Døv fotograf opsagt: Vi føler os svigtede

Mette Dahl Iversen er fotograf på Døvefilm, som har opsagt alle medarbejdere. Hun er selv døv og bekymret for fremtiden. ”Hvis en arbejdsgiver skal vælge imellem en hørende og en døv fotograf, så er det klart, at det kræver noget ekstra at vælge den døve,” siger Mette Dahl Iversen
  • Mette Dahl Iversen
13.10.2017 · 10:42

Mette Dahl Iversen er tv-fotograf. Hun er uddannet film- og tv-produktionstekniker og har arbejdet 16 år på Døvefilm.

Men nu er hun blandt de 22 medarbejdere, som er blevet opsagt. I slut september opsagde Døvefilm samtlige ansatte, fordi regeringen har lagt op til at skære Døvefilms bevilling på finansloven.

Syv af Døvefilms medarbejdere risikerer at stå i en særligt sårbar situation, fordi de selv er døve. Mette Dahl Iversen er en af dem.

”Det var et kæmpe chok, da vi fik det at vide. En bombe. Jeg forstod ikke rigtigt konsekvenserne, da vores leder først fortalte os, at Døvefilm ikke var på finanslovsforslaget. Jeg ville ikke forstå det, for det kunne ikke passe. Da vi så havde talt om det, var min næste reaktion, at jeg blev meget ked af det,” fortæller Mette Dahl Iversen.

Vi aner ikke, hvad der skal ske med os”

Hun startede som elev hos Døvefilm og blev fastansat efter elevtiden. Men nu har bestyrelsen altså for en sikkerheds skyld opsagt alle, da bevillingen fra finansloven kan være væk allerede til januar. I 2017 fik Døvefilm 7,2 mio. kr. på finansloven.

”Det føles, som om vi ikke har gjort vores arbejde godt nok. Vi synes jo selv, at vi laver gode programmer til de døve seere. Jeg stod tilbage med en følelse af skuffelse. Jeg kom i tvivl om, hvorvidt det er, fordi de ikke synes om det, vi laver,” siger Mette Dahl Iversen.

Hvordan er det at gå på arbejde for tiden, når det her ligger i baghovedet?

”Vi er nødt til at passe vores arbejde. Vi kan jo heller ikke gøre noget ved det. Jeg ved, at vores leder står og kæmper, og Danske Døves Landsforbund er enormt aktiv i sagen. Som medarbejdere står vi også sammen som et hold. Men det er selvfølgelig ikke sjovt, for vi aner ikke, hvad der skal ske med os.”

Krævende at få job i en hørende verden

Tillidsrepræsentant Jakob Peitersen sagde til Journalisten i sidste uge, at medarbejderne er frustrerede over den usikre situation. Han fremhævede, at især de syv døve kolleger kan stå i en udsat situation, hvis Døvefilm lukker.

”Det er en enorm udfordring. Kun cirka halvdelen af døve i den arbejdsdygtige alder er i job på landsplan. Jeg har for eksempel en kollega, som er uddannet fotograf og døv. Hun kan få svært ved at finde job et andet sted, selv om hun er en virkelig dygtig fotograf, fordi der er en kommunikationsudfordring i at være døv i en hørende verden,” sagde Jakob Peitersen til Journalisten.

Den dygtige fotograf, han nævnte, er Mette Dahl Iversen.

Hun tør ikke tænke for meget på, hvad hun skal gøre, hvis hun bliver opsagt og skal finde et nyt job. Men hun ved, at det ikke vil være let.

”Hvis jeg skal ud og finde et andet arbejde, er jeg bekymret for, hvordan de vil opfatte mig som fotograf, fordi jeg er døv. Her i huset har vi både døve og hørende, som arbejder sammen, og derfor har vi et tegnsprogsmiljø. Hvis jeg skal ud og arbejde i den hørende verden, så bliver det mere krævende.”

Døve er bagud på point

Journalisten interviewer Mette Dahl Iversen via tegnsprogstolk. Tolkene er en naturlig del af arbejdsgangene hos Døvefilm. Men Mette Dahl Iversen er bekymret for, hvordan det vil blive opfattet på en almindelig arbejdsplads, at hun skal bruge tolk.

”Det er selvfølgelig ikke et problem i sig selv, at jeg skal have en tolk med. Men jeg er bekymret for, hvordan omverdenen vil reagere. Jeg er god til mange ting, og jeg kender godt min faglighed. Men jeg ved også, at der ligger en udfordring i kommunikationen.”

Derfor frygter Mette Dahl Iversen også, at hun kan blive valgt fra i en ansøgningsproces på grund af sit handicap.

”Hvis en arbejdsgiver står og skal vælge imellem en hørende fotograf og en døv fotograf, så er det klart, at det kræver noget ekstra at vælge den døve. Man er lidt bagud på point. Hvis kompetencerne er de samme, så snupper man den hørende fotograf, fordi det er mindre besværligt,” siger Mette Dahl Iversen.

