DJ anklager DF-politikere for at bryde armslængdeprincippet

Ifølge DJ-formand Lars Werge bryder DF’s Morten Messerschmidt med armslængdeprincippet, når han kræver sidste afsnit af ’Historien om Danmark’ fjernet fra DR’s hjemmeside. Han langer også ud efter Søren Espersen. Messerschmidt: ”Jeg deltager i debatten som samfundsborger”
  • Ritzau/Mogens Flindt
    Både Morten Messerschmidt og Søren Espersen bryder med armslængdeprincippet i en del af deres kritik af DR's 'Historien om Danmark', mener Lars Werge.
27.10.2017 · 16:11

Europaparlamentariker Morten Messerschmidt (DF) bryder med armslængdeprincippet, når han forlanger, at DR skal fjerne det seneste afsnit af ’Historien om Danmark’ fra sin hjemmeside.

Sådan siger Dansk Journalistforbunds formand, Lars Werge, efter at Morten Messerschmidt torsdag udtalte sig om DR-serien på vegne af sit parti.

”Når man decideret siger, hvad DR bør gøre, så er man jo ikke engang bare inde og rode med armslængdeprincippet - så bryder man med det,” siger Lars Werge.

Morten Messerschmidts udtalelse kommer oven på en heftig debat om dokumentarserien, der har fået kritik fra flere historikere for at være venstreorienteret og udelade borgerlige politikeres aftryk på danmarkshistorien. 

”Selvfølgelig kan politikere have holdninger, og de skal ikke have berøringsangst i forhold til at udtrykke dem. Men det er både uklædeligt og helt forkert at forsøge at påvirke armslængden med den slags udtalelser. Og selvfølgelig skal DR ikke fjerne afsnittet, fordi DF ikke er tilfreds med det,” siger Lars Werge.

Messerschmidt: Werge bør læse op

Morten Messerschmidt afviser Lars Werges kritik med, at han som EU-parlamentariker ikke er underlagt kravet om armslængde.

”Jeg deltager i debatten som samfundsborger. Og jeg synes ærlig talt, Lars Werge burde gå på tidlig weekend og læse lidt op på, hvad armslængdeprincippet er,” siger Morten Messerschmidt og forklarer:

”Det handler om, at folk, der har direkte indflydelse på et anliggende, skal holde sig fra at detailstyre det. Og hvis der er et område, som EU ikke har kastet sin klamme hånd over, så er det, hvad Danmarks Radio sender,” siger han.

Espersens udmeldinger også over stregen 

Lars Werge kritiserer også, at Dansk Folkepartis Søren Espersen allerede mandag truede med, at sidste afsnit af 'Historien om Danmark' kunne få konsekvenser i forbindelse med næste års forhandlinger om et nyt medieforlig.

”Jeg synes i den grad, Søren Espersens udmelding er over stregen. Han siger jo, at hvis DR ikke retter ind og tilrettelægger deres indhold efter, hvad de mener i DF, så vil det få konsekvenser for DR’s finansiering. Der har man ikke nogen armslængde længere. Og man sætter medarbejdere og ledelse i DR under et pres, som ikke er i orden,” siger Lars Werge.

Til det siger Søren Espersen selv:

”Det er jo skønt med armslængde. Men hvad hvis dem på den anden side af armen har til formål at drive venstreorienteret propaganda? Hvad gør vi så? Vores problem er, at vi opfatter, at DR har en agenda,” siger han.

Men erkender du, at din udtalelse bryder armslængdeprincippet?

”Jeg forstår godt, hvad Lars Werge siger. Men hver gang, der har været sager af den her karakter, har vi jo råbt op. Og hver gang siger DR, at de tager kritikken til sig. Men så kommer det her alligevel. Selvfølgelig kan man ikke dirigere DR’s programmer. Men jeg efterlyser bare en metode til, hvordan vi så kan undgå direkte angreb på os fra en statsinstitution,” siger Søren Espersen.

Enig Messerschmidt

Morten Messerschmidt erklærer sig ”fuldstændig enig” med sin partifælle i, at dokumentarafsnittet bør få konsekvenser for DR i det kommende medieforlig.

”Når DR som her fungerer som politisk aktør, må man også kunne kritisere dem som politiker. Et så mastodontagtigt foretagende som DR må kunne tåle kritik. Skal vi, som har en anden opfattelse af, hvordan danmarkshistorien bør udlægges, bare folde hænderne og sige: Okay, så har DR vundet,” siger han.

