DR-tillidsmand: »Vores fritid er under angreb«

På fredag varsler DR alle medarbejdere, at de vil miste den lønnede frokostpause i 2017. DJ mener, det er i strid med reglerne. »Vi vil sætte fokus på at beskytte medarbejdernes fritid, når nu ledelsen sætter fokus på det modsatte,« siger tillidsmand. Han forventer fyringer
27.10.2015 · 09:26

På fredag modtager alle DR-medarbejdere et brev fra ledelsen, som oplyser, at den lønnede frokostpause er afskaffet fra foråret 2017. Det oplyser fællestillidsmand Henrik Friis Vilmar. I dag har alle DR-medarbejdere en halv times lønnet frokostpause hver dag.

Årsagen er DR’s store sparerunde i 2014, hvor man samlet ville frigøre 161 mio. kr. Fjernelsen af den betalte frokostpause er således ikke noget nyt.

Men en række fagforeninger, som har medlemmer på DR - herunder Dansk Journalistforbund - mener, det er i strid med indgåede aftaler at afskaffe frokostpausen uden en ny overenskomst. Derfor har de anlagt en faglig voldgiftssag.

Skal øge den effektive arbejdstid

Én ting er, om det er lovligt. Noget andet er, om det giver mening, lyder kritikken fra Henrik Friis Vilmar, som også er hovedbestyrelsesmedlem i DJ.

»Medarbejderne gør alt, hvad de kan for at være fleksible, de løber stærkt, men føler ikke, at ledelsen anerkender indsatsen. Nu vil de så tage den betalte frokostpause. Det vil føre til et kæmpe motivationstab og ramme arbejdsmiljøet. Det tror jeg, DR taber flere penge på, selv om det ikke lige kan sættes ind i et Excel-ark,« siger han.

Omvendt lyder argumentet fra DR's ledelse, at tiltaget vil spare penge og dermed føre til færre fyringer.

"Tiltaget skal øge den effektive arbejdstid i DR og samtidig begrænse antallet af afskedigelser," har generaldirektør Maria Rørbye-Rønn forklaret på dr.dk.

DR: Kan reddes med forhandlinger

DR’s ledelse skrev i en pressemeddelelse den 8. september 2014, at den betalte frokostpause stadig kunne reddes, hvis tillidsfolkene kunne pege på ”eventuelle alternative initiativer, der vil kunne sikre en tilsvarende produktivitetsforøgelse”.

Henrik Friis Vilmar mener ikke, det giver mening at forhandle for at beholde noget, som medarbejderne ikke mener, man kan tage fra dem.

»Men vi har faktisk foreslået en alternativ løsning, hvis ledelsen fastholder besparelsen: Et delvist ansættelsesstop i tre år. Det bør være rigeligt til at finde de penge, der skal spares. Men ledelsen afviser det, fordi de har brug for flere medarbejdere.«

Henrik Friis Vilmar er dog overbevist om, at manøvren uanset hvad vil betyde fyringer og nedlagte stillinger.

»Den eneste måde, DR kan finde pengene, er på lønninger. Hvis spisepausen bliver selvbetalt, så skal vi jo vagtsættes 2,5 time mere om ugen. Det betyder, at man kan fyre et tilsvarende antal mennesker, for hvor skulle besparelsen ellers komme fra?«

Vil skade journalistikken

Henrik Friis Vilmar mener også, det vil skade den journalistiske produktion.

»DR er enormt afhængig af, at vi er fleksible. Hvis du sidder til frokost, og der sker noget vigtigt, så løber du jo op og dækker det nu. Det kan vi ikke fremover, for så skal vi holde fri i frokostpausen. Det giver mange problemer,« siger han og giver et eksempel:

»Forestil dig et tv-hold, der er ude at køre. Når der er gået fire-fem timer, skal de holde fri, fordi kameramanden skal have frokostpause. Det afbryder arbejdet. Eller hvad med studieværten, der afbryder arbejdet midt i en travl dag for at holde fri. Det vil kræve enormt mange ressourcer at planlægge, især på de små redaktioner.«

Ifølge Henrik Friis Vilmar har tillidsfolkene "set igennem fingre" med aftaler, hvor man tillader større fleksibilitet.

»Vi har i årevis accepteret, at virksomheden havde brug for stor fleksibilitet. Derfor har vi set igennem fingre med kontrakter, hvor medarbejdere for eksempel sælger ulempetillæg eller opgørelsesperioder for overarbejde. Det vil vi ikke længere, for vi er nødt til at passe på vores medlemmers fritid, nu hvor dagene bliver længere,« siger han.

Fritid under angreb

Henrik Friis Vilmar kalder det et paradoks, at DR for tiden kører kampagne for at modvirke stress i huset, hvor stadigt flere ifølge tillidsmanden går ned med stress.

»Jeg kan slet ikke se, hvordan det hænger sammen med, at vi skal arbejde 2,5 time mere om ugen. Der er allerede flere, som har spurgt mig, hvordan de får det til at fungere, især børnefamilier.«

Han peger også på, at ledelsen i sparerunden forsøgte at afskaffe medarbejdernes lønnede orlov. I dag har DR's medarbejdere ret til otte ugers lønnet orlov hvert sjette år.

»Vores fritid er under angreb. Vi vil sætte fokus på at beskytte medarbejdernes fritid, når nu ledelsen sætter fokus på det modsatte,« siger Henrik Friis Vilmar.

Ikke forkælede

Tidligere i 2015 indgik medarbejderne på Børsen en aftale, som afskaffer den betalte frokostpause for nye medarbejdere.

I mediebranchen er vi vant til at have lønnet frokostpause, men mange andre brancher kender det ikke. Er vi ikke bare forkælede?

»Det er simpelthen ikke rigtigt. Rockwool-fonden har lige lavet en undersøgelse, som viser, at stadigt flere arbejdspladser - også i den private sektor - faktisk giver betalt frokostpause. Det er moderne ledelse, at motiverede medarbejdere kan betale sig,« siger Henrik Friis Vilmar.

Journalisten har siden mandag morgen forsøgt at få uddybende kommentarer og svar på kritikken fra DR. Vi afventer stadig.

Rettet klokken 9.52: Journalisten havde ved en fejl skrevet et sted, at flere store medier havde afskaffet den lønnede frokostpause.

Kommentar

Seneste jobopslag

Kommunikationsmedarbejder

Ballerup Idrætsby
Ansøgningsfrist: 30.11

Redaktør og teamleder til Dansk Flygtningehjælps kommunikationsteam

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 06.12

Vikariat, jourhavende på Avisen.dk

Avisen.dk
Ansøgningsfrist: 27.11

Journalist til Politikens sportsredaktion

Politiken
Ansøgningsfrist: 04.12

idényt søger digital forretningsansvarlig

BENJAMIN MEDIA A/S
Ansøgningsfrist: 30.11

Erfaren marketing- og kommunikationsmedarbejder

HR Skyen
Ansøgningsfrist: 08.01

Content marketing-medarbejder

Spejder Sport
Ansøgningsfrist: 23.11

Digital reporter til DR Trekanten

DR
Ansøgningsfrist: 20.11

Kommunikationschef

Varde Kommune
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationsmedarbejder på deltid med hjerte for frivillige

Kirkens Korshær
Ansøgningsfrist: 22.11

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole søger en underviser

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationskonsulent til Kultur- og Fritidsforvaltningen

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 20.11

Undersøgende reporter til Radio24syv

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11

Radio24syv søger reporter til Aarhus eller København

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11