Ekspert: Uden omtale har terrorisme ingen effekt

Hver gang medier dækker terror, støtter de terroristernes formål og skaber grobund for mere terror. Men i USA ønsker en voksende bevægelse, at medier skal anonymisere gerningsmænd, så ofrene kommer i centrum – ikke forbryderne. ”Don’t name them” hedder en kampagne
  • Foto: AP
    Gerningsmand fra Virginia Tech-massakren i 2007.
30.06.2017 · 08:33

Denne artikel starter med et tankeeksperiment. Vi forestiller os, at den samlede presse valgte at boykotte terrorismen. Alle bombeattentater, drab, voldshandlinger med terroristiske motiver blev konsekvent udeladt af mediernes dækning. Ville det medføre mindre terrorisme?

Den tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen er ikke et øjeblik i tvivl.

”Det kan jeg forsikre dig for. Terrorismen er et skrig om opmærksomhed. Det er helt givet deres hjerteblod at få omtale. Fik de ikke omtale, havde terrorismen ingen effekt,” siger Bonnichsen.

Han fastslår dog med det samme, at det også i hans øjne er ren utopi.

”Man kommer ikke uden om, at jeres opgave er at dække og fortælle om de ting, der sker.”

Frygtens ikoner. Lige fra flykapreren Leila Khaled til massemorderen Anders Behring Breivik har terrorister og voldsmænd iscenesat sig selv og deres våbenmagt. Foto: Leila Khaled: Topfoto/Polfoto, Anders Behring Breivik: Anonym/AP

 

Haagerup: "I og med at vi passer vores arbejde, understøtter vi terror”

Hvad enten man bryder sig om det eller ej, spiller medierne en ubestridelig hovedrolle i terrorens anatomi. Angrebene har ingen taktisk betydning. De retter sig sjældent mod udvalgte personer eller militære anlæg. Målet er at skabe frygt. Og frygten er størst, når ingen kan vide sig sikre.

Dækningen af terror et af mediernes helt store dilemmaer.
Ulrik Haagerup, afgående nyhedsdirektør, DR

”Terror adskiller sig fra mord, ved at man rammer uskyldige med henblik på at ramme nogle andre. For at ramme andre skal man have medierne til at beskæftige sig med det. Det er der, frygten og rædslen bliver viderekolporteret. Derfor er dækningen af terror et af mediernes helt store dilemmaer. For i og med at vi passer vores arbejde, understøtter vi terror.”

Sådan siger Ulrik Haagerup, nyhedsdirektør i DR og fra 1. september leder af videnscenteret Constructive Institute. 

Han lavede i sin tid hovedopgave om pressens forhold til terror, og som journalistisk chef har han siden haft mange lejligheder til at gruble over, hvordan et nyhedsmedie kan undgå at optræde som terroristernes forlængede arm uden at gå på kompromis med sit eget publicistiske formål. 

Foto: Chao Soi Cheong/AP

”Forestiller man sig en situation, hvor vi beslutter at holde det skjult for ikke at gå deres ærinde, så vil det være endnu værre. Vores primære opgave er at oplyse om væsentlige ting. Og selvfølgelig er det væsentligt, hvis nogen kører en lastbil ind i et varehus,” siger han.

På TV 2 er nyhedsdirektør Mikkel Hertz også helt med på, at medierne hælder vand på terroristernes mølle.

Der er ingen tvivl om, at de forvolder skade for at få opmærksomhed, og det giver vi.
Mikkel Hertz, nyhedsdirektør, TV 2

”Der er ingen tvivl om, at de forvolder skade for at få opmærksomhed, og det giver vi. Så vi indfrier deres ambition. Om vi så indirekte er med til at tilskynde, at andre tosser finder på det samme … det har jeg ingen idé om. Men sidste sommer, da der næsten var en bølge af terrorhandlinger over Europa, kunne man ikke lade være at tænke, om det var tilfældigt, at så mange fik samme idé. Det var det næppe,” siger han.

Men at TV 2 eller andre medier kan ændre på det forhold, har Hertz svært ved at se. 

”Vi kan jo ikke fortie det. Offentligheden har krav på at vide, hvad der er sket.”

