Egmont Publishing vil erstatte Vietnam-layout med teknologi

Egmont Publishing arbejder på et nyt redigeringssystem, der skal overtage de layoutopgaver, som i dag udføres i Vietnam. ”Vi bliver helt sikkert nogle af de første i verden til at udvikle det her,” fortæller chef Marianne Gram. Hun afviser, at kvaliteten vil tage skade
  • Camilla Hey/Egmont Publishing
    ”Vi håber at udvikle et system, som kan gøre layoutet så færdigt, at det led, vi har i Vietnam, bliver overflødigt," fortæller ugebladschef og chef for digitalt indhold, Marianne Gram.
27.06.2017 · 09:00

I 2015 begyndte Egmont Publishing at outsource layout af dele af sine magasiner og blade til Vietnam. Samarbejdspartneren, danskejede Minh Graphic, har siden 2016 layoutet sider for samtlige titler, herunder Alt for Damerne, Hjemmet, Hendes Verden, Eurowoman, Her & Nu og Euroman.

Men i fremtiden håber ledelsen, at opgaverne kan løses automatisk, fortæller Marianne Gram. Hun er ugebladschef, chefredaktør på Hjemmet og ansvarlig for digitalt indhold i Egmont Publishing. Et nyt redigeringssystem, som Egmont Publishing arbejder på, skal overtage de opgaver, der i dag løses af medarbejdere i Vietnam, fortæller hun.

Da Egmont Publishing outsourcede layout til Vietnam, var det en kontroversiel affære, også internt. Der var blandt andet kritik af, at layoutet ville blive dårligere. Men Marianne Gram understreger, at hun mener, det har været en succes.

”Det er gået supergodt med Vietnam-projektet. De løser de opgaver, vi gerne ville have, og kvaliteten har det høje niveau, vi ønskede. Vi har været meget tilfredse med samarbejdet,” siger Marianne Gram.

Håber at gøre Vietnam overflødigt

Ikke desto mindre håber Egmont Publishing at kunne spare penge ved at lade teknikken løse de opgaver, der i dag ligger i Vietnam.

”Vi håber at udvikle et system, som kan gøre layoutet så færdigt, at det led, vi har i Vietnam, bliver overflødigt. Det kræver, at vi kan kode og tænke tingene så færdigt, at redigeringssystemet kan klare det sidste.”

Det nye redigeringssystem Censhare er stadig under udvikling, og Marianne Gram understreger, at det ikke er færdigtestet.

”Det er et større udviklingsprojekt, hvor vi er i gang med at udføre tests. Længere er vi ikke,” siger hun.

Arbejdsgangene er klar

Medarbejderne i Vietnam løser det, Marianne Gram kalder ”rutineprægede opgaver”. Der er ofte tale om sider, som har et stramt skabelonlayout, hvor vietnamesiske kolleger placerer indholdet i skabelonen. Imens er der andre sider – det, der internt kaldes ”guldsider” – som altid udføres fra bunden af layoutere i hovedsædet i København.

Det er altså skabelonlayout, som Egmont Publishing håber at overlade til teknikken fremover. Marianne Gram fortæller, at en del af øvelsen allerede blev overstået, da Vietnam-projektet blev sat i gang.

”Vi har allerede ændret arbejdsgange og rutiner for at få Vietnam-projektet til at fungere. Det kræver jo blandt andet, at tingene er færdige på samme tid og samtænkes mere end før, når de skal sendes til Vietnam. Det samme skal vi gøre, hvis opgaverne løses i et redigeringssystem,” siger Marianne Gram.

Hvad siger jeres samarbejdspartner i Vietnam til, at I arbejder på at overflødiggøre dem?

”Vi har et godt samarbejde, men vi er jo en af mange kunder for dem, så jeg tror ikke, der ligger mere i det,” siger Marianne Gram.

