"Det er lidt kedeligt, at det altid skal handle om ’Matador’. For jeg føler mig jo først og fremmest som journalist"

Lise Nørgaard er mest kendt som hele Danmarks Matador-mor. Men som journalist var hun med til at introducere den kritiske forbrugerjournalistik i Danmark og give stemme til mennesker, der kom i klemme i systemet. Hun udfordrede mændenes dominans i medierne og satte Journalistforbundets formand på plads, fordi han kaldte kvindelige journalister for ”vores smukke kolleger”. Nu fylder hun 100 år
  • Les Kaner
    "Hvis man er journalist af lyst, er det det bedste fag, man kan have," mener Lise Nørgaard.
05.05.2017 · 09:08

Lise Nørgaard dækkede folketingsvalget, dengang Thorvald Stauning blev genvalgt som statsminister under parolen ’Stauning eller Kaos’. Det var som ung journalistelev i 1935. Til juni fylder hun 100 år og kan se tilbage på 82 år med journalistik.

Lise Nørgaard er mest kendt for tv-serien ’Matador’ om livet i provinsbyen Korsbæk, som DR nu sender for syvende gang. 

I sin nytårstale fortalte statsminister Lars Løkke Rasmussen, at han nok har set ’Matador’ 20 gange. 

For ham handler serien om, at udvikling giver muligheder.

”Hvis man er klar til at gribe dem.”

Ordene passer ikke kun på ’Matador’, men også journalisten Lise Nørgaard. For hun er nok en af de kvindelige journalister, der har oplevet de største omvæltninger i medieverdenen, og hun har sat aftryk på sin samtid, som de fleste ville være stolte af.

Kernen i hendes ideologi

Presseforskeren og litteraturanmelderen John Chr. Jørgensen skrev for tre år siden en bog om Lise Nørgaards journalistik. Han har også skrevet en bog om de første kvindelige journalister i Danmark.

Han mener, at Lise Nørgaard udvidede feltet af emner, der blev omtalt i pressen.

”Kvinders rettigheder er kernen i hendes ideologi, hvis man kan kalde den det. Kvinder skal klare sig selv og tjene penge og ikke være afhængig af en mand,” forklarer han.

Blandt journalister fornemmer John Chr. Jørgensen en udbredt skepsis over for Lise Nørgaard som journalist. ”Var hun nu virkelig så stor? Var hun ikke bare en sjov moster eller en bedstemor med slag i?” spørger han.

”’Matadors’ succes har givet et fortegnet et billede af, hvad hun har lavet. Nogle tror, at det udelukkende var moralske klummer eller udelukkende damejournalistik. Det er uretfærdigt, for der var masser af regulær journalistik.”

For eksempel var hun pioner for en ny type kvindelige journalister, der turde sige fra og udtrykke deres egne meninger gennem medierne.

”Lise Nørgaard var med til at etablere en selvtillid blandt kvinder, der ikke eksisterede før.”

Lise Nørgaard arbejdede på Roskilde Dagblad i 14 år, på Politiken i 19 år, Ugebladet Hjemmet i ni år og i otte år på Berlingske Tidende, hvor hun blandt andet leverede over 1.000 brevkassesvar.

Hun er stadig aktiv som skribent på det lille blad Korsbæk Tidende, som gæsterne i minibyen Korsbæk på Bakken køber for at læse fiktive artikler om for eksempel Mads Skjern og familien Varnæs.

I april holdt Lise Nørgaard to foredrag i store konferencesale sammen med Cecilie Frøkjær, der skrev interviewbogen ’Fruen kommer i dag’. Oveni skal lægges alle de interviews, Lise Nørgaard er i gang med at give op til sin runde fødselsdag.

"Jeg er sommetider ved at brække mig, når jeg skal tage den for halvtredsindstyvende gang"

Vi mødes i Skovshoved Sejlklubs Restaurant på Strandvejen nord for København.

Lise Nørgaard er gammel sejler, og det er hende, der har valgt stedet. Udenfor ligger Øresund blikstille badet i solskin.

”Jeg synes, her er hyggeligt, fordi man kan sidde og se ud over vandet. Min søn havde sin båd liggende her,” siger hun.

