Dødens gab

De danske aviser er blevet så dyre, at det slår dem ihjel. Nu koster en svensk avis kun det halve af en dansk. Til gengæld sælger svenskerne flere aviser og tjener mange flere penge. »I er Nordens arabere,« lyder det fra Sverige.
03.12.2008 · 09:15

De danske aviser er blevet så dyre, at det slår dem ihjel. Nu koster en svensk avis kun det halve af en dansk. Til gengæld sælger svenskerne flere aviser og tjener mange flere penge. »I er Nordens arabere,« lyder det fra Sverige.

AVISDØD. Måske er det, fordi JydskeVestkystens chefredaktør og administrerende direktør i en og samme person, Mikael Kamber, kun har siddet i stolen siden juni sidste år, at han så veloplagt springer op for at illustrere sine pointer. Lige nu står han ved white boardet på sit kontor med udsigt til banegården i Esbjerg og Bjørnegrillen og fægter med en tuschpen:
»Det her er dødens gab. Det kalder vi det i branchen. Den nederste kurve, den der bare falder og falder, det er oplaget. Og den øverste, den der bare stiger og stiger, det er prisen på avisen.«
Kamber tegner streger mellem de to grafer. Nu har hajen også fået tænder ...
Historien er ganske enkel: Svenske avishuses overskudsgrad er mere end dobbelt så høj. Og det vel at mærke samtidig med, at en svensk avis kun koster det halve af en dansk.
Forklaringen er simpel: Helt rutinemæssige og meget høje prisstigninger over for faste abonnenter, hver gang oplaget er faldet, har år efter år reddet danske avisregnskaber. Men indgrebet er rent kosmetisk. Prisstigninger har - selvfølgelig - ikke fået oplaget til at stige. Tværtimod. Den alarmerende konsekvens er derimod, at avisernes annonceværdi rasler ned, når dækningsgraden dykker.
Ganske vist pisker læsere på rabatordninger gennem kartoteket. Men langtfra i stort nok tal. Avisen mister dermed ikke alene oplag år efter år. Læsergruppen mister også sin profil. Og annoncørerne gider ikke betale for indrykningerne. Blandt andet derfor kan svenskerne tage mere for deres annoncer.

NÅR JEG PRÆSENTERER
de seneste danske tal for svenske medieforskere, reagerer de med måben. Professor Lennart Weibull fra Instituttet for journalistik og massekommunikation ved Göteborgs Universitet har tidligere sendt Danmark ned i anden division på grund af avisernes ringe evne til at få fat i læserne. Sverige ligger i første division: "De nordiske lande, bortset fra Danmark, ligger i top ...," skriver han blandt andet i en afhandling.
Hvad er din umiddelbare reaktion på, at Dagbladet Politiken nu har en dækningsgrad på godt otte procent i Storkøbenhavn?
»Otte procent! Det lyder usandsynligt dårligt. Det kan vel ikke være rigtigt.«
Journalisten er rejst i kølvandet på den danske prispolitik. Konklusionen er opsigtsvækkende: Danske avischefer synes - i modsætning til svenske - ikke at respektere, at evindelige prisstigninger på abonnementet skræmmer de faste kunder væk. Prisstigninger, der i 17 af de seneste 18 år har ligget over inflationen i Danmark.

DE DANSKE AVISCHEFER ønsker ikke at skilte med, at deres prisstrategi over for kernelæserne systematisk underminerer avisens annonceværdi. Danske aviser på offentlig støtte er - helt i modsætning til Sverige - regnskabsmæssigt et lukket land med hegn om.
I det svenske pressestøttenævns rapporter kan jeg læse, hvad overskuddet er af omsætningen for den enkelte avis. I Danmark er de tal hemmelige. Jeg har spurgt JP/Politikens Hus' administrerende direktør, Lars Munch, hvor stort overskuddet er på udgivelsen af Politiken; hvordan overskuddet har udviklet sig de seneste 10 år, og hvordan prisen har udviklet sig.
»Det er sjældent, at jeg siger nej tak til interview, men bliver nødt til det denne gang. Vi offentliggør ikke delresultater for aviserne,« svarer han - og fraråder i det hele taget en sammenligning mellem dansk og svensk avisøkonomi.
Lars Munch fremhæver, at der skal tages højde for annoncepriser, distributionspriser, overenskomster, papirpriser og fordelingen mellem løssalg og abonnement.
Men da jeg spørger ind til abonnementstyper, parerer han igen: »Vi oplyser ikke delresultater eller fordeling på abonnenttyper.«

