DJ trækker undersøgelse – dropper samarbejde med Politiken

I går modtog alle medlemmer af Dansk Journalistforbund en spørgeskemaundersøgelse om sexchikane på arbejdspladsen. I dag trækker DJ undersøgelsen tilbage efter kritik fra bl.a. Berlingskes tillidsrepræsentant. DJ dropper samarbejdet med Politiken om undersøgelsen
  • Flemming Leitorp
    Lars Werge, formand for Dansk Journalistforbund.
29.11.2017 · 12:14

Om igen. På grund af voldsom kritik har Dansk Journalistforbunds ledelse besluttet at tilbagekalde en undersøgelse om sexchikane. Undersøgelsen er blandt andet blevet kritiseret for at være lavet i samarbejde med Politiken, hvor medlemmerne ved at deltage samtidig gav tilsagn om, at Politiken kunne bruge deres beretninger i anonymiseret form.

”Måden, som vi havde lavet undersøgelsen på, vakte meget hurtigt meget kritik, og vi har derfor til morgen valgt at stoppe undersøgelsen og trække den tilbage. Jeg må erkende, at samarbejdet og rammerne for undersøgelsen ikke har været tydelige nok. Det beklager jeg,” skriver Lars Werge på Journalistforbundets hjemmeside.

”Hvis vi ikke har været gode nok, eller hvis der er sket fejl, skal vi have det udbedret. Vores eneste ønske er, at vi gerne vil belyse omfanget af chikane og krænkelser,” uddyber Lars Werge til Journalisten.

Skulle slet ikke være sendt ud

En af kritikerne, tillidsrepræsentant på Berlingske, Marianne Fajstrup, er glad for, at undersøgelsen er trukket tilbage.

”Det synes jeg er glimrende. De kan jo ikke gøre andet. Men det ville have været bedre, hvis de slet ikke havde sendt den ud,” siger hun.

Lektor i journalistik på SDU Filip Wallberg har også været ude med kritik.

Han siger nu:

”Det er rart, at ens fagforening lytter til kritikken, tager den alvorligt og tager en konsekvens af det.”

Filip Wallberg tilføjer, at undersøgelsen er vigtig.

”Men kommunikationen og præmissen har mildt sagt været uklar – og det erkender DJ heldigvis nu.”

Opfordring til boykot på Berlingske

Efter at undersøgelsen blev sendt ud i går, reagerede Marianne Fajstrup ved at opfordre kollegerne på Berlingske til at vente med at svare på spørgsmålene.

”Det er ikke mit forbunds opgave at lave den her slags undersøgelser i samarbejde med medier. Resultaterne må gerne komme i pressen. Men DJ kan sende en pressemeddelelse ud, når resultatet foreligger. Jeg kan slet ikke udtrykke, hvor utroligt det er,” sagde Marianne Fajstrup tidligere i dag til Journalisten, før undersøgelsen var trukket tilbage.

”Eventuelle kommentarer, du skriver undervejs i din besvarelse, kan blive anvendt i anonymiseret form i Politiken,” fremgik det af undersøgelsens tekst.

Blandet æbler og pærer

Filip Wallberg kritiserede undersøgelsen for uklar kommunikation.

”Jeg kommer ikke til at deltage, for jeg vil selv bestemme, om eventuelle krænkelser, jeg fortæller forbundet om, også skal optræde i Politiken. De blander æbler og pærer,” sagde Filip Wallberg til Journalisten tidligere i dag.

Marianne Fajstrup har også kritiseret, at det i den udsendte undersøgelse var muligt at identificere medlemmer, som arbejder på DR og Berlingske. Disse to medarbejderforeninger optrådte på listen sammen med specialgrupper og specialforeninger.

"Vi skal krydse af, hvilken medarbejderforening vi tilhører. Hvorfor skal Politikens journalister ikke det? Eller TV 2? Skemaet er egnet til at undersøge, om der er sexchikane i DR eller Berllngske. Det vil jeg ikke deltage i. Jeg vil meget gerne have undersøgt, om der er sexchikane mod mine kolleger og fagfæller. Men hvis der er sexchikane på Berlingske eller DR, skal min egen fagforening da ikke aflevere den historie på Rådhuspladsen.”

Lars Werge siger, at DR og Berlingske optræder som arbejdspladser i spørgeskemaet, fordi det gør de i DJ's interne system.

”På hjemmesiden optræder de to medarbejderforeninger. Det er dér, man har taget det fra – og det er selvfølgelig ikke godt nok,” siger han.

Så vidt Lars Werge ved, ville arbejdsplads dog ikke blive koblet til DR- og Berlingske-medlemmernes svar, fortæller formanden.