Aftalen er, at vi ikke skal tale om ’Matador’, men om Lise Nørgaards journalistik. Det er hun glad for.

”Ligegyldigt hvor jeg ellers kommer, vil folk tale om ’Matador’. Dine kolleger spørger altid: Hvornår fik du idéen? Jeg er sommetider ved at brække mig, når jeg skal tage den for halvtredsindstyvende gang,” siger Lise Nørgaard.

Matador-mor stiller gerne op, når journalisterne beder hende fortælle om den største danske tv-succes nogensinde.

”Men jeg synes, det er lidt kedeligt, at det altid skal handle om ’Matador’. For jeg føler mig jo først og fremmest som journalist.”

Det bedste fag, man kan have

På Lise Nørgaards anbefaling får vi en let anretning af friskpillede fjordrejer med ristet brød, mayo og et glas hvidvin.

Efter et langt liv som journalist er det Lise Nørgaards holdning, at arbejdsmarkedet er det mest rekreative område, der findes.

”Hvis man er journalist af lyst, er det det bedste fag, man kan have,” forklarer hun. 

Hvis man er journalist af lyst, er det det bedste fag, man kan have.
Lise Nørgaard

Selv betegner Lise Nørgaard sig som ”borgerlig anarkist”. Indignationen over kvinders manglende ligestilling har været brændstoffet for en stor del af hendes journalistiske produktion.

”Hvis vi tror, at den måde, vi lever på, er god nok, så er den helt gal. Man skal kunne tvivle, så man kan se, at det kan gøres anderledes.”

Journalister skal pege på de ting i samfundet, der trænger til at blive gentænkt eller væltet helt omkuld.

”Og sådan er det fortsat.”

Lise Nørgaard genkender ikke John Chr. Jørgensens billede af, at hun blandt journalister bliver opfattet mere som en letbenet skribent end regulær journalist.

”Det er ikke noget, jeg har oplevet. Men det må jeg leve med. Folk må opfatte mig, som de vil,” siger hun.

Lise Nørgaard er i minibyen Korsbæk på Bakken nord for København, fordi hun skal interviewes til et portrætprogram til DR i anledning af hendes 100 års fødselsdag 14. juni.
Foto: Les Kaner

Samfundets svageste

Hun var enlig mor, da hun i 1949 fik arbejde på Politiken. Hendes egne problemer med at finde en bolig i København gav hende idéen til at skrive om bolighajer og urimelige boliglove.

Problemerne på boligmarkedet er fortsat ikke blevet løst, mener hun.

”Det er bare blevet værre og værre. Selv i dag skal folk betale 10.000 kroner om måneden for at få tag over hovedet, mens andre med masser af penge slipper med 6.000 kroner for fem værelser.”

Boliglovene har været en af Lise Nørgaards kæpheste i årtier, ”fordi de kun er til fordel for fidusmagere og skiderikker, rent ud sagt”.

”Men det er ikke lykkes mig at ændre på det. Ofrene er fortsat samfundets svageste,” siger hun.

Et andet emne, Lise Nørgaard satte på den offentlige dagsorden på Politiken, var myndighedernes behandling af evnesvage, blinde og døve. Hun lavede blandt andet en reportage fra Fyn med en fattig familie, hvor myndighederne havde fjernet to evnesvage børn.

”Da myndighederne kom for at hente børnene, løb de ud over engene for ikke at blive fanget. De skreg, og det gjorde deres forældre også.”

Det viste sig, at sagen ikke kun handlede om at varetage børnenes tarv.

”Børnene havde det godt nok, men det var billigere for kommunen at få dem fjernet, for så skulle forældrene have færre penge,” forklarer hun.

Sognerådsformanden, der havde ansvaret for beslutningen dengang, ville ikke udtale sig til Politiken. Og det var hans ulyst til at kommentere, Lise Nørgaard vinklede på.

Ville give stemme til de direkte berørte

Socialhistorierne lærte hende en vigtig lektie.

”Noget af det værste, en journalist kan blive grebet af, er autoritetstro.”

