Drop målinger til kommunalvalg

I bedste fald er målinger til kommunalvalg spild af mediernes ressourcer og læsernes tid. I værste fald fordrejer de sandheden og påvirker valgresultatet, skriver Martin Justesen. Berlingske, Altinget og Ritzau svarer på hans kritik
23.11.2017 · 14:41
Martin Justesens billede
Martin Justesen
Souschef
Socialdemokratiets informations- og analyseafdeling

Selvransagelsen har været stor de seneste par år hos både institutter og medier, efter at meningsmålinger hverken forudså Brexit eller Trump, og herhjemme markant undervurderede Dansk Folkepartis tilslutning ved folketingsvalget i 2015.

Efterfølgende har institutterne revideret deres metode og vejning. Og medierne (i hvert fald nogle) har nedprioriteret deres journalistiske dækning af målinger.

Så meget desto mere overraskende er det, at refleksionen og de mange kloge overvejelser ovenpå de åbenlyse usikkerheder og mangler ved meningsmålinger (igen) er forsvundet, straks der kom et nyt valg, og fristelsen til en skarp vinkel blev for stor.

Tegnede medierne et korrekt billede?

Nu kender vi det faktiske resultat. Og tilbage står, at særligt Berlingske, men også Politiken, Altinget og i mindre grad Ritzau bør overveje, om det billede de tegnede af valgkampen – særligt når det gælder målinger for København – overhovedet var korrekt.

Berlingske har på baggrund af flere Gallup-målinger spået, at Enhedslisten ville blive ”lige så store” som Socialdemokratiet i København, samt at Socialdemokratiet ”risikerer vælgerlussing”. Ingen af delene er tilfældet.

Ritzau tog i nogle telegrammer tydelige forbehold, men bragte stadig en måling til torvs for København, der ligger noget fra det endelige resultat og gav blandt andet indtryk af, at Radikale ville miste en borgmesterpost. Altinget refererede en såkaldt valgprognose fra ellers troværdige og kompetente valgforskere, der forudså at Venstre ville undgå lokalt blodbad. Og Politiken har brugt netop de målinger til at retfærdiggøre tvivlsomme analyser og historier om, at ”det er slut med Socialdemokratiet som masseparti i byerne”. 

Har det på noget tidspunkt være et realistisk scenarie?

Fem usikkerheder

Institutter og medier vil givetvis forsvare sig med, at målingerne var korrekte på det tidspunkt, de blev foretaget og at det er den efterfølgende valgkamp, der har forandret resultatet. En meget belejlig undskyldning, fordi den aldrig nogensinde kan eftertjekkes.

Der er flere årsager til, at målinger ved netop kommunalvalg er mildest talt usikre.

  • Vejning. Institutter vejer typisk data på køn, alder, uddannelse og seneste partivalg. Men ikke på bopæl. Det kan nemt give et misvisende resultat i København. Her er der flere, der stemmer Enhedslisten på Nørrebro. Flere socialdemokrater i Sydhavnen. Og så videre. Når det ikke ”vejes på plads”, så kan der nemt være en overrepræsentation af nogle bydele og ikke andre, der giver et forkert billede.
  • Vi ved, at valgdeltagelsen kan have stor betydning for resultatet. Men hvilket institut kan med sikkerhed forudse valgdeltagelsen og veje den præcis ind?
  • Der er ingen historik at sammenligne med, bortset fra 4 år gamle målinger. Dermed kan udsving undervejs ikke fanges op og bruges til at kvalificere metoder og vejning.
  • Hvad betyder det, at nye partier som fx Alternativet stiller op? Kan deres tilslutning ved folketingsvalget bare overføres 1:1, eller hvordan estimeres det i en kommunalvalgskontekst?
  • Og endelig: Hvad svarer folk på, når de bliver spurgt? Svarer de rent faktisk på kommunalvalget. Eller svarer de i højere grad, som man vil gøre på et almindelig politisk indeks på folketingsvalg. Herunder ikke mindst omfanget af tvivlere. Der er rigtig mange, der først beslutter sig meget, meget sent.

Alle de usikkerheder bør gøre medierne mere end almindeligt skeptiske ved at bringe meningsmålinger til kommunalvalg. Det er vel også derfor, at bl.a. DR (klog af skade) denne gang har valgt slet ikke at omtale målinger. Det burde alle medier undlade ved næste kommunalvalg.

For hvad skal det egentlig gøre godt for?