Terrorister opnår politiske mål ved at sprede frygt, og her spiller medierne en vigtig rolle. Foto: Eksplosion: Uncredited/AP, Carlos ”Sjakalen”: Polfoto/AP Photo

 

Måske bør medierne fortie nogle ting

Men måske kan medierne godt fortie nogle ting, eller i hvert fald dosere de informationer, der formidles videre. Det synspunkt får i disse år stigende tilslutning i USA.

”Bemærk, at jeg ikke nævner morderens navn, og jeg vil forsøge ikke at gøre det. En del af, hvad der motiverer syge mennesker til at gøre den slags ting, er en forskruet opfattelse af berømmelse eller hæder. Af hensyn til ofrene har jeg ikke lyst til at bidrage til, at andre sindsforvirrede tror, at dette er en vej til berømmelse og anerkendelse.”

Sådan lød det fra den nu afsatte FBI-chef James Comey på et pressemøde i den amerikanske by Orlando den 13. juni sidste år. Dagen før var en psykisk ustabil mand gået amok på et bøssediskotek og havde dræbt 49 personer.

Begivenheden er et af en lang række eksempler, hvor personer i USA har kastet sig ud i massemyrderier. I mange tilfælde har målet været lærere og elever på skoler – de såkaldte ’school shootings’.

Comeys udtalelse fortæller om en voksende bevidsthed om, at mediernes dækning spiller en rolle i udbredelsen af massedrabene. I flere tilfælde har gerningsmændene uploadet selfies og videoer af sig selv inden deres overfald. I efteråret 2016 blev to studerende ved Coral Springs High School arresteret, den ene med en ladt pistol og den anden med en dagbog, hvor der stod: ”Jeg vil være den værste skole-skyder i Amerika, værre end Colombine, Virginia Tech og Sandy Hook”, med henvisning til tre af de mest voldsomme skoleskyderier.

Massakren på Columbine High School i 1999 var det første store ’skoleskyderi’ og på tragisk vis inspiration for en række tilsvarende angreb. Til venstre ses de to gerningsmænd, som selv var elever på skolen, på et billede fra et sikkerhedskamera. Foto: AP.  I midten medlemmer af den baskiske terror-organisation ETA i en video-bulletin. Foto: AP. Til højre saluterer maskerede skytter IRA-medlemmet Bobby Sands' kiste. Foto: AP

 

No Notoriety-kampagnen

Debatten og bevidstheden om mediernes rolle er blevet understøttet af to kampagner, der begge handler om at få medierne til ikke at nævne mordernes navne og vise deres billeder.

Den ene er den privatdrevne No Notoriety-kampagne. Bag den står ægteparret Tom og Caren Teves, der i 2012 mistede deres søn Alex, da en mand med gasmaske og skudsikker vest dræbte 12 og sårede 70 i en biograf i Aurora, Colorado.

”Det handler ikke om vores følelser. Det er ikke, fordi vi ikke kan tåle at se gerningsmandens ansigt. Jeg sad sammen med ham i et retslokale i seks måneder. Vi er her for at stoppe alle de selvmordstruede mennesker, der søger et øjebliks berømthed,” forklarede Tom Teves for nylig i et interview på tv-kanalen 9NEWS.

Det mest prominente medie, der har indført en ’no notoriety’-politik, er underholdningsmagasinet People Magazine. Bladet vil ifølge chefredaktør Jess Cagle ”vise den yderste forsigtighed” i forhold til at nævne navne og vise billeder af voldsforbrydere, har han skrevet i en leder. 

Foto: Neils Mcguinness/Caters

Don't name them-kampagnen

Men også fra mere officielt hold forsøger man at få pressen til at anonymisere terrorister og massemordere. ’Don’t name them’ er navnet på en kampagne, som FBI – det amerikanske forbundspoliti – står bag. Den forsøger at påvirke nyhedsmedier og opfordrer befolkningen til at gøre det samme gennem sociale medier. 

Kampagnen drives fra Texas State University, hvor videns- og uddannelses­centeret Alerrt beskæftiger sig med at træne både politifolk og civile i at håndtere skudsituationer. Men for nogle år siden besluttede man at forsøge med en endnu mere præventiv indsats: At undgå skudsituationer ved at fjerne den motivation, der ligger i medieberømmelsen.

