DR-ledelse står fast på at afskaffe lønnet frokost

DR-ledelsen slår i dag fast i et brev til medarbejderne, at de ikke ændrer beslutningen om at afskaffe lønnet frokost trods indsigelser. »Der er meget usikkerhed blandt medarbejderne om situationen,« siger tillidsmand Henrik Vilmar. I dag er der faglige møder
  • Erik Refner / Scanpix
    »Der er ingen, der kan frasige sig den betalte frokost enkeltvis. Enten mister vi den alle, eller også beholder vi den alle sammen. Der skal køre en voldgiftssag nu, og den bestemmer, om vi skal betale vores frokostpause eller ej,« siger Henrik Vilmar, fællestillidsrepræsentant i DR.
27.11.2015 · 12:30

Trods mange indsigelser fra medarbejdere og tillidsfolk så fastholder DR-ledelsen sin beslutning om at afskaffe den lønnede frokostpause.

Det fremgår af et brev, som DR’s ledelse i dag har sendt til medarbejderne. Ledelsen vil afskaffe medarbejdernes halve times lønnede pause fra 1. juni 2017. Hvis ikke medarbejderne vil acceptere de nye vilkår, kan de betragte sig selv som opsagt, har ledelsen fastslået.

DR har tidligere varslet ændringen i et brev til medarbejderne, som derefter kunne komme med indsigelser. I dag har ledelsen så svaret på indsigelserne i det nye brev - og man står fast på beslutningen.

Usikkerhed og faglige møder

Striden om frokostpausen har skabt stor usikkerhed blandt medarbejderne, som derfor har indkaldt til faglige møder senere i dag, fordi de har mange spørgsmål til tillidsrepræsentanterne. 

»Der er meget usikkerhed blandt medarbejderne om situationen. Er jeg nu fyret, hvordan ser fremtiden ud, hvad kan jeg regne med, og hvornår skal jeg svare ledelsen?« fortæller Henrik Vilmar, fællestillidsrepræsentant i DR.

Han gør det klart, at medarbejderne kan vente med at give svar til ledelsen om, hvorvidt de ønsker at arbejde under de nye vilkår.

»Jeg tror ikke, der er en eneste medarbejder, som har givet et svar. Ledelsen har også sagt, at man ikke behøver at svare nu, men at man kan vente med at svare. Hvor længe man kan vente, har vi ikke hørt. Det tror jeg ikke, at ledelsen har taget stilling til endnu,« siger Henrik Vilmar.

Arbejdsrettens dom afgørende

Som Journalisten tidligere har beskrevet, så vil DJ sammen med en række andre forbund føre en voldgiftssag mod DR ved arbejdsretten, fordi fagforeningerne ikke mener, at den lønnede frokostpause kan afskaffes uden en ny overenskomst.   

»Mit svar til medarbejderne er, at de ikke er afskediget, men at de skal arbejde under ændrede vilkår fra sommeren 2017, medmindre vi vinder voldgiftssagen mod DR,« siger Henrik Vilmar.

Ledelsen i DR har også i det tidligere brev til medarbejderne markeret, at arbejdsrettens dom vil blive afgørende.

"DR's ledelse vil respektere de faglige voldgifter uanset udfaldet," har DR-direktør for økonomi, teknologi og medieproduktion Nikolas Lyhne-Knudsen tidligere skrevet i en mail til Journalisten.

Det betyder også, at nye medarbejdere ikke skal være mere bekymrede end nuværende medarbejdere, når de skriver under på en kontrakt med DR i disse uger og måneder.

»Der er ingen, der kan frasige sig den betalte frokost enkeltvis. Enten mister vi den alle, eller også beholder vi den alle sammen. Der skal køre en voldgiftssag nu, og den bestemmer, om vi skal betale vores frokostpause eller ej. Det erkender ledelsen også. Det bliver ikke sådan som på Børsen, at kun nye medarbejdere mister den betalte frokost,« siger Henrik Vilmar.

Kan føre til fyringer

Han understreger, at tillidsfolkene fortsat forsøger at overtale ledelsen til at droppe planerne om at afskaffe den lønnede frokost.

»Vi vil i journalistgruppen forsøge at overbevise ledelsen om, at det ikke er en god beslutning. Det vil skabe alvorlige problemer med fleksibiliteten. Hvis frokosten er fritid, så skal alle have en halv times pause midt på dagen. Det vil være meget uhensigtsmæssigt. Det vil betyde, at tv-hold, som har travlt, skal holde ind til siden og holde frokost, og at journalister ikke tager telefonen i deres frokostpause, hvis der sker breaking news. Det kan let blive meget firkantet,« siger Henrik Vilmar.

