilkår som i the old days, og arbejdsintensiteten er i den grad skruet i vejret. Så bare rolig: Det går ad helvede til i mediebranchen.

Lønnen til journalister var i mange år ikke bestemt af udbud og efterspørgsel, men af den smertetærskel der ligger mellem at give medarbejdere mere i løn og undvære annonceindtægter hvis de nedlægger arbejdet. Det var simpelthen for dyrt for arbejdsgiveren når produktet ikke udkom. Derfor blev typografernes fagforening så stærk, og journalisterne kunne lægge sig lunt og behageligt i slipstrømmen. Den organisatoriske styrke, der fulgte med magten, kunne bruges til at forhindre at udbud og efterspørgsel kom til at styre lønnniveauet, fordi medarbejderforeningerne kun accepterede organiseret arbejdskraft. Den spiral fik lov til at fortsætte opad ligeså længe annonceindtægterne tillod det.

(der røg et par ord ud af min kommentar, så få læselighedens skyld gentager jeg den lige, med tilretninger. Webmaster må gerne slette første version)

Ole Munk skal have tak for at bringe denne gamle myte frem, som trivedes i arbejdsgiverkredse for år tilbage, hvor uddannelsesniveauet blandt vores direktører ikke var så højt som i dag.

Myten afspejler ret uklare forestillinger om hvordan arbejdsmarkedet fungerer. Det er således ikke helt klart hvorfor arbejdsgiverne skulle acceptere at give én faggruppe mere i løn, fordi en anden faggruppe strejkede. Den forklarer heller ikke hvorfor akkurat journalisterne kunne "lægge sig i slipstrømmen", men ikke avisernes administrative medarbejdere. Den forklarer i øvrigt ikke rigtig løndannelsen for journalister i DR, hvor der ikke var nogen typografer at ligge i læ af.