"Vi bliver helt sikkert nogle af de første i verden"

Hun fortæller, at flere mediehuse rundt omkring i verden arbejder på at automatisere dele af layoutet. Men Egmont Publishing er ikke bekendt med andre, der har knækket koden, og hvor man ville kunne købe et færdigudviklet system. Derfor har de besluttet at udvikle det selv.

”Det kan godt være, nogen når at slå os, hvis de får udviklet et system før os. Men vi bliver helt sikkert nogle af de første i verden til at udvikle det her,” siger Marianne Gram.

Kan det stadig ende med, at det slår fejl og må skrottes?

”Det vil testene vise. Men vi håber og forventer, at det bliver til noget.”

"Utrolig meget ligger fast"

Ud over at overtage nogle rutineprægede opgaver i layoutet, skal det nye redigeringssystem også lette andre arbejdsgange. Marianne Gram fortæller, at man i Censhare slipper for at flytte tekster mellem mapper, så filerne bliver tilgængelige for de rette. Det er i dag en manuel opgave.

Der er også andre features i Censhare, som Marianne Gram ikke ønsker at løfte sløret for endnu.

Egmont Publishing er langt fra de første journalistiske arbejdsplads, der introducerer automatisering. Tidligere i dag har Journalisten beskrevet netmediet Lasso News, hvor erhvervsnyheder produceres i tusindvis af robotterne Jason og Mimi. Baseret på omfattende kode træffer de to robotter redaktionelle beslutninger og skriver artikler, både nyheder og erhvervsportrætter.

Når journalistiske opgaver automatiseres,er der risiko for, at kvaliteten falder, hvis maskinerne ikke løser opgaven lige så godt som mennesker.

Det mener Marianne Gram dog ikke vil blive et problem med maskinlayoutet fra Censhare.

”Utrolig meget ligger fast i vores blade, når det kommer til layout. Det blev nødvendigt allerede, da vi outsourcede til Vietnam. Vi har designguides, og nogle af dem er meget stramme. Før i tiden lå intet fast, så skulle alt layoutes fra bunden. Det betød små variationer, som jeg ikke tror ret mange læsere opdagede. Dem har vi fjernet, og så vil vi hellere have tre skabeloner, som er markant forskellige. Det giver også mulighed for at lave fx en indholdsoversigt på forskellige måder, men i stedet for at rykke lidt eller ændre en smule i typografien, som det utrænede øje aldrig opdager, så kan man faktisk se forskel,” siger hun.

Kontroversiel outsourcing til Vietnam

Da Egmont Publishing i 2015 besluttede at outsource dele af layoutet til Vietnam, var der store interne protester. Som Journalisten tidligere har afdækket, førte beslutningen til at både chefredaktør på Euroman, Kasper Steenbach, og magasinchef, Monica Bundgaard, forlod koncernen i protest. De frygtede for kvaliteten.

Outsourcingen førte desuden til otte fyringer og en større omlægning af arbejdsgange og ledelse i Egmont Publishing.

Journalisten rekonstruerede forløbet, der rystede Egmont Publishing - du kan læse artiklen her.

Kommentar

Seneste jobopslag

Digital redaktionssekretær til avis i fremgang

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 11.10

Digital videojournalist søges til TV 2

TV 2
Ansøgningsfrist: 08.10

Teamleder søges til DR Danmark Produktion

DR
Ansøgningsfrist: 22.10

Presserådgiver til Kulturministeriet

Kulturministeriet
Ansøgningsfrist: 04.10

Vi søger konsulenter til udvikling af efter- og videreuddannelse

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 09.10

Redaktør for sociale medier til TV 2

TV 2
Ansøgningsfrist: 02.10

Redaktionschef på Familie Journal

Aller Media
Ansøgningsfrist: 01.10

Digital Content Manager

DGI
Ansøgningsfrist: 01.10

Kopenhagen Fur is looking for an experienced Content Writer

Kopenhagen Fur
Ansøgningsfrist: 29.09

Er du vores nye kollega?

Medieskolerne, Media College Denmark
Ansøgningsfrist: 28.09