DR skruer ned for netnyheder i regionerne

DR's ni regioner skal lave betydeligt færre netnyheder, og de skal ikke konkurrere med de regionale dagblade om at komme først. Den nye DR-strategi er startet ved årsskiftet. Men det vækker kritik fra regionale DR-journalister
 
06.02.2014 · 11:08

DR Regionernes journalister skal ikke længere konkurrere med netaviserne om at producere flest nyheder eller være først med dem på nettet.
I stedet for at lave 10-15 nyheder om dagen skal regionerne koncentrere sig om to-tre historier. Blandt journalisterne er der flere steder udbredt utilfredshed, fordi de mener, at den nye strategi slukker regionernes nyhedspuls.

Kanalchef for dr.dk Michael Arreboe siger, at målet er færre, men bedre egenproducerede nyheder.
»Distrikternes hjemmesider har ikke længere en omnibusopgave, hvor de skal dække alle nyheder i regionen døgnet rundt. Opgaven er at levere nyheder med et regionalt udgangspunkt til et landsdækkende nyhedsoverblik og målgruppe på dr.dk.«

DR's analyser viser, at der er forskel på de lokale og regionale netavisers læsere og DR-regionernes brugere. Netavisernes læsere er især fra lokalområdet. Det gælder kun for omkring 20 procent af DR-regionernes læsere på nettet.

Derfor lægges de regionale nyheder fra DR nu på forsiden af dr.dk/nyheder, der henvender sig til alle danskere.

»Vi kunne se, at DR's distriktsnyheder ikke spillede samme rolle lokalt og regionalt som de lokale avishuses netsider, som har et overvejende lokalt publikum,« siger Michael Arreboe om ændringen.

Han kan allerede nu se, at færre historier har ført til bedre journalistik.

»Vi har taget åget fra distrikternes skuldre, så de ikke hver gang, der sker noget i distriktet, skal skrive om det på distriktssiden,« siger Michael Arreboe.

Skyldes ikke pres fra Danske Medier

Sammenslutningen Danske Medier har i en årrække kritiseret de licensbetalte DR-regioners hjemmesider, fordi de ifølge Danske Medier ligger i direkte konkurrence med de regionale dagblade. Temaet var udset til at være en del af forhandlingerne i forbindelse med de kommende medieforhandlinger.

Michael Arreboe afviser, at omlægningen skyldes pres fra Danske Medier.

»Det kan jeg svare nej til, de to ting har intet med hinanden at gøre. Det er en beslutning, der er truffet for et år siden. Det er bare først nu, det effektueres,« siger han.

Danske Medier har ikke svaret på en henvendelse om at kommentere udviklingen.

På Bornholms Tidende har chefredaktør Dan Qvitzau bemærket, at DR Bornholm lægger færre nyheder på nettet.

»Jeg ved ikke, hvorfor de gør det. Om det er en bevidst prioritering eller en teknisk fejl,« siger han.

Han er tilfreds med, at DR har skruet ned for netnyhederne.

»Vi er finansieret af annoncer på nettet, og vi er glade for, at vi ikke bliver udsat for så meget licensfinansieret konkurrence som før,« siger Dan Qvitzau.

”Vi kan ikke konkurrere”

Ændringen betyder, at de ni regionale hjemmesider i mindre grad er nyhedssider og mere programsider med dagens aktuelle programmer, som man for eksempel kan se på DR Bornholms hjemmeside.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at der blandt kollegerne er en udbredt utilfredshed over hele linjen over, at man har gearet så meget ned,« siger Torsten Raagaard, journalist og tillidsrepræsentant på DR Bornholm.

Han siger, at DR Bornholm plejede at konkurrere med Bornholms Tidende og TV2 Bornholm.

»Når vi kun skal lave en eller to historier om dagen, kan vi ikke konkurrere,« forklarer han.

Tillidsrepræsentant på DR Sjælland i Næstved Peter-Mikkel Rasmussen siger, at strategien med at lægge stærkere historier på nettet ikke nødvendigvis er dårlig.

