DR løfter sløret for spareplan til september

De ansatte må vente et halvt år med at få nyt om spareplanerne i DR. ”Det skaber en enormt stor utryghed blandt medarbejderne,” siger tillidsmand. DR-direktør: ”Sådan er virkeligheden jo en gang imellem”. DR skal spare 45 mio. kr., efter at ledelsen tabte sag om at afskaffe lønnet frokostpause
  • Thomas Borberg/Polfoto
05.04.2017 · 12:51

Det vakte glæde blandt DR-medarbejderne, da ledelsen i DR i februar tabte en voldgiftssag til Dansk Journalistforbund om retten til medarbejdernes lønnede spisepause.

Men samtidig gav afgørelsen anledning til bekymring. Allerede før kendelsen havde DR-ledelsen nemlig meldt ud, at der uanset afgørelsen måtte forventes afskedigelser i den kommende tid. Ledelsen havde håbet at kunne frigive 45 millioner kroner ved at afskaffe den lønnede frokostpause.

Nu har DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, i et interview til DR’s intranet sagt, at ledelsen til september vil fremlægge den reviderede økonomiplan.

Det er lang tid at vente på en afklaring af, hvor pengene skal findes, siger Henrik Friis Vilmar, fællestillidsmand i DR.

”Det skaber enormt stor utryghed blandt medarbejderne, at de skal gå og vente på afklaring indtil september. Jeg ved, at der allerede nu er stor utryghed, fordi ledelsen hele tiden har sagt, at frokostpausesagen vil koste afskedigelser,” siger han til Journalisten.

Tillidsmand: Det går ud over produktionen

Ifølge DR’s ledelse kommer den reviderede økonomiplan til september for at skabe ro om de igangværende overenskomstforhandlinger, og for at tænke flere omprioriteringsprocesser sammen.

Men ifølge Henrik Friis Vilmar risikerer det at gå ud over DR-medarbejdernes arbejde, at der går yderligere et halvt år, før der kommer en afklaring.

”I mine øjne påvirker det produktionen, at kollegerne er bange for fyringer. De tør ikke tage chancer, og det lægger i et eller andet omfang bånd på kreativiteten,” siger han.

Mener du, det ville være bedre, hvis besparelserne allerede blev meldt ud nu?

”I det omfang at ledelsen allerede har besluttet sig for, at det her skal ske som afskedigelser, så skal det overstås hurtigst muligt. Men i det omfang, de er indstillet på at finde andre løsninger, så er jeg også indstillet på at vente, til de er fundet,” siger fællestillidsmanden.

DR: Større pres at haste det igennem

I en mail til Journalisten afviser direktør for Økonomi, Teknologi og Medieproduktion i DR Nikolas Lyhne-Knudsen, at det øger utrygheden blandt medarbejderne, at udmeldingen om besparelserne er udskudt.

”Jeg tror, at det vil være et større pres at haste en revideret økonomiplan igennem, samtidig med at vi forhandler nye overenskomster her i foråret. Vi havde jo håbet, at voldgiftssagerne var afgjort tidligere. Så kunne det være, at vi havde haft mulighed for at gennemføre processen tidligere. Men sådan er virkeligheden jo en gang imellem,” skriver han.

I interviewet til DR’s intranet lægger generaldirektør Maria Rørbye Rønn desuden vægt på, at det også kan være med til at skabe ro blandt medarbejderne, at de 22 millioner, som ledelsen ønsker at spare allerede i 2017, bliver fundet, uden at det i sig selv medfører afskedigelser.

Sidste del glæder Henrik Friis Vilmar.

”Jeg glæder mig over, at det er lykkedes at finde det beløb på andre måder i år. Og jeg vil selvfølgelig opfordre til, at man finder resten af pengene på anden vis end ved at fyre medarbejdere,” siger han.

