Det jeg ville have sagt på TV
Baseret på en undersøgelse fra Tryg-Fonden, der viser, at danskerne synes medierne overdriver en lang række emner, skulle jeg have givet mit besyv med og vurderet, hvad årsagerne kan være, og ikke mindst, hvad medierne kan gøre for igen at komme i øjenhøjde.
Desværre blev det ikke til noget. Få timer før udsendelsen blev jeg ringet op med beskeden om, at jeg var droppet til fordel for DR's egen nyhedschef, Ulrik Haagerup. Man mente, det ville være godt for debatten med TV 2's Michael Dyrby, at der gik "Redaktørernes Klub" i den. Resultatet af den vurdering kunne de, der så indslaget, selv vurdere. Personligt syntes jeg, det endte med at blive spild af god tv-tid en søndag aften, da debatten blev ikke-eksisterende og fagligt elitær. I hvert fald var det meget langt fra de ting, jeg snakkede med Reimer Bo Christensen om, da vi lavede vores aftale. Men lad nu det ligge.
Selv om jeg ikke fik mulighed for at fremføre mine synspunkter på skærmen, synes jeg alligevel, det er værd at opridse de hovedpunkter, jeg ville have slået på, hvis jeg havde fået mulighed for det. So here goes:
Man kunne f.eks. starte med at introducere menigmand i sit newsroom. Stort set alle medier har disse i dag, og de er pakket med skærme med diverse nyhedskanaler i én lang, selvsupplerende boble. Men intet sted kan journalisterne se, hvem det i grunden er, de arbejder for. Ingen steder manes der til eftertanke om, hvordan det, vi sidder og laver nu, overhovedet er relevant for andre end os selv. Ingen steder tænker vi i noget så basalt som kundeservice. Og det er en supervigtig dimension at have med i en tid, hvor der mere end nogensinde er krav til medierne om at levere noget ekstra for at være mere relevante og af større værdi end f.eks. den almindelige borger, der bare er på rette tid og sted med sit mobilkamera og selv uploader.
For det er også en væsentlig pointe: At nyhedschefer, der tænker i ‘if it bleeds, it leads’ (ingen nævnt, ingen glemt, kære TV2), konkurrerer mod enhver med et kamera og adgang til internettet, og dermed risikerer fuldstændig at overflødiggøre sig selv og den journalistiske relevans. I stedet udvikler de sig hen i en retning, hvor de i virkeligheden rent psykologisk ikke er meget bedre end en pusher, der lever for at forsyne sine kunder med det næste fix. Bare der er blå blink og blod – eller i hvert fald stort drama - er det super, lader man til at synes. Den følelse af frygt og afmagt, man er med til at opbygge, fodrer den næste historie i et eskalerende misbrug, der bare fortsætter og fortsætter. Men hvad er det, det giver nogen som helst i den sidste ende? I det lange perspektiv? Lad os bare lade den stå lidt. For det er det store intet, vi her taler om…
Medierne trænger først og sidst til at tænke mere i almindelige menneskers dagligdag. Tænke i hvad det er, der trykker og optager almindelige mennesker, hvordan man kan være til tjeneste og være med til at sætte fokus og få løsningsforslag frem, der kan bringe os alle videre. Lukkedage, nedslidte skoler, kompetencer blandt lærere, trafik i lokalområdet, økonomi, sundhed. You name it – listen af virkelige værdifulde emner er alenlang. Den dag, vi har medier, der vil og kan det på en måde, hvor værdien af det leverede er til at tage og føle på for enhver, har vi fået synergien mellem menigmand og medierne tilbage. Og dermed også medier, der ikke konstant er i den selvskabte krise, de kører sig selv rundt i, og hvor output i sidste ende for menigmand ikke er andet end til at brække sig over.Det var sådan cirka bare det, jeg ville have sagt. Hej!