STEFAN MELESKO, tidligere administrerende direktør på Dagens Nyheter, i dag associate professor på Jönköping International Business School, har også oplevet, hvordan dansk presse dækker over sig selv.
»Det er mærkeligt. Principielt mener jeg, at medier, der gransker andre, skal være åbne. Der skal være balance,« siger han - og opfordrer: »Jeg synes ikke, at danske journalister skal acceptere, at Lars Munch ikke vil give oplysninger om Politikens økonomi.«
Men lukketheden er ligesom prisskruen en del af dansk pressetradition. Da konsulentfirmaet Rambøll Management i september 2008 udgav sin første delrapport om den danske mediestøtte, bestilt af regeringen, var formålet at vurdere, om støtten opfylder de politiske mål.
Men gang på gang lød det på de 77 sider, at pressens chefer stod i vejen for udredningen:
"Det er ikke muligt at komme videre med analyse og vurdering ..."
Medieforsker Preben Sepstrup, der er medforfatter på Rambølls rapport, påpeger, at lukketheden direkte forhindrer udredningen af mediestøtten.
»Som situationen er nu, er det ikke muligt at arbejde økonomisk seriøst med betydningen af hverken distributionsstøtten eller 0-momsen,« siger Preben Sepstrup, der understreger, at både Norge og Sverige er langt mere åbne.
»En seriøs økonomisk analyse i fortsættelsen af arbejdet kræver indsigt i de tal, der skal stå i de tomme rubrikker i rapportens bilag,« påpeger Sepstrup - hvilket vil sige oplysninger om blandt andet blad- og annonceomsætning og distributionsudgifter på de enkelte aviser. Men Lars Munch og hans kolleger har lagt et røgslør over netop disse oplysninger.

EN MAND ER TRÆT af det generelle hemmelighedskræmmeri.
»Jeg synes, vi skal diskutere det her. Det trænger vi til,« siger Mikael Kamber, JydskeVestkysten.
»For mig er det helt oplagt, at aviser, der selv lever af åbenhed, svarer på den slags spørgsmål.«
Kambers egne tal er ikke opmuntrende - men de er typiske. JydskeVestkystens "overskud" var i 2007 minus 0,2 procent. Og i 2006 var resultatet minus 2,3 procent. 18.000 forsvinder ud af JydskeVestkystens abonnementskartotek hvert år. En fjerdeldel af avisens læserskare opgiver ganske enkelt avisen hvert år. Avisen hiver med kampagner 15.000 nye ind. Det er stadig minus 3.000. Også på JydskeVestkysten kommer faldet fuldstændig parallelt med, at prisen over for de faste abonnenter er hævet seks-otte procent hvert år.
De danske tal tåler på ingen måde sammenligning med en svensk avis. Helsingborgs Dagblads dækning er over 50 procent i de to primære udgivelsesområder. Avisen har de seneste år haft overskud på 7 og 15 procent. Avisen er ganske enkelt attraktiv for annoncørerne. Og den svenske annonceindtjening er generelt stigende.
Mikael Kamber kan som klassens nye elev godt se problemet.
»For det første mister vi jo indtægter på bladsalget. For det andet risikerer vi at blive så små, at annoncørerne en dag ikke synes, vi er interessante længere. Og for det tredje underminerer det vores selvforståelse som publicister: Vi ser os selv som folkeoplysere, men reelt bliver vi kun læst af et mindretal.«
Hvad var din reaktion, da du gennemskuede dødens gab og dens konsekvenser?
»Da jeg først forstod modellen, tænkte jeg om mine kære kolleger i branchen: "Jeg beundrer jer for at turde gøre det! Hvordan kan I være sikre på, at elastikken holder?" Men så sagde de: "Bare rolig, Mikael. Vi har gjort det mange gange før. Og det virker hver gang!"«