”Hvis jeg er ude i en skoleklasse og viser et billede af en fyr, kan mange kende ham som skytten fra Sandy Hook. Hvis jeg viser et billede af en ung kvinde, kan ingen kende hende, selv om hun er helten, der stillede sig mellem angriberen og sine elever og derved selv blev dræbt. Det er vores tilgang. Vi vil skifte fokus fra angriberen til ofrene og heltene,” siger Pete Blair, professor i kriminalret og leder af Alerrt Center.

Kampagnens navn skal ikke forstås som et ultimativt krav. Han har forståelse for, at medierne skal dække voldsomme begivenheder, og at det kan være relevant at nævne gerningsmandens navn. 

Det ikoniske billede af Osama bin Laden portrætterer en hensynsløs terrorist som en vis, mild og alfaderlig leder. Foto: AP

 

”Vi ved, at I skal rapportere om hændelserne. Men vi beder jer tænke på, hvad gerningsmændene vil opnå. Vi ved, at de er ude efter jeres omtale. Efter et masseskyderi ser man medier campere uden for gerningsmændenes bolig og lave 24 timers dækning af, hvem de er. Vi siger ikke, at man aldrig må navngive, men vi opfordrer til, at det bliver så lidt som muligt,” siger Pete Blair.

I USA bliver de fleste masseskyderier ikke regnet for terrorisme, men i Pete Blairs øjne er der ikke stor forskel på, hvad der driver ’skoleskydere’ og terrorister i Europa.

”Det er folk, der er vrede, og som føler sig uretfærdigt behandlet. De er ofte ikke socialt stærke eller har stærke sociale forbindelser i samfundet, og så har de et ønske om, at folk bemærker dem,” siger han.

’Don’t name them’-kampagnen har forskellige elementer. Et er, at politifolk trænes i ikke at have fokus på gerningsmændene for eksempel ved pressemøder. Et andet er at påvirke medierne selv eller ved at få seere og læsere til at presse på.

Ud over eksemplet fra People Magazine, har man endnu ikke set deciderede politikker gennemført i de store mediehuse. Til gengæld har man ifølge Pete Blair haft godt gennemslag i forhold til enkelte reportere og redaktører, og det kan også gøre en stor forskel. Som eksempel nævner han CNN-værten Anderson Cooper, der undgår at nævne navne og vise billeder af gerningsmænd.

Foto: UPI/Polfoto

Shapiro: Omtanke snarere end fortielse

Bruce Shapiro er tidligere præmieret reporter og i dag direktør for Dart Center for Journalism and Trauma på Columbia University School of Journalism. Han peger på, hvordan kravet om anonymisering af gerningsmændene strider imod journalistikkens grundtanke.

”Jeg forstår godt No Notoriety-folkene. Journalistikken har historisk set været fascineret af ’bad guys’ – ligesom litteraturen, men ofrene bliver biroller. På den anden side – jeg er journalist, og jeg tror, at forbrydernes personlighed, hvordan de endte med at gøre, hvad de gjorde, og hvordan de behandles af retssystemet, er helt centralt for de beslutninger, et demokratisk samfund skal tage.”

Han fortæller, at diskussionerne om mediernes rolle og ansvarsfuld dækning af massedrab går helt tilbage til skoleskyderiet i Columbine High School i 1999 – det første af et så voldsomt omfang. Siden har der været en række tilsvarende begivenheder, men Shapiro oplever også, at der er en stigende bevidsthed i pressen om at publicere sit materiale med tanke på konsekvenserne.

Og det kan man godt gøre uden at bryde med den journalistiske ånd, mener han.