 

Kommentar

06/04/2017 - 15:34

Jens Ringberg

For en god ordens skyld: DR skulle også have gennemført en fyringsrunde svarende til 45 mio, hvis DR havde vundet sagen.
Det har hele tiden været en sparemanøvre, det tog bare lidt tid for tillidsfolkene at få DR til at indrømme det.

10/04/2017 - 20:36

Bent Andersen

Fagpolitisk ukorrekt kommentar fra en af DR P4s kernelyttere: Kunne rigtig godt tænke mig at se en opgørelse over det samlede folkehold på redaktionerne på de ti regionale radiostationer. Stjerner og vandbærere. Det er mit indtryk, at der bliver båret en alstyrtende masse vand fra den ene interne pyt til den anden og tilbage igen. Daglig, gedigen nyhedsreportage er der tydeligvis ikke plads til i konceptet. Hvad i alverden arbejder de med dag ud og dag ind? Jeg går ind for fuld beskæftigelse, høj løn og meningsfulde arbejdsdage til alle kolleger. På DRs regionale radiostationer er de i mål på to af tre parametre. Det må godt nok være nogle lange timer, dage, uger, måneder, år og årtier frem til pensioneringen. Gudskelov beholdt de da de betalte pauser.

Seneste nyheder

23.05.2017 · 15:45

Sådan dækkede Ritzau angrebet i Manchester

Andreas Marckmann Andreassen
23.05.2017 · 14:10

DJ sætter kontingentet ned i solidaritet med lavtlønnede

Anonymous (ikke efterprøvet)
23.05.2017 · 10:07

Her er de falske historier efter Manchester-eksplosion

Jakob Albrecht
23.05.2017 · 09:01

SoMe-redaktør uenig med Facebook: Trusler skal fjernes

Jakob Albrecht

Seneste jobopslag

Finans søger en ... erhvervsreporter

Jyllands-Posten
Ansøgningsfrist: 09.06

Journalist til Dagens Medicin

Dagens Medicin
Ansøgningsfrist: 02.06

Illustreret Videnskab søger digital journalist med videnskab i blodet

Bonnier Publications A/S
Ansøgningsfrist: 25.06

Kommunikationsansvarlig leder til Koncern Kvalitet

Region Midtjylland
Ansøgningsfrist: 09.06

Vil du være en af Dansk Journalistforbunds netværkskoordinatorer?

Dansk Journalistforbund
Ansøgningsfrist: 05.06

Journalister

Socialpædagogerne
Ansøgningsfrist: 11.06

ER DU TV 2 FIKTIONS NYE EXECUTIVE PRODUCER?

TV 2
Ansøgningsfrist: 08.06

Presserådgiver i SF

SF
Ansøgningsfrist: 01.06

3 x nyhedsjournalist 

JP / Politikens Hus
Ansøgningsfrist: 26.05

Søger stærk kommunikatør

Danske Gymnasier
Ansøgningsfrist: 15.06

Nyhedschef

Fyens Stiftstidende
Ansøgningsfrist: 24.05

Nyhedsmotor til Odenseredaktionen

Fyens Stiftstidende
Ansøgningsfrist: 24.05

Kan du finde nye veje til kollektive aftaler for DJ’s medlemmer?

Dansk Journalistforbund
Ansøgningsfrist: 14.06

BUPL Sydjylland søger kommunikationsmedarbejder til barselsvikariat

BUPL - BØRNE- OG UNGDOMSPÆDAGOGERNES LANDSFORBUND
Ansøgningsfrist: 20.06

Illustreret Videnskab søger multimediegrafiker med videnskab i generne

Bonnier Publications A/S
Ansøgningsfrist: 12.06

Social Media Manager (AC-fuldmægtig)

SDU
Ansøgningsfrist: 05.06

Digital indholdsredaktør (AC-fuldmægtig)

SDU
Ansøgningsfrist: 28.05

Redaktionschef til Djøfbladet

DJØF
Ansøgningsfrist: 29.05