TÅGEN LIGGER TUNGT uden for vinduerne i professor og medieforsker Jørgen Poulsen hus. Jørgen Poulsen har sagt det hele før. Første gang for 10 år siden. Og de 200 sider koncentrerede fakta ligger på stuebordet mellem os: "Måske-læserne. Dagbladenes muligheder i mediekonkurrencen."
Data. Analyser. Betalt af pressen. Men aldrig elsket af pressen, der nærmest forsøgte at tie den ihjel.
»Den blev sgu kaldt uvidenskabelig!« siger Poulsen.
Hans undersøgelse viste, hvordan den tabte halvdel af befolkningen kunne blive faste aviskøbere. Konklusion: Morgenaviserne var for store. Artiklerne for lange. Lokalstoffet manglede.
»Og prisen var alt for høj,« siger Jørgen Poulsen.
Rapporten foreslog blandt andet, at dagbladene kom færre dage om ugen, begrænsede de rabattilbud, der truer loyaliteten, og analyserede mulighederne på gratismarkedet.
»De to bladhuse kunne have sparet op mod en milliard, hvis de havde nærlæst vores rapport og handlet derefter,« siger Jørgen Poulsen.
En gul seddel stikker ud fra rapporten:
"Hvis en prisnedsættelse skal have en reel, positiv indflydelse på markedet, skal den være i størrelsesorden 30-50 procent af de nuværende priser," lyder det. Og det er vel at mærke 10 år siden. Siden er priserne kun gået op og op.

MIN EGEN ARTIKEL FRA DENGANG ligger også på bordet. En nærmest desperat bladchef afslørede over for mig, at Politiken havde 50.000 nye abonnenter gennem systemet om året. Mens oplaget faldt.
Tøger Seidenfaden, Dagbladet Politiken, analyserede situationen uden skygge af forbehold:
"Det er en selvdestruktiv adfærd at sælge et kvalitetsprodukt til lavpris."
Det kan ikke siges tydeligere. I 1999. Nu falder dommen fra Jørgen Poulsen - i 2008:
»Danske aviser har satset på at holde avisindtjeningen i stedet for at holde dækningen. De har år efter år satset kortsigtet. Det har vist sig forkert. Aviser med meget høj dækningsgrad er ikke til at slå af pinden. De har trofaste annoncører. Derfor er annoncepriserne meget højere i Sverige.«
Samtidig har danske aviser tilmed bombarderet egne udgivelsesområder med gratis ugeaviser.
»De gratis annonceaviser, bladhusene selv distribuerer, er fyldt med det lokalstof, aviserne ikke selv har. Og samtidig har de 100 procent dækning for annoncørerne. Det er ren kannibalisme,« siger Jørgen Poulsen.
Disen udenfor er aftaget. Vi kan se Fortuna i Sverige nu.

HELSINGBORGS DAGBLADS ADMINISTRERENDE DIREKTØR, Lars Svensson, skal have papirhat på, mener fotograf Michael Daugaard. Lars Svensson tøver.
Jeg prøver at huske konklusionerne i Pressstödsnämndens rapport om "Dagspressens ekonomi 2007":
Svenske aviser havde i 2007 samlet et gennemsnitligt overskud på godt otte procent.
Den danske dagspresse ligger under to procent i overskudsgrad.
Oplaget falder også i Sverige. Men mindre end i Danmark. Betalingsaviserne i Sverige er gået 10 procent tilbage fra 1996 til 2006. I samme periode har danske betalingsaviser mistet over en fjerdedel af oplaget. Pressstödsnämndens rapport efterlader ganske enkelt det klare indtryk, at svensk presse i mange år har evnet at værne om betalingsavisens annonceværdi. Slutkonklusionen lyder tilmed, at svenskerne regner med, at den udvikling stort set fortsætter. Og den konklusion fejes næppe af bordet, selv om 30 svenske avischefer i seneste nummer af Mediavärlden spår, at prisen næste år måske sættes ekstra op for at kompensere for tabt annoncesalg under finanskrisen.