Fokus bør være på politik

Selv hvis målingerne er korrekte, hvad er det så for en offentlig samtale, vi skaber i Danmark? Den kommer til at handle om proces, taktik, vindere og tabere. Alt det er der rigelig tid til at botanisere i, når først valget er overstået. Men så længe valgkampen er i gang, bør fokus da ikke være på politik?

Målingerne op til kommunalvalget 2017 har i bedste fald været spild af læsernes tid og mediernes penge. I værste fald har de fordrejet sandheden og måske endda påvirket valgresultatet. Og det er vel trods alt ikke meningen med meningsmålinger?

Jeg håber, at resultatet giver anledning til fornyet refleksion på de medier, der stadig har det til gode – og at det denne gang holder, også næste gang et valg nærmer sig, og fristelsen for en skarp vinkel vokser.

Disclaimer: Er jeg imod enhver form for måling? Absolut ikke. Jeg har generelt stor tiltro til de fleste generelle politiske indeks på partiernes tilslutning på landsplan. Og lokalt kan man for mig at se sagtens måle på fx hvilke dagsordner, folk er optaget af, kendskabet til borgmestre osv. Blot ikke den lokale tilslutning til partier – det er her, der oftest går galt.

 

***

Journalisten har fremsendt Martin Justesens kritik til chefredaktørerne på de fire medier, han nævner: Politiken, Altinget, Berlingske og Ritzau. Du kan læse deres svar herunder:

 

Chefredaktør Tom Jensen, Berlingske, svarer: 

Martin Justesen har ret i, at man skal bruge og behandle meningsmålinger med omtanke. Det gælder især i forhold til, hvordan man konkluderer og vinkler på dem. Og det metodiske grundlag skal være i orden - også i målinger på kommunalt niveau.

Imidlertid skyder Justesen forbi med sin kritik af Berlingske her. Jeg har talt med Gallup, som står helt og fuldt inde for målingerne og deres metodik og soliditet. Berlingskes Gallup-måling fra her i november bygger på svar fra 1.137 respondenter i København, og der er intet som peger på, at en sådan måling ikke er præcis så troværdig som f.eks. en meningsmåling på landsplan i forhold til Folketingets sammensætning. Det er således helt forkert på nogen måder at drage sammenligning med DR's såkaldte exitprognose ved forrige kommunalvalg. I Berlingske er der tale om én måling på én kommune, ikke en måling som forsøger at tegne et billede af udviklingen i 98 vidt forskellige kommuner med forskellige lokale dagsordener.

Hvad angår målingens resultat og Berlingskes journalistiske dækning er kritikken også skudt forbi. Det er rigtigt, at målingen for Socialdemokratiets vedkommende endte lavere end valgresultatet. Men målingen er foretaget 10-15 dage før kommunalvalget. Mange vælgere beslutter ikke mindst ved kommunalvalg ofte ret sent, hvem de vil stemme på. Man kan derfor ikke forvente af en måling, der er foretaget et par uger før et valg, at den skal ramme det endelige valgresultat præcist for alle partiers vedkommende. Den er en stemningsmåling foretaget i en bestemt periode - og stemninger kan selvfølgelig ændre sig over den næste periode frem mod selve valget. 

Når man ser på målingen, så er den tilmed for de fleste partier ikke meget langt fra det endelige resultat. Tages den statistiske usikkerhed med ind i billedet, er det generelt set ikke fuldstændig skævt.

Derfor har jeg heller ikke noget problem med de to Berlingske-artikler, Martin Justesen refererer til, hverken i indhold eller vinkling. Og kritikken bliver nærmest useriøs, når han griber fat i en måling og en artikel fra juni. Det er et halvt år siden. At påstå nu, at den måling var upræcis, fordi den ikke ramte det endelige valgresultat 6 måneder senere, er helt hen i skoven.

Berlingske afviser derfor ikke brugen af meningsmålinger - heller ikke fremover, og heller ikke i forbindelse med kommunalvalg.

 

Chefredaktør Lars Vesterløkke, Ritzau, svarer:

Ritzaus Bureau er helt enig med Martin Justesen i, at man skal være overordentlig varsom med meningsmålinger, når det gælder kommunalvalg. Netop derfor valgte vi i samråd med Voxmeter – Ritzaus samarbejdspartner, når det gælder meningsmålinger -  at afstå fra at udarbejde en landsmåling på kommunalvalget. Den eneste egentlige KV-måling fra Voxmeter/Ritzau var på Københavns Kommune, som blev udsendt to uger før valget. Denne måling ramte faktisk rimeligt præcist i forhold til det endelige valgresultat. Således stod De Radikale i vores måling til at få 7,8 pct., mens det faktiske valgresultat viste, at partiet modtog 8,9 pct.   I selve den journalistik, der laves på baggrund af denne undersøgelse, mener vi, at alle relevante forbehold er taget.