PS: Og så har jeg ikke engang benyttet lejligheden til at harcelere over, hvordan visse medier i den grad voldtager begrebet ‘Breaking News’ til ukendelighed…
Desværre blev det ikke til noget. Få timer før udsendelsen blev jeg ringet op med beskeden om, at jeg var droppet til fordel for DR's egen nyhedschef, Ulrik Haagerup. Man mente, det ville være godt for debatten med TV 2's Michael Dyrby, at der gik "Redaktørernes Klub" i den. Resultatet af den vurdering kunne de, der så indslaget, selv vurdere. Personligt syntes jeg, det endte med at blive spild af god tv-tid en søndag aften, da debatten blev ikke-eksisterende og fagligt elitær. I hvert fald var det meget langt fra de ting, jeg snakkede med Reimer Bo Christensen om, da vi lavede vores aftale. Men lad nu det ligge.
Selv om jeg ikke fik mulighed for at fremføre mine synspunkter på skærmen, synes jeg alligevel, det er værd at opridse de hovedpunkter, jeg ville have slået på, hvis jeg havde fået mulighed for det. So here goes:
Dybest set ville jeg have givet danskerne ret: Som almindelige mediebruger er det min oplevelse, at medierne overdriver enkeltsager vildt i forhold til, hvad jeg kan relatere med fra min dagligdag. Et eksempel: Der er måske 200 af politiet registrerede bandemedlemmer i dette land med mere end fem millioner indbyggere. Vi får via den intense dækning af denne relativt beskedne gruppe af mennesker indprentet, vi skal leve i frygt og nærmest bør gå med skudsikker vest. Men hvor mange har det reelt som en del af deres oplevede dagligdag? Næppe ret mange. Jeg har f.eks. ikke. Og jeg er næppe specielt unik. Altså er det min oplevelse, at medierne overdriver.
Lidt det samme med finanskrisen (om end jeg personligt mener, det er et yderst relevant kæmpeproblem), hvor diskussionen er så abstrakt og meta-agtig, at den er svær at forholde sig til for menigmand. At diskussionen aldrig af medierne bliver gjort jordnær og konkret, gør det i kombination med egen manglende fornemmelse af at være ramt meget nemt at stikke hovedet i busken og sige, at medierne overdriver. Specielt også fordi det jo er et problem, vi akkurat som polernes smelten ikke kan gøre ret meget ved på det individuelle plan.Og hvad kan man så gøre ved det? Hvad kan man gøre for at komme mere i øjenhøjde og blive mere oplevet relevant for menigmand?Man kunne f.eks. starte med at introducere menigmand i sit newsroom. Stort set alle medier har disse i dag, og de er pakket med skærme med diverse nyhedskanaler i én lang, selvsupplerende boble. Men intet sted kan journalisterne se, hvem det i grunden er, de arbejder for. Ingen steder manes der til eftertanke om, hvordan det, vi sidder og laver nu, overhovedet er relevant for andre end os selv. Ingen steder tænker vi i noget så basalt som kundeservice. Og det er en supervigtig dimension at have med i en tid, hvor der mere end nogensinde er krav til medierne om at levere noget ekstra for at være mere relevante og af større værdi end f.eks. den almindelige borger, der bare er på rette tid og sted med sit mobilkamera og selv uploader.
For det er også en væsentlig pointe: At nyhedschefer, der tænker i ‘if it bleeds, it leads’ (ingen nævnt, ingen glemt, kære TV2), konkurrerer mod enhver med et kamera og adgang til internettet, og dermed risikerer fuldstændig at overflødiggøre sig selv og den journalistiske relevans. I stedet udvikler de sig hen i en retning, hvor de i virkeligheden rent psykologisk ikke er meget bedre end en pusher, der lever for at forsyne sine kunder med det næste fix. Bare der er blå blink og blod – eller i hvert fald stort drama - er det super, lader man til at synes. Den følelse af frygt og afmagt, man er med til at opbygge, fodrer den næste historie i et eskalerende misbrug, der bare fortsætter og fortsætter. Men hvad er det, det giver nogen som helst i den sidste ende? I det lange perspektiv? Lad os bare lade den stå lidt. For det er det store intet, vi her taler om…
Medierne trænger først og sidst til at tænke mere i almindelige menneskers dagligdag. Tænke i hvad det er, der trykker og optager almindelige mennesker, hvordan man kan være til tjeneste og være med til at sætte fokus og få løsningsforslag frem, der kan bringe os alle videre. Lukkedage, nedslidte skoler, kompetencer blandt lærere, trafik i lokalområdet, økonomi, sundhed. You name it – listen af virkelige værdifulde emner er alenlang. Den dag, vi har medier, der vil og kan det på en måde, hvor værdien af det leverede er til at tage og føle på for enhver, har vi fået synergien mellem menigmand og medierne tilbage. Og dermed også medier, der ikke konstant er i den selvskabte krise, de kører sig selv rundt i, og hvor output i sidste ende for menigmand ikke er andet end til at brække sig over.Det var sådan cirka bare det, jeg ville have sagt. Hej!