»Indtil for et halvt år siden skulle vi opdatere op til 12 gange om dagen. Det kunne være citathistorier, der måske ikke passede til en licensbetalt kanals nyhedskriterier. Brugerne skal have et ordentligt webtilbud. Derfor kan DR's strategi være klog,« siger han.

Aarhus lægger nyheder fra Næstved på nettet

Ændringen betyder to ting: Dels er der færre historier på DR-regionernes hjemmesider. Dels kommer udvalgte historier på dr.dk’s nyhedsforside.

De historier, der ender på DR.dk/nyheder, indsamles og redigeres af en central redaktion i Aarhus. Det vil sige, at regionerne ikke selv kan bestemme, hvornår historierne skal på.

Det har skabt frustrationer, siger Peter-Mikkel Rasmussen fra DR Sjælland. Der kan nemlig gå timer, fra journalisterne i Næstved laver en historie, til den kommer på.

»Hvis vi sender til Ritzau, lander den ofte på Ritzau, før den kommer på dr.dk – hvis den overhovedet kommer på dr.dk. Problemet er, at vi nu laver historier, som 9 ud af 10 dage ikke rammer forsiden af dr.dk. Der er meget frustration i huset,« fortæller Peter-Mikkel Rasmussen.

Plads til justeringer

Michael Arreboe siger, at omlægningen kun er en måned gammel, så der er formentlig plads til justeringer. Hvis der er tale om nyheder her og nu, så skal de ud med det samme. 

Men der er også en del historier, hvor det er lige meget, om de udkommer nu eller om to timer, siger han.


»Som journalist vil man naturligvis gerne have, at det kommer ud så hurtigt som muligt, så man kan se sin historie på, men nyheder, der ikke er her-og-nu-hændelser - og som ingen brugere venter på, kan jo godt vente et par timer, til der er plads til, at de bliver prioriteret i nyhedsstrømmen.«

Hvorfor skal man bestemme i Aarhus, hvad regionerne publicerer?

»Redaktionen i Aarhus redigerer indholdet og står for planlægningen og kontakten i forhold til dr.dk-redaktionen i København. Distrikterne er en del af nyhedsoverblikket på dr.dk og bliver derfor redigeret som alt andet,« forklarer Michael Arreboe.

Hvorfor ikke selv give distrikterne ansvaret for at lægge nyhederne på forsiden af dr.dk?

»Det er ganske almindelige produktionsvilkår på journalistiske medier af en vis kvalitet, at man har en redigerende funktion. Vi kunne selvfølgelig også have dem siddende på regionerne, men det ville være overkill med en redigerende funktion for hvert distrikt med 3-5 historier om dagen. Derfor har vi samlet det et sted for at udnytte ressourcerne bedst muligt.«

Er ændringen sket efter ønsker fra regionerne?

»I DR Medier lægger vi strategien for dr.dk. Og strategien er, at i stedet for ni separate regionalsider samler vi nyhederne fra hele Danmark og formidler dem til hele Danmark,« siger Michael Arreboe.

Kommentar

Seneste nyheder

26.09.2016 · 14:42

DR vil afskedige medarbejdere i 2017

Ole Obitsø
26.09.2016 · 11:40

Test: Giver virtual reality mening for journalister?

Anonymous (ikke efterprøvet)
26.09.2016 · 09:52

Forfatter dræbt efter satiretegning

Ole Obitsø

Seneste jobopslag

Presseansvarlig til SKAT

Skat
Ansøgningsfrist: 11.10

Dansk Socialrådgiverforening (DS) søger en kommunikations- og pressekonsulent

Dansk Socialrådgiverforening
Ansøgningsfrist: 02.10

Presseansvarlig til Danica Pension

Danske Bank
Ansøgningsfrist: 04.10

Qanorooq søger en erfaren og dynamisk redaktør

Kalaallit Nunaata Radioa
Ansøgningsfrist: 29.09

Kommunikationsansvarlig

Filadelfia
Ansøgningsfrist: 03.10