DJ: Regeringen skal lægge pres på Tyrkiet

Dansk Journalistforbund mener, at den danske regering skal fordømme Tyrkiets undertrykkelse af pressefriheden. “Den måde, Tyrkiet håndterer pressen på, er helt uacceptabel,” siger formand Lars Werge. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Udenrigsministeriet
04.08.2017 · 09:30

Op mod 160 journalister sidder lige nu fængslet i Tyrkiet ifølge det Europæiske Journalistforbund, EFJ.

Det er et stort problem, som den danske regering bør stå stærkt på over for den tyrkiske regering. Sådan lyder det fra DJ's formand, Lars Werge.

“Vi har skrevet et brev til udenrigsminister Anders Samuelsen. Her skrev vi, at vi synes, de skulle presse på over for den tyrkiske regering i forhold til pressefriheden,” siger Lars Werge.

I brevet beder Lars Werge regeringen om at fordømme “de stadige og gentagne angreb på pressefriheden”. DJ kræver, at præsident Recep Tayyip Erdogan opgiver sagerne mod fængslede journalister. Ifølge Journalistforbundet skal den danske udenrigsminister forklare sin tyrkiske kollega, at det styrker Tyrkiets demokrati at styrke pressefriheden.

“Redaktioner bliver rømmet”

Anledningen er en konkret sag, hvor 17 journalister og ledere fra den tyrkiske avis Cumhuryiet står anklaget for at støtte terrorbevægelser på grund af deres journalistik.

Ifølge Mogens Blicher Bjerregård, der er præsident i EFJ, er sagen endnu et eksempel på, at den tyrkiske regering de seneste år er gået til angreb på pressefriheden.

“Der er så lidt fri presse, at man ikke kan tale om pressefrihed. Den er sat bag tremmer,” sagde han i går til Journalisten.

Lars Werge er enig i, at situationen er problematisk.

“Der er ingen tvivl om, at det i en årrække er blevet værre og værre. Redaktioner bliver rømmet, og folk bliver tilbageholdt,” siger han.

“Det er uanstændigt. Forholdet mellem Danmark, Europa og Tyrkiet er selvfølgelig en del af et meget større spil end bare pressefriheden. Men over for regeringen og Folketinget er det vores opgave at gøre opmærksom på, at den måde, Tyrkiet håndterer pressen på, er helt uacceptabel.”

Regeringen har ikke været god nok

Dansk Journalistforbund skrev sidste år til daværende udenrigsminister Kristian Jensen og opfordrede til, at regeringen påpgede problemet over for Tyrkiet.

Det mener Lars Werge ikke, at regeringen har været god nok til.

“Det har ikke været så godt, som vi kunne håbe på. Jeg ved godt, det ikke bare er et quick-fix,” siger formanden.

Men:

“Det ser ikke ud til, at pressefriheden har stået højt på dagsordenen, når regeringen er mødtes med Tyrkiet. Det har været indvandringen og migrationen til Europa og forsøget på at lukke ned for den. Vi forsøger at fastholde, at de også skal huske det andet. Små forbedringer kan gøre en stor forskel.”

Lars Werge har endnu ikke fået noget svar fra Udenrigsministeriet. Han fortæller, at DJ i løbet af efteråret vil følge op på henvendelsen.

Journalisten har taget kontakt til Udenrigsministeriet. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra udenrigsminister Anders Samuelsen. Journalisten har også uden held forsøgt at få en kommentar fra den tyrkiske ambassade.

Kommentar

Seneste jobopslag

Kommunikationsmedarbejder med pionérånd

Lev Uden Vold
Ansøgningsfrist: 30.08

Bolig Magasinet søger digital journalist

BENJAMIN MEDIA A/S
Ansøgningsfrist: 11.09

Journalist i København

Jyllands-Posten
Ansøgningsfrist: 25.08

Leder til centralt kommunikationsteam

Teknologisk Institut
Ansøgningsfrist: 03.09

Presserådgiver

Nationalmuseet
Ansøgningsfrist: 24.08

Journalist til nyhedsredaktion

JydskeVestkysten
Ansøgningsfrist: 11.09

Tv-tilrettelægger og vært til Døvefilm

Døvefilm
Ansøgningsfrist: 21.08

Videojournalist (barselsvikariat)

DTU
Ansøgningsfrist: 30.08

Webredaktør med gennemslagskraft til intranet og hjemmeside

Greve Kommune
Ansøgningsfrist: 21.08

Journalist og pressemedarbejder

Erhvervsakademi Dania
Ansøgningsfrist: 03.09

DISCOVERY NETWORKS DANMARK SØGER DIGITAL PR-KONSULENT

Discovery Networks Danmark
Ansøgningsfrist: 08.09

Journalist/kommunikatør til karriere- og erhvervsartikler

Ingeniørforeningen, IDA
Ansøgningsfrist: 20.08

Stærk kommunikatør og projektleder (vikariat)

Stevns Kommune
Ansøgningsfrist: 20.08

Studerende til Styrelsen for Patientsikkerheds kommunikationsteam

Styrelsen for Patientsikkerhed
Ansøgningsfrist: 04.09

Er du vores nye medieredaktør?

Dyrenes Beskyttelse
Ansøgningsfrist: 21.08

To kommunikationskonsulenter med journalisterfaring

Aabenraa Kommune
Ansøgningsfrist: 21.08