Til venstre drabsmanden fra massakren på Virginia Tech. Den 23-årige sydkoranske studerende dræbte 32 medstuderende i to angreb på samme dag. Imellem angrebene sendte han en pakke til tv-stationen NBC med billeder og videoer og et manifest. NBC valgte at publicere dele af materialet. Til højre ses sørgende efter massakren på Columbine High School i 1999.  Foto: Virgina Tech terrorist: AP, sørgende: Mark Leffingwell/APF

 

Undgå overeksponering

”Medier har altid information, vi ikke bruger. Vi publicerer ikke navne på vores kilder. Vi publicerer ikke navne på ofrene for seksualforbrydelser. Så jeg har ingen problemer med at sige, at vi skal vurdere, hvad vi opnår, når vi skriver. Jeg voksede op med at høre navnet Lee Harvey Oswald [præsident Kennedys antagede morder, red.] hvert femte minut. I dag ser jeg mere sofistikeret eftertanke. Vi kan vælge at nævne navnet en enkelt gang eller måske slet ikke nævne det. Og vi kan undgå overeksponering og romantisering af forbryderne,” siger Bruce Shapiro.

Vi kan undgå overeksponering og romantisering af forbryderne.
Bruce Shapiro, direktør, Dart Center for Journalism and Trauma, Columbia University School of Journalism

Han er ikke fortaler for konsekvent at afvise billeder af terrorister og massemordere. Men billedet skal kun vises, hvis det har nyhedsværdi – reel nyhedsværdi.

”Tiltrækker det opmærksomhed, bare fordi det er skræmmende? Eller giver det os information, der hjælper os til at forstå, hvad der skete, hvorfor, og hvad vi kan gøre ved det? Jeg synes, der er stor forskel.”

Public service-mediernes særlige ansvar

De amerikanske overvejelser om at anonymisere gerningsmændene har da også ramt Europa, og faktisk også Danmark. I sommeren 2016 indførte netop Ulrik Haagerup en regel om, at man i DR som regel ikke længere bringer billeder af mulige terrorister. Det skete samtidig med – ifølge Haagerup umiddelbart før – at en række franske medier tog samme beslutning. Anledningen var et drab på en præst i en kirke i byen Rouen.

I dag siger Haagerup, at der i DR ikke er et totalt forbud mod at bringe billeder af terrorister.

”Det jeg siger er, at vi ikke bare skal sætte automatpiloten på. Vi oplever, at gerningsmændene anbringer deres identitetskort, fordi de gerne vil blive kendt i offentligheden. Så vi skal tænke os om, inden vi bare rutinemæssigt bringer de billeder, fordi vi lader os rive med af det store ’breaking’-sus. Der mener jeg, man især som public service-medie har et særligt ansvar.”

På TV 2 har man som i DR diskuteret at indføre retningslinjer omkring afbildning af terrorister. Beslutningen blev, at man ikke skulle afholde sig fra det.

”Vi undersøgte, om der var forskning omkring det her, men vi kan ikke finde noget, der tyder på, at det, at man bringer billeder, kan have en effekt. Derfor giver det ikke mening at være afholdende,” siger Mikkel Hertz.

Han er dog helt enig med Haagerup i, at man skal tænke sig om, og det mener han også, TV 2 gør.

”Efter angrebet ved Krudttønden kaldte vi det ikke terror, før statsministeren brugte det ord. Det samme gjaldt London. Vi skal ikke trække terror-kortet uden grund. Der vil vi hellere være tilbageholdende end at gå for langt.” 

 

 

Foto: Scanpix/HO

 

BBC dæmpede dramaet

I årene 1969 til 1998 var der over 10.000 bombeangreb i Nordirland, England og Irland. Tv-nyhederne skruede ned for dramatikken og viste for eksempel ikke maskerede terrorister. ”Vi tog nogle ret håndfaste beslutninger om, hvad vi ville vise og ikke vise,” siger Angelina Fusco.

Selv om de senere år opleves som en opblomstringstid for terror, har Europa – målt på antal angreb og ofre – været igennem langt værre perioder.

En kilde til utallige terrorangreb og dødsfald var konflikten i Nordirland fra 1969 til 1998. I den periode blev der registreret mere end 10.000 bombeangreb i Nordirland, England og Irland. Over 3.500 mennesker mistede livet.

Midt i dette stod den regionale public service tv-station BBC Belfast som mediet, der uvildigt og kritisk skulle rapportere og oplyse befolkningen om de blodige begivenheder. Men efterhånden som konflikten blev mere og mere fastlåst, og tabstallene blot blev ved at stige, begyndte redaktionen også at afveje sit ansvar for, at samfundet kunne fungere og livet gå videre.