Dropper samarbejdspartner

Lars Werge forklarer, at DJ valgte at samarbejde med Politiken om undersøgelsen, fordi Politiken henvendte sig til næstformand Tine Johansen og spurgte, om DJ havde undersøgt omfanget af sexchikane blandt medlemmerne.

”Hun forklarede, at vi var tæt på at sparke en undersøgelse i gang, og så aftalte de, at Politiken måtte offentliggøre det,” siger han.

Lars Werge har tidligere i dag orienteret chefredaktør på Politiken Christian Jensen om, at undersøgelsen er stoppet.

Facebook har næstformand Tine Johansen tilføjet, at undersøgelsen nu vil blive gennemført uden en samarbejdspartner.

”Vi vil fortsat gerne undersøge omfanget af seksuelle krænkelser og chikane i vores branche, men det vil ske uden en samarbejdspartner,” skriver Tine Johansen.

Vil kortlægge krænkelser

DJ har iværksat undersøgelsen for at kortlægge omfanget og karakteren af seksuelle krænkelser blandt DJ’s medlemmer. Det sker i kølvandet på #metoo-kampagnen. I sidste uge kunne Journalisten desuden fortælle, at to studentermedhjælpere følte sig udsat for seksuelle krænkelser, mens de arbejdede i Dansk Journalistforbund.

En ny version af undersøgelsen bliver sendt ud i begyndelsen af december til alle medlemmer af DJ.

Spørgeskemaundersøgelsen har intet at gøre med den eksterne advokatundersøgelse, som DJ har iværksat som følge af sagen med de to studentermedhjælpere.

DJ har desuden varslet en undersøgelse, med ekstern bistand, af kulturen i forbundet, som udspringer af kritik af en usund og sexistisk kultur – denne kritik blev fremført af tidligere medarbejdere i Journalistens artikel.

Kommentar

29/11/2017 - 13:41

Maria Becher Trier

Egentlig synes jeg, at det er god idé med en uafhængig mediesamarbejdspartner til undersøgelsen. En partner kan være med til at sikre, at alle resultater bliver lagt frem. Men i min optik giver det bedst mening, at det er vores uafhængige fagblad Journalisten, som er samarbejdspartner.

Og så er det helt i orden, at man bruger lidt tid på at udforme undersøgelsen, så den bliver så god som mulig.

Og med hensyn til undersøgelsen undrede jeg mig over, at jeg ikke kunne sætte kryds i både Organisationsgruppen og Journalisterne i DJ - jeg er jo medlem begge steder, men skulle i undersøgelsen vælge.

29/11/2017 - 16:57

Morten Juhl

Uanset om man er for eller imod en undersøgelse, er det et selvmål af en vis størrelse, at en forbundsledelse vil tildele et, skriver 1 medie(Politiken), undersøgelsens resultat. Jeg havde ikke forventet et så ringe journalistisk jugements fra formandens side.

mvh morten juhl

29/11/2017 - 17:27

Sara Høyrup

Frem og tilbage er lige langt. Det begynder at minde mig om Puigdemonts udråbelse + aflysning af den catalanske republik og hans to modstridende holdninger til EU i løbet af tre dage. Begynder vores forbund ikke efterhånden at fremstå lidt useriøst?

29/11/2017 - 18:08

Christian Barfoed

Hej,
Nu er undersøgelsen så trukket tilbage, men det forekommer ærligt talt også utroværdigt at vores forbund samarbejder med et mediehus - som på linje med alle andre - må formodes at være en del af det, der skal undersøges.
Jeg håber at når man vender tilbage med en bedre form - for med det, der på det seneste er kommet frem fra forbundet selv også, tyder meget på der er brug for sådan en undersøgelse - er den totalt uafhængig.
Det kan godt være man ikke ligefrem behøver et advokatfirma her - men lad endelig meget gerne jurister kigge på det endelige spørgeskema, og sørg for Guds skyld for at undersøgelsen bliver TOTALT uafhængig.
Vh Christian Barfoed

29/11/2017 - 19:23

Finn Arne Hansen

Morten Juhl,læs igen, det er næstformanden, der tog hovedet under armen...

29/11/2017 - 19:36

Søren Steffen

@finn Arne Hansen
Jeg synes da at Morten Juhls formulering er korrekt. Næstformanden har jo aftalt på ledelsens vegne?
Og jeg ser ikke Lars Werge frasige ledelsens ansvar.

29/11/2017 - 19:49

Finn Arne Hansen

Selvfølgelig undergraver formanden ikke næstformanden offentligt. Og da vi har ligestilling i DJ, og de to formænd begge aflønnes med over en million kroner om året med pension, må der også være ligestilling ved deling af ansvar. Jeg har ikke noget imod næstformanden, skal jeg lige tilføje. Men jeg så gerne en lønforskel mellem de to poster.