LARS SVENSSON HAR LAGT HATTEN og trækker forskellene mellem de to nabolande op. Svenskerne har koncentreret sig om at opbygge stærke aviser i stedet for at bekrige hinanden med abonnementstilbud. I Stockholm er udviklingen nu vendt, men ikke så voldsomt som i Danmark.
»Danmark er Nordens Arabere,« siger Lars Svensson med et afvæbnende smil.
»I kan sælge en kamel til en traktorfører. Men I har ingen store industrier. Vi har Volvo, Ericsson. I lever af at sælge og tage en hurtig gevinst. Det er I meget dygtige til. Vi kunne lære af det. Og
jeg tror også, dele af de danske forhold vil komme til Sverige. Men vi er opdraget til at producere. Vi skal tænke længere. Derfor er viljen til at lave rabatter og kampagner kommet meget tidligere i Danmark.«
Lars Svensson tror også, at forskellige ejerforhold har skabt forskellige virksomhedskulturer.
»Vi har et stærkt privat ejerskab. Men i Danmark er der mange fondsejede aviser. De taler meget om publicisme. Men uden økonomi ingen udgivelse. Og vi ved, at det er markedet, der skal sikre udgivelsen. Derfor værner vi om markedet.«
Også i Sverige har betalingsaviserne problemer med at appellere til nye læsere. 13.000 får i dag Helsingborgs Dagblad gratis som test. Helsingborgs Dagblad udgiver også en gratisavis. Så svenskerne er ikke jomfrunalske. Men én ting gør de ikke. De lader ikke prisen accelerere over for de faste købere - og giver rabatter til naboen.

I DANMARK SIGER AVISLEDELSERNE, at svenskerne, finnerne og nordmændene har en oldgammel tradition for at læse avis. Derfor er læsertallene så høje i Sverige. Og derfor er annonceindtjeningen større. Hvorfor det lige er forklaringen, ved ingen. Måske fordi det er forkert.
»Der er ikke i sig selv større tradition for avislæsning i Sverige og mindre i Danmark. Den tradition skaber danskerne delvist selv ved at skrive for højtravende. I Danmark er det lokale noget, der står lige før tv-programmerne,« siger professor Lennart Weibull.
Han har som en af de få undersøgt, hvad prisstigninger betyder for lysten til at købe, og understreger, at svenskerne har en grund til at være forsigtige med prisskruen.
»I 80'erne havde vi en stor stigning på prisen på aviser, hvilket betød en stor nedgang i læserne. Så da Sverige havde en stor lavkonjunktur i 1991-1997, vovede aviserne ikke at sætte prisen op.
De havde lært lektien.«
Weibull peger på tre faktorer, der har undermineret det danske avismarked. Ud over gratisavismarkedet og meget dyre og relativt elitære danske aviser fremhæver han Det Berlingske Officins og JP/Politikens Hus´ næsten totale dominans.
»Den store koncentration virker konserverende. De risikerer at få de samme ideer og ikke blive
udfordret. Uden at kende alle detaljer, så kan det godt virke, som om danske aviser har vedtaget bestemte løsningsmodeller. Og måske ikke opdaget, at de ikke virker længere.«