Noget af det værste, en journalist kan blive grebet af, er autoritetstro.
Lise Nørgaard

Hun fortæller, at hvis der var noget galt på sygehusene, talte journalisterne dengang ikke med patienterne, men ringede til overlægerne. Hvis det handlede om evnesvage, ringede pressen ikke til de pårørende, men til departementet.

”Det var utroligt at se, i hvilken grad mine ældre kolleger valgte den nemme løsning – at få en udtalelse. Som om det var nok. Men det er det jo ikke.”

Lise Nørgaard ville gerne give stemme til de direkte berørte – uden at blive mikrofonholder for dem, der misbrugte offerrollen.

”Nogle kan jo have bragt sig i vanskeligheder ved egen hjælp,” som hun udtrykker det.

I dag er medierne ofte for dårlige til at konfrontere casepersoner med deres personlige medansvar, mener hun.

”Det stofområde har sine steder udviklet sig til snot og gråd-reportager, som jeg kalder det. Der er spørgsmål, som ikke bliver stillet. Når en enlig mor fortæller, at hun ikke har råd til at forsørge sig selv og datteren, så glemmer man ofte at spørge: Hvorfor tager du ikke bare et arbejde,” siger hun og glatter ud:

”Jeg ved godt, at jeg lyder som en gammel dame nu.”

En mandsdominerende kultur

Da Lise Nørgaard begyndte på Politiken, var tre fjerdedele af de gifte kvinder i Danmark hjemmegående husmødre. Den mandsdominerede kultur rakte langt ind i redaktionslokalerne på Rådhuspladsen, hvor kun fire ud af 90 journalister var kvinder. Lise Nørgaard var den eneste kvindelige journalist med børn. Og sågar fraskilt. Hvis der var sygdom eller fravær blandt Politikens kvindelige journalister, forventede man, at de i højere grad end mændene dækkede af for hinanden.

Lise Nørgaard havde meldt sig ind i Dansk Kvindesamfund allerede som 17-årig, og hun førte sin egen kvindekamp i avisens spalter. Hun syntes, at mange af de mandlige kolleger på bladet var åndssvage.

”De var tit ude på at chikanere mig. Men det prellede af på mig.”

En af de mandlige redaktionssekretærer modarbejdede hende åbenlyst, men Lise Nørgaard gik til modangreb

”Jeg marcherede ind i redaktionssekretariatet og fortalte redaktionssekretæren, at nu var vi kommet til et vendepunkt i hans liv: ”Vi går ind til chefredaktør Niels Hasager og spørger, hvem af os han helst vil af med”.”

Det turde redaktionssekretæren ikke, og Lise Nørgaard fik fred for ham.

”Bagefter fik jeg at vide, at han var bange for mig.”

Lise Nørgaard har ikke en mobiltelefon og bruger ikke mails. Hun er heller ikke på Facebook. ”Facebook er det mest idiotiske, jeg kender. Jeg fatter det ikke,” lyder dommen.
Foto: Les Kaner

En kamp, der langtfra var ført til ende

31. maj 1950 skrev Politiken på lederplads om den kommende grundlovsændring, der betød, at kvinder også kunne blive regenter i Danmark, for eksempel den unge prinsesse Margrethe. ”Lovforslaget viser, at kvindernes kamp for ligestilling er trængt dybt igennem,” skrev Politiken: ”En kamp er ført til ende.”

Helt sådan så Lise Nørgaard ikke på det. Faktisk oplevede hun, at mandlige journalister brugte avisens spalter til at modarbejde ligestilling.

”Når jeg skrev, at de hjemmearbejdende husmødre skulle ud på arbejdsmarkedet, eller at man skulle indføre fri abort, trængte avisens lægemedarbejder sig ind på chefredaktørens kontor og fik lov til at skrive ledere om, at man skulle huske den hjemmearbejdende husmor,” husker hun.

Selv på navnesiderne blev mænd og kvinder behandlet forskelligt. Mænd blev nævnt ved deres navn og alder. Men Politiken skrev ikke kvindernes alder – eller deres navn. De blev blot omtalt som deres mænds koner. Samme dag som kvindekampen ifølge Politikens lederskribent var ”ført til ende”, kunne man for eksempel se, at ”fru assurandør Svend Bramsen” og ”fru overlæge Axel Biering-Sørensen” havde fødselsdag.