Vi valgte dog også at citere en såkaldt valgvindsprognose, som to anerkendte valgforskere i Danmark havde udarbejdet – denne valgvindsprognose ramte skævt. S blev undervurderet, mens V og DF blev overvurderet.  Denne lære vil vi naturligvis tage til efterretning til næste kommunalvalg.

 

Chefredaktør Jakob Nielsen, Altinget, svarer:

Jeg er meget enig med Martin Justesen i, at der er enorm usikkerhed knyttet til meningsmåliger generelt og til kommunalvalg i særlig høj grad. Derfor har Altinget netop heller ikke bragt målinger, som forsøgte at forudse valgresultatet for enkelte kommuner eller regioner. Men da to af landets førende valgforskere fremlagde deres progonose for partiernes samlede tilslutning ved valget, bragte vi en journalistisk artikel om det. Det har jeg ikke fortrudt. De to forskere må selv stå på mål for de vurderinger, de fremlægger i artiklen. På Altinget planlægger vi også at bringe en artikel, hvor vi beder forskerne vurdere kvaliteten af deres egen prognose.

 

Chefredaktør Christian Jensen, Politiken, svarer:

På Politiken fravalgte vi at gennemføre meningsmålinger under valgkampen. Vi var også yderst tilbageholdende med at viderebringe andre mediers meningsmålinger. I den nævnte analyse refereres til tre meningsmålinger, der alle pegede i samme retning. Vi kan kun beklage, at de alligevel ikke kom tættere på virkeligheden end tilfældet er. Pointen om at Socialdemokratiets tid som masseparti er forbi bæres ikke af meningsmålinger, men henviser partiets position i 1950’erne og 1960’erne.

 

Opdateret 24/11 klokken 8.38: Svar fra Christian Jensen tilføjet.

Martin Justesen

Martin Justesen er souschef i Socialdemokratiets informations- og analyseafdeling.

Kommentar

30/11/2017 - 17:18

Steen Ole Rasmussen

Det er et år siden, at jeg satte et begreb i søen, for at skabe lidt refleksion over nogle af de aspekter, som man ikke taler om i forbindelse med opinionsundersøgelserne.

Heller ikke i artiklen her over kommes der ind på dem.

Søg på "Opinionsmanipulering" via min gud, google.

Seneste jobopslag

Kommunikationsmedarbejder til Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg

Sydvestjysk Sygehus
Ansøgningsfrist: 15.01

Pressechef til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 02.01

DANMARKS FISKERIFORENING SØGER JOURNALIST

DANMARKS FISKERIFORENING
Ansøgningsfrist: 08.01

Leder til BUPL’s kommunikation

BUPL - BØRNE- OG UNGDOMSPÆDAGOGERNES LANDSFORBUND
Ansøgningsfrist: 04.01

TV 2 Lorry søger kreativ historiefortæller

TV2/ Lorry
Ansøgningsfrist: 15.01

Erfaren projektleder til lotterikommunikation

Kræftens Bekæmpelse
Ansøgningsfrist: 07.01

Pressechef til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 02.01

Er du vores nye kommunikations- og sekretariatsmedarbejder?

Kristelig Handicapforening
Ansøgningsfrist: 05.01

Kommunikationskonsulent

Viborg Kommune
Ansøgningsfrist: 05.01

Politiken søger EU-korrespondent

Politiken
Ansøgningsfrist: 20.12

Pressesekretær til Undervisningsministeriet

Undervisningsministeriet
Ansøgningsfrist: 10.01

Journalist TIL BORNHOLMS TIDENDE

Bornholms Tidende
Ansøgningsfrist: 15.01

Kommunikationsdirektør til Diabetesforeningen

Diabetesforeningen
Ansøgningsfrist: 07.01

Leder af kommunikation DTU Byg

DTU
Ansøgningsfrist: 20.12

INTERN KOMMUNIKATIONSKOORDINATOR

Sparekassen Sjælland-Fyn
Ansøgningsfrist: 16.12

Tovholder på bibliotekets kommunikation

Herlev Bibliotek
Ansøgningsfrist: 05.01

BO BEDRE søger digital journalist

BENJAMIN MEDIA A/S
Ansøgningsfrist: 03.01

Videojournalist

Folkekirken.dk
Ansøgningsfrist: 21.12

Head of Social

Landbrug & Fødevarer
Ansøgningsfrist: 18.12