SVENSKE AVISER KAN IKKE LÆRE NOGET SOM HELST AF DANSKERNE. Det har Stefan Melesko, associate professor på media economics i Jönköping og tidligere administrerende direktør på Dagens Nyheter i Stockholm, tidligere udbasuneret.
Hvad ville der ske, hvis svenske aviser havde samme prisudvikling som danske?
»Så ville vi få en katastrofal nedgang i oplaget. De ville tabe op mod det halve af oplaget over tid.«
Stefan Melesko har i en analyse tidligere sammenfattet det sådan her: "Det finns bara ett land i Norden i vilket utvecklingen varit ännu värre än i Danmark. Det är Island."
»Islændingene ansætter omkring 100 journalister til en husstandsomdelt gratisavis i Danmark. Alle ved, at annoncemarkedet er for lille. Forløbet er forudsigeligt og helt banalt: Hvis man ikke har alle indtægter, kan man ikke have alle udgifter. Det var en vanvittig satsning.«
Men den danske reaktion var ikke meget klogere.
»Hvorfor lod Politiken og Berlingske ikke bare Nyhedsavisen køre ud over afgrunden af sig selv - i stedet for at kaste penge efter den?!«
Også andre af JP/Politiken Hus' satsninger ryster Melesko. JP/Politiken har opkøbt svenske gratisaviser. Melesko har i en analyse kaldt satsningen på Sverige 'ubegribelig' og konkluderet, at den kun kan forklares med avisejernes "svage krav til ledelsen, som gør, hvad de synes er interessant".
»Politiken er gået ind i Sverige og har købt gratisaviser, som de kun kan tjene marginalt på. Det kan aldrig blive en hovedindtægtskilde. Jeg forstår det ikke,« siger Melesko. Og sammenfatter sin undren over ansvarlige danske avischefers gøren og laden:
»Jeg har svært ved at forstå en strategi, hvor man konstant søger nye udgifter og samtidig selv driver virksomheder, som formindsker morgenavisernes annonceindtægter og gør læsningen af dem mindre interessant. Det er måske noget særligt dansk.«
"Though this be madness, yet there is me-
thod in it."
Med netop det citat fra Hamlet har Stefan Melesko i en analyse sammenfattet kvaliteten af forretningsstrategien i JP/Politikens Hus.

"KÆRE ØJVIND - har du mulighed for at ringe til mig?"
Der er mail fra Lars Munch. Nu vil han godt give et interview.
Også Lars Munch har gjort sig tanker. Måske er det ikke en holdbar strategi at tage mere for avisen hos de faste læsere og give tilbud til alle andre.
»Spørgsmålet er helt relevant. Jeg har overvejet, om strategien er forkert. Men vi lever i en meget hård konkurrence. Vi har bekriget hinanden. Det er en følge af, at vi i København alene har tre store morgenaviser. Det finder du ikke andre steder. Vi har flere dagblade end Stockholm. De har kun to - Dagens Nyheter og Svenska Dagbladet. Og New York har kun New York Times. Men vi har drevet hinanden derhen, hvor rabatrytteriet er gået for vidt,« siger Lars Munch.
I har igen og igen kompenseret bladsalgsindtjeningen ved at sætte prisen op. Har det ikke forværret oplagssituationen?
»Det skal undersøges videnskabeligt. Det kan man ikke bare sige. Men det er klart, at når man sætter prisen op, kan det påvirke forbrugeradfærden.«
»Man kan vende det om og sige, at mange aldrig havde set aviserne, hvis vi ikke havde brugt kampagner. Der er et gran af sandhed i begge dele.«

DE AVISCHEFER, der gang på gang har valgt at dreje på prisskruen, har vedvarende argumenteret med, at det var helt andre strukturer - som aviserne ikke var herrer over - der udløste læserflugten. Prispolitikken var reaktionen på problemet. Ikke problemet. Således også Lars Munch.
»Jeg tror ikke, det er prisstigninger, der har medført de faldende oplag. Det er kun en medvirkende årsag. Hovedårsagen til de faldende oplag er det øgede medieudbud, kortere tid og mere pres på familierne.«
Lars Munch tror ikke på, at høje omkostninger - for eksempel danske journalistlønninger - er en del af forklaringen på de lave overskud. Han tror, forklaringen er lave annoncepriser.
Samtidig med, at I sætter prisen op på avisen, forærer I også annoncebårne ugeaviser væk med 100 procent dækning i lokalområdet?
»Hjælp!«
Kan du uddybe det "hjælp"?
»Det ville selvfølgelig være lettere at være avis, hvis der ikke var andre medieformer overhovedet. Vi skal altså lukke lokalaviserne i en tro på, at dagbladene ville få det bedre?! Det argument tåler ikke yderligere refleksion. Der er væsentligt hårdere konkurrenter til dagbladene end distriktsaviserne.«