Som en hemmelig protest tilføjede Lise Nørgaard sine tre små døtre, Bente, Anne og Dorte,    som fødselarer på navnesiderne i pigernes eget navn – sammen med familiens husbestyrerinde, Thyra Petersen.

På Politiken var de fleste mænd gift med kvinder, der var hjemmegående husmødre. Lise Nørgaards holdning var, at kvinder skulle ud på arbejdsmarkedet og forsørge sig selv. Det tog nogle af de mandlige kolleger meget personligt.

”Mange af mændene på bladet syntes, at vi kvinder var nogle kællinger, der ragede op i deres private forhold.”

"Konerne måtte finde sig i det utrolige"

Hun plejede at møde på arbejde klokken 11. Ved aftenstid tog hun sammen med sin nye mand, Politikens politiske medarbejder Jens Nørgaard, hjem til familien, hvor husbestyrerinde Thyra Petersen stod klar med maden.

Dengang var det ikke almindeligt med hjemmearbejde.

”Gud fader bevares. Det havde jeg heller ikke ønsket,” siger hun.  

Når børnene var lagt, tog Nørgaard-parret typisk ind på bladet igen og spillede skak eller bridge i kantinen, mens de ventede på, at trykkeriet i kælderen spyttede de første aviser ud.

Medarbejderne kunne dengang vælge mellem 20 forskellige ølsorter i Politikens kantine. Og for mændene med de hjemmegående koner var aftenerne i kantinen ofte en fest med rigelige mængder af øl og spiritus.

”Jeg kunne se, hvordan de boltrede sig lystigt med unge stewardesser og andre unge sild. Når konerne ringede til kantinen, fik de at vide, at manden var ude til en ildebrand,” siger hun.

Mændene levede i en forloren virkelighed, mener Lise Nørgaard.

”Konerne måtte finde sig i det utrolige. Hvis det havde været hjemme hos mig, ville ægtemanden have fået en kuffert i nakken.”

Konerne måtte finde sig i det utrolige. Hvis det havde været hjemme hos mig, ville ægtemanden have fået en kuffert i nakken.
Lise Nørgaard

Også i Journalistforbundet var uligheden mellem kønnene tydelig. Lise Nørgaard var medlem af forbundets repræsentantskab fra 1952 til 1965. Der kom flere og flere kvindelige medlemmer i forbundet, men kvinderne betalte det samme i pension som mændene, selv om mændene var dobbelt dækket.

”Mændene fik pension til sig selv og deres koner – og enkerne kunne også hæve pension efter mandens død. Kvinderne forsikrede kun sig selv, og de kunne ikke få pension til deres mænd. Det var helt sindssygt,” siger hun.

Carsten Nielsen var dengang formand for Journalistforbundet.

”Han var sød og rar, men han havde ingen sans for de kvindelige medlemmer. Han kaldte konsekvent kvinderne i forbundet for ”vores smukke kolleger”. En dag sagde jeg, at nu gad jeg ikke høre mere om ”vores smukke kolleger”. Vi ville hellere have en smule ligeret. Men så fik vi en vittighed slynget i ansigtet om, at kvinder nu om dage var så hidsige,” siger Lise Nørgaard.

Det endte med, at der til sidst kom en ny pensionsordning i forbundet, hvor kvinderne var bedre stillet.

Makeup-artisten Dennis Knudsen kredser om Lise Nørgaard for at sikre sig, at sminken ligger rigtigt, og tørklædet sidder, som det skal. 
Foto: Les Kaner

 

Rædselsfuldt at være chefredaktør

I dag er 47 procent af medlemmerne i Dansk Journalistforbund kvinder. Men på mange arbejdspladser er der fortsat problemer med at rekruttere kvinder til lederstillinger. Nogle medier har sat mål for andelen af kvindelige ledere. Lise Nørgaard er modstander af kvoter. Man skal ikke presse kvinder ind i lederstillinger, mener hun.

”Når kvinderne ikke er ledere, er det, fordi de ikke vil. Det har ikke noget med ligeret at gøre, at man bare gør kvinder til ledere. Det bliver det ikke mere ligestillet af. Nogle gange har avisen bedre af, at kvinderne er skrivende,” mener hun.

