DJ efterlyser flere åndehuller i praktiktiden - Danske Medier afviser

Stress blandt praktikanter skal løses med mere læring i stedet for konstant produktion, mener DJ's næstformand. Danske Mediers direktør er uenig: De studerende vil gerne levere. ”Skal der indlægges tid til flere fordybelsesdage, tror jeg, de studerende bliver endnu mere pressede”
  • Thomas Tolstrup
    Praktikanterne har stressfremkaldende høje ambitioner til sig selv, mener Christian Kierkegaard, direktør i Danske Medier.
16.02.2017 · 09:28

I fredags landede en ny undersøgelse om medie- og kommunikationsstuderendes trivsel. 35 procent af de 671 studerende, der har svaret i undersøgelsen, har symptomer på højt stressniveau, og 18 procent melder om dårligt psykisk helbred.

En del af undersøgelsen peger mod praktiktiden.

Mere end hver tredje af svarpersonerne, som er i lønnet praktik, svarer, at deres praktikantvejleder sjældent eller aldrig taler med dem om, hvor godt de udfører deres arbejde. Det svarer til 66 ud af de 183 studerende i lønnet praktik, som har besvaret dette spørgsmål.

20 procent, 38 ud af 192, svarer ”i mindre grad” eller ”slet ikke” til spørgsmålet ”Ved du nøjagtigt, hvad der forventes af dig, når du er i praktikken?”

Hos Dansk Journalistforbund efterlyser næstformand Tine Johansen mere input og læring i praktikforløbene:

”Der skal dedikeres hele dage til læringsformål, hvor der ikke er noget krav om, at man skal være en del af produktionen. Vi skal sikre, at der er nogle åndehuller, hvor de studerende får noget i hovedet i stedet for hele tiden at skulle levere output,” siger Tine Johansen.

Danske Medier afviser fordybelsesdage

Det er Christian Kierkegaard, direktør i Danske Medier og formand for Praktikudvalget, ikke enig i.

”Hvis der skal indlægges tid til flere fordybelsesdage, tror jeg, de studerende bliver endnu mere pressede, fordi de gerne vil levere. Jeg tror nærmere, at der er et ønske om at få tid til at lave det, man gerne vil lave,” siger Christian Kierkegaard.

Tine Johansen efterlyser også bedre uddannelse af praktikantvejlederne.

”Uddannelsen til praktikantvejledere skal forbedres og gøres obligatorisk,” siger hun.

Til det svarer Christian Kierkegaard:

”Praktikstederne har et ønske om at sikre bedst mulig uddannelse. Ingen virksomhed er interesseret i at have stressede medarbejdere. Så det er mit indtryk, at medierne er interesserede i at få lagt mere undervisning til vejlederne,” siger han – og tilføjer:

”Der er behov for evaluering undervejs af, hvordan den enkelte praktikant udvikler sig."

Praktikantaftalen forhandles ved de aktuelle overenskomstforhandlinger. For første gang er både Danske Mediers Arbejdsgiverforening, DR, TV 2 og TV 2-regionerne til fælles forhandling af praktikantaftalen.

Danske Medier: For høje ambitioner

Christian Kierkegaard mener, at mange studerende kommer ud fra skolerne med alt for høje ambitioner om egne præstationer i praktikforløbet. Han efterlyser mere forberedelse på uddannelserne forud for praktikken.

”Mit indtryk er, at mange ude i praktikken er meget ambitiøse. De føler, at de skal levere noget ekstraordinært. Og det kan være stressfremkaldende. Uddannelserne skal forberede de studerende, inden de skal ud i praktikforløbet,” siger Christian Kierkegaard.

Den idé bliver ikke afvist af Henrik Berggreen, områdechef for journalistik på DMJX.

”Jeg vil ikke afvise, at vi kan gøre det bedre. Det synes jeg er en spændende ide,” siger han.

DMJX giver de studerende et forberedende forløb forud for praktikken. I dag ligger det i forbindelse med praktiksøgningen og Store Matchdag. 79 procent af de 243 studerende i undersøgelsen, som har oplevet Store Matchdag, har svaret, at den havde ”negativ” eller ”meget negativ” betydning for deres psykiske velbefindende.

”Jeg vil gerne overveje, om man kunne gøre noget i slutningen af tredje semester for at forberede de studerende på praktikken. Jeg er i tvivl om, hvad der kan gøres, for mange studerende er flyttet og på vej væk til praktik,” siger Henrik Berggreen. 

I alt blev spørgeskemaet sendt til 2.714 studerende. Med en svarprocent på knap 25 procent kan der ikke generaliseres ud fra undersøgelsen.

Andre undersøgelser har også peget på stress blandt de studerende.

Kommentar

16/02/2017 - 11:52

Ove Klausen

Jeg ser ikke en modsætning mellem tid til at producere og reflektere, tværtimod.
Som praktikantvejleder i mit tidligere job havde jeg løbende status- og evalueringssamtaler med den, der var i praktik, faktisk sluttede vi hver uge af med det.
Der var ikke altid lige meget at snakke om, men det gav praktikanten mulighed for at tage noget op uden at skulle komme og bede om en samtale og måske tænke, at det kunne være for småt eller ikke relevant nok. Og det gav mig sikkerhed for, at vi hele tiden fik vendt oplevelser, udfordringer og evt. problemer og var enige om plan, indhold og retning for praktikforløbet.
De ugentlige småmøder betød, at vi begge kunne være trygge ved, at vi vidste, hvor vi "var banen", og at vi var på rette vej.

16/02/2017 - 13:40

Jan Dyberg, journalist og DMJX-lektor

Lidt sjovt, at det er uddannelsesstederne, der ifølge Kierkegaard skal sørge for, at de kommende praktikanter ikke stresses, fordi de tror, at de skal præstere big time på deres praktiksteder.
Vil det ikke være mest naturligt, at det ansvar især ligger på arbejdspladsen, så medarbejdere på det enkelte medie forventningsafstemmer med praktikanten???

Seneste nyheder

23.04.2017 · 17:32

Carsten Nielsen-legat til fotojournalist- uddannelsens fader

Anne-Laura Hedegaard
23.04.2017 · 16:35

Pres for at genoverveje IFJ-medlemsskab

Lasse Højsgaard
23.04.2017 · 15:39

Delegeretmødet opfordrer til forbedring af offentlighedslov

Anne-Laura Hedegaard

Seneste jobopslag

Stærke TV-journalister til Kontant

DR
Ansøgningsfrist: 09.05

Kommunikations- og marketingansvarlig

Rønne Havn
Ansøgningsfrist: 23.05

Kommunikationsmedarbejder (deltidsstilling)

Danmarks Cykle Union
Ansøgningsfrist: 08.05

Dynamisk net-medarbejder til Skive Folkeblad

Skive Folkeblad
Ansøgningsfrist: 10.05

SoMe Manager til TV2 Nord

TV 2 Nord
Ansøgningsfrist: 18.05

Presseansvarlig i Sex & Samfund

Sex & Samfund
Ansøgningsfrist: 27.04

Journalistuddannet højskolelærer søges

Hadsten Højskole
Ansøgningsfrist: 03.05

Kommerciel indholdsredaktør i Berlingske Media

Berlingske Media A/S
Ansøgningsfrist: 24.04

TV 2/FYN søger nyhedsredaktører med styrke i tv

TV 2/Fyn
Ansøgningsfrist: 24.04

DR Vejret søger vejrværter

DR
Ansøgningsfrist: 28.04