LARS MUNCH AFVISER, at papiravisernes styrtdykkende læsertal dømmer prisstrategien ude.
»Dækningsgraden falder på tryk - men ikke på nettet. JP, Politiken og Ekstra Bladet har flere læsere i dag end for 5, 10, 15 år siden. Forklaringen er naturligvis, at vi kompenserer for tabet på internettet.«
Men I tjener jo ikke de penge på nettet, I mister på papiret?
»Vi har markant stigende indtægter på internettet. Flere hundrede millioner kroner på nettet.«
Det går i virkeligheden rigtigt godt?
»I virkeligheden synes jeg ikke, at fremtiden ser særligt sort ud. Men vi har en periode, hvor vi ikke kan kompensere indtægtstabet på aviserne med indtægterne på internettet. Men vi får flere og flere læsere samlet. Derfor er jeg optimist: Vi skal nok tjene pengene.«
Og her tager interviewet en drejning.
»Er aviser overhovedet dyre? Du får for 4.000 kroner om året hver eneste dag en velredigeret avis, der svarer til indholdet af en bog. I virkeligheden er aviser forbløffende billige. Det er billigere end en halv liter cola om dagen eller en pakke cigaretter. Du får kultur, sport og baggrund. Aviser er
meget billige!«
Dele af Lars Munchs analyse afvises blankt af svenske Stefan Melesko. Han påpeger, at det grundlæggende kan virke, som om den danske direktør ikke anerkender begrebet priselasticitet.
»Det nytter ikke noget at forsøge at retfærdiggøre prisen, hvis læserne ikke vil betale den. Og det gider de ikke, når oplaget falder. Lars Munch laver en intellektualisering af, at han ikke kan sælge sin avis. Hvis han havde ret, skulle den argumentation påvirke dem, som ikke køber avisen. Men han kan ikke få dem til at købe avisen ved at sige, den er billig!«

MIKAEL KAMBER SIDDER NED. Han har et bud på, hvordan danske aviser skal ryste perioden med prisstigninger, læserflugt og annoncørsvind af sig.
»Jeg overvejer at holde prisen i ro næste år for 12 måneders-abonnenterne. Jeg har ikke råd til at gøre det over hele linjen. Men det giver os et argument, hvis kvartalsabonnenterne synes, vi bliver for dyre. Så kan de få helårsabonnementet til gammel pris.«
Der er tale om en grundlæggende ny måde at tænke bladøkonomi på. Strategien handler om at fastholde i stedet for at erstatte. Vi kunne kalde det en forsinket svensk løsning.
»Hvis vi taber 2.000 færre i abonnement, kan det sagtens finansiere, at vi ikke sætter prisen op. Vi lader være med at piske og mishandle de kunder, vi har. Vi lader være med at gøre dem rasende over, at naboen kan få et kampagnetilbud på avisen til ingen penge. Lad os forkæle de læsere, vi har. Alle disse fantastiske læsere, der vil betale det dobbelte af svensken.«
Kamber holder en lille pause. Så understreger han, at han ikke løber blindt ud i minefeltet.
»Lad os tage et skridt ad gangen. Nogen skal gøre det. Jeg vil gerne tage det første.«
Medieforskerne tror, det er for sent.
»Nu er skaden sket, og tiden kan ikke skrues tilbage,« siger Jørgen Poulsen. Betalingsavisens dage er ganske enkelt undermineret af en systematisk fejlslagen strategi.
»Strukturelt set er fremtiden for papiraviser at være 100 procent annoncefinansierede, bortset fra et par enkelte markante, eksklusive nicheaviser,« siger Jørgen Poulsen. 

 

∞ DANSKE AVISER DOBBELT SÅ DYRE

Avispriser i Danmark
Jyllands-Posten: 4.107 danske kroner
Berlingske Tidende: 4.198 danske kroner
Politiken: 3.998 danske kroner
JydskeVestkysten: 3.395 danske kroner

Avispriser i Sverige
Dagens Nyheter: 1.941 danske kroner
Helsingborgs Dagblad: 1.706 danske kroner

Prisen dækker 12 måneder, 7 dage om ugen, ingen rabat. I postnumre uden for Stockholm koster Dagens Nyheter 2.695 danske kroner. Priserne er oplyst af avisernes abonnements-afdelinger telefonisk i oktober 2008.