Lars Werge understreger, at han ikke mener, at politikerne bør afholde sig fra at ytre meninger om DR og mediets indhold.

”Man kan sagtens kritisere, at de glemte at spørge en borgerlig historiker, eller hvad det nu er. Der er mange måder at angribe udsendelserne og vinklingen på. Man når de lægger det her tryk, kan det betyde, at DR lægger begrænsninger på sig selv. Og det bryder med en tradition, som jeg ikke mener, vi bør bryde med,” siger han. 

Kommentar

27/10/2017 - 21:55

Michael Kjærgård

Den bedste måde at gardere DR mod politisk indflydelse er ved at privatisere det. Det er da armslængde der vil noget. Men se om DJ's principper rækker til det.

27/10/2017 - 23:46

Richard Martinsen

Hej M. K.
Privatiserinen er da den første til at censurere programmerne. Først ryger alsidigheden og langsomt tar' behovet for profit over også har vi ikke en selvstændig åben TVkanal længere.

28/10/2017 - 00:00

Kim Sørensen

Hvad med de politikere, der blandede sig i konflikten mellem DBU og kvindelandsholdet? Eller politikere og konkurrerende medier, der har kritiseret Den Korte Avis (f.eks. ift. at den modtog mediestøtte uden at være tilmeldt Pressenævnet)?

I min optik ligger sagen om DF's "krav" i gråzonen. Man har teknisk set ikke stillet noget krav og formålet med medieforliget er jo lige netop, at evaluere den løbende finansiering. Men vi er ude i en gråzone og som sådan, mener jeg DF burde have grebet sagen anderledes an.
Men det er sgu hykleri på højt plan, at den samlede "kreative klasse", nu med Journalistforbundet i spidsen, kan blive så hysteriske over det her. For hvis man vitterligt er så principfaste, hvor er harmen så i de utallige andre sager? DBU har som sagt lige været gennem en konflikt med deres kvindelandshold i fodbold og her stod politikerne, til venstre for LA, i kø for at kommentere den igangværende forhandling. Hvor var alt forargelsen og advarslerne om underminering af demokratiet henne i den forbindelse? Hele vores arbejdsmarkedsmodel er baseret på et armslængdeprincip mellem politikere og arbejdsmarkedets parter. Det princip sked politikerne højt og flot på, og der er ikke et eneste medie, der har gidet skrive om.

Det virker lidt som om den såkaldt "kreative klasse" kun har principper, når de passer ind i deres eget kram. Og det er et problem. Et langt større problem end DF's klodsede mediestunt ifm. "Historien om Danmark". For vi andre har sgu ikke de samme privilegier, som Lars Werge og hans medlemmer. Vi kan kun sidde her i kommentarsporet og spille idioter. Mens Lars Werge og hans medlemmer sætter dagsordenen.

04/11/2017 - 22:12

Tom Paamand

Så vidt jeg husker starter DRs inddragelse af Socialdemokratiet i historiefortællingen med, at partiet var i klemme efter at have samarbejdet med tyskerne under krigen. Og slutter med at Anker kaster tøjlerne, da han ikke kan finde ud af styre landet. Hvis DR havde fortalt tilsvarende grimme historier om andre partier, var der osse faldet brænde ned!

Seneste jobopslag

Kommunikationsmedarbejder

Ballerup Idrætsby
Ansøgningsfrist: 30.11

Redaktør og teamleder til Dansk Flygtningehjælps kommunikationsteam

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 06.12

Vikariat, jourhavende på Avisen.dk

Avisen.dk
Ansøgningsfrist: 27.11

Journalist til Politikens sportsredaktion

Politiken
Ansøgningsfrist: 04.12

idényt søger digital forretningsansvarlig

BENJAMIN MEDIA A/S
Ansøgningsfrist: 30.11

Erfaren marketing- og kommunikationsmedarbejder

HR Skyen
Ansøgningsfrist: 08.01

Content marketing-medarbejder

Spejder Sport
Ansøgningsfrist: 23.11

Digital reporter til DR Trekanten

DR
Ansøgningsfrist: 20.11

Kommunikationschef

Varde Kommune
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationsmedarbejder på deltid med hjerte for frivillige

Kirkens Korshær
Ansøgningsfrist: 22.11

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole søger en underviser

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 27.11

Kommunikationskonsulent til Kultur- og Fritidsforvaltningen

Københavns Kommune
Ansøgningsfrist: 20.11

Undersøgende reporter til Radio24syv

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11

Radio24syv søger reporter til Aarhus eller København

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 27.11