DR forventer at spare 45 millioner kr. om året på at afskaffe medarbejdernes betalte frokostpause. Men ifølge tillidsfolkene kan den besparelse kun opnås, hvis man samtidig nedlægger stillinger i stort tal. Derfor frygter de, at øvelsen vil føre til fyringer uanset hvad. 

»Den eneste måde, man kan frigøre midler på, er ved at nedlægge stillinger. Man sparer ikke noget ved alene at afskaffe den betalte frokost. Det betyder, at man øger produktiviteten ved at få folk til at arbejde en halv time mere om dagen for den samme løn. Men for medarbejderne betyder det en nedgang i timelønnen på 6-7 procent,« siger Henrik Vilmar.

DR-ledelsen: Rettidig omhu

DR-direktør Nikolas Lyhne-Knudsen har dog tidligere forklaret, at han mener, der er tale om rettidig omhu.

"Efter medieaftalen i 2014 stod DR i en ny økonomisk situation, fordi erhvervslicensen blev afskaffet, fordi medieforliget indeholder nye krav til DR, og fordi vi skal udvikle os i takt med teknologi- og medieudviklingen," har han forklaret til Journalisten.

Han tilføjede:

"DR lavede på den baggrund en økonomiplan for perioden 2015-2018. Som en del af den økonomiplan, der var DR's svar på medieaftalen og de nye udfordringer, indgik, at DR ville afskaffe den lønnede spisepause. Det bidrager til at sikre, at DR's økonomi hænger sammen, og at vi har mulighed for at udvikle os i takt med brugerne. Begge dele er helt afgørende."

Tilføjelse klokken 15.35: Medarbejderne på DR Nyheder har vedtaget en kritisk udtalelse, som du kan læse her. Ledelsen har også svaret, og det svar kan du læse her.

Kommentar

27/11/2015 - 14:01

Lars Werge

Dansk Journalistforbund fastholder naturligvis, at vore kolleger på Danmarks Radio fortsat har retten til at holde frokostpause betalt af arbejdsgiveren.
Det ændrer diverse breve fra ledelsen til medarbejderne ikke på. Vi er midt i et forløb med faglig voldgift, og det er alene dårlig stil fra DR-ledelsen at opføre sig på denne måde.
Det skaber nemlig utryghed hos mange ansatte. Men det skaber også frustration, forvirring og vrede.
Så min opfordring til DR's ledelse er at trække disse trusler tilbage og afvente den forestående voldgiftskendelse - samt at vi i fællesskab finder løsninger og muligheder, når vi i 2017 skal forhandle ny overenskomst for DR.
Her bør det være et fælles mål for DR og DJ at lave nye aftaler, der fastholder fleksibiliteten og fremmer det gode arbejdsmiljø hos kollegerne.
Vejen til gode aftaler nås nemmest ved, at man tilgår modparten med tillid. Det modsatte ser vi lige for øjeblikket.
MVH Lars W.

30/11/2015 - 12:34

Michael Kjærgård

Ingen ordentlige journalister insisterer på at holde pause hvis der er breaking news, så skubber man selvfølgelig sin pause hvad enten den er betalt eller ej. Før i tiden var der personale på aviserne der gik til pause på bestemte klokkeslæt uanset hvor travlt der var. De var typografer.

Seneste nyheder

17.11.2017 · 12:36

Tillidsmand: ”Mine kolleger er selvfølgelig chokerede”

Anne-Laura Hedegaard
17.11.2017 · 10:27

Information skal spare 4,5 mio kr. Otte årsværk nedlægges

Anne-Laura Hedegaard

Seneste jobopslag

Kommunikationsmedarbejder

Ballerup Idrætsby
Ansøgningsfrist: 30.11

Redaktør og teamleder til Dansk Flygtningehjælps kommunikationsteam

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 06.12

Vikariat, jourhavende på Avisen.dk

Avisen.dk
Ansøgningsfrist: 27.11

Journalist til Politikens sportsredaktion

Politiken
Ansøgningsfrist: 04.12

idényt søger digital forretningsansvarlig

BENJAMIN MEDIA A/S
Ansøgningsfrist: 30.11

Erfaren marketing- og kommunikationsmedarbejder

HR Skyen
Ansøgningsfrist: 08.01

Content marketing-medarbejder

Spejder Sport
Ansøgningsfrist: 23.11

Digital reporter til DR Trekanten

DR
Ansøgningsfrist: 20.11

Kommunikationschef

Varde Kommune
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationsmedarbejder på deltid med hjerte for frivillige

Kirkens Korshær
Ansøgningsfrist: 22.11

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole søger en underviser

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationskonsulent til Kultur- og Fritidsforvaltningen

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 20.11

Undersøgende reporter til Radio24syv

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11

Radio24syv søger reporter til Aarhus eller København

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11