PS: Og så har jeg ikke engang benyttet lejligheden til at harcelere over, hvordan visse medier i den grad voldtager begrebet ‘Breaking News’ til ukendelighed…
Re: Det jeg ville have sagt på TV
"Men hvor mange har det reelt som en del af deres oplevede dagligdag? Næppe ret mange. Jeg har f.eks. ikke ", skriver Mads Kristensen glad og fro om bandeproblemerne.
Nej, så blæse være med de andre, når bare Mads Kristensen ikke har problemer!
Men mon ikke snarere det er et udtryk for, at Mads K. og Co. er ved at få sved på panden ....?
Niels Jürgensen
Jyllands-Posten
Moskva
(Jeg mærker heller ikke meget til den danske bandekrig ...)
Re: Det jeg ville have sagt på TV
"Den dag, vi har medier, der vil og kan det på en måde, hvor værdien af det leverede er til at tage og føle på for enhver, har vi fået synergien mellem menigmand og medierne tilbage"
For et års tid siden havde jeg fornøjelsen at møde grundlæggeren af http://spot.us/, som netop gør op med ovenstående. Jeg vil ikke gå i detaljer med hvad http://spot.us/ gør, da jeg håber at I bruger 5 minutter på at kigger konceptet igennem.
I fredags var jeg til DONA's (netværk for net-journalister) 10års jubilæum og her blev Spot.us nævnt af Bjarke Myrthu fra Storyplane i en præsentation omkring fremtiden web-journalistik og nyhedsformidling.
Personligt ser jeg flere og flere tegn på at nyhedsformidlingen som vi kender den, er under pres. Ikke kun på oplags og seertal, men på deres legitimitet som nyhedsformidlere. Dette pres er i høj grad selvskabt og den sikre måde at vælte mediet i graven, er ved at fortsætte revolver og sensationspressen.
Vi ser dog at nogle medier forsøger at integrerer brugeren yderligere i deres nyhedsdækning, men det ender ofte som en kvalm måde at booste pageviews på, ved at give læseren mulighed for kommentarer på sensationshistorier, der er skrevet med et for øje, nemlig at provokere til debat. Der er dog medie, der har fået øjnene op for oprigtig brugerinddragelse.
Men tak for et godt indlæg. Jeg håber at det sætter gang i en konstruktiv debat.
Re: Det jeg ville have sagt på TV
Måske var det meget godt - også for dig selv - at du ikke kom på direkte tv.
Du skriver:
'Der er måske 200 af politiet registrerede bandemedlemmer i dette land med mere end fem millioner indbyggere'.
Fredag oplyste rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg, at Rigspolitiet har registreret cirka 1200 personer i rocker- og bandemiljøet. Rekrutteringen er voksende. For et år siden var tallet cirka 950.
Dumt at underdrive, når du beskylder nogen for at overdrive..
Allan Larsen, journailst
Re: Det jeg ville have sagt på TV
Jah, tjah.. 200 eller 1200 bandemedlemmer, det kommer jo lidt ud på det samme. Det er stadig ganske få. Og det er uendelig meget færre, der render og skyder..
Personligt føler jeg mig heller ikke berørt af bandekonflikten, selv om der da også har været ét skyderi helt herude i Esbjerg. Men hvis man færdes meget omkring rocker- og indvandrer-tilholdssteder i København, så er det da sikkert ganske relevant.
Det har selvfølgelig i virkeligheden ikke så meget med debatten at gøre - personligt synes jeg nok også, at der er en tendens til at overdrive de dramatiske historier, men konkurrencen er jo også hård, og seerne/læserne/lytterne skulle jo nødig kede sig og zappe over til noget mere spændende. Vanskelig balancegang.
Indsend kommentar