Når kvinderne ikke er ledere, er det, fordi de ikke vil.
Lise Nørgaard

Selv var hun chefredaktør på ugebladet Hjemmet i to år fra 1975 til 1977.

”Jeg har aldrig oplevet noget så rædselsfuldt i mit liv. Jeg egnede mig ikke til det. Jeg bedømte medarbejderne efter, hvordan jeg selv syntes, at tingene skulle være. Men nogle af journalisterne læste ikke deres artikler igennem og gav mig tekster uden rubrikker og mellemrubrikker. Det kunne jeg passende gøre for dem, mente de. Jeg mangler ganske overbærenhed over for pjæk og slendrian.”

I dag, hvor det er almindeligt med kvindelige journalister, undrer hun sig over, at det er så udbredt, at kvinder skriver om sig selv og deres børn. Det bliver for privat og kedeligt efter Lise Nørgaards smag.

”De skriver om barsel og deres små poder. Men det er en oplevelsesverden, som ikke rager andre. Hvis man synes, det er så betydningsfuldt at få børn, så skal man tænke på, at det er sket milliarder af gange før, og det vil ske milliarder af gange igen.”

Hun ved godt, at det lyder ondt.

”Men det er ikke en form for journalistik, jeg er tilhænger af.”

Hvordan har du som pioner for kvindelige journalister det med, at nogle kvinder forvalter deres mulighed for at komme til orde på den måde?

”Det må de gerne for min skyld. Men jeg kunne aldrig selv drømme om at gøre det. Der er noget falsk, sentimentalt og selvoptaget ved hele barselsbølgen. Det er, som om det er det eneste, de kvinder har oplevet.”

Der er noget falsk, sentimentalt og selvoptaget ved hele barselsbølgen. Det er, som om det er det eneste, de kvinder har oplevet.
Lise Nørgaard

Op til kvindernes internationale kampdag 8. marts 2017 ringede en journalist fra Politiken og spurgte Lise Nørgaard, hvilket kælenavn hun havde for sine kønsdele.

”Jeg sagde: ”Er I rigtigt kloge? Hvad rager det jer?””

Kollektion fik det glatte lag

På Politiken var Lise Nørgaard i en årrække leder af avisens nyoprettede forbrugerredaktion, der skrev om alt fra smarte salatskåle og valg af den rigtige læbestift til ny parisermode. Men forbrugerredaktionen skrev også kritiske historier om for eksempel gynækologiske afdelinger eller farlige lamper uden jordforbindelse.

Mode blev også en del af Lise Nørgaards stofområde. Normalt var det mænd, der dækkede tekstilmessen i Herning. Og programmet var altid det samme:

”Erhvervsjournalisterne ankom i højt humør til Herning og blev budt velkommen af en fantastisk frokost. Så vaklede de bagefter ud og hørte et foredrag om, hvor fantastisk det gik for konfektionen i Herning, og hvor glade kunderne var. Og så fik de en fantastisk middag, før de tog hjem igen.”

Men i 1954 tog blandt andre Lise Nørgaard og kollegaen Eva Bendix fra Social-Demokraten til Herning. De forlangte at se varerne fra fabrikkernes kommende kollektion.

”Vi ville gerne se noget tøj, før vi satte os ved det store frokostbord.”

De kvindelige journalister blev blandt andet præsenteret for Hernings bud på danskproduceret parisermode – dametrusser med tryk af triumfbuen og Eiffeltårnet.

I avisspalterne fik kollektionen det glatte lag.

”Det må have været et chok for dem, da vi sagde, at det duer altså ikke. Hvis erhvervsjournalisterne havde siddet derovre og skålet og sagt hurra, var der nok kommet nogle andre artikler ud af det.”

I en slags programerklæring beskrev Lise Nørgaard forbruger-journalistikken som ”kvindejournalistikkens tredje fase”. Det var et stofområde, der stillede krav til, at journalisterne skulle kunne begejstres og harmes. De skulle også være sanddruelige og ubestikkelige.

