DJ: Robotter kan være en kæmpe hjælp

Robotjournalister er velkomne i mediebranchen, hvor de kan løse rutinearbejde og frigøre tid, mener DJ-næstformand Tine Johansen. Hun afviser, at robotter kan blive en billig erstatning for journalister
  • Flemming Leitorp
    Hvis robotternes kompetencer bliver brugt rigtigt, kan de være en kæmpe hjælp ude på redaktionerne, mener næstformand i Dansk Journalistforbund, Tine Johansen
29.06.2017 · 13:28

I Dansk Journalistforbund er man positivt stemt over for robotjournalistik, fortæller næstformand Tine Johansen.

”Hvis robotternes kompetencer bliver brugt rigtigt, kan de være en kæmpe hjælp ude på redaktionerne. Robotter kan klare rutinearbejdet på en effektiv måde og dermed frigøre ressourcer til ordentlig journalistik. Så kan journalisterne koncentrere sig om det, maskinerne ikke kan,” siger hun.

Journalisten beskrev mandag det nye netmedie Lasso News, hvor de to robotter Jason og Mimi producerer nyheder og portrætter om erhvervsfolk og virksomheder.

Mini-portræt 1,88 sekunder

Mimi skriver 1.500 nyheder om dagen, mens Jason kan skrive et mini-portræt om en virksomhedsejer på 1,88 sekunder. Alle oplysninger hentes i offentlige registre som CVR og Statstidende og kombineres – med omfattende kodning – til artikler, som publiceres automatisk hos Lasso News.

Resultatet er artikler, der ikke er sprogligt fremragende og relativt enslydende, men dog læsbare og opbygget efter journalistiske kriterier. Du kan selv læse med på lasso.dk.

DJ: Udvikling er et vilkår

Robotternes indtog i mediebranchen kan dog skabe problemer, hvis mediecheferne bruger dem til at spare penge i stedet for at frisætte tid til bedre journalistik, advarer Tine Johansen.

”Hvis man tror, maskiner kan overtage en masse journalistisk arbejde, så man kan spare på de journalister, som skal have ferie og barsel og alt muligt, så tager man fejl. Det skal vi selvfølgelig i DJ være opmærksomme på, om nogen går og tror. Det er for tidligt at sige, og der vil sikkert også blive set forskelligt på det rundt omkring,” siger hun.

Hvad siger medlemmerne?

”Jeg har ikke talt med ret mange om det. Men jeg tror ikke, der er en ”åh nej, robotterne kommer”-agtig tankegang blandt medlemmerne. Vi er generelt et fag, hvor udviklingen sker vanvittigt hurtigt. Det er blevet et vilkår for os alle sammen, at der hele tiden sker noget med den måde, vi arbejder på. Jeg tror ikke, nogen oplever, at det er omstyrtende, at der nu er nogle meget fintunede programmer, der kan hjælpe os med at lave journalistik,” siger Tine Johansen.

Er der risici forbundet med robotjournalistikken?

”Det er der, hvis man overlader noget forkert til dem. Vi ser for eksempel, at maskinoversættelser vinder frem. Det kan være en god hjælp for nogle af vores billedmedieoversættere, men man kan ikke sende en maskinoversættelse direkte ud til brugerne. Det skal bearbejdes af et menneske,” siger hun.

Ritzau: Robotter frigiver tid

I den danske medieverden har blandt andre Ritzau gjort brug af robotten Autoflash. Autoflash finder nøgletal i virksomheders regnskaber, som lynhurtigt kan sendes ud til Ritzaus kunder.

”Vi har ikke færre journalister i dag på grund af robotten, og jeg oplever, at vores journalister er rigtig glade for den, fordi den er hurtig og præcis og samtidig frigiver tid,” har nyhedschef Søren Funch forklaret til Journalisten.

Han sagde i 2016 til Journalisten, at han ikke tror, robotterne vil overtage faget.

”Man er nødt til at sætte omkostning og efterspørgsel sammen. Det er dyrt at udvikle en robot, og der skal være et marked for det. Nogle steder i udlandet ser man, at robotter godt kan skrive korte sportsnyheder. Det kan vi også godt gøre, men i øjeblikket er der ikke et marked for det i Danmark. Det er meget muligt, at det vil ske i fremtiden i takt med, at omkostningerne falder,” sagde Søren Funch.

Robotter mangler sjæl og humor

Tine Johansen er heller ikke nervøs for, at robotterne kommer til at overtage store dele af det journalistiske arbejdsmarked.

”Der er nogle opgaver, som kun et menneske kan løse. At lægge noget sjæl i journalistikken, at være humoristisk eller at koble forskellige faktorer sammen – det kan man ikke overlade til en maskine. Ikke endnu i hvert fald,” siger hun.

DJ har ingen initiativer i gang i forhold til robotjournalistik. Men på det seneste delegeretmøde blev det besluttet, at hovedbestyrelsen i den nuværende periode skal analysere fagenes fremtid og prøve at skue lidt længere frem. Derfor vil robotjournalistik formentlig komme på dagsordenen de næste par år, forudser Tine Johansen.

Kommentar

Seneste jobopslag

Kommunikationsmedarbejder

Ballerup Idrætsby
Ansøgningsfrist: 30.11

Redaktør og teamleder til Dansk Flygtningehjælps kommunikationsteam

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 06.12

Vikariat, jourhavende på Avisen.dk

Avisen.dk
Ansøgningsfrist: 27.11

Journalist til Politikens sportsredaktion

Politiken
Ansøgningsfrist: 04.12

idényt søger digital forretningsansvarlig

BENJAMIN MEDIA A/S
Ansøgningsfrist: 30.11

Erfaren marketing- og kommunikationsmedarbejder

HR Skyen
Ansøgningsfrist: 08.01

Content marketing-medarbejder

Spejder Sport
Ansøgningsfrist: 23.11

Digital reporter til DR Trekanten

DR
Ansøgningsfrist: 20.11

Kommunikationschef

Varde Kommune
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationsmedarbejder på deltid med hjerte for frivillige

Kirkens Korshær
Ansøgningsfrist: 22.11

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole søger en underviser

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationskonsulent til Kultur- og Fritidsforvaltningen

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 20.11

Undersøgende reporter til Radio24syv

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11

Radio24syv søger reporter til Aarhus eller København

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11