29/11/2017 - 20:41

Lars Werge

Kære Finn Arne og andre,
Det er selvfølgelig en beslutning fra formandskabet, at vi "gik med Politiken". Nu har vi erkendt, at den var forkert, og vi har trukket den tilbage.
Vi er fælles om de beslutninger, vi træffer, men vi fordeler "ordfører-ansvaret" på enten Tine eller mig.
Mvh Lars

29/11/2017 - 23:30

Bo Østlund

Smart tænkt af Politiken. Foruroligende og pinagtig ringe dømmekraft af forbundsledelsen.

30/11/2017 - 10:36

Maria Becher Trier

Er lidt nysgerrig - Er Journalisten interesseret i at indgå i et samarbejde om at formidle resultaterne fra en sådan undersøgelse?

30/11/2017 - 16:49

Jens Røgind

Går den - så går den. Men hvorfor dette?
Svært at være uenig med Bo Østlund.

30/11/2017 - 17:34

Jesper Haller

Det var ikke nogen elegant manøvre, må man sige. Men forbundet har dog trods alt håndteret MeToo bedre end Zentropa.

30/11/2017 - 21:12

Niels Christian Cederberg

Er der ikke endnu engang en enorm fare for at denne type undersøgelse træder det tavse flertal under fode og hovedløst rider med på en kampagne der i forvejen er forplumret af skidt og kanel? For mig er den et mistænkeligt forsøg på at bekræfte en tese fremfor at belyse en problematik. Samarbejdet med politiken gør det ikke bedre. Jeg ønsker slet ikke at svare på et spørgeskema om krænkelser, da jeg slet ikke ønsker at blive kædet sammen med noget, jeg absolut ikke har noget med at gøre. Jeg kan umuligt være den eneste. Dermed kommer undersøgelsen kun til at belyse den side af sagen hvor der måtte være problemer og ikke den anden. Det er ikke dét jeg lærte på min uddannelse.

01/12/2017 - 13:57

Erik Svarre

Jeg synes da, at det er helt i orden, at udersøgelsen laves i samarbejde med Politiken. Dermed viser Dansk Journalistforbund stor åbenhed overfor det omgivende samfund og får lagt et uvildigt filter ind i undersøgelsen. Politiken er jo en seriøs samarbejdspartner med stor integritet. Med al respekt for fagbladet Journalisten - der på forbilledlig vis har taget på problemet med chikane og krænkelser op - kan det alligevel godt udadtil virke lidt fordækt og indspist at lave undersøgelsen sammen med fagbladet. Betænkeligheden fra Berlingskes medarbejderformand finder jeg underordnet i forhold til vigtigheden af at få dette problem belyst på en seriøs og vederhæftig måde.

Seneste jobopslag

Kommunikationsmedarbejder til Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg

Sydvestjysk Sygehus
Ansøgningsfrist: 15.01

Pressechef til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 02.01

DANMARKS FISKERIFORENING SØGER JOURNALIST

DANMARKS FISKERIFORENING
Ansøgningsfrist: 08.01

Leder til BUPL’s kommunikation

BUPL - BØRNE- OG UNGDOMSPÆDAGOGERNES LANDSFORBUND
Ansøgningsfrist: 04.01

TV 2 Lorry søger kreativ historiefortæller

TV2/ Lorry
Ansøgningsfrist: 15.01

Erfaren projektleder til lotterikommunikation

Kræftens Bekæmpelse
Ansøgningsfrist: 07.01

Pressechef til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 02.01

Er du vores nye kommunikations- og sekretariatsmedarbejder?

Kristelig Handicapforening
Ansøgningsfrist: 05.01

Kommunikationskonsulent

Viborg Kommune
Ansøgningsfrist: 05.01

Politiken søger EU-korrespondent

Politiken
Ansøgningsfrist: 20.12

Pressesekretær til Undervisningsministeriet

Undervisningsministeriet
Ansøgningsfrist: 10.01

Journalist TIL BORNHOLMS TIDENDE

Bornholms Tidende
Ansøgningsfrist: 15.01

Kommunikationsdirektør til Diabetesforeningen

Diabetesforeningen
Ansøgningsfrist: 07.01

Leder af kommunikation DTU Byg

DTU
Ansøgningsfrist: 20.12

Tovholder på bibliotekets kommunikation

Herlev Bibliotek
Ansøgningsfrist: 05.01

BO BEDRE søger digital journalist

BENJAMIN MEDIA A/S
Ansøgningsfrist: 03.01

Videojournalist

Folkekirken.dk
Ansøgningsfrist: 21.12

Head of Social

Landbrug & Fødevarer
Ansøgningsfrist: 18.12

Stærke nyhedsjournalister til TV 2/Bornholm

TV 2/Bornholm
Ansøgningsfrist: 19.12