"Der er noget galt, hvis du ikke har skrevet noget ondt i 25 år"

Efter en tid blev Lise Nørgaard kaldt ned til en samtale hos redaktøren og annoncechefen. De fortalte, at en af avisens store annoncører var sur over en artikel, forbrugerredaktionen havde skrevet.

”De spurgte, om jeg ikke kunne lave en artikel om annoncøren for at lappe på såret. Men det kunne jeg ikke. Historien var jo ikke journalistisk relevant. Jeg ville ikke lave artikler for at gøre en annoncechef eller annoncør glad. Som journalist skal man kunne bruge sin magtposition til at sige: ”Gu’ vil jeg ej”,” fastslår Lise Nørgaard.

Jeg ville ikke lave artikler for at gøre en annoncechef eller annoncør glad. Som journalist skal man kunne bruge sin magtposition til at sige: ”Gu’ vil jeg ej”.
Lise Nørgaard

Dengang var det ikke ualmindeligt, at især motor- og turistmedarbejdere modtog masser af gaver.

”Hos os på forbrugerredaktionen sagde vi nej til alle gaver,” siger Lise Nørgaard, der holdt kurser for journaliststuderende i Aarhus om forbrugerjournalistikkens metoder.

Hun husker et 25 års jubilæum i Sikker Hansen-salen for en af Politikens rejsemedarbejdere. Alle de førende rejsebureauer, DSB og turistorganisationer fra ind- og udland gav jubilaren flasker og blomster.

”En repræsentant fra den svenske turistorganisation holdt en tale, hvor han sagde, at han havde fulgt jubilaren i samtlige 25 år, og han kunne garantere, at journalisten ikke havde skrevet noget ondt, hans forbindelser var blevet kede af.”

Det positive vidnesbyrd fik de fremmødte til at råbe anerkendende ”hør, hør”.

”Jeg ville gå hjem og hænge mig, hvis jeg fik en lignende betegnelse efter 25 år. Der er noget galt, hvis du ikke har skrevet noget ondt i 25 år. Men rejsemedarbejderen stod bare og labbede det i sig.”

Jeg ville gå hjem og hænge mig, hvis jeg fik en lignende betegnelse efter 25 år. Der er noget galt, hvis du ikke har skrevet noget ondt i 25 år.
Lise Nørgaard

Når jeg ser ’Spørg Charlie’ på TV 2 Charlie, synes jeg, de griner for meget. Nogle af spørgsmålene i programmet kan være lidt pjattede. Men man skal ikke grine af folk, der viser én tillid."
Foto: Les Kaner

 

Kontante råd til læserne

Hun nipper til sin dobbelte espresso.

Lise Nørgaard deler ikke ud af historier om sine sygdomme eller skavanker. Emnet keder hende. Hun har en tung hoste og må tørre næse, fordi hun har været forkølet i 14 dage.

”Den er virkelig svær at slippe af med,” undskylder hun og finder en Kleenex frem.

På Politiken lavede hun ofte holdningsbåret journalistik, hvor hun blandede nyhedsjournalistik med kommentarer og syrlige iagttagelser. Den rene kommentarform fik hun adgang til med klummen ”Så er det sagt”. En af de første klummer handlede om, hvorfor det kun var mænd, der skulle på rumrejser.

Hun tog ”Så er det sagt” med sig, da hun skiftede fra Politiken til ugebladet Hjemmet. Her fik hun også brevkassen ”Lise Nørgaard og læserne”, hvor hun besvarede læserspørgsmål.

I december 1972 skriver en 22-årig kvindelig fabriksarbejder med to børn til Lise Nørgaard. Hendes forlovede drikker for meget. Han er chauffør og har mistet sit kørekort på grund af spirituskørsel. Nu sidder han bare derhjemme ”og gider mindre og mindre”. ”Hans familie plager mig om at holde ud med ham,” skriver kvinden, der er i tvivl om, hvad hun skal stille op.

Lise Nørgaards kontante råd er at forlade manden. Han skal sendes ”ud i den kolde sne – derud, hvor han må forsørge sig selv”. Det overrasker ikke Lise Nørgaard, at familien ønsker, at parret forbliver sammen. ”Det er den måde, man kan give sorteper videre,” skriver hun til kvinden, ”der fortjener en bedre mand end ham, De beskriver”.