Hun fremhæver også, at det kan blive ensomt at være døv på en arbejdsplads, hvor alle andre er hørende.

”Man står alene i en hørende verden. Det er selvfølgelig en belastning. Det er en luksus ved at være her på Døvefilm, at der både er døve og hørende kolleger. Vi har et fælles miljø.”

Hvis Døvefilm beholder sin bevilling, vil ledelsen tilbyde medarbejderne at annullere opsigelserne. Men selv om et politisk flertal uden om regeringen har sagt til Journalisten, at de ikke vil være med til at spare på Døvefilm, så tør institutionsleder Mette Bergqvist ikke annullere opsigelserne, før hun har set finansloven sort på hvidt.

”Vi ånder på ingen måde lettet op. Det er jo uforpligtende løfter, de giver. Det afgørende er, om de husker os, når de sidder ved forhandlingsbordet. Det har vi ingen garantier for,” sagde Mette Bergqvist til Journalisten onsdag.

Minister: Kan lave tv uden statsstøtte

Det er social- og børneminister Mai Mercado (K), der har udpeget Døvefilm som et område, regeringen kan spare på. Ministeriet har tidligere forklaret beslutningen for Altinget:

”Da Døvefilm blev sat i verden i 60’erne, kunne man reelt ikke producere tv uden et stort og dyrt produktionsapparat. Sådan er det ikke i dag, hvor man godt kan lave indhold uden statsstøtte,” skrev Mai Mercado til Altinget.

Mette Dahl Iversen synes, spareforslaget sender et ærgerligt signal til de cirka 4.000 døve i Danmark.

”Det føles lidt, som om politikerne har svigtet os. Vi synes jo selv, at Døvefilm er vigtig i forhold til at bevare en døvekultur i Danmark. Men det føles, som om de klipper mere og mere af området. Hvad er så næste skridt? Det føles lidt som et svigt,” siger hun.

Den kritik har Mai Mercado ikke ønsket at udtale sig om til Journalisten.

Kommentar

13/10/2017 - 14:53

Kim Sørensen

Det er generelt en rigtigt ærgerlig sag. Men jeg forstår ærligt talt ikke, hvorfor hverken DR eller de private medier er kommet på banen med en løsning. Vi pumper 4-5 mia. kroner licens og mediestøtte i branchen hvert eneste år. Poul Madsen, hvis avis modtager 17,5 mio. kroner om året, har endda meldt ud, at han slet ikke har brug for pengene. Så hvorfor har mediebranchen ikke bare løst problemet? Døvefilms post på Finansloven svarer ikke til meget mere end 0,15% af den samlede licens og mediestøtte. Det er en dråbe i havet.

Det handler selvfølgelig også om noget principielt. Vi forventer heller ikke landets rengøringsfirmaer går ind og løfter opgaven, hvis kommunerne f.eks. skærer i udgifterne til ældrepleje. Men der er nu engang den forskel, at vi hverken tildeler statsstøtte eller giver momsfritagelse til rengøringsfirmaerne. Mens medierne som sagt bliver tildelt ret store støttebeløb. Endda med det eksplicitte formål, at fremme alsidighed og mangfoldighed i udbuddet.

Seneste jobopslag

Kommunikationsproducent

Statens Museum for Kunst
Ansøgningsfrist: 06.11

Nyhedsjournalist til DR Syd i Esbjerg

DR
Ansøgningsfrist: 02.11

Kommunikationschef søges til Københavns Politi

Københavns Politi
Ansøgningsfrist: 01.11

Pressekonsulent til Dansk Arbejdsgiverforening

DA - DANSK ARBEJDSGIVERFORENING
Ansøgningsfrist: 12.11

Danmarks dybdeborende erhvervsmedie udvider

InsideBusiness
Ansøgningsfrist: 30.10

Kunde- og kommunikationschef til Landbrugsstyrelsen

Miljø- og Fødevareministeriet
Ansøgningsfrist: 08.11

Digital redaktionsleder til DR Aarhus

DR
Ansøgningsfrist: 13.11

Kommunikationskonsulent

Region Hovedstaden
Ansøgningsfrist: 13.11

Reporter og digi til DR Syd

DR
Ansøgningsfrist: 02.11

Allround Communicator

Grundfos Holding A/S
Ansøgningsfrist: 05.11

Jysk Fynske Medier søger en printredigerende

Jysk Fynske Medier
Ansøgningsfrist: 23.10

Journalist eller kommunikationsmedarbejder

DTU
Ansøgningsfrist: 27.10

Lokalredaktør på Langeland

Fyns Amts Avis
Ansøgningsfrist: 23.10

Kommunikatør med skarp pen og strategisk tæft til Nationalt Genom Center

Sundheds- og Ældreministeriet
Ansøgningsfrist: 30.10

Nyhedsredaktør til DR Sporten

DR
Ansøgningsfrist: 02.11

DIGITAL COMMUNICATOR

Grundfos Holding A/S
Ansøgningsfrist: 26.10

Journalist til Dagens Byggeri

FBG Medier
Ansøgningsfrist: 24.10