”Jeg tror, der er stor forskel på at flyve ud og dække en konflikt, og så selv være midt i det. Vi dækkede jo noget, der foregik, hvor vi selv boede.”

Sådan siger Angelina Fusco, der i mange år var leder af tv-nyhederne på BBC Belfast, hvor hun stoppede i 2013.

I starten var hun og hendes kolleger på traditionel journalistisk vis ivrige efter at filme og dokumentere så meget som overhovedet muligt. Men efterhånden begyndte de at overveje, hvilken virkning billederne havde på den befolkning, der måtte leve med vold og terror.

”Vi havde en helt forfærdelig dag i begyndelsen af halvfjerdserne, kaldet ’Bloody Friday’, hvor der var mere end 20 bombesprængninger. Dengang filmede vi bare løs. Men 20 år senere ville vi ikke vise den slags billeder. Der tænkte vi meget mere over, hvilke traumer og stressreaktioner det ville skabe hos seerne.”

De terroriserende, paramilitære grupper optrådte som regel med masker, når de var på tv. Men på et tidspunkt besluttede BBC Belfast, at man ville forsøge at undgå at vise maskerede folk.

”Det skræmte seerne at se de her folk med masker, så vi tog nogle ret håndfaste beslutninger om, hvad vi ville vise og ikke vise. Havde vi eksempelvis en gruppe maskerede mænd, der sagde: ”Vi vil skyde alle katolikker”, så valgte vi ikke at vise optagelsen, men blot referere deres udtalelser. Det handlede om, hvor meget frygt man skulle skabe i befolkningen. Jeg ved ikke, om den beslutning var rigtig eller forkert, men det føltes rigtigt dengang,” siger Angelina Fusco.

Men, tilføjer hun, med til historien hører, at BBC Belfast dengang havde et monopol svarende til DR’s før TV 2.

Som public service-medie i en region, hvor befolkningen var splittet i sympatier og antipatier med de militante grupper, var det en evig udfordring for BBC Belfast at balancere vinklingen og ikke mindst ordvalget, når begivenhederne skulle omtales.

”Vi måtte være meget opmærksomme på ikke at blive regnet for partshavere i konflikten. Jeg tror for eksempel, vi forsøgte at bruge færre tillægsord – et ’brutalt angreb’ ville vi bare omtale som et ’angreb’. I de fleste historier kaldte vi folk bag angrebene terrorister. Men man talte også om paramilitære.”

Medielandskabet har ændret sig betydeligt, siden konflikten hærgede Nordirland. I dag publicerer BBC billeder og nyheder i konkurrence med andre tv-stationer og online-medier. Angelina Fusco erkender, at det øger presset for at vise de billeder, som man af samfundsetiske årsager helst ville droppe. Men hun mener alligevel, at BBC om nogen bør gå forrest.

”Hvis vi havde situationen i dag med nogle af de billeder, vi fravalgte, kan det godt være, at nogle af mine medarbejdere ville sige: ”De andre viser det, så det må vi også.” Men jeg mener, de store medier må vise lederskab på det punkt. Det er med til at fastholde, at folk søger til de store medier, når de skal have de mest troværdige nyheder.”

Magasin: 

Kommentar

30/06/2017 - 10:29

Steen Ole Rasmussen

Den form for samfund, som kan forklares som baggrunden for udviklingen på globalt plan, det funktions-differentierede og sekulære, er fattig på kulturelt indhold, og den succes, som de løsrevne formål og rationaliteter bygger op om hver for sig, tenderer mod samlet at føre til selvnegationen, dvs. udviklingen medfører ødelæggelsen af vore livsbetingelser, det ses som forsvindende biodiversitet, ressourcer, rent miljø, globalt opvarmning, overbefolkning, m.m.

Terror har en yderst bekvem mentalhygiejnisk funktion.