Når man læser dine brevkassesvar, er du ofte meget direkte i tonen?

”Jamen, jeg hader jammer. Folk, der skriver ind, skal ikke stryges med hårene. Nogle kan jeg godt holde med, andre skal have et spark.”

Og det gav du?

”Argh, så slem var jeg da ikke,” siger hun med et smil.

"Man skal ikke grine af folk, der viser én tillid”

Læsernes henvendelser kom ofte fra kvinder i ulykkelige ægteskaber. De var bange for, at de ikke kunne forsørge deres børn, hvis de blev skilt.

”Jeg skrev altid, at hvis jeg var dem, så … Hvis kvinderne ønskede at forlade deres mænd, bad jeg dem om at undersøge mulighederne for at finde job og bolig, før de besluttede sig for at gå,” siger hun.

Man får indtryk af, at svarene faldt dig nemt?

”Nej, intet er nemt. Men når jeg for eksempel ser ’Spørg Charlie’ på TV 2 Charlie, synes jeg, de griner for meget. Nogle af spørgsmålene i programmet kan være lidt pjattede. Men man skal ikke grine af folk, der viser én tillid.”

Nogle af de kvinder, der ønskede Lise Nørgaards råd, skrev hun artikler om.

”Jeg bad om lov til at interviewe dem, og det ville nogle af dem gerne.”

Mange ugebladslæsere er i virkeligheden potte-lede. De elsker andres ulykker.
Lise Nørgaard

Men det holdt hun op med igen.

”Mange ugebladslæsere er i virkeligheden potte-lede. De elsker andres ulykker. De har ikke den naturlige medfølelse. De elsker at sige ”godt det ikke er mig”. Hvis en dreng manglede et ben, og hans mor gerne ville have penge til en operation, kom der masser af breve fra læserne om den stakkels lille dreng. Men der kom ikke så meget som en femkroneseddel, der kunne hjælpe ham.” 

Rettet klokken 15.04: Kvindernes Internationale Kampdag er naturligvis ikke den 18. marts, som vi først havde skrevet, men den 8. marts.

Magasin: 

Kommentar

Seneste jobopslag

Kommunikationsproducent

Statens Museum for Kunst
Ansøgningsfrist: 06.11

Nyhedsjournalist til DR Syd i Esbjerg

DR
Ansøgningsfrist: 02.11

Kommunikationschef søges til Københavns Politi

Københavns Politi
Ansøgningsfrist: 01.11

Pressekonsulent til Dansk Arbejdsgiverforening

DA - DANSK ARBEJDSGIVERFORENING
Ansøgningsfrist: 12.11

Danmarks dybdeborende erhvervsmedie udvider

InsideBusiness
Ansøgningsfrist: 30.10

Kunde- og kommunikationschef til Landbrugsstyrelsen

Miljø- og Fødevareministeriet
Ansøgningsfrist: 08.11

Digital redaktionsleder til DR Aarhus

DR
Ansøgningsfrist: 13.11

Kommunikationskonsulent

Region Hovedstaden
Ansøgningsfrist: 13.11

Reporter og digi til DR Syd

DR
Ansøgningsfrist: 02.11

Allround Communicator

Grundfos Holding A/S
Ansøgningsfrist: 05.11

Jysk Fynske Medier søger en printredigerende

Jysk Fynske Medier
Ansøgningsfrist: 23.10

Journalist eller kommunikationsmedarbejder

DTU
Ansøgningsfrist: 27.10

Lokalredaktør på Langeland

Fyns Amts Avis
Ansøgningsfrist: 23.10

Kommunikatør med skarp pen og strategisk tæft til Nationalt Genom Center

Sundheds- og Ældreministeriet
Ansøgningsfrist: 30.10

Nyhedsredaktør til DR Sporten

DR
Ansøgningsfrist: 02.11

DIGITAL COMMUNICATOR

Grundfos Holding A/S
Ansøgningsfrist: 26.10

Journalist til Dagens Byggeri

FBG Medier
Ansøgningsfrist: 24.10