 

Magasin: 

Kommentar

03/12/2008 - 11:08

Jens Yde

Forleden så jeg en giroopkrævning, der viste, at Thisted Dagblad i fast fuldtidsabonnement er dyrere end Jyllands-Posten, der ellers altid har været en meget dyr avis. Thisted Dagblad udkommer som omslag til Nordjyske Stiftstidende.

En sådan avis koster 20 kroner i løssalg.

I Californien koster en avis omkring tre kroner i løssalg.

Jeg synes, at blandt andet disse provinsoplysninger mangler i pressens selvportrætter.

06/12/2008 - 19:21

Thorbjørn Frandsen

Yderst interessant artikel om prisdannelsen på danske dagblade for en ihærdig avislæser.

Jeg har netop forlænget mit abonnement på Financial Times ét år.

Abonnementet er et kombinationsabonnement på papiravisen -

fra mandag til lørdag - samt ubegrænset webadgang til FT.com.

Jeg får avisen bragt med posten.

 Det koster mig kr. 2.400 pr. år. En pris jeg synes er ok.

 Det der har undret mig er, at FT har en global cirkulation på ca. 450.000,

bliver trykt i Stockholm og bragt ud i Danmark - i mit tilfælde.  Hvordan hænger det

sammen med de abonnementspriser på danske aviser, der er nævnt nederst i artiklen?

Enten tjener fx JP/Politiken kassen,  eller også  er FT (Pearson) på vej mod afgrunden.

Men jeg kan nævne, at FT som den eneste avis i UK har kunnet fastholde cirkulationen

i 2008 - indtil nu. Så der er noget der ikke stemmer... Men hvad?

I øvrigt gælder det  samme The Economist. I et abonnement, koster ét magasin ca. kr. 15,00

pr. stk. og cirkulationen er stigende - år for år.

Danske aviser er alt, alt for dyre og kvaliteten voldsomt dalende.

Og så er der iøvrigt noget 'magtfuldt' ved broadsheet formatet jeg godt kan lide.

Bladringen fordre jo store armbevægelser...

 

 

07/12/2008 - 15:14

Ebbe Sommerlund

Det er svært at sammenligne Danske medier med udenlandske og så alligevel. Jeg har abonnement på flere amerikanske magasiner - 12 numre for 250 kr leveret i Danmark. Magasinerne er på den anden side spækket med annoncer - hvilket egentlig understøtter artiklens vinkel meget godt - lavere pris = flere læsere = flere annoncekroner

  

Seneste jobopslag

Digital Redaktør

Udenrigsministeriet
Ansøgningsfrist: 04.12

To redaktører til produktion af skriftlig patientinformation

Region Hovedstaden
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationsmedarbejder til Datatilsynet

Datatilsynet
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationsmedarbejder

Ballerup Idrætsby
Ansøgningsfrist: 30.11

Redaktør og teamleder til Dansk Flygtningehjælps kommunikationsteam

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 06.12

Vikariat, jourhavende på Avisen.dk

Avisen.dk
Ansøgningsfrist: 27.11

Journalist til Politikens sportsredaktion

Politiken
Ansøgningsfrist: 04.12

idényt søger digital forretningsansvarlig

BENJAMIN MEDIA A/S
Ansøgningsfrist: 30.11

Erfaren marketing- og kommunikationsmedarbejder

HR Skyen
Ansøgningsfrist: 08.01

Content marketing-medarbejder

Spejder Sport
Ansøgningsfrist: 23.11

Kommunikationschef

Varde Kommune
Ansøgningsfrist: 27.11

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole søger en underviser

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 27.11

Undersøgende reporter til Radio24syv

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11

Radio24syv søger reporter til Aarhus eller København

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11

To kreative Social Media Managers til Berlingske!

Berlingske Media A/S
Ansøgningsfrist: 26.11