Den tager udgangspunkt i sociale og materielle spændinger (uden at ændre på spændingernes årsager), arkaiske former for livsindhold (religion og essensmystik), anfægter ikke det funktionelle i den succesfulde samfundsform, giver os en stor del af vor sociale indentitet (vi bekræfter os som de gode i legitimt opgør med de onde terrorister), cementerer magtrelationerne hos os selv (magthaverne bruger terror som argument for at beholde magten til at bekæmpe de onde, andre, ikke os), fjerner opmærksomheden fra det faktum, at det er vor egen succes, økonomisk, politisk, som art (overbefolkning), der er vor egen største trussel.

Alt i alt, så ville fænomener som Trump, fortsat selvdestruktiv økonomisk vækst, ingnorering af de største selvskabte problemer, ikke kunne fortsætte med at udfolde sig så massivt, hvis ikke man havde terroren.

Vi har det faktisk rigtigt godt med at have det dårligt med terror. Men det skriver vi selvfølgelig ikke om, for det passer ikke ind i den foretrukne sociale selvbeskrivelse.

07/07/2017 - 09:03

Steen Ole Rasmussen

Ritzau sætter standarden for de gamle mediers udgave af en social selvbeskrivelse. Protesterne i Hamburg, hvor 12000 demonstranter i aftes og i nat var på barrikaderne, tilhører det nødvendige onde i den sammenhæng.
Det er klart, at man ikke kan kalde ballademagere for terrorister, men man kan godt nøjes med at nævne tilskadekomne på politiets side, sådan som det sker i Ritzaus telegram:
http://www.dr.dk/nyheder/udland/76-betjente-saaret-under-g20-demonstrationer
På selve mødet er det Trump der er ballademageren, italesat som Putins barn, imod den store fortælling om frihandelens velsignelser, troens indhold, de evige (jagt)markeder på denne side af livet.
Terror er af det absolut onde, men kravallerne i Hamburg må ignoreres, fortales og til dels dæmoniseres, ved fx kun at fokusere på de godes lidelse i opgøret.
Fortællingen om protestanternes krav til de mægtige økonomiske kræfter og frihandelens utilsigtede virkninger for planetens livsformer og betingelser er alt for anstrengende.
Det passer ikke ind i den foretrukne sociale selvbeskrivelse, i hvert fald ikke den del af den, som er på "demokratistøtte". Her bevæger vi os ud i fake news, trumpisme, nye sociale medier.
Det ved vi selvfølgelig alt om på redaktionsgangene, og de stakkels lønarbejdende journalister har bare at bøje sig for fakta.

13/07/2017 - 16:34

Kim Sørensen

Hvordan kan det være I går ind og sletter kommentarer, der umiddelbart lever op til "reglerne" og i øvrigt holder sig til emnet?

I skulle da hellere gå ind og tage dialogen/diskussionen med de læsere, der har investeret tid i at bidrage til debatten. Alternativt kunne I fjerne muligheden for at kommentere eller lægge hele siden ind bag et login, der kun giver adgang for medlemmer af journalistforbundet.

Seneste jobopslag

Kommunikationsmedarbejder

Ballerup Idrætsby
Ansøgningsfrist: 30.11

Redaktør og teamleder til Dansk Flygtningehjælps kommunikationsteam

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 06.12

Vikariat, jourhavende på Avisen.dk

Avisen.dk
Ansøgningsfrist: 27.11

Journalist til Politikens sportsredaktion

Politiken
Ansøgningsfrist: 04.12

idényt søger digital forretningsansvarlig

BENJAMIN MEDIA A/S
Ansøgningsfrist: 30.11

Erfaren marketing- og kommunikationsmedarbejder

HR Skyen
Ansøgningsfrist: 08.01

Content marketing-medarbejder

Spejder Sport
Ansøgningsfrist: 23.11

Digital reporter til DR Trekanten

DR
Ansøgningsfrist: 20.11

Kommunikationschef

Varde Kommune
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationsmedarbejder på deltid med hjerte for frivillige

Kirkens Korshær
Ansøgningsfrist: 22.11

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole søger en underviser

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationskonsulent til Kultur- og Fritidsforvaltningen

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 20.11

Undersøgende reporter til Radio24syv

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11

Radio24syv søger reporter til Aarhus eller København

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11